Citat:
Oprindeligt indsendt af oOHelloKitty
1. Jeg har altid været meget aktiv. Som gammel elitesvømmer, får jeg virkelig uro i kroppen, hvis jeg ikke træner. Faktisk har løb og svømning gjort smerterne mere stabile i de mindre smertefulde perioder. Derfor laver jeg en gang imellem en lille Triathlon eller løber halvmarathon. Dette kan være misvisende, da det måske ikke er helt normalt at gøre det når man er 10% invalid - men jeg elsker det, og jeg føler at jeg kan gå på vandet bagefter, og at min ryg ikke bestemmer.
Hvad gør jeg i disse situationer, hvis kommunen spørger ind til det? Jeg vil jo gerne fortælle dem alt, men vil bare heller ikke have at de tror jeg er en svindler (og det er min største skræk, og jeg er altså ikke en svindler!)
Min læge er helt med inde over det her, og det er altid ham der har det sidste ord mht. Løb eller andet.
|
Jeg forstår så udmærket dine tanker.
Jeg har selv problemer i lænden, og hvis jeg ikke jævnligt kommer ud og gå en tur, så går det helt galt med ryggen, og det er så en af grundene til, at jeg vælger at have en hund, for så er gåturene ikke til, at komme udenom.
Mit råd er, at du simpelthen forklarer, at din svømning og dine løb er
din rygtræning, det som gør at din ryg trods alt ikke har det værre end den har.
Jeg er selv flere gange blevet tudet ørerne fulde om, hvor vigtigt det er at træne sin ryg, men hver eneste gang jeg har været tilknyttet en træningscenter med fys og hele molevitten, så har min ryg fået det en tak værre, og forværringen forsvinder ikke efter lidt tid.
Vi kender vel alle sammen til den muskel-smerte man kan opleve, når man har brugt en muskel, der ikke er vant til, at blive brugt, og det er ikke den slags forværring jeg oplever i forb. med træning.
Så jeg er kommet frem til, at den træning, der er bedst for
min ryg, det er de daglige gåture med hunden.
Noget lignende må du forklare kommunen.
Og det er rigtig fint, at du har din læge med på sidelinien.
Citat:
Oprindeligt indsendt af oOHelloKitty
2. Jeg føler ikke altid at folk kan forstå hvordan jeg kan have ondt. Jeg er positiv af natur, og smiler altid. Min familie kan se bag facaden, hvis smilet er lidt stift, men andre kan ikke. Så hvis jeg har vanvittig ondt, har jeg brug for at udtrykke det, fordi ellers føler jeg at folk bare tænker "ja ja, vi alle har jo ondt et eller andet sted" er der andre der har behov for at være defensive?
Hvis ja - hvordan håndterer i det?
|
Jeg har især oplevet det i forb. med en arb.prøvning.
I den forbindelse hørte jeg bl.a. udtalelser som: "du har jo en rank holdning".
I den slags grelle tilfælde kan man ikke gøre ret meget andet end, at ryste på hovedet.
