Det var godt I forstod hvad jeg skrev. Jeg syntes selv det var en forvirrende omgang
Popiae - som jeg forstod det, skal jeg KUN i 1 værksted igennem hele perioden (KAN sagtens være jeg bare har misforstået). For mig ville det da være fint nok at være lidt rundt omkring - BARE ikke der hvor jeg på forhånd rammer muren. I mailen til hende skrev jeg, at jeg gerne ville tage nogle uger i det der pakke/samle rum. Om jeg skal pakke slik eller pudse/pakke sko er ligegyldigt. Det er kedeligt ja, men for en periode ville jeg kunne gøre det. Og så kunne jeg bruge nogle uger fornuftigt i ventetiden på at komme i IT.
Jeg SKAL sige fra - jeg ved det godt. Men jeg føler jo jeg er et problem, hvis jeg ikke "bare" tilpasser mig. Men jeg håber på, at jeg med jer på sidelinien, de få venner jeg har, samt min mor, vil finde styrken til at tænke på MIG SELV og ikke på andet denne gang.
Jeg forstår godt det du siger med den BREDE afklaring. Det er også det jeg har prøvet at sige til mig selv - og som vi snakkede om deroppe. Men når jeg fx ikke kan sy, ikke kan male eller tegne, ryster for meget på hænderne til at klippe klistre eller lave keramik, er det bare DRØN svært at se sig selv gøre det i flere uger. Anyway, jeg prøver at tage det som det kommer. Jeg vil IKKE ødelægge denne chance for endelig at blive afklaret. Det betyder ALT for mig, endelig at skulle igennem dette. Og det skal ikke være et kreativt værksted der stopper mig.
Det med at det er 3 måneder eller mere, stresser mig KUN i den forbindelse at jeg måske ender med at skulle være i et værksted, hvor jeg på forhånd føler mig malplaceret. Ikke tidsmæssigt på andre måder (hvis I forstår).
EE, hende jeg var til møde med ER min nye jobkonsulent. Men den daglige kontakt blir tydeligvis med de her værkstedsledere. Jeg er dog ikke i tvivl om at hun vil jeg kontakter hende for selv den mindste ting. Nu når jeg har fået det lidt på afstand, virkede hun egentlig ok - haha - og jeg tror hun har læst mig nogenlunde. Og jeg håber at jeg kan få en følelse af, at jeg kan "stole" på hende nok til at turde være 100% ærlig.
Du kan tro det var hårdt. Og bare det at jeg ikke kan huske alt vi snakkede om er frustrerende. Men jeg vil virkelig prøve at tage én dag ad gangen. Jeg er "spændt" på hvordan dit forløb/din samtale bliver. Det er rart at vi evt kan "sparre" lidt med hinanden.
Én ting jeg har tænkt meget over det sidste lange stykke tid er min frustration over at være gået fra en meget velformuleret, klart og logisk tænkende person, til ikke engang at kunne klare en samtale uden at kløjs i ordene og ej heller kan formulere mig skriftligt på en måde, som jeg selv finder forståelig. Tænk at man kan miste så meget af sig selv. Grunden til at jeg lige nævner det er, at jeg har læst hele denne og også mine andre tråde igennem - og selvfølgelig har REVA samtalen i mente. Jeg kan ikke kende mig selv længere. Jk'en sagde at hun godt vidste at éns hukommelse blir som en si. Hun har arbejdet med et stort landsdækkende projekt om hjerneskadede på arbejdsmarkedet, så hun ved vel en hel del om det...
