Samtalen hos sagsbehandleren gik fint forleden dag.
Jeg havde en god dag og snakkede meget, hvilket har resulteret i at
hun har skrevet i mit visitationsskema til jobkonsulenten, at min tilstand er betydeligt forbedret og at det vil være relevant for mig at starte direkte op i 15 timers virksomhedspraktik.
Men- nu er min verden ved at bryde helt sammen. Jeg har fået skemaet idag, til undeskrift.
Og jeg kan på ingen måde klare 15 timer nu.
Min mand fik en blodprop i hjernen for 3 mnd. siden, og i de 3 mnd. har jeg været stærk og fået en hverdag til at fungere for os.
Han har fået det meste af sin førerlighed tilbage og har fået sin tale tilbage, dog bliver han enormt hurtigt træt og vrøvler så en del.
Jeg fortalte på mødet at jeg havde kæmpet for vores hverdag og det havde gjort mig stærk på nogle områder, hvilket det også har.
Men- når alt min energi, helt ned til sidste dråbe, bliver brugt på at få en hverdag til at fungere, så er der absolut ingen energi til at springe ud i de 15 timer. Jeg er tidligere blevet lovet at kunne starte med et par timer ad gangen, et par dage om ugen.
Hos kommunens "virksomhed".
Hun snakkede om på mødet, at jeg skulle direkte i praktik, for hvis jeg kom på kommunens virksomhed/kursus, ville klientellet være så dårligt at jeg måske ville påtage mig for meget af deres dårlige psyke, hvilket ikke ville være så godt for mig.
(Det var ikke sådan formuleret) Men det er rigtigt nok at jeg nemt påtager mig andres problemer.
åh, hvor det nu har væltet min verden.
Jeg kan ikke klare mere- selvom jeg lige følte at jeg kunne klare hele verden.
Jeg skal passe på en syg mand og på en syg "mig selv".
Jeg skal være kontordame/sekretær- holde styr på aftaler, kone, husholderske, håndværker i hjemmet (vandhane, fugtproblemer, stikkontakt og lign.) vaskekone, men ikke mor.
Jeg skal passe vores hunde (han kan heldigvis godt gå nogle ture med dem), holde styr på økonomien, handle og holde styr på hvad vi mangler.
På en måde er jeg glad for at vi ikke har nogle børn. Det må være mange gange mere hårdt for jeg som har børn.
Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med dette indlæg. Trænger bare til at få luft.
Hvad i alverden skal jeg sige og gøre for at jeg kan få en stille og rolig opstart?
Jeg vil jo heller ikke nægte at deltage i de ting kommunen vil sende mig i....
Jeg tør næsten ikke snakke med dem om det.
På forrige møde snakkede de om at jeg måske skulle søge om at få en støtte-kontakt person, men det kom slet ikke på tale denne gang, fordi jeg havde fået det bedre. Øv, hvorfor havde jeg også en god dag, den dag der var møde. Måske fordi jeg var så stolt over at have klaret det så godt under min mands sygdom.
Men jeg har sådan brug for hjælp.
Tror jeg bestiller en tid hos min læge. Puha hvor er det hele bare lige pludseligt svært igen.
Mit indlæg blev vist lidt rodet- men sådan er mit liv også
