[phhmw]

Forsøget på at inkludere Ziggy i en almindelig folkeskoleklasse gik helt galt. Hvad er alternativet til den fejlslagne inklusionspolitik?

Loven om at børn med særlige behov skal inkluderes i folkeskolen har været en fiasko med store omkostninger – blandt andet for Ziggy Lind Skovgaard, som efter et traumatiserende inklusionsforløb ikke har været i skole i flere år. Nye former for inklusion, som er målrettet børn med diagnoser, kan være løsningen på et af folkeskolens allerstørste problemer.

https://www.information.dk/moti/2022...lusionspolitik

TAK, til Trine Skovgaard arbejder til daglig som redaktør på P3.

Døren ind til Ziggy Lind Skovgaards værelse er lukket. Han er 14 år og har skolevægring – det vil sige, at han er angst for at gå i skole, og faktisk har han ikke modtaget reel undervisning i flere år. Denne torsdag formiddag sidder Ziggy på sit værelse og spiller Fortnite. Ifølge hans mor, Trine Skovgaard, som sidder ude i køkkenet i den lille københavnerlejlighed, spiller hendes søn computer det meste af dagen. Han spiller primært med udlændinge fra andre tidszoner, for de danske børn er i skole lige nu.

Ziggys skoleforløb gik galt fra begyndelsen, fortæller hans mor. Han startede i 0. klasse i 2014 i Den Classenske Legatskole, en københavnsk folkeskole i Indre By med et godt ry. Men allerede efter 14 dage ville Ziggy ikke i skole. »Der var nærmest bremsespor i entreen, når jeg skulle have ham derover,« fortæller hun. Der havde også været problemer i børnehaven, men Ziggy er normalt begavet og var blevet erklæret skoleegnet.

I løbet af den kommende tid fandt Trine Skovgaard og hendes eksmand dog ud af, at noget var galt, og siden er Ziggy blevet diagnosticeret med både ADHD og autisme. Men fordi vi i Danmark som udgangspunkt inkluderer børn med særlige behov i de almindelige skoleklasser, kæmpede Ziggy i de første skoleår for at passe ind i en normal klasse med 28 elever. Det forløb har givet ham endnu en diagnose, nemlig en såkaldt belastningsreaktion – en form for stress, som børn typisk får, når de er pressede.

Trine Skovgaard rejser sig og banker på døren ind til Ziggys værelse, men der lyder bare et højt »nej!« derindefra.

Inden vi skulle komme, har Ziggy sagt til sin mor, at han gerne vil være med i artiklen, og at vi gerne må tage billeder af ham, men man kan aldrig vide, hvordan han reagerer, når der er fremmede i lejligheden, forklarer Trine Skovgaard. Hun åbner døren og går ind til ham. »Nej, de må ikke komme herind,« råber han. »Vil du komme ud til os?« spørger Trine Skovgaard. »Nej!« svarer Ziggy.

»Kan vi lade døren stå åben?«

»Måske.«

Det tager Trine Skovgaard som et ja, så hun lader døren stå på klem og sætter sig i køkkenet igen.

Bag hende hænger en opslagstavle med et detaljeret ugeprogram. Det er lavet til Ziggy: »Mor i DR,« står der ud for alle hverdagene, for Trine Skovgaard arbejder som redaktør på P3. På dagens program står der også, at læreren fra det specialtilbud, som Ziggy nu er tilknyttet, kommer – og at Ziggy skal i bad. Det sidste er illustreret med et piktogram af en dreng, som vasker hår.

Kassen blev tømt

Inklusionsloven blev vedtaget i 2012 efter en periode, hvor et stigende antal børn var begyndt at få diagnoser, og hvor udgifterne til den langt dyrere specialundervisning, hvor eleverne tages ud af folkeskolens almindelige klasser og får et såkaldt segregeret undervisningstilbud, var ved at løbe løbsk. Før inklusionsloven gik 94,6 procent af eleverne i en normal klasse. Målet var, at man skulle op på 96 procent.

En af de forskere, som rådgav politikerne op til vedtagelsen af inklusionsloven og siden har fulgt udviklingen, er professor emeritus ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU), Niels Egelund:

»Udgifterne til den segregerede specialundervisning var stukket af, og derfor var vi nogle, der sagde, at vi skulle sætte et rimeligt niveau,« fortæller han.

En almindelig skoleelev koster godt 60.000 kroner om året, mens en specialskoleelev kan koste op mod 500.000 kroner afhængigt af tilbuddets karakter. Målsætningen på de 96 procent landede man på ved at kigge til andre lande, blandt andet Norge og Sverige, fortæller Niels Egelund, som understreger, at det ikke kun var af økonomiske årsager, at inklusionsloven blev indført. Det var også for at sikre, at børn med særlige udfordringer kunne spejle sig i og holde kontakt til børn uden diagnoser eller særlige behov:

»Når man kommer i segregerede tilbud, risikerer man at blive stigmatiseret og miste kontakt med det normale miljø. Så det var også et spørgsmål om at sikre kvalitet i børnenes liv,« siger han.

Den samme pædagogiske tankegang præger den såkaldte Salamanca-erklæring, som Danmark i UNESCO-regi underskrev i 1992 – sammen med 91 andre lande. Her står der blandt andet: »Det grundlæggende princip i den inklusive skole er, at alle børn så vidt muligt skal gennemgå læreprocessen sammen, uanset hvilke vanskeligheder de måtte have at slås med, og uanset hvor forskellige de er.«

Inklusionen slog fejl

En ny rapport, som det nationale forsknings- og analysecenter VIVE har lavet for Børne- og Undervisningsministeriet viser, at de elever, som har behov for støtte, klarer sig dårligere og har større fravær end de øvrige elever. Samtidig er der stadigt flere børn, som lærerne vurderer har behov for støtte, men som alligevel sidder i almindelige klasser uden at modtage denne støtte.

Det fortæller forsker i specialpædagogik Thyge Tegtmejer, som er en af hovedforfatterne på VIVE-rapporten: »De midler, der er til rådighed inden for den nuværende organisering, er mange steder simpelthen for små i forhold til, hvor mange der har behov for hjælp,« siger han. Selv om Niels Egelund var en af fortalerne for inklusionsloven forud for vedtagelsen, er han enig i, at resultaterne ikke er opløftende.:

»Det er ikke gået optimalt,« siger han: »Et stykke af vejen er det lykkedes, men det er ikke godt nok – og der er behov for, at man gør mere.«

I de første år nærmede man sig målsætningen på 96 procent, men det havde også nogle omkostninger. Dengang var man meget opsat på at inkludere så godt som alle børn – også børn, som havde store problemer. Og der er eksempler på kommuner, som lukkede alle specialskoler, fortæller Niels Egelund.

»Der er nogle sager, hvor det er gået galt, måske også fordi kommunerne greb det lidt barskt an,« siger han.

Siden har man droppet målsætningen på de 96 procent, og faktisk er det i dag kun 94,1 procent, som går i de almindelige klasser – altså lidt færre, end da inklusionsloven blev vedtaget. I mellemtiden er antallet af børn med en diagnose imidlertid steget kraftigt. Ifølge VIVE-rapporten havde 1,8 procent af eleverne en adfærdsforstyrrelse i 2011, mens det i 2019 var 2,7 procent. Og mens der i 2011 var 1,2 procent, som havde en såkaldt autismespektrumforstyrrelse, så var tallet i 2019 steget til 2,2 procent.

Et af de problemer, som oftest fremhæves i debatten om inklusion, er den måde, lærerne møder de elever, som har særlige udfordringer, på. I rapporten fra VIVE svarer 59 procent af de adspurgte lærere, at de i mindre grad eller slet ikke vurderer, at de har de rette kompetencer til at håndtere de elever i klassen, som har særlige behov.»Der er rigtig meget af inklusionsproblemstillingen, som starter der. At der er en elev, som har et behov for et anderledes læringsmiljø for at kunne komme ind og være en del af klassen, men hvor lærerne ikke har kompetencerne til, hvordan man skal gribe det an,« siger Thyge Tegtmejer.

Han fremhæver det da også som en udfordring, at specialpædagogik fylder »utroligt lidt i læreruddannelsen i forhold til, hvor meget opgaven fylder i skolen i dag«. Og kun 1,2 procent af lærerne i folkeskolen har været på et formelt kursus, der relaterer sig til kompetencer inden for specialpædagogik, viser VIVE-rapporten. Lærernes mindre positive vurdering af egne kompetencer deles også af skolelederne, skolecheferne og PPR-lederne.

Meget tyder derfor på, at lærerne i de enkelte folkeskoler stadig ikke er klædt godt nok på til at håndtere børn med særlige udfordringer. Information har ikke kunnet få et interview med undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) til denne artikel, men da VIVE-rapporten udkom, sagde ministeren til mediet skolemonitor, at inklusionen i mange tilfælde har slået fejl, og at lærernes manglende uddannelse i specialundervisning er en af hovedårsagerne.

Forsker Thyge Tegtmejer giver hende ret et stykke hen ad vejen, men peger også på, at kompetencer ikke kan stå alene: »Skolens organisering af undervisningen i form af for eksempel tolærerordninger og opdeling af eleverne spiller også en særdeles stor rolle – du kan have så mange specialpædagogiske kompetencer, men hvis du står alene med 28 elever, så er der bare grænser for, hvad man kan«, siger han.

Det værste, man kan sige

I Ziggys tilfælde blev hans udfald og frustrationer i de første skoleår generelt udlagt som et udtryk for dårlig opdragelse, fortæller Trine Skovgaard.

»Jeg føler ikke, at de var i stand til at gennemskue og møde mit barn, og jeg er faktisk forundret over, hvor lidt lærere og pædagoger ved om de allermest almindelige udviklingsforstyrrelser i Danmark. Der er så få, der ser det,« siger hun og fortæller om en bestemt skole-hjem-samtale: Her foreslog en pædagog, at Ziggy fik mere ansvar derhjemme, fordi han var umoden.

»I dag ved jeg, at det er det værste, man kan sige til forældre med et barn med de her udfordringer,« fortæller Trine Skovgaard. Hun mener, at hendes søn havde brug for det præcis modsatte – nemlig at blive mødt med forståelse og accept frem for flere krav. I løbet af 0. klasse blev Ziggy stadigt mere marginaliseret, og han begyndte at stritte imod, larme og forstyrre undervisningen. Også i frikvartererne opstod der konflikter:

»Lige pludselig havde han været nøgen i skolegården. Drengene fra klassen havde sagt: ’Det tør du ikke’, sikkert fordi de vidste, at Ziggy kunne lokkes til ting. Hans opførsel var helt off, og det bed ham i haserne, fordi det gjorde, at han røg længere ud på sidelinjen.«

Samtidig blev Ziggy også mere udadreagerende, og en dag var han fysisk voldsom over for sin bedste ven i klassen – en dreng, som faktisk stadig i dag er hans eneste gode ven.

»Ziggy var hele tiden involveret i noget, som han ikke måtte, og han kunne ikke indgå i de andres lege, men blev aggressiv,« siger Trine Skovgaard.

Selv om det altså efterhånden stod klart, at hendes søn havde problemer, var tilbuddene fra skolen ubrugelige, mener Trine Skovgaard. Blandt andet foreslog de at sætte ham bag en plastikskærm i klassen:

»Jeg mener, at det er en eklatant misforståelse af, hvad der er brug for. Han ville gerne passe ind – det vil alle gerne – men han var klar over, at han var anderledes. Og så skulle han sidde bag en skærm?«

På et tidspunkt fik Ziggy en specialpædagog tilknyttet, men det hjalp heller ikke stort, og til sidst var det næsten umuligt at få ham i skole. Når han endelig kom af sted, endte det ofte med, at han blev placeret i et lokale for sig selv, som han raserede, hvis der blev stillet de mindste krav. Trine Skovgaard har flere gange prøvet at hente ham i det lokale:

»Han havde revet gardinerne ned, smidt rundt med møblerne og stod og hyperventilerede. Som et lille dyr.«

Efter tre år med mislykket inklusion kom han efter 2. klasse i en specialskole, men hans skolevægring fortsatte. I dag er han tilknyttet tilbuddet Vendepunktet, som skal få skolevægrende børn tilbage på sporet. Af og til er han ovre i behandlingstilbuddet, og andre gange kommer læreren hjem til Ziggy, og så bager de typisk en kage eller laver mad sammen. At lave mad er stort set det eneste, han har lyst til ud over at spille computer.

Trine Skovgaard bilder sig ikke ind, at alt havde været godt i dag, hvis hendes søns skolestart havde været anderledes. Men hun er ikke i tvivl om, at de mange forsøg på at inkludere Ziggy i en almindelig klasse uden den nødvendige viden og støtte har været med til at stresse ham og gøre situationen værre:

»Han har reelt været skolevægrende siden 0. klasse, og jeg har bare tvunget ham af sted. Jeg fik at vide, at jeg var for blød, men jeg var lige det modsatte. Man ville jo aldrig sige til et voksent menneske, der er ved at kollapse af stress, at han eller hun skal tage på arbejde – men det har jeg gjort, siden han var seks år gammel.«

Trine Skovgaard får gråd i stemmen, men fortsætter: »Nu har han siddet i underbukser i et par år og nægtet og råbt nej, hver gang jeg har foreslået noget som helst.«

Denne torsdag formiddag er Ziggy også iført underbukser, men efter endnu et besøg på værelset overtaler hans mor ham til at tage bukser på og til at lukke fotografen indenfor. Computeren står centralt placeret, ud over den er der ikke ret mange ting på værelset. På væggene sidder en masse tomme søm: Trine Skovgaard forklarer, at der ikke rigtig har været overskud til at indrette hans værelse, da tingene i en lang periode blev smidt på gulvet mindst et par gange om ugen.

Det ’største problem’ i folkeskolen

Et af de steder, hvor man er i tæt berøring med inklusionspolitikkens bagside, er i Forældrerådgivningen, som hører under organisationen Skole og Forældre.

Rådgivningens leder, Rikke Alice Bille, fortæller, at man sidste år fik 1.700 henvendelser fra forældre, og at »langt de fleste« på den ene eller anden måde handlede om inklusion. Desuden er mængden af henvendelser steget over årene:

»Herfra hvor jeg sidder, er inklusion det største problem af alle i folkeskolen. Forældrene oplever et fravær af kvalitet i arbejdet på skolerne, et fravær af kvalitet i samarbejdet med forældrene, et fravær af kvalitet i de pædagogiske tilbud – og i øvrigt også et fravær af kvalitet i visitationsprocessen.«

Mange af henvendelserne kommer fra forældre til inklusionsbørn, som er frustrerede over, at de ikke kan få et bedre tilbud. »De føler sig udfordret af, at skolen ikke genkender deres børns problemer, at de ikke har mulighed for at lave særlige indsatser – eller at de ikke ønsker det, fordi det er for dyrt,« siger hun.

En anden type af henvendelser i rådgivningen kommer fra forældre til børn, der går i klasse med inklusionsbørn, som de mener ødelægger skolegangen for de øvrige elever. Den kategori fylder ifølge Rikke Alice Bille også meget:

»Det er typisk forældre, som er frustrerede over, at deres børn går i klasse med et barn, der er udadreagerende. Som sparker, slår eller kaster med ting. De vil som regel høre, hvad de kan gøre for at hjælpe barnet – og i nogle tilfælde, hvad de kan gøre for, at det barn ikke længere skal gå i klassen. Det er ulykkeligt for alle, når det ender der.«

I sin undersøgelse af inklusionsindsatsen har Thyge Tegtmejer og hans kolleger også spurgt ind til lærernes oplevelser med undervisning af børn med særlige behov. Og svarene bekræfter, at det både kan være børnene med særlige behov og de øvrige børn i klassen, der mærker konsekvenserne af den aktuelle udvikling:

»Rigtig mange af de lærere, vi har interviewet, har oplevet at komme til kort i forhold til at møde de elever, som har særlige behov. Mange peger på, at de oplever, at de står i et dilemma mellem hensynet til den enkelte elev med behov for støtte og den store, brede gruppe. Det er svært at få en matematiktime til at fungere, hvis man har 26 elever, som for så vidt er læringsparate, og der samtidig er en eller to elever, som rejser sig og går, hvis ikke man står lige i nærheden af dem,« siger Thyge Tegtmejer. Han tilføjer, at for mange lærere, som står alene med undervisningen, er der umiddelbart kun to måder at løse dilemmaet på – og ingen af dem er særligt gode:

»Man kan vælge at få det til at lykkes for dem med særlige behov, men ofte med den konsekvens, at der bliver mindre tid til de andre elever. Eller man kan gå med den brede gruppe, og så må eleverne med særlige behov i yderste instans gå ud af lokalet,« siger han.

At utilfredsheden med inklusionen også er stor blandt forældre, som har børn uden særlige behov, kan ifølge både eksperter og politikere ses i den flugt, der i disse år finder sted fra folkeskolen og hen mod privatskolerne. Ifølge tal fra Danmarks Statistik er andelen af børn, som går i friskole eller privatskole, på ti år steget fra 15,4 procent i 2011 til 19,3 procent i 2021. I et interview med Politiken i marts fremhævede undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil den fejlslagne inklusion som den væsentligste årsag til denne udvikling.https://politiken.dk/indland/uddanne...ra-folkeskolen

Markante kommunale forskelle

En kilde til frustration for mange forældre til inklusionsbørn er de store forskelle, der er på tilbuddene og tilgangen til inklusion alt efter, hvor man bor. I nogle kommuner har man tradition for at have mange børn i specialskole, i andre for at have få – faktisk svinger den såkaldte inklusionsgrad fra 88 procent i de kommuner, som har flest i specialtilbud, til 98 procent i de kommuner, der har færrest. Og som DR for nylig har afdækket, https://www.dr.dk/nyheder/indland/fo...rns-trivsel-og har man i nogle kommuner fordelt pengene til specialundervisning ud på skolerne, som så selv skal finansiere det tilbud, som man giver den enkelte elev – mens pengene i andre kommuner ligger i en central pulje.

Ifølge Niels Egelund er der problemer med begge måder at styre økonomien på. I det ene scenarie risikerer man at have flere børn med særlige behov, end man har penge til på den enkelte skole – og i det andet scenarie risikerer man at løbe tør for penge på kommunalt plan i løbet af året, således at de elever, som bliver visiteret til et specialtilbud tidligt på året, får en plads, mens de, som bliver visiteret sidst på året, bliver afvist. Derfor er en kombinationsmodel, som nogle kommuner også benytter, formentlig den bedste løsning, vurderer han.

I Forældrerådgivningen taler Rikke Alice Bille af og til med familier, som vælger at flytte til en anden kommune, hvor det er nemmere at få en specialskoleplads. Thyge Tegtmejer fra VIVE bekræfter, at den slags flytninger finder sted, og fortæller, at man i nogle kommuner ovenikøbet har givet tendensen det lidet flatterende navn »segregeringsturisme«.

»Det rygtes ofte hurtigt, hvem der har udviklet et godt tilbud til børn med for eksempel autismespektrumforstyrrelse,« siger han. Og så er der familier, som er så desperate for at få hjælp til deres børn, at de flytter til en anden kommune eller indskriver deres barn til skolegang i et andet skoledistrikt.

Tendensen kan betyde, at de kommuner og skoler, som egentlig klarer sig bedst og har et godt ry, ender med at drukne i deres egen succes. I forbindelse med VIVEs undersøgelser har Thyge Tegtmejer og hans kolleger talt med flere skoleledere, som peger på, at de risikerer at havne et meget uheldigt sted, hvor de må trække ressourcer fra den almindelige undervisning for at finansiere støtte for et stigende antal elever med behov.

»En skoleleder spidsformulerede det dilemma, som en hel del skoleledere står i, ved at sige, at det i bund og grund handler om folkeskolens fremtid, når skolen over lang tid er nødt til at slække på tilbuddet til de børn, der bare er fagligt dygtige og kan fungere i fællesskabet, fordi så stor en del af ressourcerne går til støtteforanstaltninger,« siger Thyge Tegtmejer.

Og dilemmaet er tilsyneladende særdeles udbredt: I VIVEs undersøgelse spørger de 52 skoleledere om, hvorvidt midlerne, som de har til rådighed i budgettet, nogenlunde svarer til behovet for at iværksætte specialundervisning. 77 procent af skolelederne svarer, at der er tildelt færre midler, end der er behov for, og at den for lille tildeling får konsekvenser både for eleverne med støttebehov og for hele skolen.

Giver det økonomisk mening?

Ziggy har åbnet døren helt op ind til sit værelse og laver nu en quiz. Vi skal gætte, hvilke spil han bedst kan lide at spille på sin computer, og hvis vi gætter rigtigt, vinder vi et stykke af den snickerskage, som han dagen forinden har bagt sammen med sin lærer fra Vendepunktet. Hver gang vi gætter forkert, råber han »Nej« og tilføjer gerne »I er dårlige«. Ifølge Trine Skovgaard har Ziggy udviklet en hård og sarkastisk humor, som han ofte benytter sig af, når der er fremmede til stede.

Efter temmelig mange forsøg gætter vi fem spil, som han godt kan lide, hvilket udløser kage. Så længe vi snakker computerspil og snickerskage er Ziggy i hopla, men på spørgsmålet om, hvordan det var at gå i skole, svarer han kort og godt »spørg min mor«.

Trine Skovgaard sidder i dag tilbage med det indtryk, at selv om de fleste af de lærere og pædagoger, hun mødte i Ziggys tid i folkeskolen, var søde og ville ham det bedste, så havde de hverken værktøjerne eller mulighederne for at give ham den skolegang, som han havde brug for. Det handlede også om økonomi, mener hun:

»Inklusion er dybest set en spareøvelse,« siger hun og understreger, at hun også har forståelse for, at lærerne var tilbageholdende med specialtilbud: »De har andre ting, som de også skal tænke på. De prøver at overleve ved at diske op med noget uden at vende bunden på kassen og bruge alle pengene på mit barn – det kan jeg godt forstå.«

I en større økonomisk optik mener Trine Skovgaard dog, at man kan diskutere, om man sparer penge ved at inkludere børn med særlige behov i en almindelig klasse, for på lang sigt kan det vise sig at blive væsentligt dyrere: »Lige nu får Ziggy det dyreste tilbud, kommunen kan hive op af hatten,« siger hun. »Når man er stresset allerede som otteårig, så er der lang vej til uddannelse, arbejdsliv og familie. Det kan ikke betale sig, at de går ned med stress så tidligt, men vi har et system, hvor dem, som er atypiske oppe i hjernen, nemt falder igennem.«

Nye metoder

Der er som nævnt en bred erkendelse af, at den eksisterende inklusionspolitik har slået fejl. Derfor er der brug for nye måder at løse problemet med det stigende antal børn med særlige behov på. Og i de seneste år har der faktisk også været historier om skoler, hvor man gør det på en helt anden måde end den gængse, og hvor man har formået at rumme børn med særlige behov, uden at det skaber frustrationer og problemer for de øvrige børn i klassen.

Et af de mest berømte eksempler er de såkaldte Nest-klasser, som man blandt andet har oprettet i Aarhus Kommune. I klasserne, som er navngivet efter det engelske ord for ’rede’, går der kun 16 elever, hvoraf de fire har diagnoser, typisk autisme. Der er to lærere i klasserne, og hele undervisningen er skruet sammen på en måde, der er tryg for de børn, som har en særlig udfordring. Lene Tanggaard Pedersen, som er professor i pædagogisk psykologi på Aalborg Universitet, har forsket i Nest-klasserne og fortæller, at både børn med og uden diagnoser generelt er glade for dem:

»De børn, der har diagnoser, udviser mindre diagnoseadfærd i klassen. Jeg har observeret klasser, hvor jeg simpelthen ikke kunne se, hvem der havde en diagnose, og hvem der ikke havde,« siger hun.

Nest-klasserne er en af de såkaldte mellemformer, som bliver afprøvet for tiden. En mellemform vil sige, at eleverne med udfordringer ikke bare ’inkluderes’ i en almindelig klasse, men heller ikke sendes i en specialklasse: Filosofien er, at man i højere grad indretter skolen efter de børn, som har diagnoser:

»På en måde handler det om at vende tilbage til gode gamle kendinge i pædagogikken. Med tydelighed, forudsigelighed og klare rammer for, hvad eleverne skal hvornår. Og børn elsker den slags, uanset om de har en diagnose eller ej,« siger hun.

Tilgangen til eleverne er også anderledes i Nest-klasserne, hvor lærerne er blevet efteruddannede i den bagvedliggende pædagogiske metode:

»Grundtanken er, at alle børn gør det bedste, de kan. Ingen prøver at være ondskabsfulde. Og så er det de voksne, der har ansvaret. Det er ikke barnet, der ejer problemet, men systemet,« siger hun.

Nest-klasserne er en amerikansk opfindelse, og blandingen af mere læreautoritet, en meget styret skoledag og helt faste rammer er ikke nødvendigvis nem at kombinere med den danske pædagogiske tradition, som udspringer af reformpædagogikken. Her ses børnene som kompetente væsener, der skal dannes til at blive kritiske og demokratiske borgere, der gerne må udfordre autoriteter. Trods de gode erfaringer mener Lene Tanggaard Pedersen derfor, at der også er grund til at forholde sig kritisk til Nest-klasserne og de andre mellemformer. Der er brug for at tilpasse den amerikanske pædagogik til en dansk kontekst:

»Hvis specialpædagogik bliver det dominerende paradigme for skoleudviklingen, mister vi noget i forhold til tankerne om åndsfrihed og demokrati,« siger hun. »Samtidig skal man vide, at den danske skole er ekskluderende. Den frie og kritiske tænkning privilegerer nogle bestemte børn – der kan Nest-klasserne være en påmindelse om, at vi også skal respektere fællesskabet.«

Mellemformerne er væsentligt dyrere end normal undervisning, men også Lene Tanggaard Pedersen mener, at man må kigge mere overordnet på økonomien, når man vurderer området: For selv om der umiddelbart er tale om en betydelig udgiftspost, så kan man spare mange penge på lang sigt. Når børn ikke kan fungere inden for det normale skolesystem, »koster det en hulens bunke penge,« siger hun. »Så det er et spørgsmål om, hvordan man regner det ud.«

Reel inklusion

Trine Skovgaard ville ønske, at hendes søn havde fået et skoleforløb, som i højere grad havde været tilpasset hans behov: »Når man sætter et barn som Ziggy ind i en klasse med 28 elever og tilbyder en plastikskærm og nogle hørebøffer, så er det reelt ikke en inklusion, men en eksklusion,« siger hun.

Margit Haulund Larsen, som er afdelingsleder på Den Classenske Legatskole mener ikke, at skolen generelt gik for langt i forhold til at beholde eleverne i de almindelige klasser, da Ziggy gik på skolen.

»Der var fra politisk hold udstukket nogle overordnede retningslinjer, men vi havde også vores sunde fornuft, og vores erfaring og kommunale arbejdsgange. Og så har vi jo et system, hvor der skal noget dokumentation til, før man kan igangsætte en proces med henblik på visitation til specialtilbud. Det er en lang proces, og det kan være sorgfuldt for forældrene, som nogle gange skal sluge nogle kameler.«

Hun understreger dog, at den generelle viden om elever, som har brug for støtte i folkeskolen og et eventuelt andet skoletilbud, er blevet langt større siden de første år med inklusionsloven:

»Der er sket en enorm udvikling, siden Ziggy var igennem. Jeg synes faktisk, at vi er blevet dygtigere, og at vi har en systematik, som virker hurtigere. Vi er blevet mere bevidste om, hvad man skal lægge mærke til, hvad man skal prøve af og til at dokumentere det skriftligt. Og til at få en hurtig udredningsproces, hvis det er det, der er brug for,« siger hun.

Hvad der var sket, hvis tilbuddet til Ziggy havde været et andet, da han startede i folkeskolen, ved Trine Skovgaard ikke.

»Det er svært at forestille sig, at der ikke var opstået problemer på et tidspunkt under alle omstændigheder,« siger hun i køkkenet i Indre By: »Men når jeg tænker på dengang, han gik i børnehave og både kunne cykle og havde legeaftaler … der er mange ting, han kunne dengang, som han ikke kan i dag, hvor han er 14 år. Jeg er ikke i tvivl om, at det kunne være gået bedre.«

Hilsen Peter

Bilag

Inklusionsloven:

https://www.ft.dk/samling/20111/lovf...m_vedtaget.htm

https://www.ft.dk/ripdf/samling/2011...m_vedtaget.pdf

https://www.altinget.dk/artikel/efte...rullet-tilbage

https://www.folkeskolen.dk/inklusion...adikalt/672299

https://viden.sl.dk/media/8704/inklu...olkeskolen.pdf

https://www.information.dk/indland/2...angsomt-fremad