Jeg har åbnet dørene for børn med fortvivlede forældre, der ikke har nogen pasningsmulighed - jeg sidder pt med 10 børn, hvor 3 af dem er mine egne
De skal være her fra 12-16, i morgen skal de på fritidshjem kl 12.30, så der har jeg dem så fra 8-12.30
Torsdag har jeg så ikke mulighed for at hjælpe, og Fredagen er vi ikke nået til endnu.
Dejligt det er store børn (7-10 år), de sidder og nørder med computer og spiller spil, så jeg føler ikke her er 10 børn - de larmer ikke engang
En børnefødselsdag er i hvert fald 100 gange mere vild og støjende.....
Men hvor bliver det dejligt når alt bliver normalt igen, og skolen kører. De forældre er virkelig desperate - flere talte om at få ferie, så de kan blive hjemme og passe børnene, men de er jo kede af, at ferien skal gå fra sommerferien eller juleferien.
Problemet er også, at fritidshjemmet først åbner 12.30. Det er ikke alle der kan få tilladelse til at møde så sent - og det må jo også koste i løn mm.
Sikke noget rod!!
Omlidt vil jeg tage de mindste på 7 med ud og handle og lidt ned på legepladsen, så må de store på 9 og 10, lige være alene. Og når jeg kommer tilbage, må de store lige gå ned og spille lidt fodbold mens jeg forbereder en let eftermiddagssnack.
Jeg har fået frie hænder med klassekasserne, så jeg kan købe lidt frugt og grønt mm.
Selvom det ikke er hårdt og de indtil videre passer sig selv, så kan jeg godt mærke at jeg bliver fuldstændig stresset indvendigt fordi der er et alvorligt brud på rutinerne, og jeg er ude i en uvant situation. Mine hænder ryster også helt vildt og lige efter de var kommet, måtte jeg lige trække mig tilbage og få styr på vejrtrækningen, fordi jeg hyperventilerede til et niveau hvor det begyndte at stikke i arme og hænder og sorte for øjnene
Tror det er meget 'sundt' at overskride grænsen engang i mellem, men ej hvor er det hårdt!
For ikke så længe siden sad jeg og tænkte, at jeg egentlig havde fået det godt psykisk, og overvejede lidt, om jeg måske var blevet mirakuløst rask. Men den følelse kommer så åbenbart kun når jeg er 110% tryg ved rutinerne og ikke gør noget spontant, og ikke har udsigt til en omvæltning.
Den mindste lille omvæltning, og jeg ryger lige tilbage til udgangspunktet.....og nu sidder jeg og er dybt skuffet over, at jeg ikke engang kan klare sådan en lille opgave, uden at gå 3 mega skridt tilbage - og så endda i sit eget hjem, som jeg jo altid har set som en base hvor jeg kan ALT. Det gør ondt at erfare, at det ikke hænger sådan sammen, når jeg tester det af
- og nu har jeg rigtig kvalme, puha.
Nå, men det var lige en pose blandede bolsjer herfra, håber i klare lockouten derude, uden traume
