Citat:
Oprindeligt indsendt af challe
Tusinde tak for jeres svar! Det gjorde mig varm om hjertet..
Jeg går til psykolog, jeg går i selvhjælpsgruppe for pårørende til misbrugere og jeg går til samtaler med min læge oveni også. Det hjælper lidt men føler ikke jeg "rykker" fremad overhovedet.. Jeg løber og styrketræner. Det var en vane for mig inden alt det her med min søn startede og det har jeg (næsten) formået at overholde. Ved ligesom at hvis jeg først dropper det, så rammer jeg bunden og bliver i min seng hele tiden.
Jeg er godt klar over alle de ting jeg skal gøre ang. min søn og er kommet meget langt. Før accepterede jeg at se og tale med ham når han var påvirket. Det gør jeg ikke mere. Nægter at se/tale med ham når han er påvirket. Har indset jeg ikke kan redde ham :`(
I starten -for et par år siden - fik jeg det godt når han havde gode dage. Det gør jeg ikke mere... Jeg kører op og ned og er ikke bevidst om når jeg havner i et kæmpe sort hul, før jeg sidder og græder og græder. Det varer 2-4 dage, når jeg har det sådan.
Jeg ved godt jeg nok aldrig bliver den samme som jeg var før, men håber på at få det bedre end jeg har haft det sidste år. Før var jeg en ufattelig stærk person - det føler jeg ikke, at jeg er mere. Føler jeg er blevet en helt anden person. Nogen der har erfaring med det?
Det ender nok med jeg sygemelder mig og min læge har sagt når jeg gør det, får jeg en henvisning til en psykiater. Mon ikke det er bedst?
Kan man få en midlertidig førtidspension på fx 2-3 år? Føler også det er ro jeg skal have, som der også er en der skriver. På den anden side kan det jo godt være at jeg kan klare et arbejde, men bliver bare helt stresset indeni af at tænke på at skulle starte op et nyt sted jeg ikke kender og skal til at forholde mig til fremmede folk og skulle til at snakke med dem... Kan næsten ikke holde ud at tænke på det.
Det betyder virkeligt meget for mig at i kære mennesker her inde har gidet at svare mig. Tak for det!
|
Hej challe,
Godt at høre fra dig.
Du går til psykolog, skriver du, men det er så dig i forhold til din søn og ikke i forhold til dig selv og dit evt. arbejde!!?? Du har så din læge, men jeg tænker stadig på en psykiater, som jo er professionel på dit/vores område, dette foruden en psykolog som du måske også kan få bevilget eller har råd til??
Jeg startede selv med psykolog, men burde havde været ved en psykiater langt forinden da. Jeg havde helt klart brug for medicin for at holde mig "oven vande". Måske har du det samme?? Jeg er ikke ude i det du er, men "pillerne" holder mig i balance. Jeg løber og træner også en del, det er min "overlevelse" i livet, mit "kick". Min psykolog kalder det overspringshandlinger, men fred være med det.
Hvad du lige har brug for af behandling udover det du yder for dig selv i forhold til din søn, skal jo kortlægges!! Din læge er måske ikke nok i dit tilfælde i forhold til dig, så jeg ville bede om en henvisning til en psykiater og hvis du kan få dækket eller betale for en psykolog ligeså, så er det måske også det værd.
Fedt at du har motion i "årerne", det bærer os et langt stykke hen ad vejen, bliv ved med det. Prøv også at tænke mere på dig selv. F.eks se om du kan ligge på sofaen efter løb og bag og restituere, din krop har mega godt heraf. Prøv at koble fra alle de tanker du har og bare tænk på at din krop slapper af. Jeg lærte det først i en alder af 37 år da jeg blev syg af stress, men det er mit livsmærke den dag i dag.
Jeg syntes at kunne kan mærke, at du gerne vil leve og overleve i forhold til de hårde odds du har mht. din søn. Det er dælme svært for man ofre jo ALT for sine børn. Dog tror jeg at du kan opnå en balance hvis du samtidig tænker på og går igennem din egen behandling. Vær dog opmærksom på at de praktiserende læger ikke altid har indsigt i psykiske lidelser uanset hvor fortrolig man er med dem.
I forhold til om du skal sygemelde dig eller ej, så er det kun dig der bestemmer hvornår det er. Du ved jo godt hvornår nok er nok, men spørg undervejs hvis du er i tvivl ;-)!!
Altså når jeg så læser det første af dit sidste indlæg igen, så syntes jeg jo ikke at du er så forfærdlig stillet endda!!!!!:
Citat:
Oprindeligt indsendt af challe
Min veninde med PTSD fik faktisk pension ret hurtigt og hun havde aldrig gået arbejdsløs..
Det er heller ikke sikkert jeg vil have pension men vil bare gerne have fred og ro fra jobcenter og fagforening. De stresser mig, synes jeg..
Skal lige sige at jeg ikke er til medicin.. Lykkepiller er afprøvet og lagt på hylden igen. Min læge mente på et tidspunkt jeg skulle prøve Lyrica.. Det ønskede jeg heller ikke.. Jeg har ikke lyst til at dæmpe mine følelser og gå rundt som en zombie, og det gør jeg i hvert fald på antidepressive. Problemerne går jo ikke væk fordi man spiser piller. Men det er måske en forkert indstilling at have. Ved det ikke..
|
Pension ved du så ikke lige om du VIL??? HVEM TROR DU LIGE DER VÆLGER, der gør du mig gal.. Ingen medicin helst, fint nok, vi er mange der selv arbejder mod at kunne vælge til og fra...