Jeg har nu modtaget pension i lidt over 1 år. Jeg troede min selvopfattelse ville ændre sig med tiden, at jeg ville lære at se mig selv med mildere øjne, at accepterer mig selv og ikke blive ved med at se mig selv som en taber.. men nej…
Min ensomhed er taget til, Jeg isolerer mig mere i min lejlighed nu end før. Dengang kunne jeg jo sige jeg var ”ved at finde ud af hvad jeg ville” når det famøse og altid indledende spørgsmål kom fra søde interessante mænd : HVAD LAVER DU TIL DAGLIGT. ??
Nu føler jeg at siger jeg sandheden med det samme før vedkommende lære min person bagved at kende er han skredet i foragt og afsky over min situation. Det er jo stort tabu, især med de politiske debatter rundt om der har været i medierne de seneste år..
Lyver jeg kan jeg også risikerer vedkommende bliver rasende senere hen, over jeg løj, ergo føler jeg at lige meget hvad jeg siger vil de skride.
Min eneste fordel er jeg ser ud som enhver anden sød velfungerende kvinde med et normalt liv, for smerterne kan ikke ses. Angsten opfattes oftest bare som lidt usikkerhed… i byen kommer mænd hen og siger jeg skal tro mere på mig selv så sød jeg ser ud, så noget usikkerhed udstråler jeg, men det er jo primært af angst over det spørgsmål om hvad jeg arbejder med!
Er som om jeg ikke rigtig kan komme i gang med at leve, og møde folk før jeg finder ud af hvad jeg kan svare til det spørgsmål som ikke er helt løgn men som pynter lidt på sandheden… ??? gerne noget der ikke skræmmer mænd helt væk, så vil jeg hellere tage en snak senere om jeg ikke turde sige sandheden og håbe han kan forstå… og på det tidspunkt er faldet…
Og nej skal ikke finde en i samme situation som mig, har været der og det er for tungt et liv.
Men hvad kan jeg sige, og hvordan oplevede/oplever i andre kvinder det? Hvad siger i? især jer andre unge kvinder???
Ved godt det sikkert er endnu værre for mænd pga forsørger rollen men har brug for at høre jer kvinders erfaring..
