K10 - Flexjob & Førtidspension

K10 - Flexjob & Førtidspension (https://www.k10.dk/index.php)
-   Manglen på Fleksjob (https://www.k10.dk/forumdisplay.php?f=73)
-   -   Fåborg-midtfyn kommune. Ledige må vente ... (https://www.k10.dk/showthread.php?t=4161)

AnnetteH 25-02-2008 15:11

Fåborg-midtfyn kommune. Ledige må vente ...
 
Følgende kunne læses i Fyens Stifttidende den 17 feb. 2008


Ledige må vente på aktivering
Af Mads Pedersen
Nyt aktiveringsprojekt forsinket fra dag et. Målet for 2008 bliver derfor svært at nå.
FAABORG-MIDTFYN: Plejehjem, børnehaver og andre kommunale institutioner i Faaborg-Midtfyn skulle efter planen have 30 nye ledige borgere i aktivering i 2008.

Men kommunen er først for nylig begyndt at forberede projektet, så de ledige må vente til slutningen af denne måned med at komme ud i aktivering. Det ærgrer kommunens projektleder Aage Nielsen.

- Da jeg overtog projektet før jul, regnede jeg med, at det hele var på plads. Men jeg skulle starte helt fra bunden, forklarer Aage Nielsen.

Aktiveringen på kommunale arbejdspladser er rettet mod ledige i de såkaldte matchgruppe fire og fem - altså de mennesker, der lige nu er længst fra arbejdsmarkedet.
Godtgørelse kan glippe
Den aktivering skulle allerede første år indbringe kommunen en million kroner til kommunen i godtgørelse fra staten. Og godtgørelsen er allerede en del af budgettet for 2008.

Men forsinkelsen kan gøre det svært at nå målet med 30 fuldtidsaktiverede gennem hele året.

- Det bliver i hvert fald ikke lige så nemt, som vi umiddelbart havde regnet med. Jeg vil kalde det en kæmpe udfordring, fortæller Aage Nielsen.

Han tør dog ikke spå om, hvor store de økonomiske tab kan blive.
Hastværk skader projekt
Det kan umiddelbart virke som en let og overkommelig opgave at sende de ledige ud i hver deres virksomhed.

Men det kan være farligt at forhaste sig, mener Aage Nielsen.

- Vi skal have de rigtige personer ud på de rigtige arbejdspladser. Ellers får man ikke noget ud af aktivering. Kemien er altafgørende, og det tager lidt tid at lave det helt rigtige match, forklarer han.

Derfor vil Aage Nielsen sikre sig, at der ikke bliver taget forhastede beslutninger.

- Mit mål er, at vi på sigt skal have de ledige i arbejde. Og jeg er overbevist om, at det værste vi kan gøre i denne situation, er at lave hastværk. Så det må tage den tid, det tager. Men jeg gør selvfølgelig, hvad jeg kan for at få aktiveringen i gang hurtigst muligt, siger han.


Alt tidssætning er GMT +2. Klokken er nu 23:35.

Lavet i vBulletin® Version 3.8.10
Copyright ©2000 - 2024, Jelsoft Enterprises Ltd.
Copyright © www.k10.dk
Indholdet på K10 - Flexjob & Førtidspension må ikke kopieres eller gengives andre
steder uden først at have indhentet tilladelse til det fra ejeren af K10 - Flexjob & Førtidspension