[phhmw]

Af Monica Lylloff, jurist, mor, stifter af #enmillionstemmer

Mor til børn med handicap: Stop med at fortælle løgnen om velfærdsstaten, for den eksisterer ikke

Monica Lylloff er jurist og mor til tre børn med handicap. Før sidste valg oprettede hun en NGO for at gøre opmærksomt på, hvordan handicapområdet ”sejler”. Nu er hendes kritik stadfæstet af Statsrevisorerne, men det har foreløbigt ikke fået nogen konsekvenser. Hun frygter, at etikken bag velfærdsstaten er forsvundet.

Det er de stærkes ret, der råder. Hvis du kan hele Karnovs lovssamling udenad og har energi til at kæmpe, så skal du nok få den hjælp, du har krav på. Men hvad med alle dem, der ikke kan?

Spørgsmålet er Monica Lylloffs. Hun er mor til tre børn med handicap, hun er jurist og primus motor for en forholdsvis ny NGO, #EnMillionStemmer, der kæmper for, at børn og voksne med handicap skal tilkendes den hjælp, de har retskrav på.

Men spørgsmålet får lov at hænge, for svaret blæser et eller andet sted i periferien af den politiske dagsorden. Forud for det kommende valg, spirer håbet, selvom skuffelsen over brudte løfter fra sidste valgkamp hænger ved i Monica Lylloffs bevidsthed.

Retskrav bliver ikke mødt
Rigsrevisionen har for længst slået fast, at kommunerne i mange tilfælde ikke overholder lovgivningen på handicapområdet.

Samfundets mest udsatte børn og voksne får ofte ikke den hjælp de har retskrav på, og man kan lige så godt glemme at føre sag mod det offentlige.

”Man bliver lagt ned af Kammeradvokaten, og man risikerer at ende med en kæmpe advokatregning til sidst,” som Monica Lylloff formulerer det.

Så når Altinget Etik og Tro spørger om, hvordan det går med etikken på handicapområdet, ligger svaret lige for:

”Etik på handicapområdet skal man lede langt efter. Det er som at finde en nål i en høstak. Det er mere undtagelsen end hovedreglen, at etikken overholdes. Økonomi kommer før overholdelse af lovgivning og hjælp til mennesker. De involverede i beslutningerne har dertil ingen forståelse for, hvilke konsekvenser deres sagsbehandling kan have for menneskers liv flere år frem i tiden,” lyder Monica Lylloffs dom.

Tre børn med særlige behov
Etik i et samfund flytter sig gennem tiden. Man skal ikke mange år tilbage i Danmarkshistorien, da man fandt det etisk korrekt at placere mennesker med handicap på institutioner uden mulighed for at udvikle sig eller blive en del af samfundet.

Sådan er det ikke mere - stort set - og det er Monica Lylloff lykkelig for. Hun har en datter, der har cerebral parese, en datter med ADHD og autisme og en søn med ADHD og autisme. Hvordan det er at være en familie med særlige behov, har hun i flere år skrevet om i sin blog og i sin bog “SEJE MOR”.

Hendes udgangspunkt er som alle andre forældre at få sine børn godt i vej med de potentialer, de nu engang har som mennesker. Men udviklingen på samfundsplan går tilbage lige nu, og potentialet for tusinder af børn med handicap risikerer at gå tabt.
Det er den virkelighed, Monica Lylloff kæmper med i det daglige.

Selvom velfærdsstaten gennem serviceloven lover netop det, at hendes børn og andre med handicap får den støtte, der skal til for at blive inkluderet som ligeværdige borgere, sker det i stor stil, at kommunerne gennem forkert forvaltning gør præcis det modsatte.

Høje fejlrater i kommunal sagsbehandling
Sidste år udtalte Statsrevisorerne kras kritik af kommunerne på baggrund af høje omgørelsesprocenter ude i kommunerne, det vil sige, hvor Ankestyrelsen enten har omstødt en afgørelse eller sendt den tilbage til ny sagsbehandling

I 2019 var det fx flere end 40 procent af alle sager landet over, som blev underkendt i Ankestyrelsen. Tallene varierer meget fra kommune til kommune, som grafen herunder viser.



Statsrevisorerne slog fast, at både ældre og folk med handicap nu ikke længere kunne være sikret den hjælp, de har krav på og ”det skyldes en utilfredsstillende forvaltning af handicapområdet i Social- og Ældreministeriet og i kommunerne, hvor der er mange fejl i forvaltningen. Dette finder Statsrevisorerne meget bekymrende, og det strider mod Folketingets intentioner på handicapområdet".

Med andre ord har lovgiverne gjort deres, det er ude i forvaltningen problemet ligger. Men der har foreløbigt ikke været nogen konsekvens af de mange fejl, og Monica Lylloff er nu dér, hvor hun mest har lyst til at kravle ned fra barrikaderne og give op.

”Det er et forfærdeligt sted at være som borger. Jeg føler mig afmægtig. Fortvivlet og frustreret. Før sidste valg havde jeg håb, om at politikerne ville lytte. Men den siddende regering har gjort absolut intet for at bedre forholdene, og nu ved jeg ikke, hvor jeg skal sætte mit kryds,” siger hun.

I foråret lagde social- og ældreminister Astrid Krag (S) op til at lægge en plan, der skal munde ud i en "helt ny arkitektur på det specialiserede socialområde med en egentlig specialeplanlægning med så meget inspiration som muligt fra sundhedsområdet," som ministeren udtrykte det.

Hilsen Peter