Citat:
Metro skrev:
Jeg har været til speciallæge i dag og han fandt en koloenorm stor, flere år gammel polyp øverst i endetarmen.... der øjensynligt er blevet overset af den forrige speciallæge for 3 år siden og som i mellemtiden er gået på pension (speciallægen, ikke polyppen  ...)
Så er det, at der blev taget vævprøver og sent til laboratoriet sammen med en indlæggelsesrekvisition. Jeg burde kunne forvente en indkaldelse inden der er gået 14 dage. Hmm... der skal foretages yderligere undersøgelser bl.a. om der er kommet flere polypper også i tyktarmen og når det er på plads - skulle de gerne skære senior-polyppen ud. Speciallægen sagde, at den type indgreb der er nødvendig, kan han ikke udføre i sin konsultation.
Han vidste ikke rigtigt hvor lang tid alt dette kan tage, men siger at der kan gå fra et par dage til ca. 10 dage på hospitalet - det sidste, hvis det skulle ende med en stomi. Og sådan som jeg havde det med min tarmfunktion de sidste par år - er en stomi en tanke jeg selv havde adskillige gange - så træt var/er jeg af disse evindelige toiletture og utæt endetarm (min forrige speciallæge ikke havde bekymret sig om.
Noget andet er at jeg er ikke særligt forhippet i at komme i fuld narkose. Dengang jeg skulle opereres i skjoldbruskkirtelen - skulle jeg i betablokker-behandling i et stykke tid forinden.... Det betyder at et eller andet er ustabilt og at fuld narkose er ikke det jeg allermest ønsker mig. Men når man nu kan udføre en hel kejsersnit med epidural - så mon det ikke skulle kunne lade sig at gøre at blive bedøvet lokalt alligevel....
Hmm... men måske vil de (lægerne) ikke have at man ligger der og lytter til alle deres kommentarer, i tilfælde af at hele min tarm er til at skrotte... og derfor vil de helst fuldbedøve. Det er jeg ikke meget for og specielt ikke fordi jeg både ikke er for ung OG ryger.... det kan ikke være alt for fedt at få currarae for muskelslaphed og åndrætsvækkelse som følge af almindelig narkose.... Jeg må lige se hvad de har at sige om det hele når jeg bliver indkaldt....
Så nu skal jeg til at snakke med min søn om en afløsning på mine jobs. Han har en del ferie tilgode endnu, han ikke rigtig ved hvad han skal stille op med - så måske en midlertidig overtagelse af mine tjanser kunne komme på tale.... Jeg ved ikke hvor meget jeg skal fortælle ham eller om jeg skal finde en anden person til at tage sig af det for mig.... for uanset hvad - agter jeg ikke at risikere at miste min beskæftigelse medmindre situationen skulle vise sig terminal. Basta.
|
Kære alle
Denne første del af mit indlæg har jeg skrevet specielt for at beskrive min personlig baggrund for at skrive
den anden del, der har en særlig relevans for netop denne hjemmeside.... hvad og hvordan man skal/kan forholde sig til sin egen fremtid, når sygdommen slår til. Og hvilke konsekvenser man er villig til at bære og hvilke - skal/vil man afvise når man er et respektabelt, ærligt og retskaffent menneske det absolutte flertal af os er - der af myndigheder og politikere takkes herfor med mistænkeliggørelse, mistillid, respektløshed og ringeagt! Det er min begrundelse for at have skrevet mit indlæg.
Jeg vil meget gerne takke for alle kommentarer vedrørende den medicinske del af min beretning og lover at "lytte" til ethvert godt råd jeg herigennem havde modtaget fra Jer
Men når det er sagt - forbliver jeg fortsat med mine tanker omkring enhvers personlige integritet, enhvers krav på respekt og retfærdig behandling når helbredet svigter.... når de dertil indrettede samfundets "midler" til hjælp og støtte hurtigt forvandler sig til at blive til
en del af problemet -
i stedet for en del af LØSNINGEN for den pågældende syge.
Citat:
Metro skrev:
Jeg har nu aldrig levet som om jeg var udødelig.... men på den anden side - havde jeg altid masser af planer for fremtiden. Men i dag ser jeg at også nærmest døende folk sendes i arbejdsprøvninger og alt det andet, at det er svært at sige om det hele er værd at udsætte sig for, for det ser ud til at kun de færreste får lov til at komme sig i fred og ro.
De fleste piskes rundt i manegen også selv om de er alvorligt syge og ydermere ser det ud til, at diverse lægeudtalelser/attester er dårligt det papir værd de er skrevet på.... så der venter mig vist nok en større tur med diverse overvejelser, afhængigt af hvad der sker de næste par uger eller tre....
I lyset af hvad jeg allerede ved om, hvor skævt og umenneskeligt tingene kan udarte sig for alvorligt syge her i landet - er jeg altså slet ikke sikker på at jeg vil anse det hele som ovenud umagen værd at kæmpe for....
Jeg kan ikke se hvordan man skal kunne fastholde lyspunkterne "for enden af tunnelen" samtidigt med at man kæmper for at genvinde helbredet.... når adskillige sagsbehandlere, konsulenter, aktørerne, Klaus Hjort Frederiksen og Den Hellige Foghs drøm om minimalstaten samt ikke at forglemme - Pia Kjærsgård, der har ydet den afgørende politiske støtte til at det jævne menneskets liv er blevet en Golgotta-vandring lige så snart kræfterne slipper op eller man bliver syg - alt og alle hviler tungt stablet op på skuldrene af den ene syge - ja, så er det at jeg spørger mig selv om det er noget som helst værd - at kæmpe for at genvinde helbredet og bevare livet når prisen er så høj....
Jeg har nu i årevis indrettet mig udenom ALLE samfundssystemer, der kaldes "velfærd", hvilket de sidste år har lydt mere og mere hult og meningsløst.... Jeg har været selvstændig på fuldtid siden 1986 og indrettet mig meget praktisk og uafhængigt trods min sygdom... Jeg har ikke bedt om noget, jeg har ikke ansøgt om noget og jeg har heller ikke fået noget. Jeg er ikke sikker på, at jeg skal lade alle disse år fyldt med slid og selvovervindelse - nu gå til spilde og at jeg skal underkaste mig de mere og mere umenneskelige systemer, der vil med sikkerhed gøre mit liv uværdigt og sværere end det nogensinde har været før....
For man skal jo have noget at se frem til, hvis en overlevelseskamp skal nytte og have reelle, positive udsigter.... men når jeg læser om en mand der falder død om, genoplives hvorefter han sendes til arbejdsprøvninger i all uendelighed - ja, så kommer tvivlen om jeg overhovedet skal begynde på dette projekt eller - om jeg skal bare få det bedste af det jeg KAN regne med og resten må Guderne om....
Egentlig ret så mystisk, at en ældgammel tarmpolyp og speciallægens hastværk kan i den grad vække nogle helt andre tanker til live.... man bliver helt filosofisk og selv om man var i forvejen eftertænskom nok - ser det ud til at der ikke er en øvre grænse for eftertænksomhed...
Jeg tænker også på, om der er flere der tænker som jeg eller....? For kan det "kun" være vores haltende sundhedsvæsen der er årsagen til Danmarks Vestlig-verdensrekord i kræftdødelighed - eller er der flere som jeg, der gør sig tanker om, om det overhovedet er værd at kæmpe for overlevelse i Foghs Danmark? Alt imens man hører den barnlige og idiotiske plapren fra Thor Petersen & Slænget om, hvor rige vi er og hvor meget vi hver måned sparer op af skatteindbetalinger der får lov til at samle støv, men de syge dør som fluer - enten fordi de ikke kan få hjælp rettidigt og/eller - måske gør sig tanker lignende mine - alt sammen udspringende af DET SAMME PROBLEM skabt af umenneskelige politikere og en sovende opposition.
Sikken en redelighed.... siger jeg bare. At jeg skulle sidde her og tænke disse tanker efter 35-års flittigt og arbejdsomt liv - det regnede jeg altså ikke med... Gud bevare os.
|
Hvis jeg skulle tage imod samfundets tilbud på de
præmisser samfundet kræver af mig, at jeg skal overholde for at blive hjulpet.... vil jeg hurtigt miste mit forsørgelsesgrundlag (ventetider, ventelister, papirgangen m.m.), mine borgerrettigheder og vil ikke længere have krav på en respektfuld behandling.... da fra da af - vil jeg betragtes som en potentiel snyder og bedrager og selv tonsvis af lægelig dokumentation på at jeg vitterligt er syg vil ikke gøre et nævneværdigt indtryk på denne enorme hær af offentligt ansatte, der bestyrer dette umenneskelige system på vegne af dem, der
aktuelt tjener pengene.
Glemt er det, at de fleste af os
allerede har svaret hver vores og var med til at fylde statskassen med de milliarder, der i dag får lov til at ligge hen til glæde for hvem...? Når de elementære årsager til, at vi overhovedet skal have et samfund (at tage vare på hinanden) ikke længere gælder alle.
Glemt er det, at mange af de syge
faktisk havde mistet helbredet
som følge af, at have arbejdet og slidt sig selv ned
netop mens man havde trukket på fælles hammel og
faktisk havde bygget dette samfund op til det rige samfund vi har i dag!
Tror I, at det er de sidste sølle 5 år, der havde fyldt statskassen til randen op med mønter? Jamen så kan I tro om igen! Dette er resultat af de sidste 20-30 års myreflid og slid
menneskerne på gulvet havde ydet til det fælles bedste - de uheldige af dem, der er blevet syge af/i processen
ikke kan få lov til at nyde godt af i dag!
Det er
ikke de skiftende politiker-hold der har skabt "smørhullet" (for nogle) som det er i dag og lad os ikke besnære til at tro det! Det er os og kun os, selv de sølleste af os - der har jord under neglene og har udrettet det, der i dag bliver taget fra os igen og givet til dem, der har mere end rigeligt i forvejen!!!
Og så er det at jeg sidder her for mig selv og tænker tanker.... skal jeg eller skal jeg ikke lade mig indlemme i denne uværdige ordning og udsætte mig frivilligt på at blive "jagtet vildt" netop når jeg allermest får brug for fred og ro til at komme mig af min sygdom - når jeg
ved, at jeg IKKE får denne fred og sandsynligvis ej heller den rigtige behandling på det rigtige tidspunkt.... At jeg sandsynligvis bliver endnu mere syg af ventetider, tilsigtet stress og "aktørernes" gentagende overgreb på min integritet, min selvrespekt og mine borgerrettigheder samt ikke mindst min personlige frihed....
Jeg ved squ ikke om jeg sidder her med en gammel kæmpepolyp eller en tarm der allerede er ædt af kræft - taget i betragtning dette kæmpegisp lægen ikke nåede at stoppe, der han undersøgte mig.... alligevel mener jeg (
for mit eget personlige vedkommende), at jeg dårligt har et valg... for at bytte den personlige frihed mod et liv i nedværdigende afhængighed af "aktørernes" forgodtbefindende og oven i det også lurende fattigdom.... ja, er der overhovedet et valg for mig og er perspektiverne/udsigterne til den livskvalitet jeg
kan forvente mig - overhovedet gode nok og værd alle de ofre, der følger med præmisserne for overhovedet at kunne få hjælp til at overleve og leve efterfølgende - når jeg
allerede havde bidraget til samfundet og
burde kunne regne med en respektfuld assistance den dag jeg evt. selv kommer i nød?
Jeg tænker videre.... for en ting er sikker (!!!) - jeg hellere kreperer end lader "aktørerne" bestemme farten og indholdet af min fremtid! I lyset af hvor
dårligt job de allerede udfører og hvor mange TUSINDER af mennesker de allerede
har forarmet -
- skal de holde nallerne fra mit liv!