|
Som en kendt person i min familie altid siger:
"Man skal ikke sige noget højt, ikke engang til sig selv, hvis man ikke vil læse det i avisen næste dag"
Jeg frygtede i min afklaring, at nogen skulle finde på at sende mig til en psykolog... og selvom det måske ikke var for at grave, ville jeg holde kortene meget tæt til kroppen, og er der så egentlig nogen grund til at gå til psykolog ?
Jeg har gået til masser af psykologer, og kendt en hel del via mit arbejde mm.
Alle personlige kontakter har været med et konkret mål hvor jeg satte dagsordenen, så fint med det !
Men for nyligt kom jeg til en psykolog i forbindelse med mit forløb på smerteklinikken... håndtering og accept af smerter kan man vel kalde formålet.
Men at hun så sætter sig til at grave, i den grad, omkring min tro, mine arbejdsskader og deraf udviklet psykisk lidelse mm, det er jo ikke noget der er relevant i den kontekst jeg sidder hos hende i... de ting er der styr på.
Skulle jeg få lyst til at tude over det der er sket, så behøver hun ikke skubbe på, jeg er sikker på at min psykiaters dør er åben, hvis jeg en dag skulle få brug for at læsse af.
Jeg prøver bare at sige, at selvom jeg er igennem og ingen kan bruge det jeg siger imod mig, så synes jeg ikke at mit liv skal spredes, som med en møgspreder, bare fordi jeg, i anden sammenhæng, skal ind igennem døren hos en psykolog.
Jeg forstår godt at du er nervøs over hvad der kan komme videre, og hvad du i det hele taget kan få ud af det.
|