MTVRV1: jeg havde også en socialrådgiver gemmen psykiatrien. Det var genialt, for hun havde kontor lige over for min psykolog og kunne således lige smutte over og spørge, hvis kommunen ringede ang. et eller andet
Ja, det var faktisk godt at høre Pia spørge, hvor
omsorgen blev af i reformen. Job er nemlig ikke lig med omsorg. Og også godt at psykiateren gik MF lidt på klingen ang. den udhungrede psykiatri. Men jeg kunne IKKE li den måde MF kviede sig uden om at svare ham...
Rigtig godt spørgsmål Ida! Vi bliver slet ikke spurgt om, hvad vi synes om de tilbud, der er, og hvad vi kunne tænke os. Jo, i det små af sagsbehandleren fx, men ikke på et overordnet, koordineret plan. Dét kunne måske være interessant at gøre, men jeg tror ikke, de tør...
Ang. ressourceforløbene har jeg stadig problemer med at forlig mig med tanken om dem. Har der været nogle eksempler fremme om, hvad de kunne være...? Eller er forløbene bare et andet navn for det behandlings- og afklaringforløb, der allerede findes, og at den nu må tage 5+ år...? Skal udviklingsforløbene fx være kurser a la fx teambuilding eller lær at leve med din sygdom...? Eller find din indre fugl-kurser...?
Jeg har selv været tilbudt deltagelse i en slags udviklingsforløb på kommunen for kh-klienter med psykiske problemer, og dengang sagde både psykolog og psykiater absolut nej til, at jeg måtte deltage, for jeg var psykisk ikke stærk nok til at "blive pillet rundt i af en eller anden amatør psykolog", som psykiateren sagde...
Og den autodidakte psykiatriske-jobkonsulent jeg var tilknyttet, havde den filosofi om mig, at mine problemer ikke skyldtes sygdom overhovedet, men at jeg var super-intelligent(
) og derfor havde svært ved at begå mig i en verden af "normale". Jeg skulle bare acceptere, at jeg var sådan for ingen medicin eller samtaleterapi kunne hjælpe mig. H*n blandede sig dermed altså direkte i min igangværende behandling på psykiatrisk...
Så hvis kommunerne skal til at agere behandlere i de forløb, ser jeg kun problemer...
