Jeg er nød til at fortælle noget meget smertefuldt:
For at gøre det nogenlunde kort, jeg er barn nr. 3 ud af 4 – var ikke ønsket af min far, da han havde fået en dreng og en pige. Det var nok nærmere min mor’s egoisme for at holde på et ægteskab der ikke kunne holdes på.
Jeg er 13 da mine forældre blev skilt og livet hjemme havde ikke været nemt for mig, en følelse af aldrig at blive accepteret og være en del af familien. Jeg var aldrig god nok uanset.
Da jeg vælger at opsøge min far for at lære ham at kende efter skilsmissen, fortæller min mor, at gør jeg dette har jeg ingen mor mere. Jeg tog valget og opsøgte min far.
Det resulterede i at familien blev opdelt, min far storebror og jeg på den ene side, min mor storesøster og min lillebror på den anden side.
Min storebror dør uventet og brat i en alder af 26, hvilket af tvingende nødvendigheder bringer familien sammen kortvarigt. Jeg tager en snak med min mor om ikke vi kan prøve at finde ud af det, vi er jo voksne mennesker, og bliver tildelt hver sin psykolog med tanken om at skulle mødes, dette sker aldrig min mor melder fra.
Tilbage står min far og jeg med en knugende sorg over vores tab, hvilket knytter os meget tæt sammen.
I alle årene prøver jeg forsigtigt gentagne gange at nærme mig min mor, men gang på gang kan hun kun nedgøre mig, rakke mig ned – jeg kan ikke nå ind til hende – og alt som er hændt af traumer i mit liv er jo min egen skyld, jeg har selv ønsket det sådan.
Da min far dør os uventet uden sygdom for 13 år siden står jeg helt alene.
Når man gennem livet hele tiden for af vide, man ikke er god nok, og man aldrig bliver accepteret, ikke for nogen støtte og opbakning tror man selv på, at man er et dårligt menneske dette sidder dybt forankret inde i sjælen.
Ifølge min mor den dag i dag er det jo min egen skyld at jeg er syg, hvis jeg nu er syg hvilket ikke kan passe jf. hende.
Der har hele mit liv været ført en regulær familie mobning mod mig, og ja det gør der stadig min mor fylder 70 år på søndag og minsandten hele familien er inviteret undtagen mig. Jeg er gennem hele livet blevet holdt udenfor, og jeg magter det ikke mere.
HVAD er det jeg har gjort !!!!!! Jeg har kæmpet hele livet for at blive accepteret, jeg er skadet – som en totalskadet bil, der aldrig bliver synet køre klar.
Jeg er blevet fortalt hele livet igennem at jeg ikke var god nok, og at alt var min skyld, aldrig blevet accepteret som et menneske, det er nok engang lykkes min kære moder at banke mig psykisk langt ned under gulvbrædderne og her ligger jeg alene skriger i smerte grædefærdig og ulykkelig, jeg kan bare ikke mere.
Hvordan kan man som mor og familie være så ondskabsfulde jeg forstår det ikke, og her snakkes der ikke kun om et enkelt tilfælde.
Hvad skal og kan jeg selv gøre, for at komme videre - og komme ud af den tro jeg er et dårligt menneske med mere som ikke er god nok til at blive accepteret.
Her har jeg hele mit liv troet det var mig den var gal med, ja det er den jo os i dag, jeg fungerer ikke ude blandt andre mennesker føler mig utryg slapper aldrig af, på grund af jeg sikkert er uden betydning for andre - jeg er ikke god nok
