[phhmw]

phhmw. Bør læses med omhu.

https://www.facebook.com/emil.falste...20034891759048

Bragt i Politiken d. 7/1 2020

Er regeringen blevet faktaresistent?

METTE FREDERIKSENS nytårstale var klar. Flere børn skal tvangsfjernes, og det skal ske tidligere.

Reaktionerne var mange. Holder man sig til eksperterne på området, var der ikke videre begejstring.

Kirsten Ketcher, der er professor i socialret ved Københavns Universitet, udtalte f.eks. følgende til Berlingske: »Det er overhovedet ikke forsvarligt at fjerne flere børn, når der er så mange fejl i den nuværende sagsbehandling. I stedet bør man kritisere kommunernes manglende evne til at behandle disse sager forsvarligt«. Anne-Dorthe Hestbæk, der er seniorforsker hos Det Nationale Forsknings-og Analysecenter for Velfærd, fulgte mere eller mindre trop, da hun udtalte til Politiken: »Med den viden, jeg har om anbringelser af børn, mener jeg ikke, at der er nogen forskningsmæssig evidens for at sige, at vi skal anbringe flere, og at der altså er en masse børn, der skulle have været anbragt som børn, som ikke er blevet det«.

Det er ikke første gang, Socialdemokratiet har bekendtgjort, at de vil anbringe flere børn tidligere. Det gjorde man også i oktober i en artikel i Kristeligt Dagblad. Også dengang fik det politiske projekt en lunken modtagelse. Docent og forsker i anbringelsesområdet Frank Ebsen sagde f.eks. følgende: »Dilemmaet ved for tidlige anbringelser er, at vi risikerer at overdrive fokusset på forældrenes fremtoning og ophav i stedet for børnenes ve og vel. Selvfølgelig vil der være vurderinger fra jordemødre og sundhedsplejersker, sagsbehandlerne kan bruge, men det kan være svært at se indikationerne på mistrivslen hos børnene.

Jeg mener, at ministerens øgede fokus på meget tidlige anbringelser må nuanceres, for jeg er usikker på, om de virker. Når vi træffer den mest indgribende beslutning i andres liv, er vi forpligtet til at vide, om det rent faktisk virker«.

EFTER NYTÅRSTALEN har socialminister Astrid Krag bl.a. henvist til, at vi fra forskningen ved, at de 1.000 første dage i et barns liv er afgørende for dets liv og fremtid. Det er korrekt. Problemet er blot, at det er misvisende at anvende den forskning til at understøtte et politisk projekt om flere og tidligere anbringelser.

Der er ikke nødvendigvis sammenhæng.

Som ovenstående også tydeliggør, finder flere forskere ikke, at der er et entydigt forskningsmæssigt belæg for gavnligheden af flere og tidligere anbringelse.

Anbringelser er en af de mest vidtgående foranstaltninger, man kan forestille sig. Derfor var det på sin plads, at Politiken spurgte Astrid Krag, hvorfra hun har fået ideen om flere anbringelser, når nu den ikke er funderet i fagkundskaben. Hendes svar rystede mig. Det lød: »Når man møder et voksent menneske, som siger: ' Hvorfor blev jeg ikke bortadopteret eller anbragt?', så gør det dybt indtryk på en.

Dem har jeg mødt flere af«. Indenrigs-og socialministeren har altså rejst land og rige rundt og fundet den skinbarlige sandhed. Hun har mødt flere, der gerne ville have været anbragt tidligere, så derfor skal vi i Danmark generelt set anbringe flere nu.

Det er fagligt uholdbart at basere sin politik, der i dette tilfælde indeholder en antalmæssig udvidelse af en af de mest indgribende foranstaltninger i et retssystem, på en gruppe mennesker, man bare lige har mødt og snakket med. Besvares, deres udsagn kan være rigtige, og ingen kan tage deres oplevelser og følelser fra dem. Men kan vi basere en ny politisk kurs på anbringelsesområdet på det? Nej, det kan vi ikke.

SOCIALDEMOKRATIET får det til at fremstå som nemt at identificere udsatte. Og hun indikerer, at vi generelt set bare har været for sløve til at anbringe børn. Socialdemokraternes intentioner er gode, men de er blottet for viden om, hvor komplekse anbringelsessager kan være.

Desuden eksisterer der er en gruppe af mennesker, der uretmæssigt risikerer at blive kategoriseret som udsatte. Børn med handikap, herunder særligt gruppen med kognitive/psykiske handikap som f.eks. adhd og autisme, vil i mange tilfælde opfylde de kriterier, der indikerer udsathed. Det betyder ikke, at de rent faktisk er udsatte, men at deres funktionsnedsættelse har bestemte effekter, der kan opfattes som tegn på udsathed. Det samme kan være tilfældet for forældre med handikap, f.eks. autisme.

Mennesker med handikap, børn som voksne, har ret til et familieliv på lige fod med mennesker uden et handikap. Men socialdemokraternes gode intentioner risikerer at skabe normalisering, ensretning og stigmatisering af de mennesker, der ikke opfylder de stadig mere snævre kriterier for, hvordan vi skal være mennesker, børn, forældre og familie.

Derfor står Mette Frederiksen og hendes partikammerater heller ikke på alle børns side. Socialdemokraterne står primært på deres egen side og forsøger at presse os andre til at ligne dem. Netop det er i sandhed det mest socialdemokratiske ved deres nye projekt.

phhmw

Tak, til Emil Falster, som giver børn, med eller uden handicaps, en stemme, der lyder professionel og i dyb stemmeleje. Med fakta og spørgsmål, der er vanskelige at besvare, af mennesker, politikere, med en indstilling til problemstillingen, som ikke korresponderer med Emil`s faktuelle emner.

TAK

Hilsen Peter