Ikke at lade sig gå på
 

Langt det meste af tiden er jeg ret afklaret med jeg har taget de kampe der kan tages for at fungere og at pension er eneste løsning hvis jeg ikke skal ende derude hvor jeg ikke fungere som menneske og mor.

Der er en lille bitte håndfuld mennesker hvis mening rammer Ann 5 år usikkerheden. Min nærmeste familie.

Mine forældre døde da jeg var 20 og 22, efter det er kontakten til mine brødre blevet meget tynd. Hvis vi ser hinanden 5 gange om året er det kæmpe stort. I de 7 år jeg har boet her, har den ældste ikke været her 5 gange i alt. Har forsøgt at få lidt kontakt, men har indset mit behov for dem er større end omvendt.

Vi udveksler ønskesedler på diverse poder og jeg bliver spurgt hvad der var nyt. Svarede jeg har fået min pension, fik svaret. Nå, troede ellers det var et område der var strammet op på så den kun bevilges til dem der virkelig fortjener den.

Logisk ved jeg godt de ikke kender mig, at de er lidt flove over mig og nok også over at de ikke har "passet bedre på" mig ( de er 13 og 15 år ældre end mig, så meget lillesøster) og i det hele taget ikke rigtig kan overskue situationen. Derfor rammer det desværre stadig rent ind

Hey ASR
ååhh det gør mig ked af at høre at de siger sådan noget. Dumme drenge ! ;)
I vores familie har vi i perioder et noget "anstrengt" forhold til hinanden. Derfor har jeg hvert år gjort det at jeg her op mod jul, skriver et enkelt "julebrev" om hvad der er sket af gode ( og sommetider mindre gode ) ting i min lille familie, i løbet af året. Det har jeg så mailet til alle i familien, sammen med et ønske om en glædelig jul og et godt nytår.
Det har været rigtig godt, for når vi så taler sammen - de få gange vi gør det - så er "hullerne" ikke så store at vi taler helt forbi hinanden. Jeg ville ønske at de ville gøre det samme, men det kan de ikke finde ud af.
Men alle er også enige om at det er et superdejligt brev at få, selvom det bare er en kopi til alle.
Måske en ide?
:)

Jeg er ene barn men langt fra barn.Logisk siger du at de enlig ikke kender dig rigtigt-så har du ingen ting at være flov over,deres dum smarte bemærkninger siger nok mere om dine søskende end om dig.

Jeg kender alt til det at de nærmeste og måske de er de eneste der rigtig er til bage,de får derfor en alt for stor betydning i ens liv,at man tager det alt for nært når der siges bemærkninger eller "bebredninger" man kan står og tager imod det helt uden filter,og så remmer det rigtig hårdt .

Jeg kan kun sige at du må give igen af samme skuffe,du kunne have sagt at det har de så sandelig også strammet op på ,det ikke noget man gør sig fortjent til,det noget man bliver vuderet til.
For det er jo sådanne det går til.

Jeg ved godt et er ikke en let løsning jeg kommer med men her er den alligevel-lad være med at lade dem styre dine følelser,det ikke hvert at forsøge at få dem til at forstå,det har dine søskende nok ikke empati nok til.
Trøst dig med at det måske er meget godt at i ikke ses ofter end i gør.

Jeg er ikke selv god til at dele kram ud men du skal nu have et :kram: af mig.

Øv at dine brødre ikke forstår din situation, eller kan sætte sig ind i at pension nok var den bedste løsning for dig. Det kan desværre være svært for andre at forstå især hvis det er en usynlig skade.

Jeg har selv haft sådan en lillesøster der mente at når jeg kunne stå hjemme og vaske op, ja så kunne jeg da også arbejde fuld tid på ordinære vilkår.. Snakkede så vidt muligt aldrig med hende om min sag, men nu er hun så død, så skal ikke længere sidde og forsvare mig mere overfor hende.

Jeg tror da heller ikke at resten af familien forstår det helt, men vi forstår det da bedre, og accepterer bedre min situation.

Hej

Ja, det er desværre nok rigtig svært det der, for dine brødre og du kender jo slet ikke hinanden, med den allersforskel, har i vo været helt forskellige steder i jeres liv - hele jeres liv, og det viser sig nok nu i de mærkelig udmeldinger du får fra dem.

Det er rigtig træls, når ens familie ikke er der for en, især når den som i jeres tilfælde ikke har forældrene mere, til at holde sammen på jer.

Jeg må tilstå, at jeg havde en familie der heller ikke kendte mig, ikke behandlede mig ordentligt, så jeg traf valgte for mange mange år siden, at jeg var bedre fat uden dem og meldte mig så, at sige ud af familien.

Jeg siger ikke at jeg ikke savner En familie, men jeg savne rikke rigtig min familie, kun 2 af dem.. og der er 10...såe....ja, sådan skulle det være og jeg har det bedre psykisk uden dem, i mit tilfælde havde det intet med min nuværende arbejdsskade at gøre, så ingenting med en mulig ftp der spiller ind, det er mange år siden jeg fik nok ;)

Jeg ville ønske, at alle familier havde det dejligt sammen og kunne accepterer hinanden, men desværre fungerer det ikke sådan.

Jeg håber for dig du har en dejlig familie selv, der passer på dig og tager sig af dig, for de kan gøre hele forskellen, og er de ikke der, ja, så er venner altså helt uvurderlige.

Ønsker dig og dine en dejlig jul :kram:

Ja hvorfor er det ikke sådan at familier accepterer og interesserer hinanden og vil hinanden det bedste. Jeg forstår det ikke.
Jeg forstår din skuffelse og har ondt af dig.

Har lignende forhold både med mine egne og min mands søskende. Jeg er ganske enkelt ikke interessant efter jeg har mistet job og omgangskreds.
En del af familien ved ikke jeg er på fp, for de nyder vores modgang. De tror sikkert stadig jeg har det job jeg mistede for tre år siden ...

Er selv kommet til den konklusion at søskende ikke nødvendigvis er ens nærmeste.
Selv om det er trist.

Mange knus herfra

Hej Asr

ja det er hårdt når det er ens egen familie der ikke forstår en.

Jeg har selv mistet 3 søskende som jeg savner meget, men jeg har en storesøster tilbage og hende har jeg kontakt mindst en gang om ugen - dog mest pr. tlf.

Jeg tror heller ikke hun helt forstår at jeg har fået pension .mest fordi hun er meget ivrig efter hele tiden at sige - at det er jo ikke for sjovt jeg har fået pensionen.

Hun har en mand med depression - som også har et alkoholproblem - så hun har det faktisk rigtig hårdt.

Så inderst inde tror jeg hun syntes at jeg har det for let.

Men det jeg vil frem til er egenligt at jeg rigtig godt forstår dig - det der efter min mening er rigtig vigtigt ved søskende er at de har kendt os som børn - og dybest set ved hvordan vi var inden vores sygdom og andre besværligheder.

Så selv om det kan være svært syntes jeg det er vigtigt at prøve at holde fast i familien

Går det hen og bliver for ubehageligt må man selvfølgelig sige fra

Held og lykke fremover herfra

Problemet er jo, at vi ikke selv vælger vores familie.:rolleyes: ;)

Det er sandt.
Gudskelov er blod ikke ret tykt for mig, så det meste af familien er smidt ud med badevandet.
De var ikke andet værd.
Jeg har min ene bror tilbage og ser min far til tider.

Jeg bliver nødt til at være hård og fair overfor mig selv.
Tage hensyn til min sarte sind og krop.
Finder glæden andre steder.
Bla. her :kram: