Jeg må indrømme, at jeg føler mig totalt udbrændt og kørt helt ned under gulvbrædderne nu.
Jeg har i går prøvet at forklare det på min
blog og har i nogle dage nu gået og spekuleret over hvordan jeg bærer mig ad med at få gjort kommunen og min fagforening opmærksom på, at jeg er kørt helt der ud nu hvor jeg faktisk har lyst til at hoppe i åen.
Jeg skriver stadig dagbog over min dag hvor jeg også har smerteskala med, men jeg synes jeg har store problemer med at få beskrevet
hvor skidt det faktisk står til.
Bevares, man kan godt se, at mine dage er præget af smerter og/eller angst/tudeture og at jeg ikke får lavet ret meget, men et eller andet sted i min lille dumme hjerne er jeg bange for, at det bliver tolket som at jeg "bare" er gået i stå.
Jeg har jo prøvet flere gange før at gøre opmærksom på, at det går skidt, men det synes jeg bare møder en mur af tavshed. Nu har jeg så skrevet detaljeret dagbog i en lille måned (fra 27. januar) og jeg bliver mere og mere i tvivl om jeg gør det rigtigt.
Jeg har i dag ringet og bestilt tid hos egen læge, men grundet hans ferie har jeg først fået en tid d. 18. marts. Det er en uge efter jeg har været på neurokir. afd. med min nakke.
Jeg valgte dog at tage i mod tiden, for jeg har det bedst med at have ham med i alt hvad jeg gør osv. og han er en af mine største støtter i alt det her.
Jeg vil så prøve om jeg kan få fat i ham i hans telefontid inden han smutter på ferie og i hvert fald snakke med ham om at få noget mere smertelindrende. Er kun på Pinex og det hjælper ikke en skid.
Har I nogle forslag til hvordan jeg kan gøre kommunen og fagforeningen opmærksom på, at jeg
er altså kørt helt ned nu og at det ikke "bare" handler om at jeg skal på neurokir. og have kigget på min nakke og så kører vi bare derud af igen...
Skal jeg bare fortsætte med at skrive dagbog som jeg gør og så håbe på, at de tager den for gode varer når jeg kommer og smider den på skrivebordet foran dem?