[Tassi]

Jeg har været sygemeldt med kronisk stress siden 2006 - eller kronisk belastningssyndrom, som den officielle betegnelse hedder

Som de andre siger, så er du virkelig nødt til at tage din krops signaler alvorligt. Jeg ved, hvor svært det er, for der er ens egne ambitioner, systemets krav, samt angsten for at miste forsørgelsen. Men stress er virkelig noget, fanden har slæbt ind. Når den først er kommet under huden, vil ethvert pres bare forværre den.

Hvordan får man så et liv til at fungere uden at presse sig selv? Det er meget, meget svært, og den balancegang du skal finde frem til. Det er en årelang proces at finde de viise sten her

Jeg forsøgte at presse mig selv da jeg var i arbejdsprøvning, med det resultat at jeg udviklede panikangst. Og jeg er ellers en meget stærk, viljefast, stædig og kontrolleret person. Tro mig, du ønsker IKKE at krydse den grænse, for det gør udfordringen dobbelt

Med stress som med angst gælder der, at er grænsen først overskredet, står man med en ny form for skrøbelighed. Man genfinder ikke sin gamle robusthed igen. Man kan lære at omgås det, leve med det, tage hensyn til det. Men man bliver ikke sit gamle stærke jeg igen. Det er derfor man skal tage det så pokkers alvorligt. For synes du det er slemt nu, skal du bare vente til det bliver endnu værre - og du ville ønske dig tilbage til hvor du er nu

Du sover 8-9 timer i hverdagen og 10-11 timer i weekenden. Ja, det er den søvn man skal have. Ethvert - rask -menneske skal faktisk sove 9 timer i gnsnit for at kroppen kan restituere sig selv. Du får derfor ikke for meget søvn. Tværtimod burde du måske få mere. Hvile i alle fald. For din krop er syg, og har virkelig brug for restitutionen - bare for at give dig et realistisk perspektiv

Jeg kan ikke fortælle dig, hvad du skal gøre i forhold til din arbejdsprøvning. Jeg kunne ikke gennemføre min - jf udvikling af panikangst - og er i dag smidt ud af systemet som selvforsørger. Det er du også i overhængende fare for, med den måde man behandler sygemeldte på i dag

Skal du så presse dig selv i desperation? Du mærker jo konsekvensen. Og når jeg nu fortæller dig, at det kan blive endnu værre, så er du nødt til at stoppe op, og overveje, HVOR syg en krop du vil slæbe rundt på resten af livet

Stress er rent faktisk noget man kan dø af. Du skriver selv du har fået fysiske sygdomme oveni. Stressrelaterede? Ellers kan de komme. Der er en lang liste af sygdomme og skavanker, man har en forhøjet risiko for at få, bla. sukkersyge, hjerte-kar sygdomme, fibromyalgi, kræft - og så de mere 'spiselige' - forhøjet kolesterol, allergi, hurtigere ældning, vægt- og søvnproblemer

En stressramt krop er en syg krop, der reagerer på en alt for stor belastning. Hvis du havde brækket dit ben, ville du heller ikke begynde at gå på det før det er helet. Ingen ville overhovedet stille spørgsmålstegn ved det. Det er sværere med stress fordi det er usynligt. Men spørg dig selv om du hjælper dig selv ved at gå på dit brækkede ben. Hvad skal der til for at dit ben heler?

Jeg beklager at jeg ikke kunne komme med noget mere positivt
Det eneste positive jeg kan sige er, at i det øjeblik du lærer at lytte til din egen krop, vil du langsomt begynde at opleve gradvise forbedringer. Men som alvorlig stressramt er det en proces der tager årevis. Og det betyder en total livsændring i forløbet - med de afsavn det inkluderer