Emner: Lise Ehlers
Se enkelt indlæg
Gammel 21-10-2006, 17:36   #7
Trine47 - Slettet medlem
Banned
 
Tilmeldingsdato: 16-10 2006
Indlæg: 10
Styrke: 0
Trine47 - Slettet medlem er ny på vejen
RE: Lise Ehlers - PTU

Fandt en glimrende redegørelse i PTU:

Erklæret psykisk syg uden grund

Ann Hyllested er psykiater. Så da en neuropsykolog stemplede hende som psykisk syg, vidste hun, at den diagnose slet ikke holdt rent fagligt. Hun klagede til patientklagenævnet og fik medhold

Af Dorte Schmidt


- At blive betegnet som psykisk syg, bare fordi lægerne ikke kan finde ud af, hvad man fejler, er ganske enkelt rædselsfuldt, siger Ann Hyllested, der var ansat ved Psykiatrisk Hospital i Risskov, da hun blev syg i 1996.

I dag ved hun, at den sygdom, som har ændret hendes liv for altid, hedder postviralt træthedssyndrom. En neurologisk lidelse, som lægerne ikke har fundet forklaringen på endnu. Så på samme måde som det er tilfældet med whiplashramte, bliver patienterne alt for tit puttet ned i en skrammelkasse med psykiske diagnoser, hvor "somatiserende" er den mest almindelige.
Det vil sige, at lægerne beslutter sig for, at når der ikke er nogle målbare fysiske årsager til smerter, uforklarlig træthed, muskelproblemer, koncentrationsbesvær og andre invaliderende symptomer, så må de skyldes psykiske problemer.

Sygdommen rammer

Ann Hyllesteds sygdom ramte hende i kølvandet af en hjernebetændelse. Symptomerne er udmattelse efter selv meget små anstrengelser, nedsat muskelkraft, problemer med sprog og hukommelse og andre neurologiske symptomer.
I begyndelsen prøvede Ann Hyllested at fortsætte med at arbejde på trods af sygdommen. Men hun fik det dårligere og dårligere og efter et par år, måtte hun holde op og søge pension.

I 1999 foreslog en kollega fra neurologisk afdeling på århus Sygehus, at hun tog en snak med afdelingens neuropsykolog. Det viste sig at være Lise Ehlers, som de fleste kender for hendes teorier om, at mange af de såkaldt nye sygdomme som whiplash, fibromyalgi og kronisk træthedssyndrom er indbildte. Teorien har hun blandt andet beskrevet i bøgerne "Ondt i livet" og "Store mænd og syge kvinder", ligesom hun i dag er en meget benyttet foredragsholder.
Men alt det vidste Ann Hyllested ikke noget om, da hun mødte Lise Ehlers første gang.
- Til gengæld håbede jeg, at en neuropsykolog kunne hjælpe mig med at forstå mine problemer med blandt andet at huske, og måske lære mig, at tackle problemerne, siger hun, som vel at mærke på det tidspunkt var blevet undersøgt af en psykiater og fundet psykisk rask.
- Så jeg regnede bestemt ikke med at gå derfra med en psykiatrisk diagnose, som en neuropsykolog slet ikke har ekspertisen til at stille, siger hun og understreger, at der er stor forskel på at være psykiater og psykolog.
En psykiater er en læge, der har specialiseret sig i psykiske sygdomme, mens en psykolog ikke er læge, men uddannet i at forstå menneskets psykiske udvikling og kriser.

Erklæret psykisk syg

Ann Hyllested gennemførte en såkaldt Rorschach-test, som bygger på fortolkningen af blækklatter. Og på den baggrund vurderede Lise Ehlers, at Ann Hyllested led af en "kronisk og alvorlig affektiv forstyrrelse." Eller hvad psykiatrien tidligere betegnede som en kronisk og alvorlig maniodepressiv psykose – med andre ord: Ann Hyllested skulle være uhelbredeligt og alvorligt psykisk syg.

- Jeg blev rasende. For som psykiater ved jeg, at man ikke kan stille psykiatriske diagnoser på baggrund af en psykologisk test alene, siger Ann Hyllested og understreger, at det svarer til at skrive, at en patient har for højt blodtryk – uden at måle det.
Præcis som det også er tilfældet med alle andre sygdomme, kan en psykiatrisk diagnose først stilles, når en række konkrete kriterier er opfyldt. Kriterierne er aftalt i WHO og beskrevet i den internationale klassifikation af sygdomme, kaldet ICD-10.

Vandt sagen

Ann Hyllested klagede til Patientklagenævnet. Og efter næsten tre år fik hun medhold. I november 2002 konkluderede Patientklagenævnet, at Lise Ehlers ved sin fremgangsmåde både har overtrådt flere paragraffer i psykologloven samt loven om patienters retsstilling.

Et uddrag af Patientklagenævnets afgørelse kan læses her: www.pkn.dk/afgoer/0235201A.htmPå trods af Patientklagenævnets afgørelse, fastholdt Lise Ehlers åbenlyst sine påstande om, at Ann Hyllested er psykisk syg. For eksempel da Jyllands-Posten skrev om sagen sidste efterår.
Det fik Ann Hyllested til også at anlægge injuriesag mod Lise Ehlers. Den sag vandt hun ved Retten i århus i maj.

Fejldiagnoser

Ann Hyllested er ikke i tvivl om, at det først og fremmest er takket været hendes egen baggrund som psykiater, at hun fik ret i Patientklagenævnet.

- Det har ikke alene været enormt tidskrævende. Uden min faglige indsigt i både psykiske sygdomme og sundhedssystemets måde at fungere på, var jeg aldrig nået så langt, siger hun, som i øvrigt har svært ved at forstå de læger og andre fagfolk, der absolut vil kalde deres patienter for psykisk syge, også selv om der ikke er noget videnskabeligt belæg for det.
- Som seriøs læge må man følge de retningslinier, der er aftalt internationalt i WHO og som bygger på den nyeste videnskabelige forskning, siger hun og understreger, at patienter med en af de såkaldte syndromsygdomme som whiplash, træthedssyndrom og fibromyalgi ikke er mere psykisk syge en andre dele af befolkningen. Det konkluderer for eksempel undersøgelsen, Førtidspension til patienter med syndromsygdomme, der blev offentliggjort i Ugeskrift for Læger i 2003. Hun gør samtidig opmærksom på, at syndromsygdommene af WHO er kategoriseret som fysiske og ikke psykiske sygdomme.
- Alligevel har jeg efterhånden set alt for mange psykiatriske udtalelser om patienter, hvor diagnosen ikke er underbygget. Problemet er, at en psykiatrisk diagnose – uanset om den er rigtig eller forkert - ofte får alvorlige konsekvenser. For eksempel når det gælder om at søge pension, siger hun, der også på det område taler af egen erfaring.

Konsekvenser af afgørelsen

PTU har spurgt ledende overlæge fra Neurologisk Afdeling på århus Sygehus, Johannes Jakobsen om, hvilke konsekvenser Patientklagenævnets afgørelse har fået for afdelingens måde at arbejde på, og om afdelingen for eksempel har ændret procedurerne for, hvordan en psykiatrisk diagnose kan stilles?
Johannes Jakobsen har sendt følgende svar:
"I neurologisk afdeling har vi benyttet lejligheden til at indskærpe, at psykiatriske diagnoser stilles af psykiatrisk speciallæge og ikke af neurolog eller neuropsykolog. Er der mistanke om psykiatrisk lidelse skal patienterne naturligvis oplyses herom, således at de kan forholde sig til dette og eventuelt blive yderligere undersøgt og behandlet."
Neuropsykolog Lise Ehlers, som i mellemtiden er gået på pension, ønsker ikke at udtale sig i sagen, men henviser til de kommentarer, hun har skrevet på sin egen hjemmeside www.liseehlers.dk.


Boks:
Gode råd


Lider du af fysiske symptomer, som lægerne ikke kan finde en forklaring på? Eller har du fået en psykiatrisk diagnose, som du ikke selv mener, der er belæg for? Så følg rådene her:

· Vær kritisk over for lægers, psykologers og andre eksperters vurderinger af din sygdom.
· Har du fået en psykiatrisk diagnose fra en praktiserende læge eller en psykolog, som du ikke mener er rigtig, så bed om at blive undersøgt af en psykiater.
· Bed lægen om at underbygge diagnosen med de internationalt vedtagne kriterier – også kaldet ICD-10
· Få hjælp til at gennemskue, hvad lægernes udtalelser og diagnoser helt konkret betyder.
· Klag om nødvendigt til Patientklagenævnet.


Jeg undres over, at når jeg søger på Lise Ehlers på nettet, ja så er langt den overvejende del af resultaterne positiv omtale af Lise Ehlers og hendes bøger + foredrag.

Alt for få steder - (denne kvinde har gjort så megen skade) -, er der nogen der tør modsvare hendes teorier og holdninger.
Selv Lise Ehler's tidligere chef på Århus kommunehospital, får ingen rynker i panden over denne alvorlige sag - det er tankevækkende...

I artiklen er der et link til Patientklagenævnets afgørelse.

Tror det vil være en glimrende ide at få sig en adgang til JP's artikelarkiv. Vil undersøge det nærmere på mandag.


Trine
Trine47 - Slettet medlem er ikke logget ind   Besvar med citat