Hej Mickey,
Det er mega hårdt når sygdom rammer ens barn, man føler sig magtesløs i forhold til alt og alle.
Min datter havde da hun var 10 - 11 år også en angst periode, hvor vi fandt ud af at det vigtigste for hende var at vi tog stilling for hende i mange henseender. Vi havde hende til psykolog nogle gange og det var også rart at kunne få nogle eksperter på, men det handlede i sidste ende om at vi også satte grænserne for hende og ikke "hidsede" situationen op.
Mit bedste råd til jer er at være der for jeres dreng og få hjælp fra evt. bedste forældre og/eller venner til at være der ligeså ind i mellem, så han får endnu mere støtte. Prøv at lade være med at tænke "nu bliver han nok også syg ligesom mig/os", det er ikke det der er tilfældet, men sikkert en reaktion på det I/han har været igennem og/eller en del af hans udvikling.
Han kommer over det ligesom I gør, så prøv at gøre hverdagen så naturlig som muligt for jer alle og træk på den hjælp I kan fra venner og familie til det ene eller det andet. Alternativt kan man måske også trække på hjælpere fra kommunen, kontakt evt. børnepsykiatrisk afdeling herom, blot for at få undersøgt mulighederne. Ved ikke om det er det samme I allerede har gjort ?
Mht. din egen situation omkring forrevalidering, der må du blot holde dem i ørerne for en plan/ arbejdsplads. Jeg kunne forestille mig at det pt. er rigtigt svært at finde sidstnævnte, så måske derfor trækker det lidt ud. Det eneste du kan gøre er at følge op så du har din sti ren. Hvad der sker med jeres barn og hvordan du evt. rent arbejdsmæssigt skal forholde dig hertil, må I jo tage når I kommer dertil.
Husk tiden læger alle sår også dem på vores børn
EE