Jeg lider jo af den her dumme Depression der har overtaget mit liv og
ændret min krop og mig selv alt for meget på det snart 1½ år jeg har haft den konstateret.. Jeg HADER den.. Jeg føler det er en anden del af mig...
Jeg har stadig rigtig rigtig svært ved at forholde mig til at jeg ikke kan det
jeg førhen har kunne..
At jeg ikke kan alt det mit hjerte og hoved gerne vil, men som kroppen
ikke acceptere...
De sidste par uger har jeg været røget langt ned og stoppet med noget
medicin for at prøve at få det bedre, det har virket... MEN jeg kan bare
ikke lade være at havne i de dumme perioder her hvor.. ja jeg ved ikke
engang hvordan det kan beskrives.. Det bare så ulideligt...
Min søn har haft efterårs ferie og jeg har haft lavet aftaler med at han har
været på besøg hos min bedste , en af mine veninder og en af hans lege
kammerater så jeg har haft noget luft, hvor jeg ikke skal leve op til at være
på og være den søde mor jeg ikke altid kan være selvom jeg gerne vil og
jeg PLEJER at være... Før depressionen kom
Jeg brugte 2 af dagene på bare at sove og sove og sove og slappe af...
og troede jeg havde det helt fint.. Fredag tog jeg så min søn med i næstved
storcenter for at give ham en hygge oplevelse.. VI skulle shoppe lidt hobbyting i panduro og han fik den der børne billet hvor han skulle rundt og
have ting i butikkerne.. Der var vi et par timer og så besøgte vi en veninde
bagefter for at aflevere fødselsdagsgaver. Allerede her var mit hoved ved at
explodere..
Min krop klager også pga de fysiske problemer jeg desværre også har.. så
havde ret så ondt.. Men min søn skal jo have nogle gode oplevelser også
ude af huset når det ferie....
Så kørte vi hjemad hvor vi skulle have besøg af min mor,søster og bror..
Min søster er ikke så tit i byen da hun bor på en ø...
Heldigvis er de MEGET forstående og obs på at hjælpe mig og være der for
mig.. Så jeg lagde mig en time på sofaen mens de lavede mad og tog opvasken i køkkenet- Fantastisk familie
Men jeg kunne bare ikke hvile mig.. Mit hoved føltes virkelig som en bombe..
Det føles som om der blev stukket en nål ned igennem hoved på mig hver gang jeg trak vejret ud og ind
og tankerne var bare flere steder på `en gang....
Men jeg fik hvilet øjnene..
Da jeg kom op igen sagde min mor at hun godt kunne se jeg var ved at explodere nu (som det føles) jeg var KNALD rød i hovedet og brændte bare...
Men kan intet gøre ved det.. kun beskytte mig selv for så meget larm som muligt..
Så når de lavede noget i køkkenet måtte de lukke køkkendøren så det ikke larmede for meget i mit hoved...
Da vi havde spist havde jeg det lidt bedre igen.. Ikke meget men lidt..
Bortset fra at jeg skal ligge HELT stille i en times tid for ikke at maden ryger op igen da jeg har problemer med for meget mavesyre formentligt...
Men vi satte os så til at se en stille sød komedie film jeg lige havde lånt og hyggede roligt med den.. Da jeg kørte dem hjem til midnat der havde jeg det
okey... Men.....
Så kom jeg hjem.. tog mine piller som jeg skal osv og satte mig lige og lurede på nettet imens.. lagde mig i seng kl 01.30 ca og øv... jeg lå bare derinde og kunne ikke på nogen måde holde noget ud..
Jeg høre ellers meditations musik når jeg skal sove for at komme lidt væk
fra alle mylder tankerne.. Men det virkede mere irriterende end afslappende..
Jeg blev frustreret over hundens og kærestens snorken.. som ellers var lavt..
Jeg prøvede på at tælle for slippe de andre tanker men selv mens jeg lå og talte så tænkte jeg på hvordan det ender med mine sygedagpenge snart og på om jeg overhoved slår til som mor og kæreste, søster, datter, veninde osv.. For det føler jeg ikke...
Da jeg havde lagt inde i sengen i 3 timer måtte jeg give op.. Jeg kunne ikke holde det ud mere.. tårene pressede på selvom jeg ikke kan græde...
En dum ting jeg kæmper med pga min barndom...
Jeg gik i stuen, tændte for tvét og så lidt på det men blev irriteret over alt det skiftende lys.. Tændte computeren for at blive træt..
Men først da kl var halv seks i morges faldt jeg i søvn....
Jeg havde en frokost aftale med min Bedste, mor og søster.. Jeg skulle hente dem kvart over eleve og så skulle vi på resturant hvor vi havde bestilt bord da min bedste havde inviteret os ud på tøse hygge.. Noget vi ikke har gjort i flere år nu desværre...
Kl 9 vågnede min søn og var ked af jeg ikke stod op sammen med ham, men jeg kunne simpelthen ikke.. Jeg kunne ikke vågne op.. var bare stadig sløv.. Tager 100 mg seruquel til natten og de gør mig sløv og virker 7-8 timer hvor jeg helst skal sove jo.. Men det skete bare ikke i nat (som andre gange før også selvfølgelig.. )
Hans far stod så op kort efter heldigvis og hyggede med morgenmad med ham....
Jeg kæmpede mig op 10.45 for at få vand i hovedet, morgenpiller og ud af døren...
Jeg var så lysfølsom at jeg måtte kører med solbriller og tårene pressede bare på.. Jeg havde bare ikke lyst til noget som helst.. Men kunne ikke svigte min bedste jo.. Nu hun endelig havde arrangeret vi skulle i byen sammen...
Fortalte min mor og søster jeg havde sovet 3 timer ca rigtigt og lidt hvilet osv så de var obs på mig...
Vi spiste lækker frokost buffet og da jeg havde spist min mad fik jeg de vildeste mavekramper og kogte over.. Så jeg endte med at sidde nede på et toilet i en halv time..!! Min mor kom ned efter lidt tid for lige at sikre sig jeg var okey nu hun vidste jeg manglede søvn
Så sødt af hende....
Da vi var færdige og jeg kom hjem måtte jeg bare gå ind i seng med det samme og gemme mig under dynen..
Min søn ville bare så gerne have nærkontakt men jeg magtede det ikke..
og lå bare og fik så dårlig samvittighed over at ikke være der for ham..
For jeg mener det vigtigt for børn med nærkontant med deres forældre,
specielt når de selv søger det også....
Vi skulle hjem og spise hos kærestens mor til aften da hun fylder 50 men jeg måtte simpelthen acceptere at jeg var for syg.. og de andre tog afsted uden mig..
Jeg fik sovet 3 timer og vågnede bare og var så kogene varm i mit hoved og så træt men også bare så enorm sulten at jeg måtte komme op...
Har spist lidt mad men ligger bare nu og faktisk bare frygter for hvornår de kommer hjem.. Fordi jeg har behov for den her fuldkommen stilhed der er når
jeg er alene....
Det er så skræmmende at depressionen har fået mig til at være sådan...
Jeg har altid været en meget kærlig mor og kæreste..
En veninde, datter,søster, barnebarn osv der altid har haft et kæmpe overskud, tålmodighed og nydt at være sammen med andre hver dag....
En person der førhen hver sommer gerne inviterede nogen hjem at spise næsten hver dag fordi jeg nød at have besøg... og nød at hygge om at
lave mad og kager osv..
Nu jeg bare en sur kælling der ikke kan ret meget.. Jeg kan ikke altid være der for min søn.. Jeg kan ikke altid være en kærlig kæreste...
Jeg kan ofte ikke besøge min bedste som jeg plejer.. Men er nød til at handle for hende et par gange om måneden da jeg er den eneste der har bil og kan det for hende...
Jeg kan slet ikke være sammen med veninder som jeg plejer...
Når jeg har været sammen med en veninde en hygge dag er jeg helt ødelagt...
og må bare ligge på sofaen bagefter og ikke magte familien herhjemme...
Jeg kan ikke længere handle som jeg plejer.. For er der for mange mennesker bliver jeg psykisk påvirket af det og opbruger al min energi og alt det mit hoved kan rumme for en dag...
Jeg har også problemer med at huske ord til at forklare mig...
og glemmer alle aftaler der ikke er skrevet i min kalender- og
glemmer dem hvis jeg glemmer at kikke i min kalender morgen og aften...
Jeg er 26 år og synes bare det her er helt uvirkeligt...
Den 30 november har jeg været på sygedagpenge et år!!!
og risikere at miste dem
Jeg synes det så uretfærdigt det her skal overtage mit liv og gøre mig så syg...
og jeg forstår det bare ikke.
Min psykolog mener jeg skal lade være at dømme mig selv så meget osv..
Men det altså svært når man ikke føler man lever op til noget længere..
Bliver i andre også "syge" ved overbelastning af alt muligt??
som førhen ikke var et problem for jer??
Hvor længe har jer der har depressioner måtte gå med det og ikke kunne klare hverdagen rigtigt og ikke kunne arbejde??
Føler i jer også magtesløse og føler at man ikke slår til hvor man bør???
Jeg ved ikke hvad jeg ville med det her indlæg..
Jeg måtte bare ud med mine bekymringer, frustrationer og
triste føelser jeg går med...
og finde ud af om det virkelig skal være sådan...
Bogle gange føler jeg når man taler med læger, psykolog osv at det min
egen skyld jeg har en depression og at det helt forkert at stadig være så syg
efter et år at jeg ikke kan fungere optimalt i hverdagen...
At folk synes man er underlig når man fortæller at man kan sove 6 timer om natten, få sin søn i skole.. sove igen til han kommer hjem- mange dage,
hvis man ikke skal noget og lader kroppen få den søvn den higer efter....
Ved godt mit indlæg er langt..
Forventer faktisk ikke engang flere har læst det hele for det meget..
Men jeg kan ikke forklare det kortere hvordan jeg har det.....
Tak til dem der kunne læse det og har mod på og overskud til at skrive lidt tilbage på det med egne erfaringer....
Håber i får en meget bedre weekend end jeg har pt