Det var i disse dage, at socialministeren havde fået en genial ide. Hvorfor ikke sende landets sagsbehandlerne rundt i landet for at komme borgerne mere nær. Samtidig var det en win win sitaution, hvor husleje til landets tidl. Social- og Jobcentre kunne spares væk. Ligesom teknisk udstyr ud over Smartsphones. Et lille tip fra Moderniseringsstyrelsen havde groet sig stærkt hos socialministeren, hvorfor samtlige sagsbehandlere pr. 1. jan. 2017 har være at finde på landets veje tæt på de borgere, som har brug for det. Ideen er dog ikke hel ny, da det Kristelige Folkeparti i sin tid barslede med dette koncept ud fra én af deres idepolitiske grundpiller.
Konceptet har nu stået sin prøve i 3 mdr., hvor der generelt synes, at være en succes. Specielt i storbyerne, hvor de rejsende sagsbehandlerne har svært ved at gemme sig for værdigt trængende borgere trods de forsøger at undgå at være i nærheden af byernes centrale steder, hvor efterspørgslen for deres hjælp kan være stor. I de mindre befolkede dele af landet meldes, der dog om hændelser, der vækker reminiscenser til arvegodset fra landets tidl. statsreligion.
Lokalavisen udsendte medarbejder overværede flg. situation i på en landevej i Lollands kommune:
Sagsbehandler havde et par dage befundet sig på en øde landevej i kommunens mobilhome parkeret let skjult i krattet og sad nu og nød forårssolen iklædt sin mobiltelefon. Og synes egentligt at tidl. arbejdsbyrde var blevet langt bedre, da der kom en person i rullestol mod hende. Hun når lige at tænke: ”Kan jeg nå hen til min mobilhome uden at blive set”, men må i det samme sande, at øjeblikket var forpasset, da personen i rullestolen råbte om hjælp. Sagsbehandler blev siddende på sin campingklapstol for at møde borgeren i øjenhøjde, når denne nåede helt hen til hende. Men frem dukkede dog endnu en tanke: ”Hvad mon denne ”farisæer” vil mig?”
Personen i rullestolen fik forpustet fremsat sig spørgsmål om hjælp til elektrisk rullestol. Sagsbehandler svarede: ” Hvad står der i loven? ” Den handicappede spurgte: ”Det havde jeg regnet med, at du kunne hjælpe mig med.” Sagsbehandleren kiggede på sin mobiltelefon og ganske rigtigt: mobilnetværket var helt uden for rk.vidde, også på denne strækning for forudset. Den handicappede fortalte så, at hun allerede havde spurgt socialministeren, da hun kom forbi og borgmesteren ligeså. Men begge havde travlt og svarede slet ikke. Derfor var du mit sidste håb.
Sagsbehandleren kiggede på den handicappet og sagde: ”Med min ringe uddannelse og manglende mobilnetværk må jeg melde hus forbi, men hvis du kan finde kommunens rejsende ankemedlem, har du mulighed for at klage. Men husk det skal være indenfor 1 uge. Det eneste jeg kan tilbyde dig pt. er dette. Men du mister dog din ret til anke, og det forventes du straks efter tilmelder dig Jobbørsen.”
Journalisten så derpå sagsbehandleren rejse sig med tilfreds mine og klappe sin stol sammen, og derpå hæve sin ene hånd over den handicappede og udtalte: ”Rejs dig, og du vil aldrig mere behøve handicapydelser.” Og derpå gå hen mod sin mobilhome, mens den handicappede forgæves forsøgte at rejse sig.
