|
Tak for empatien, og jeg ved jo godt, at jeg ikke er alene i det her kommunale mareridt, jeg kan jo bare læse om din situation. Men når alt kommer til alt, står vi jo alene mod systemet, og bliver ikke hørt men bliver konstant trampet på. Jeg kan bare mærke, at jeg kan personligt ikke magte det længere, ingen kræfter. Og gruer næsten for den dag, min sag bliver taget op igen, fordi jeg ved, at jeg kan ikke klare endnu afslag. Held og lykke til dig, og glædelig jul.
Og det der gør mest ondt, er faktisk hvor svigtet man bliver som kronisk syg, hvor uværdigt og ligegyldigt man bliver behandlet og hvor ligeglade jobcentrene virker med de skæbner de behandler, jeg er bare et nummer i køen, og for de ansatte er det bare et job. For os andre er det et spørgsmål om liv og død, hele vores fremtid.
|