MAIL til Sundhedsminister Jacob Axel Nielsen 16.06.2009
I dag skriver vi den 16. juni 2009. Brevet herunder er det endnu ikke lykkedes mig at få besvaret, eller bare afvist som uønsket. Hvorfor?
Hvis sundhedsministeren ikke finder at der er begået grove fejl imod min person som handicappet, må ministeren henvise til konkrete §§ i lovgivningen der giver kommuner og lægekonsulenter retten til, at lyve borgerne og handicappede ud af ”DERES” handicap!
_______________________________________________
DETTE ER AFLEVERET TIL SUNDHEDSMINISTER JACOB AXEL NIELSEN
Søborg d. 11.03.2008
Sundhedsminister Jacob Axel Nielsen
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Kære Sundhedsminister
Hvis mine ”lægejournaler” ikke må følge min person, er det en særdeles juridisk ulovlig, og grov ”mishandling” af mig – som handicappet menneske!Mit største ønske er, at få ”bevilget” en værdig død – da jeg ”har” mistet mit liv?
Jeg skal nødvendigvis henstille til at sundhedsministeren omgående igangsætter, at jeg som ”100% invalid” får bevilget ”AKTIV DØDSHJÆLP”. Hellere få en værdig død i form af en sprøjte end, at skulle skære i mig selv – som ”SYSTEMET” ellers påtvinger mig, at gøre – hvis jeg ikke vil lide!
I mit tidligere liv før 2001, var jeg – med den nødvendige hjælp – en veltrænet ”handicappet” person der havde opnået noget stort, set i forhold til lægernes spådomme efter min tilskadekomst!
I dag er jeg så på grund af en kommunes ”magtmisbrug”, og ved udnyttelse af en lægekonsulents ”ansvarsløse” tilsidesættelse af lægeoplysninger, tilbage i kørestolen på ”smertestillende medicin”, og ”uden et liv”.
Denne form for nødhjælp er opstået af den grund, at STAT og KOMMUNE har tilsidesat og svigtet mine mest basale rettigheder til et værdigt liv som handicappet.
Det er sket ved at en læge der er ansat af Gladsaxe Kommune og som følge heraf ”kan tillade sig” at afvige fra, at henholde sig til sagen indhentede ”journaloplysninger”,og som det er hans primære opgave at ”oversætte”?
Kære Sundhedsminister
Når en kommunal ansat lægekonsulent har til opgave, at ”oversætte indhentede journaloplysninger” fra en borgers egen læge, er hans funktion helt konkret ”lægefagligt” arbejde som der ikke kan afviges fra i henhold til hans aflagte lægeløfte.
At ”tolke lægeoplysninger” kan og bør kun foretages af en ”lægefaglig” person der besidder de lægelige kvalifikationer til at udføre dette, og derved kunne ”stå til ansvar” for de helbredsmæssige og helbredsbetingede oversættelser.
Mit spørgsmål:
Hvor går grænserne mellem at jeg
”fratages mit personlige ansvar for mit eget handicap” og at
”de ansvarlige” efterfølgende ikke vil – eller at domstolene ikke ”SKAL” – tage ansvaret for, at mit handicap er blevet alvorligt forværret på grund af en ”uansvarlig”lægekonsulent?
Venlig hilsen
Benny Gerhard
www.Benny-G.dk
__________________________________________________ _______________
Socialministeriet – Sundhedsstyrelsen – Lægeforeningen fritager læger for ansvar!
Kommunerne overtræder lovgivningen for at kunne udøve magtmisbrug overfor borgerne.
”Jeg er erklæret 100% invalid, i forhold til erhvervsevne”.
Vi lever i et retssamfund, hvor vi alle skal overholde lovgivningen. Imidlertid har der udviklet sig et system, hvor myndighederne ofte overtræder de forskellige love, hvorved de udøver magtmisbrug overfor borgerne.
Ifølge den sociale lovgivning skal en kommune søge en sag fuldstændig og tilstrækkelig oplyst. Desværre har vi en domstolspraksis, hvor overtrædelser af denne lovbestemmelse belønnes, idet det er en kommunes undersøgende og belysende arbejde, som en borger skal bruge som beviser i en sag anlagt mod kommunen. Derfor ser man, at det dårligst tænkelige arbejde udført af en kommune, giver dem den sikreste sejr i retssalen. For så mangler borgeren simpelthen beviser.
I min sag skulle myndighederne og domstolene sikre en overholdelse af Fælleserklæringen, som Socialministeriet sammen med den danske Læge-forening underskrev i december 1998.
I Danmark kan man retsforfølge læger, hvis de forsømmer sig i forhold til lægelovens krav om at udvise omhu i sit arbejde. Yderligere præciserer lægeloven meget tydeligt, at man skal aflægge lægeløftet for at få sin autorisation som læge.
Ifølge en ny bog, ”Velfærd eller Svindel?”, med undertitlen: ”Om korruption og magtmisbrug i den offentlige sektor”, bekræfter såvel Sundhedsstyrelsen, afdelingen for udstedelse af autorisationer, samt Lægeforeningens etiske udvalg, at såkaldte ”administrative læger” eller ”papirlæger”, som ikke selv undersøger eller behandler patienter, kan arbejde uden lægeløfte og uden at stå til ansvar for lægeloven. Ifølge ovennævnte bog, som er skrevet af en læge, som selv har undervist de lægestuderende i lægeloven, gælder denne lov i Danmark for alle læger og alt lægeligt arbejde.
I bogen henvises desuden til Patientklagenævnets hjemmeside, nyhedsbrev fra februar 1998, hvor man skriver, at lægelovens ansvarsregler definerer, at lægeloven kun omfatter lægeligt arbejde, hvor der er tale om undersøgelse eller behandling. Imidlertid har man her manipuleret med loven, idet man har taget nogle linier fra Lov om Patienters Retsstilling, og sat ind under foregivelse af, at disse linier hidrører fra lægeloven.
Sammenfatningen af ovennævnte betyder, at lægekonsulenter kun står til ansvar i forhold til deres arbejdsgiver, som ikke er læge, og som derfor ikke kan vurdere den lægelige kvalitet af arbejdet. Derimod synes det at være et succeskriterium for lægekonsulenter, at de afgiver erklæringer, som udelader symptomer, som kan/skal udløse hjælpeforanstaltninger/pension i landets kommuner.
Lægekonsulent Claus Bjerregaard handler ulovligt/krænkende i sin erklæring dateret 11.5.2000, på følgende områder:
1: Han skriver, at det ikke skønnes relevant, at indhente yderligere lægelige oplysninger.
Den eneste lægeerklæring han kan henvise til er fra min praktiserende læge, dateret 19.4.2000. Denne erklæring er kun på ca. 15 linier. Der foreligger ingen speciellægeerklæring, hvilket lægefagligt set er en meget stor mangel.
Hvis lægen havde stået til ansvar i forhold til lægeloven, kunne man have anklaget ham for forsømmelse og skødesløshed.
2: Han laver en overordnet vurdering af lægens erklæring sammenholdt med sagsbehandlerens vurdering efter hendes besøg i hjemmet. Lægekonsulenten må kun oversætte lægeerklæringer, så kommunens personale kan forstå hvad der står.
Han har ingen beføjelser til at sætte en sagsbehandlers vurdering over en læges.
3: Han har ingen beføjelse til at afgive en vurdering af, hvilken ydelse en kommune skal vælge.
4: Lægekonsulenten fjerner de mest belastende symptomer. Han udelader således, at jeg ikke kan påsætte eller fjerne den, for min forringede håndfunktions bevarelse, nødvendige skinnebehandling af hænderne om natten.
Han skriver også, at jeg kan cykle og gå med rollator. Sandheden er, at jeg kun kan cykle, hvis en handicaphjælper hjælper mig på og af, og jeg synes det nærmer sig bedrageri, når lægen skriver, at jeg ”mestrer at køre på normal cykel over lange stræk”, når der i virkeligheden skal være en hjælper ved siden af. Jeg kan heller ikke gå udendørs med rollator uden en ledsager. Jeg må altid have en hjælper ved siden af, medbringende en kørestol, så jeg kan blive kørt hurtigt hjem, hvis jeg skal på toilettet. Jeg kan nemlig ikke med mit handicap bruge kræfter på, at holde på vandet, hvis jeg samtidig skal kunne gå.
5: Lægekonsulenten stiller mig i et dårligt lys ved at skrive, at jeg selv har frasagt mig Rigshospitalets afdeling for spastisk lammedes medvirken fremover, at jeg sjældent kommer hos min praktiserende læge og ikke har yderligere lægelige kontakter. Jeg har ikke frasagt mig nogen mulighed for behandling eller kontrol.
Mine handlinger har hele tiden været i bedste forståelse med lægerne, og i virkeligheden havde jeg, så længe jeg havde den fornødne hjælp, genoptrænet mig selv langt ud over hvad lægerne oprindeligt havde forventet.
Kommunen kunne have bedt om en meget mere udførlig erklæring fra min praktiserende læge, idet jeg er blevet bekendt med, at der findes forskellige formularer, som man kan bede lægen om at udfylde. Den foreliggende erklæring er den kortest mulige.
Man kan godt få lavet en speciallægeerklæring uden at man jævnligt kommer hos en bestemt læge. Det sørgede ”jeg selv for” da jeg i 2001 kontaktede Rigshospitalets afdeling for rygmarvsskadede, hvor jeg med mit handicap er hjemmehørende, og det kom der en erklæring ud af som er dateret 31.1.2002.
Denne erklæring er baseret på undersøgelser af speciallæger i neurologi og håndkirurgi samt fysioterapeut og ergoterapeut på Fysiurgisk Hospital i Hornbæk, hvor jeg i 1983/84 var indlagt til genoptræning i akutforløbet efter min tilskadekomst, og hvor jeg i 1902 blev funktionsvurderet dagligt i en uge.
Herved fremkommer en langt mere nuanceret beskrivelse af mine manglende funktioner, end der tidligere var fremme og lægekonsu-lentens mangler/svigt skal vurderes ved at sammenligne hans subjektivt farvede udtalelser, med denne erklæring af høj kvalitet.
Af denne erklæring fremgår det tydeligt, at jeg skal hjælpes både op på og af en cykel, hvis jeg skal kunne bruge mine bens evne til at cykle.
Hvis lægekonsulenten havde ret i, at jeg kunne cykle lange strækninger uden en hjælper, ville jeg have haft ”et helt andet liv”.
Yderligere kommer det frem, at jeg ikke kan fornemme et greb med mine fingre som jeg ikke kan rette ud, hvorfor jeg altid er nødt til at bruge synet når jeg skal gribe fast om noget og for at få lidt indtryk af, hvor hårdt jeg skal trykke. Det fremgår også at jeg ikke kan gribe om store ting eller holde fast om genstande, for eks dyne, kniv, dreje nøgle, knappe knapper, tage penge op af pung.
Det fremgår også af denne erklæring, at jeg ikke selv kan vende mig i sengen, hvilket jeg har behov for flere gange hver nat for at kunne sove.
Det konkluderes, at jeg har et betydeligt hjælpebehov for daglige funktioner og at jeg har en betydelig nedsættelse af evnen til at færdes selvstændigt.
Senere i konklusionen står der, at jeg med stort besvær (før 2001) ”kunne” gå 1 km på ca. 1 time. Også her glemmer man at skrive, at det forudsætter, at jeg ledsages af en hjælper, som medbringer en kørestol, så jeg hurtigt kan blive kørt hjem på toilettet, fordi jeg skal sidde på et toilet når jeg lader vandet.
Handicapbil:
Mit handicap indebærer, at jeg har bil og chauffør til rådighed, da jeg ikke kan benytte offentlige transportmidler. Til udskiftning af gammel bil i 2001 blev der først indhentet en grundig speciallægeerklæring fra neurologisk afdeling på Amtssygehuset i Gentofte.
Denne lægeerklæring bevirkede, at jeg i juli 2001 fik min nyindkøbte bil, som kommunen gav tilskud til, samt et rentefrit lån med tilbagebetaling over 6 år.
En måned senere, i august måned 2001 blev det meste af min hjælp inddraget, så jeg ikke kunne benytte min nyindkøbte bil.
Lægekonsulenten burde have fået forelagt denne udførlige lægeerklæring der forelå i kommunen i min sag. Han vælger i stedet for mere viden, at skrive, ”at det ikke skønnes relevant”,at indhente yderligere lægelige oplysninger.
Hvorfor skal der speciallægeerklæring til køb af handicapbil. Hvorfor kan den samme lægeerklærings oplysninger ikke bruges som dokumentation og bevis til lægekonsulenten om, at kommunen ikke retmæssigt kan stå til
ansvar for, at fratage en handicappet og 100% invalid mand uden brugbar håndfunktion den nødvendige hjælp til, at kunne fungere?
Den danske lovgivning sigter på, at handicappede kan fortsætte med at leve som før, deltage i og vedligeholde hobbies og interesser og stadig have et aktivt liv. Men det er ikke det man gør i min sag. Man lader som om jeg er meget mere velfungerende end jeg er, for at spare penge.
Sådan blev mit ”gode” fysiske liv som handicappet, slået i stykker:
Gladsaxe Kommune udøvede direkte ”magtmisbrug” på mig som handicappet, da kommunen i 2001 groft udnyttede lægekonsulentens ”ansvarsfrihed” som ”administrativ” læge, ved brug af kommunens sagsbehandler der løj mig ud af mit handicap.
Kommunens lægekonsulent Claus Bjerregaard, kunne ”som fritaget for ansvar under udførelse af sin lægegerning”, tilslutte sig sagsbehandlerens urigtige oplysninger til ham, og tilsidesætte faktuelle journaloplysninger fra min egen læge.
Fra 2001 til 2004 var min hjælp nedskåret med 75% fra daværende 128 timer om ugen, til 39,5 timer om ugen der betød, at jeg ikke havde hjælp nok til 8 timers søvn om natten. Jeg kan ikke selv tage tøj af og på. Jeg kan ikke selv gå i seng og stå op igen. I en lang periode betalte jeg selv for hjælp om dagen og natten, til indkøb, madlavning og træning, udover de bevilgede 39,5 timer.
Pengene til betaling af hjælp fik jeg fra friværdi, og optagelse af 3 lån i mit hus, der er købt for min ulykkeserstatning. Det er således opsparingen til resten af mit liv, jeg blev tvunget til at bruge, i et håbløst forsøg på, at opretholde et aktivt liv. Jeg betalte selv for den nødvendige hjælp, til banken sagde stop.
I de lange perioder hvor jeg efter ophør med hjælp om dagen, sad inaktiv hen, tabte jeg mig 13 kg. og det skal ses som mistet muskelmasse. I dag er jeg fysisk sat 15-20 år tilbage rent fysisk, og det genvinder jeg aldrig igen. I dag er jeg på grund af kommunens løgne om min funktionsevne, tilbage i kørestolen.
Københavns Statsamt tilkendte mig døgnhjælp:
Det Sociale Nævn omgjorde kommunens beslutning om nedskæring af hjælp fra 128 timer til 39,5 timer om ugen i 2004 og 2005, og ændrede den til hjælp efter Servicelovens §§, med hjælp i alle døgnets 24 timer i alle ugens 7 dage.
Gladsaxe Kommune har efterfølgende i egen opgørelse dokumenteret, at kommunen således i perioden fra 2001 til 2004, skulle have udbetalt 2.141.000 kroner til hjælp, hvis hjælpen havde været på 128 timer ugentlig som i 2001.
Kommunen fratog mig 75% hjælp af 128 timer om ugen, og blev dømt til at yde 100% hjælp i 24 timer i døgnet, altså en forøgelse til 168 timer om ugen.
PS: Det var Københavns Amt der betalte hovedparten af udgifterne til hjælp, ved en såkaldt medfinansiering.
Benny Gerhard