Citat:
Der er formelt ikke nogen psykisk diagnose. Men med den foreliggende sygehistorie må det være klart, at klienten har lært sig en reaktionsmåde for at slippe for et for ham ubærligt pres - f.eks. ved krav om deltagelse i arbejde....
Og
Så samlet har klienten formelt gode ressourcer men reelt rigtig dårlige ressourcer. Der er ikke grund til yderligere helbredsafklaring. Klientens funktionsevne må beskrives som praktisk - ikke ved forskellige ikke rammende diagnoser.
|
Jeg må da indrømme at dette for mig lyder som noget volapyk, fordi jeg hverken kan få ud af det hvad er det han præcis skriver og ikke skriver... Måske er det bare min egen forståelsesevne den er gal med...
I bekendtgørelsen om lægeerklæringer står der klart og tydeligt hvad en læge må skrive og ikke skrive, og patientklagenævnet støtter heller ikke de subjektive overvejelser(hvis den ikke er subjektiv- så skal den dokumenteres og beskrives grundigt), og iøvrigt så findes der en pjece som beskriver samarbejde mellem kommuner og læger, og hvad en læge må og burde skrive i en sådan lægeerklæring og hvad ikke burde. Desværre er det sådan at hverken sagsbehandlere eller læger har sat sig ned og læst disse ting.
Ved dog ikke om alt det her gælder for en lægekonsulent ansat af kommunen...