Emner: Fødselsdag
Se enkelt indlæg
Gammel 02-03-2009, 14:21   #1
klarkurs
Føler sig hjemme på K10
 
Tilmeldingsdato: 04-07 2007
Lokation: Jeg bor i Københavns Kommune
Indlæg: 41
Styrke: 17
klarkurs er ny på vejen
Fødselsdag

Kære K10brugere
Det var netop i denne periode - en fantastisk solbeskinnet dag, den 6. Marts for 2 år siden - at ’Café Sygemeldt’ så dagens lys for allerførste gang!
Forinden havde jeg fået aftaler i hus med flere interesserede oplægsholdere, men det var mest folk jeg kendte, som vidste noget om denne store dag. Der var ikke så mange sygemeldte blandt de fremmødte, så udfordringen var at få budskabet om ’Café Sygemeldt’ ud til de rette. Det hjalp noget da TV2 Brunch gik i luften med et 12 minutters indslag 2 dage senere, og TVLorry bragte også 1 ½ minut d. 12. Marts.
Siden kom artikler i bl.a. Familiejournalen, Hendes Verden og Femina. Notitser i fagblade, patientforeninger og til sidste års fødselsdag lavede 3F et flot lysbilledshow, som findes på både deres og ’Café Sygemeldt’s hjemmeside. I sommeren 2008 kom en fantastisk film, som Mads Black lavede til Kanal København. Den findes YouTube og kan også hentes fra hjemmesiden. Jeg fik flere henvendelser fra fagforeninger, patientforeninger og lignende. Der er oprettet udvekslingsgrupper på Groupcare og på Facebook.
I begyndelsen tænkte jeg at en enkelt frivillig formiddag om ugen var fin for mig at reservere til ’Café Sygemeldt’ – men hurtigt udviklede det sig til så mange timer at tale med forskellige mennesker i telefonen, lave hjemmeside, svare på forespørgsler osv. at mit tidsforbrug blev så stort (i perioder 15 timer om ugen) at jeg måtte forsøge at få lidt indtægt.
Selv om jeg fik fantastisk god og proff. hjælp og brugte mange timer, lykkedes det desværre ikke at få del i de kæmpeformuer, som ligger gemt i mange fonde. Jeg fik det ene afslag efter det andet. – Så det er jeg færdig med at bruge tid på!
I dag har langt over 100 mennesker besøgt ’Café Sygemeldt’ og omkring 70 meget forskellige oplægsholdere fra nær og fjern, har givet deres frivillige bidrag til inspiration, eftertanke og god stemning i ’Café Sygemeldt’. Flere sygemeldte/ledige fleksjobbere har engageret sig og bruger tid på at hjælpe med at få tingene til at glide. Det er jeg meget glad for! Og det betyder at mit tidsforbrug bliver mere overskueligt.
Jeg oplever en stor berigelse ved at være sammen med sygemeldte/ledige fleksjobbere i ’Café Sygemeldt’. Jeg hører mange historier fra det virkelige liv og er lykkelig over at være med til at gøre en forskel. Jeg betragter sygemeldte som ’de virkelige eksperter’. De eksperter, som ved hvordan det er – og hvordan det kunne være. Der findes så mange ressourcer gemt, som blomstrer i fuldt flor når de får de rette betingelser. I ’Café Sygemeldt’ er formålet at skabe de betingelser: Anerkendelse, Samhørighed, Tryghed, Forandring og muligheden for at bidrage – at gøre en forskel. Når dét er tilstede er det meget lettere (og mere effektivt for samfundet) at komme videre i den retning, som giver mening for den enkelte.
Tirsdag d. 10. Marts kl. 10 – 13 fejrer ’Café Sygemeldt’ sin 2 års fødselsdag! - Du er hjertelig velkommen - der er ingen forhåndstilmelding og det koster (desværre) 50 kr. at deltage.
Du kan læse mere på www.CafeSygemeldt.dk

EDIT af Web
Cafesygemeldt holder til i København

Sidst redigeret af Webmaster; 02-03-2009 kl. 16:10. Årsag: Sted for dette arrangement
klarkurs er ikke logget ind   Besvar med citat