hej hej igen...
tak for jeres inlæg...
om jeg føler mig stresset? nej, men der ikke noget i min verden der hedder mig eller det gør jeg for mig selv... og min omgangskreds siger altid at jeg har mange jern i ilden... så jeg kan ikke selv se at jeg er stresset men min familie kan. Jeg har altid syntes stress var en møg ord, fordi folk har det med at sige " åh hvor er jeg stresset" jep venter pt på tid ved en ny psykiater for at få en endelig afklaring... har ventet siden december men har ikke fået en tid endnu... min læge er helt fin og hjælper mig over alt forventning, men der er jo grænser for hvad en læge kan, men vi har et godt samarbejde...
Det er heller ikke fordi jeg vil ha nogen der skal gøre tingene for mig, men jeg ved ikke hvor jeg kan gå hen og hvad jeg kan gøre.
Jeg har endnu ikke fået en sagsbehandler på kommunen, så det skal jeg også be om. Danm det kræver et godt helbred at være syg. Så i bund og grund ønsker jeg at der måske var nogen der kunne hjælpe mig på vej.
Jeg tåler ikke den medicin jeg får og har fået, har haft så mange bivirkninger og kæmper stadigvæk en kamp for at få en medicin jeg kan leve med, men problemet er at der er sååå mange andre som tåler medicinen så man vælger at give det som man plejer.
Det er 3½ år af mit liv jeg har kæmpet for lidt hjælp, og der er sagt så mange ting der har givet håb, og endt med skuffelse.
Jeg har ikke tænkt mig at lade mig skille, syntes det er fuldstængigt grotesk...
utroligt man skal tænke på at skære i sig selv for at kunne få den hjælp man behøver. Danmark er blevet til man dark når man leger med bogstaverne og borgernes liv.
Jeg ved intet om sagsbehandler på sygehuset, ej heller på kontanthjælp... er sku lidt lost