|
Jeg synes det er en utrolig arrogant holdning du har, der måske vidner om, det er et helt andet problem du har. Det kan være manglende sygdomserkendelse eller andet. Andre er bare notorisk imod medicin. Men jeg kan love dig, at er man syg nok, er man ikke imod antidepressivt medicin.
Jeg fik en svær depression i 1986 og kom 20 uger i terapi uden medicin på Stolpegården. Vi snakkede og snakkede og snakkede og jeg blev mere og mere syg.
I dag er det dokumenteret, at samtaleterapi ikke har nævneværdig indflydelse på svær depression og angst. ALTSÅ 20 hæslige ugers fejlbehandling, hvor jeg efter det havnede på lukket afdeling på Bispebjerg.
Så mødte jeg verdens klogeste mand min psykiater og fik efexor og nu symbalta i rå mængder AAAAAHH.
Ubehandlede depressioner kan ses på scanninger - jævnt fordelt i hele hjernen, men det værste er hypocampus der krymper, hvilket også kan ses. Det er krybdyrhjernen og det er kronisk, det betyder jeg har kronisk angst, fordi min krop og hoved hele tiden tror den skal kæmpe eller flygte.
Jeg har tit sagt til min psykiater, at jeg hellere ville slås med en løve, fodi så kunne jeg da gøre noget.
Paradokset er, at når angsten tordner gennem kroppen er tanken om at blive ædt af en løve ikke skræmmende.
Her kommer dokumentionen, du kan læse på netdokter ellers skal jeg finde det til dig.
Hos deprimerede hjælper serotonin, fordi den syge manger det stof SEROTONIN, der blokerer for genoptagelse af de udsendte nerveimpulser nerverne frigiver. Den epokegørene ny forskning er, at man nu ved, at serotonin binder sig til et protein og danner en prop, der forhinder genoptagelse af nerveimpulsen.
Når balancen er oprettet i vores hoveder, kan jeg love dig for, vi er mange, der er glade.
Knus Hanna
|