[masterling]

Først vil jeg sige tak til jer, der tog jer tid til at svare. Det er fantastisk med andre meninger og holdninger samt begrundelser. Det gør mig en del klogere på, hvordan man ser min sag, for jeg er jo nok ikke helt objektiv:-)

Svar til stampe

Ja, det var min sagsbehandler, der i første omgang søgte pension på §18, selvfølgelig i samråd med mig. Pensionsansøgningerne kører som regel over jobcentret, og der er sagsbehandler inde over. Jeg er også enig i, at erhvervsevnen er det eneste relevante i en pensionsansøgning. Grunden til, jeg nævner diagnoserne er, at det som regel er dem, man lægger til grund for, at arbejdsevnen er nedsat.

svar til MTVRV1

Kan følge dig i dine argumenter til at starte med, om det er besværet værd. Men mener dog ikke, jeg får en ringere livskvalitet af at søge at få afklaring på min spørgsmål. Jeg anskuer nu tingene sådan, at min førtidspension er nu hjemme, så jeg har nu ikke noget i klemme mere, andet end min tid og den har jeg nu nok af. Du har også ret i, at jeg har været i systemet en del tid, nærmere 8 år, men dog aldrig med det formål, at det var en førtidspension, jeg skulle gå efter, men det er faktisk det eneste, man kunne gå efter, hvis man skulle bruge ro over år, da kontanthjælp kun betragtes, som en midlertidig foranstaltning med mange forpligtigelser.

svar til Gunvor

Grunden til mit indlæg er, at jeg føler det mærkeligt, at man i første omgang afviser at starte en pensionssag på §18, for på de helt samme papirer og uden yderligere dokumentation at give mig den på §17. Kampen har kostet kræfter og var ikke sjov, men nu har jeg jo mit på det tørre, og nu er det ikke mere et spørgsmål om, hvor forsørgelsen skal komme fra, men mere om reglerne/rettigheder er overholdt. Men jeg har altid haft det sådan, at når jeg føler mig uretfærdigt behandlet, kæmper jeg min sag, og tit med positivt udfald. Jeg er også af den overbevisning, (som de fleste), at ret og pligt hører sammen. Har jeg gjort min pligt, skal jeg også kunne kræve min ret. (især HVIS jeg har det :-) og er klar over det kan virke krakilsk).
Min sygdom kan gøre, at jeg til tider kun ser min egen logik, og også derfor lavede jeg indlægget for at se responsen på det, så lad os kalde det en prøveballon. Men samtidig vil jeg også gerne vise andre, at man ikke altid skal lade sig slå ud af det første afslag eller af de råd, man får.



Men hvis jeg skulle komme med min vudering af sagen, tror jeg helt klart, at kommunen ville sylte min sag så længe som muligt af økonomiske årsager, og det lykkedes de med i ca 7 mnd. (har dog intet bevis for dette). Det gjorde man ved, at en lægekonsulent udtalte sig, dog uden at være konkret, men jeg mindes at have læst herinde på k10, at han egentlig ikke må komme med sin egen mening om min sygdom, men kun oversætte det psykiateren skriver. Da jeg var til samtalen før min pension, sagde Pensionsteamet direkte, at der var nogle vurderinger fra min psykolog og psykiater, de ikke troede på. Jeg bad blot om, i den forbindelse, at få dem modsagt skriftligt, samt hvilke belæg de havde for ikke at tro på det. Jeg hørte ikke mere efter den samtale. Men for mig handler det mest om de rettigheder, de pensionssøgende har, for skal man ændre praksis i et system, må man kæmpe for de rettigheder, man rent faktisk har og råbe op, når de bliver trådt på, ellers bliver man bare kørt over af de økonomiske interesser. Bl.a. derfor jeg stillede de spørgsmål, jeg gjorde, for det mest frustrerende ved min sag var faktisk ikke at blive hørt eller overhørt (alt efter hvordan man ser på det) samt de manglende forklaringer/begrundelser, for uden dem har jeg svært ved at se logikken i de afgørelser, der er truffet, som faktisk kan være fair nok. Mit synspunkt er krystalklart, enten opfylder man kravene til førtidspension eller også gør man ikke, og det er jo det eneste pensionsteamene skal tage stilling til. Men min personlig holdning skal jeg prøve at holde ude og få de facts, man kan, og det er grundene til mine spørgsmål. Der må heller ikke herske tvivl om, at jeg er glad for min førtidspension og ser den som et springbræt til at få det bedre. Men har det svært med, at afgørelserne virker en smule tilfældige, man skal jo helst få dem, hvis/når man opfylder kravene.

MVH

Masterling