Vovse:
Jeg stoppede vidst lidt brat med at svare, på det ang enkeltydelser
Vil lige prøve at give et svar, der ikke drejer debatten for meget af sporet.
Når det kommer en enkeltydelser (også efter §82), kan kommunerne desværre tolket relativt frit.
De bestemmer f.eks. til en hvis grænse hvilke udgifter de vil medregne.
De bestemmer også selv hvilket rådighedsbeløb de mener er rimeligt at have (dvs hvilket beløb man skal under, før de vil hjælpe).
Jeg tror bestemt det bliver nemmere for de reformramte at få enkeltydelser fremover.
Men derfor kan der stadigvæk sagtens opstå udgifter til den slags.
Nogen kommuner mener f.eks. at §82 kun dækker medicin hvis det er livsvigtigt. Så det kan være at det skal forbi ankestyrelsen før man får medhold.
Det er sikkert også forskelligt om kommunen betaler medicin som man selv har lagt ud for, i perioden fra man søgte til det blev bevilliget.
Og selv hvis de gør, så har mange kommer ret lange sagsbehandlingstider, og de beløb medicin ofte koster, kan være svært at undvære, selvom det kun er midlertidigt.
Jeg kunne sikkert finde en del flere eksempler.
Men opsummeret, så på trods af mulighed for enkeltydelse, kan det desværre ikke redde alle dem, hvor den slags udgifter kan vælte budgettet.
Hvis alle nu passede ind i tabellerne, dvs havde de boligudgifter der var brugt som eksempel, og får de ydelser der er medregnet, så ville problemet være langt mindre.
Men det er bare desværre ikke tilfældet. Og det er det der gør, at ligemeget hvor meget man snakker om hvor meget folk får, kan det ikke stå alene. Man kan ikke ignorere alle de andre faktorer, såsom problemet med at finde billig bolig, problemet med de ekstra udgifter nogen har osv osv.
Men jeg er enig med dig: man bør bestemt klage over afslag på enkeltydelse, da kommunerne netop ofte laver en "går den så går den"