|
Jeg har, for rigtig mange år siden (ca. 14-15 år), haft glæde af effexor, de virkede hurtigt (allerede efter 14 dage var jeg på arbejde igen) og efter ½ år stoppede jeg selv. Jeg var nemlig så heldig (dengang) at bo i en kommune som havde et gratis tilbud til folk med netop kognitiv terapi og samtale. Det betød at jeg ret hurtigt fik sat ord på og fik redskaber til at komme videre osv.
For mig var det en kæmpe hjælp at det tilbud med samtale/kognitiv terapi eksisterede. Ved så ikke om det skyldes at jeg altid har været vant til at arbejde med mig selv osv.
Om jeg i dag ville kunne tåle dem, det ved jeg ikke. Om jeg ville turde prøve, det ved jeg faktisk heller ikke!
Jeg ved at jeg har prøvet både gigtpiller og antidepresiva i forsøg på at dæmpe smerterne og intet af det tåler jeg, sidste gang var jeg totalt skæv i 3/4 døgn og min læge temmeligt chokeret, for jeg fik under 10% af det han normalt ville give til en depression (han kunne jo have slået mig ihjel, hvis det havde været tilfældet, som han sagde).
Vi er vidt forskellige og reagerer forskelligt, det der virker rigtig godt for den ene, kan være det rene gift for en anden!
Jeg vil hverken tale for eller imod antidepressiva, har en veninde som skal have dem resten af hendes liv, for hende er det forskellen mellem at have et liv eller ikke! Min ældste datter får antidepressiva og har fået dem siden hun var ca. 19 år (i dag 21) uden dem synker hun helt sammen og kan absolut intet, så jeg har faktisk et lidt ambivalent forhold til det.
Min grundholdning er, at jeg helst undgår al medicin med mindre det er nødvendigt. Men kodeordet er netop: NØDVENDIGT.... Og her er det helt op til den enkelte selv og egen læge at vurdere om det netop er nødvendigt, efter min mening!
|