Emner: Om sejhed
Se enkelt indlæg
Gammel 28-04-2007, 00:33   #9
Trylledyr
Banned
 
Tilmeldingsdato: 01-01 2007
Indlæg: 152
Styrke: 0
Trylledyr er ny på vejen
RE: Om sejhed

rumann, jeg tror du har ret i det med at gå fra skolebænken til politik. De har ikke prøvet at mærke samfundet på godt og ondt, og på Christiansborg sidder de langt fra virkeligheden, som nogle (bl.a. Hjorten) blankt erkender. Det er ikke betryggende at have så virkelighedsfjerne politikere til at forfatte lovene, der bestemmer over virkeligheden. Det giver ingen mening i min verden.

Angsten for at blæse noget op i medierne er forståelig nok. Bare det at kommunen får nys om, at man har en hjemmeside, får dem til at gå i selvsving og påstå, at når man kan det, har man noget nær uanede ressourcer, der var bedre brugt på 37 timers arbejdsuge.

De glemmer en meget væsentlig detalje, der hedder årsag til hjemmesiden. Mange hjemmesider bliver til i ren desperation, et forsøg på at nå ud til andre med samme problem, at prøve at stable et netværk på benene, så man ikke føler sig helt palle. Den fatter kommunen bare ikke. Men hvad ville der så ikke ske, hvis en klemt borger optrådte på tv og rettede anklager mod de, som ”bare er der for at hjælpe dig” :|

Susanne, elefanthud er et godt ord at bruge. Det beskriver præcist, hvad der skal til for at holde sammen på os. Mange er som østers indeni, inklusive undertegnede, så der skal noget godt skind til for at det hele ikke render ud alle vegne

Trold, du har ret i, at det er forbistret hårdt altid at skulle være sej, altid have boksehandskerne på. Den beskrivelse om at give afslag som standard kender jeg kun alt for godt fra min egen kommune. Alt for kommunekassen, så til h…. med borgeren, der har brug for hjælp. Det er nemlig socialt bedrageri mod borgeren, men hvor er sanktionerne mod kommunen? Intet sted at finde…

Jeg mener, at de ikke-seje er politikerne. Vi kan også kalde dem feje, for de står sjældent ved det, de siger. Hvis vi endelig skal sætte en mærkat på de, der opgiver kampen, må det være martyr. Det er mere respektfuldt sandt end at være ikke-sej. De der opgiver kampen mod systemet, har jo ikke opgivet kampen for livet – heldigvis. De hænger på endnu – er seje på deres egen måde, og det må nødvendigvis afføde respekt. Det er muligt, at de ikke har kræfter til at slås med systemet, men det er ikke ensbetydende med, at de ikke er seje. Hver dag handler om overlevelse, og kan man komme igennem endnu en dag uden alt for mange skrammer, er man sej i mine øjne

zuza, der er en vis pervers tilfredsstillelse ved at forestille sig det Robinson-program. Jeg har en masse billeder inde i hovedet, og de får mig til at fryde mig. Ikke særlig pænt, det ved jeg godt – men jeg er heller ikke til pænt brug

Inger, hvor er det godt, at du har kræfter til at låne en skulder ud. Socialfobi er en skrækkelig lidelse, men der er hjælp at hente. Jeg håber, hun vil tage imod din omsorg og få kontakt til kommunen. Om ikke andet så for hendes børn.
Jeg bliver så vred, når sagsbehandlere i en nedladende tone siger: ”du ved jo nok, at børnene tit vælger det samme som forældrene”. Jamen, så lad være med at køre forældrene ned psykisk! Giv dem den hjælp, de behøver i stedet for at tabe en hel familie på gulvet i kassetænkningens navn. Tåber!

Jeg kan ikke forstå, at det kan være så svært at fatte, at ved at undlade at give den hjælp, der er behov for, forværres situationen betragteligt, og der skabes nye problemer i kølvandet. Som jeg siger er det en alkoholikers drikkemønster om igen.

Louise og I andre: tak for ordene

Knus
Trylle
Trylledyr er ikke logget ind   Besvar med citat