[phhmw]

Jeg har gjort noget, jeg synes var skræmmende: Jeg har skrevet en kronik i Tidsskrift for Arbejdsliv, hvor jeg skriver om det sociale arbejdes forhold til beskæftigelsespolitik, og sætter spørgsmålstegn ved forenligheden ved disse.
Efter en hel fabelagtig praktik ved sekretariat i Danmarks bedste fagforening Dansk Socialrådgiverforening (&#128513, lavede jeg en eksamensopgave (som nu er blevet til en kronik) hvor jeg reflekterede over, hvad der gjorde, at mange af os socialrådgivere ikke længere, i ligeså høj grad, var kritiske overfor den aktive arbejdsmarkedspolitik og det menneskesyn, denne indeholder.

Et grundlæggende aspekt ved politikken - ret og pligt og den "frivillige tvang" dette indeholder - havde tidligere afstedkommet en kritik fra flere sider af, men langsomt er kritikken forstummet og forrykket sig til at handle om andre (også vigtige!) dele af arbejdet i beskæftigelsessystemet. Hvad var der sket på de mellemliggende år?
Det kommer jeg med bud på her, hvor jeg også argumenterer for, at det sociale arbejdes værdigrundlag er mål i sig selv, og bør ikke instrumentaliseres til fordel for en anden målsætning, nemlig øgning af arbejdsudbuddet, som den aktive arbejdsmarkedspolitik bygger på.

Som bør læses her: https://tidsskrift.dk/tidsskrift-for...9PhRxa3_dO0QCU

TAK til Sara Mujinovic Sahara

Hilsen Peter

Bilag

Lisbeth Riisager Henriksen

Godt arbejde, Sara!
Det er godt og modigt gjort, at du her direkte efterlyser kritisk stillingtagen til, hvorfor socialrådgivere overhovedet medvirker til den forråelse af sagsbehandlingen af blandt andet syge borgere i jobcentrene, som den såkaldt aktive beskæftigelsespolitik og ressourceregimet i virkeligheden medfører.
Det er også godt set, at socialrådgiverne parallelt med skiftet fra socialpolitik til beskæftigelsespolitik selv har været udsat for en massiv politisk-ideologisk prægning af synet på de borgere, der bliver deres klienter, og at den prægning kan være en del af forklaringen på manglende kritik eller modstand.

Jeg undrer mig også selv over det, ikke mindst når jeg gang på gang hører om direkte helbredsskadelig sagsbehandling af syge borgere, hvor syge får ptsd eller andre alvorlige belastningsreaktioner på grund af den beskæftigelsespolitik, der bliver eksekveret. Jeg synes, artiklen peger tankevækkende på, at socialrådgiverne og DS selv har et stort medansvar for skadelig behandling af klienter, og at det kunne være ønskeligt med en etisk-social modstand imod skadelig behandling af klienter.

Samtidig kunne du måske også pege på den voldsomme politisk-økonomiske styring der har været af socialrådgivernes arbejde I de seneste årtier, og at det er blevet sværere og sværere for socialrådgivere at stå op over for deres klienter, fordi ledelsen styrer det meste, og den styring bunder i økonomi og måltal.
Er det muligt at bedrive socialt arbejde under de nuværende forhold?