Citat:
Oprindeligt indsendt af annagw
Hej Tutteren.
Hvis du ikke føler dig klar til at blive udskrevet, skal du sige, at du har behov for fortsat at være indlagt; evt. på en åben afdeling.
Når du ikke kan forstå hvorfor psykiateren mener du kan fejle dit og dat, skal du tydeligt sige, at du ikke kan genkende de lidelser i dig selv, og få ham/hende til at forklare dig hvorfor han/hun drager den konklusion. Altså: Få en dialog i gang.
På den ene side er det virker det ligegyldigt hvilken diagnose man har. På den anden side, er et meget vigtigt at have den rigtige.
Det virker ligegyldigt, fordi man nu en gang har de problemer man har, uanset hvilken kasse man bliver puttet i, og "bare" skal have hjælp til at mildne og håndtere disse.
Men det er vigtigt fordi det giver behandlerne et langt bedre udgangspunkt for at sætte ind med den rette behandling - og kan hjælpe os patienter til større sygdomsindsigt.
Jeg fik selv i sin tid diagnosen personlighedsforstyrrelse (emotionel ustabil). Jeg blev medicineret med noget der kunne løfte mine depressive tendenser og noget der kunne lægge låg på mine humørsvingninger i opadgående retning.
Men jeg var stadig hamrende ustabil. I årevis.
Jeg fik ny psykiater for 15 måneder siden, som straks gik igang med diagnostisk udredning. Hun lagde ud med at jeg dagligt førte stemningsregistrering i et skema. Det blev hurtigt tydeligt, at jeg var meget stemningssvingende, og derfor fik jeg diagnosen bipolar rapid cykling (en form for maniodepressiv lidelse hvor man har mange svingninger uden at ryge ud i dyb depression og svær mani).
Jeg trappede ud af det antidepressive medicin jeg fik, fordi det paradoksalt nok er kendt for at udløse stemningssvingninger hos bipolare. I stedet trappede jeg ind i et stemningsstabiliserende, og i vinter fik jeg et andet antidepressiv (sertralin) som er kendt for at fungere for bipolare.
Jeg er nu mere stabil end jeg har været alle de år jeg har været i behandling.
Med det vil jeg sige, at det er vigtigt at have den rette diagnose, så man kan få den rette medicin.
Jeg syntes helt bestemt at du skal være kritisk overfor behandlernes konklusioner i og med at du kender dig selv bedre end de gør. Men det nytter ikke noget at du bare siger at du ikke mener du fejler det de siger. Måske har de ret, måske har de ikke; men det kan I kun finde ud af ved at føre en konstruktiv dialog.
Hvilken behandling fik du før du blev indlagt?
Er den medicin du får nu noget du er begyndt på efter du blev indlagt?
I så fald vil jeg tro at de fleste af dine fysiske symptomer er bivirkninger. De går heldigvis som regel over igen.
Inden du bliver udskrevet vil jeg foreslå dig at få en henvisning til udredning og/eller behandling i ambulant hospitalsregi.
Der er behandlingsgaranti på psykiatrisk behandling i hospitalsgaranti; hvilket vil sige, at man har frit sygehusvalg (inkl. privathospitaler) hvis ventetiden er over 8 uger.
Privatpraktiserende psykiatere har ofte langt længere ventetid.
|
Tak for at dele din historie, den er virkelig lærerig. Det var vel nok heldigt at du fik dig en ny psykiater. Jeg er glad for at du nu får en god behandling.
De råd du giver mig er faktisk stort set det som jeg har gjort. Jeg sagde stille og roligt at det kunne jeg slet ikke forstå, at det ikke gav en mening for mig. Men altså han var jo dygtig til at pille mig ned igen.
De har slet ikke ændret på min medicin, kun givet ekstra Truxal (anti-psykotisk) fordi jeg havde det så dårligt... Jeg har så ikke taget Truxalen i to dage, fordi jeg håber det holder op med at gynge, det er ikke holdt endnu.
En løsning kunne også være at bede ham lave den der uopfordret lægeerklæring, som han er så sikker på kan give mig en god behandling i jobcentret. Sagen er nemlig den at jeg ikke stoler på at han laver en som jeg kan bruge til noget, hvis du forstår.
Jeg spurte også til om jeg ikke kunne få testet mine konjuktive evner, hvilket kunne være godt i forhold til jobcenter. Men det syntes han ikke var nødvendig, mente at de var bedre end hans?
Han mente så jeg havde forstyrelsen dependent personlighedsforstyrelse, fordi jeg har et godt ægteskab med min mand og vi generelt ikke skændes så tit.
Mest af alt er jeg bare vred og ked af det. For da jeg blev indlagt, sagde de at man altså ikke skulle blive så ked af at kæmpe mod systemet at man havde lyst til at tage sit eget liv...og lige nu er det det eneste jeg har lyst til, hvis bare jeg ikke havde to små børn.