Hej lillesøster82.
Efter refleksion over mit møde med rehabteamet i min kommune - som ikke er KBH - er jeg kommet til følgende konklusion hvis jeg kunne spole tiden tilbage.
Jeg ville starte med at sige til sagsbehandleren at hun er berettiget til at deltage i mødet på lige fod med de andre. Hun sagde ikke en lyd.
Jeg ville derefter spørge om navne og hvilke afdelinger medlemmerne kom fra- og skrive det ned!
Jeg ville optage mødet skjult!
jeg ville have haft spørgsmål parate til dem - hvis jeg på forhånd vidste at det virkede som om de ikke havde læst min sag. Altså spørge om ting som de kun kunne vide, hvis de havde læst mere end sidste side i journalen!
Jeg ville have betalt min psykolog fra smertecenteret - hvad som helst- for at tage med!
Der var ingen af medlemmerne, som vidste noget som helst om kroniske smerter. Ikke engang den sundhedsfaglig konsulent- som for øvrigt var den selvsamme lægekonsulent, som tidligere har udtalt sig i min sag.
Der var et spr. som overrumplede mig totalt. "bliver din tilstand bedre eller dårligere". Øh det ved man, hvis man har læst sagen og har sat sig det mindste ind i den sygdom folk har.
Og jeg ville bede om at få tilsendt et referat fra mødet!
Det er ikke samme kommune vi kommer fra, og det kan sagtens være at din er meget bedre end min
Jeg blev også spurgt, hvorfor jeg søgte fp.
Pøj pøj med det.
Hilsen sauer1