[logikeren]

Jeg har tidligere lavet et indlæg omkring førtidspensionsreformen som er blevet kopieret over til en anden side (som er censureret på k10), hvortil der spørges om, hvorfor vi har noget at frygte for at blive revurderet igen, hvis vi vitterligt ikke kan arbejde.

------------

Det spørgsmål vil jeg gerne forsøge at besvare:


Jeg er i skrivende stund under 35 år gammel og modtager førtidspension fordi min arbejdsevne er nedsat til det ubetydelige pga. psyken.

Når min arbejdsevne er nedsat til det ubetydelige, betyder det, at jeg ikke ved arbejde kan være hel eller delvis selvforsørgende i fleksjob. Det betyder dog ikke, at jeg ikke kan arbejde under helt særlige omstændigheder, men de omstændigheder der kræves for at jeg kan arbejde, er direkte urentable for både offentlige såvel for private virksomheder. Jeg kan ikke producere noget der giver kapitalværdi for samfundet, jeg kan kun bidrage ved at lette arbejdsopgaverne for dem der kan producere noget.

Uden at jeg har lyst til gennem dette ene indlæg at udlevere alt om mig selv, så vil jeg fortælle, at de særlige omstændigheder for at jeg kan bidrage, er at det ikke foregår under pres eller stress. Det betyder endvidere at jeg ikke kan lave en opgave på kommando pga. min psykiske tilstand som er dokumenteret varig.

Eller sagt på unuanceret godt gammeldags dansk: Jeg kan ikke bidrage hvis jeg tvinges til det, fordi min psyke ikke tillader det, og at dette er dokumenteret gennem utallige arbejdsprøvninger, erklæringer fra læger, psykiatere, psykolog, terepeuter og bostøtte. Det er altså ikke noget jeg har fundet på, og det er IKKE fordi jeg ikke vil, men fordi jeg IKKE KAN!

Uden at jeg skal gøre mig klog på hvordan andre har det, fordi jeg er udemærket klar over at alle ikke er ligesom mig (det har jeg lært udenad), så har jeg en stærk formodning om, at de omstændigheder der gør sig gældende for mig, også er de samme eller meget lignende omstændigheder der gør sig gældende for andre.

Når det er sagt og vi kan blive enige om, at der intet fusk er i min sag (somsagt, den er afprøvet, dokumenteret - og endda revurderet) så vil jeg gå videre til det mere moralske spørgsmål:

Hvorfor skal de stærke have frihed, når den svage ikke skal?

Mere konkret kan jeg spørge: Den stærke kan selv vælge hvilket arbejde vedkommende vil påtage sig. Den stærke kan endda vælge ikke at arbejde, men alene tjene penge gennem penge. Det kan den svage ikke. Den svage er overladt til nådsens brød, og hvis vi kan blive enige om, at vi alle skal have lige muligheder i samfundet, så kræver det et opgør med den holdning der hedder sig, at de svage skal tage de uforskyldte konsekvenser der er er ved at være svag, uden kompensation.

Endnu mere konkret mener jeg direkte, at man som svag skal kompenseres 100 % for sin svaghed. Det betyder, at min holdning er, at hvis man ikke kan vælge sit (lovlige) indtægtsgrundlag af uforskyldte årsager (sygdom/handicap) skal man kompenseres på en sådan måde, at man helt selv 100 % kan vælge hvilket arbejde man vil tage. Det medfører endvidere, at svage skal fritages for at arbejde men derimod tilskyndes til at gøre det!

Kun på den måde kan vi ligestille og kompensere de syge, svage og handicappede for deres sygdom, svaghed eller handicap.

Hvis ikke man er enig med mig i ovenstående, så må jeg foranlediges til - med rette - at tænke at de som er uenige med mig går ind for at syge, svage og handicappede skal behandles som andenrangsborgere, hvormed man logisk kan konkludere, at vi dermed anses som værende mindreværdige medborgere.

- og så kan jeg med rette opfylde Godwins lov: Det er rendyrket nazisme/fascisme!