Jeg har skam læst hele dit - godt skrevene - indlæg
Og jeg føler SÅ meget med dig.
Jeg kender (kendte) til store dele af det,- din lys og støj-følsomhed - dit ubændige trang til at være alene med dig selv, dit behov for alligevel at være noget for andre, dit behov for at overkomme det samme som før, din manglende evne til at falde i søvn, din gode evne til, at se at du bør opretholde det sociale liv trods trængsler og besværet med at finde grænsen OG være den tro når du finder den i tide, dine bekymringer for fremtiden - for hvad den i det hele taget vil bringe dig - også på den økonomiske front
Du står midt i skidtet - men der kan sagtens være lys for enden!!
Jeg ved ikke hvad der udløst din sygdom, men jeg ønsker for dig, at du er af dem som kommer helskindet igennem sygdommen, styrket, med formentligt også med en øget sårbarhed på enkelte punkter - som du skal lære at håndtere så de ikke invaliderer på nogen måde..
Jeg kan se du går ved psykolog og har samtaler ved egen læge. Men hvad med psykiater? Ohhh jeg var SÅ glad for min - ja jeg har hende såmænd endnu altid i baghånden.
Undervejs har jeg arbejdet meget kognitivt, deltaget i psykodynamisk gruppe og dyrket motion...er du gal hvor har jeg grædt mine modige tårer, når jeg endnu en gang skulle afsted til spinning....gået daglige lange ture.
Jeg har også ugentligt i et år arbejdet med mig selv via en psykoterapeut for egen regning (fik en erstatning så det gav en økonomisk mulighed for dette)
Jeg har også haft dage hvor jeg måtte kapitulere og ikke kom ud af sengen. I de tilfælde var min psykiske udefinerlige smerte en stor helkropslig fysisk smerte...har føler mig ganske forrykket i min krop...som når man ser et rystet foto..sådan har jeg følt
Er helt ude på den anden side af depression og PTSD nu,- men dog ikke mere,- end at jeg nu har fleksjob i en lille niche indenfor mit fag. Flekset går kun på timer - og så er det job på en måde er tilpasset - og langt langt fra hvad jeg ellers synets er spændende og udfordrende for mig. Men man sige at det er der min sårbarhed fortsat resterer...ikke 37 timer og ikke lederstilling, ikke store projekter og ikke hvor der er udadreagerende mennesker (devalueringer, vold etc etc)
Knus og varme tanker til dig