Se enkelt indlæg
Gammel 21-09-2022, 17:18   #112
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.676
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
Mads Silberg vs Solrød kommune vs Retssikerhed

Mads Silberg
19. september kl. 18.32 ·

I HEGNET…

(I fredags havde jeg den store ære at være inviteret til at give et indlæg til en høring om retssikkerhed på Christiansborg. Indlægget kan læses herunder, men også ses fremført 38 minutter og 30 sekunder inde i optagelsen via dette link: https://www.facebook.com/alternative...1C&ref=sharing )

I vores have har vi nede i det ene hjørne et stykke hegn som jeg måtte skifte, da det gamle begyndte at falde fra hinanden på grund af råd.
Vi har tre hunde, så det var ligesom nødvendigt for at de ikke skulle smutte ind til naboen.

Det består af sådan nogle rundstokke der er en to-meters penge lange og som man skruer fast imellem to nedstøbte stolper, sådan vandret ovenpå hinanden, og op i en passende højde.

Hvis man kan have det ambivalent med et hegn, så er det den betegnelse jeg vil bruge om de følelser som jeg har, når jeg med jævne mellemrum kigger på det.
Nogle dage bliver jeg vred og har mest lyst til at fatte et koben og så bare rive hele lortet ned og sætte ild til resterne. Andre dage bliver jeg grebet af en voldsom følelse af sorg og tristhed.

Jeg skiftede hegnet lige præcis søndag den 21. april 2019.
Den dag havde vores på det tidspunkt 13-årige og yngste søn, været anbragt af Solrød Kommune i 86 dage på baggrund af falske beskyldninger om vold i hjemmet.

Kommunens reaktion på anklagerne, var at anbringe ham, melde os til politiet, og så ellers hævde, at de ikke kunne iværksætte nogle som helst socialfaglige tiltag, så længe straffesagen ikke var afsluttet.

De ville ikke tale med os om situationen, ville ikke udarbejde en børnefaglig undersøgelse, da de ikke ville give aktindsigt og vores søn fik ingen psykologstøtte.

Alt det var vi uvidende om den søndag i april, og vi stolede stadig på at kommunen ville vores familie det bedste, for som sagsbehandleren sagde til vores første møde med hende; ”så handlede alt fra nu af om, at han skulle hjem igen”.
Der gik 50 dage fra han blev anbragt og til at han fik samvær med os, første gang.

Han var blevet tildelt 1,5 time hver anden fredag, og til at starte med var det det, der betegnes som støttet samvær – og hvis nogen studser over at jeg siger ”han”, og ikke "vi", så er det fordi at forældre ikke har ret til at se deres anbragte børn, men børnene der har ret til at se deres familie.

Denne søndag havde vi altså sammenlagt haft 4,5 times samvær, men fordi det også var påskedag, havde vi fået seks timer, og det uden støtte, hvilket betød at vi var alene sammen som familie, for første gang i 86 dage.
Seks timer – det er nærmest en evighed når man kun er vant til det kvarte.

Så vi prøvede at have en så normal tid sammen som muligt. Så jeg og vores mellemste søn på 20 år, gik og ordnede hegn, imens min kone og yngste søn gjorde klar til påskefrokosten.

Vi havde fået formaninger fra kommunen, om at vi ikke at måtte tale sammen om vores situation.

Men – ja – jeg ved ikke om I kan forestille jer hvordan det skulle være muligt, når alle familiemedlemmer er i deres livs krise.

Vores yngste søn brød i hvert fald fuldstændigt sammen imens han og hans mor gik i køkkenet, og vi blev klar over at kommunen på intet tidspunkt havde fortalt ham hvorfor han var anbragt.

Han troede at det var fordi han havde løjet, og var fuldstændigt knust af skyld og fortvivlelse.

Senere fandt vi også ud af at sagsbehandleren fejlagtigt troede, at fordi han var under 15 år gammel, så var han ikke part i egen sag og derfor uden klageret, hvilket resulterede i at han aldrig var blevet partshørt i deres afgørelser eller fået klagevejledning.

Vi fik trøstet ham og forsikret ham om, at vi elskede ham ubetinget, og at vi fra nu af kun skulle fokusere på, at vi blev samlet igen som familie.

Da han senere samme dag var blevet hentet og bragt tilbage til sin plejefamilie, besluttede vi os for at vi ikke kunne stole på kommunen mere, og at vi måtte mobilisere alle vores kræfter og kæmpe for vores families liv.

Vi besluttede også, at alt det forfærdelige vi måtte stå igennem, skulle bruges konstruktivt til at skabe en forandring, så ingen anden familie nogensinde kan blive udsat for det samme.

Således blev jeg autodidakt ud i service-, forvaltnings-, retssikkerheds- og styrelsesloven, samt alle andre relevante lovgivninger.
Jeg lærte mig hvordan en børnefaglig undersøgelse skal udformes i henhold til principperne bag ICS, og ikke mindst begyndte vi at klage over de fejlagtige og ulovlige afgørelser som kommunen løbende præsenterede os for.

Den tilgang faldt ikke i god jord hos kommunen, og de reagerede konsekvent med at sende vores klager til videre behandling i Ankestyrelsen.
Hvilket jo er en smart måde at sikre sig at afgørelsen opretholdes, da en klage jo ikke har opsættende virkning, og Ankestyrelsen har sagsbehandlingstider på op til et halvt år.

I vores sag alene nåede vi op på en omgørelsesprocent på 70. En af omgørelserne ignorerede kommunen simpelthen, og da Ankestyrelsen jo ikke følger op, så havde det ingen konsekvens.

Da vi havde klaget færdig til den relevante afdeling, rettede vi skytset mod borgmesteren, som jo har ansvaret for at sagsbehandlingen udføres lovformeligt og præcist.

Han reagerede konsekvent med at sende vores klager tilbage til den relevante afdeling, som så fik lov til at afvise at der var noget at komme efter.
Vi skrev lange og dokumenterede klager, og fik korte overordnede svar tilbage, med standardfrasen; ”jeg har orienteret mig i jeres sag, og der er ikke belæg for jeres klagepunkter”.

Efter 514 dages anbringelse blev vores søn hjemgivet, den 30. juni 2020.
Det skete med samme skødesløshed som han var blevet anbragt. Som om at det ikke rigtigt betød noget. Kommunen havde rakt ind i vores liv og fjernet vores søn, og nu satte de ham tilbage igen.

LEV MED DET!

To måneder senere, og 15 måneder forsinket - i henhold til servicelovens §50 - modtog vi en børnefaglig undersøgelse. Den handlede ikke om vores søns trivsel, men om at retfærdiggøre at kommunen havde haft ham anbragt.

Da vi lidt senere havde modtaget svar på den tiende klage stilet til borgmesteren, var vi færdige med at samle dokumentation, og vi begyndte arbejdet på den stævning, som vi har rettet mod kommunen.

Den første marts 2021 afleverede vores advokat stævningen til Solrød Kommune, hvori vi kræver tortgodtgørelse. Et krav som de afviste blankt og henviste til deres advokat.

I talende stund er datoerne for retssagen sat til 22 og 23. august næste år, og Solrød Kommunes advokat har forsøgt at indgå forlig to gange.
Men vi er ikke interesserede i penge – vi vil have en dommers ord for at vores søn har været ulovligt anbragt og alle kommunens lovbrud frem til skræk og advarsel for alle.

Sidste år stillede jeg også op som kandidat til kommunalvalget, og blev valgt ind i kommunalbestyrelsen for den selvsamme kommune, som vi har stævnet for at have vores søn ulovligt anbragt.

Vi har jo lovet hinanden at vi skal bruge vores erfaringer konstruktivt, så jeg sidder der ikke for at få hævn, men for at gøre en positiv forskel og få ændret den praksis som har været så fatal for vores familie.

Det er ikke nemt, og jeg skal da ikke lægge skjul på at det er en noget speciel følelse at sidde i samme lokale som den – nu tidligere – borgmester, og den direktør som har haft ansvaret for den sagsbehandling vi blev udsat for.
Modsat alle mine byrådskolleger, så ved jeg godt hvor jeg skal kigge henne, og jeg kan godt høre når administrationen prøver at tale uden om, eller undlader vigtige detaljer, så jeg er pinligt bevidst om hvor udfordret retssikkerheden er på dette område.

Det mest grelle eksempel – set fra et ledelsesmæssigt perspektiv - faldt jeg over, da jeg tog et kig på hvordan Kommunalbestyrelsens praksis var ift. behandlingen af Social- og ældreministerens kommuneopdelte danmarkskort visende det forudgående års statistik over omgørelsesprocenten i Ankestyrelsens afgørelser i klagesager efter lov om social service.

"Danmarkskortet" - i daglig tale - blev jo indført tilbage i 2018, som et ledelsesmæssigt værktøj der skulle sikre at kommunalbestyrelsen mindst en gang om året havde en aktiv politisk drøftelse om kvaliteten af sagsbehandlingen på området, og i den forbindelse tog stilling om der skulle iværksættes tiltag til at forbedre den.

I Solrød Kommune var behandlingen imidlertid reduceret til et orienteringspunkt hvor indstillingen fra administrationen lød på, at orienteringen skulle tages til efterretning.

Altså intet oplæg til, at der skulle tages nogen form for stilling til sagsbehandlingens kvalitet.

Så de seneste fire år har Solrød Kommunes Byråd altså brudt loven, og undladt at bruge det mest oplagte ledelsesværktøj til at sikre sagsbehandlingens kvalitet.

Man valgte samtidig at mudre billedet yderligere ved at blande beskæftigelsesområdet ind i ligningen, hvilket jo også er direkte i modstrid med loven, også meldte man stolt og offentligt ud at ”Ankestyrelsen har ændret afgørelse i 0,08 procent af de flere 20.000 afgørelser på beskæftigelses- og socialområdet som Solrød Kommune har behandlet i 2020.”

En udmelding som i bedste fald er misvisende, da jeg ved at Solrød Kommune stadig ikke er i stand til at trække statistik ud af DUBU og de andre sagsbehandlingssystemer. Jeg har spurgt ind til hvad ”flere end 20.000 afgørelser” indebærer, i og med tallet er blevet brugt til at udregne en ”lokal” omgørelsesprocent på 0,08.

Og her er svaret, at tallet er et samlet skøn, baseret på oplysninger fra de relevante afdelinger, af skøn over hvor mange afgørelser de har truffet.

Det må således siges at være noget af en tilsnigelse at fremkomme med en omgørelsesprocent på 0,08 ved at dividere et faktuelt og præcist antal omgjorte og tilbageviste sager, med forskellige sammenlagte skøn.
Jeg tog derfor initiativ til et medlemsforslag som indstillede at vi frem over skulle behandle Danmarkskortet i henhold til loven, og så underrettede jeg også Ankestyrelsens Tilsyn, som jo har ansvaret for at kigge kommunerne efter om hvorvidt de overholder loven.

Medlemsforslaget besluttede Byrådet at sende til behandling i udvalgene, og Ankestyrelsen meldte tilbage at de ikke ville rejse en tilsynssag, da der jo trådte en skærpelse af lovgivningen i kraft pr. 1. juli i år – de tog således ikke stilling til forholdet.

I august dukkede så et punkt op på vores dagsorden i Byrådet, hvor administrationen indstillede at Byrådets behandling af Danmarkskortet ikke havde været i modstrid med retssikkerhedsloven.

Og til at underbygge den påstand havde de vedlagt Ankestyrelsens afgørelse om ikke at rejse en tilsynssag og så en juridisk vurdering som man havde betalt Kommunernes Landsforening 16.300kr for at udarbejde. En vurdering hvori de konkluderer at der intet er i vejen for at behandle Danmarkskortet som et orienteringspunkt.

KL er jo ikke en myndighed – selvom man skulle tro det ift. den indflydelse de har ude i kommunerne – men alligevel valgte et flertal i vores byråd at stemme for, at Danmarkskortet var blevet behandlet i henhold til loven.

Med andre ord frikendte Byrådet sig selv for at have behandlet Danmarkskortet ulovligt.

Det er pænt sagt en skandale, som i den grad understreger at borgernes retssikkerhed er funderet i den blå luft.

Det er jo ganske enkelt absurd at et Byråd bare kan frikende sig selv for at have brudt loven, og at den instans som er sat i verden for at holde øje med kommunerne, ikke prioriterer at leve op til sit ansvar.

Alle ved at sagsbehandlingens kvalitet på dette område er katastrofal – i hele landet - og Kommunalbestyrelserne bryder loven for at undslå sig deres ansvar, hvilket de bakkes op i af KL.

Som jeg nævnte til at starte med, så kigger jeg jævnligt på mit hegn, og nogle dage bliver jeg vred og har mest lyst til at fatte et koben og så bare rive hele lortet ned og sætte ild til resterne. Andre dage bliver jeg grebet af en altoverskyggende følelse af sorg og tristhed.

Men langt de fleste gange, så føler jeg mig determineret, stålsat og afklaret, som et menneske kun kan være, når det ikke er et sekund i tvivl om, at den kamp det kæmper er den rigtige og den retfærdige.

TAK FOR ORDET!


Hilsen Peter
phhmw er logget ind nu   Besvar med citat