Hvad kunne fremskynde sagsbehandlingen ?
 

Hejsa,

Ja jeg tænkte på lige at lave en tråd på hvad def kunne fremskynde sagsbehandlingen når man er i afklaring mod fleks og/eller førtidspension, for jeg syntes jeg er kommet i tanke om nogle gode, effektive, men nok også lidt dyre tiltage. :rolleyes:

Andre kan jo byde ind, man kan jo aldrig vide om det blev taget til efterretning.:)

F.eks. hvis man er i afklaring mod fleks eller ftp. så skal man alt efter hvad man bliver godkendt til, have udbetaling af enten ledighedsydelse eller førtidspension med tilbagevirkende kraft, altså fra den dag af hvor man startede sin afklaring. Man kan naturligvis håbe på at det ikke give for mange afslag, men derved vil kommunen stadig risikere at skulle efterbetale såfremt klienten får medhold ved BAN og lign. (Undtaget er naturligvis de sager hvor klienten er på sygedagpenge under hele forløbet)

Ordningen ville jo være lidt dyr måske, men da også alt andet lige kunne fremskynde sagsbehandlings tiderne er jeg sikker på. Det er ikke acceptabelt at det i dag i een kommune tager 1 år at blive afklaret, hvor det i andre tager 3 - 4 eller mere.

En anden og måske mere lempelig mulighed var at der skulle være frister på afklaringen. Altså senest 4 uger efter opstart skal arbejdsprøvning være igangsat eller der skal være taget stilling til denne hvis f.eks. den ikke kan gennemføres pga. helbred. Senest 4 uger efter arbejdsprøvning skal den helbredsmæssige afklaring være sat igang og afsluttet senest 8 - 12 uger herefter. Så må der naturligvis være nogle lempelige regler af hensyn til yderligere afklaring af det ene eller det andet, men mere så alle har noget at forholde sig til og frister at arbejde efter.

Er der andre der har andre eller tilsvarende ideer syntes jeg det ville være rart at få dem frem, jeg tror i al fald at de fleste af os kan blive enige om at systemet ikke fungere som det er i dag.

svært og svare på
min sag i systemet har kørt nu i 3 år
det ene år var spildt, fordi jeg ventede på afgørelse om pension
samt min egen læge mente der ikke var noget og komme efter
så ingen ydeligere undersøgelse det år
har så brugt det sidste år igen på nye undersøgelser
så jeg har faktisk brugt længere tid på undersøgelser, end kommunen har brugt på sagsbehandling.
synes faktisk ikke engang min sag er særlig slem i forhold til så mange andres
hvor de bliver kastet ud i det ene efter det andet uden et klart formål

det er der mangler og som kunne forbedre forholdet mellem kommune og den syge
er mere dialog. 5 møder plus en arbejdsprøvning på 3 år
det synes jeg er i underkanten
samt 4 forskellige sagsbehandler
nu venter jeg så igen på en afgørelse fra lægekonsulenten
femte gang

Reglerne omkring statsrefusion skal laves om igen, så kommunerne igen straffes økonomisk, hvis de ikke overholder opfølgningspligten
Der SKAL laves en opfølgningsplan, som SKAL evalueres ved hvert møde (som selvfølgelig SKAL finde sted)
Alt for mange er meget langt fra en afklaring når sygedagpengeperioden udløber, fordi kommunerne ikke følger lov omkring opfølgning
Lov om sygedagpenge er sådan set skruet udmærket sammen, når det gælder de første 52 uger - hvis bare kommunerne fulgte den!

Og så vil jeg foreslå at sagsbehandlingen for sygedagpengeklienter fjernes fra kommunalt regi. Den skal IKKE foregå, hvor pengene er. Vi har fået en (midlertidig) uvildig borgerrådgiver i min kommune, og jeg skal love for at folk pludselig får den sagsbehandling, som loven er skrevet til. Så det KAN lade sig gøre i det øjeblik man fjerner det økonomiske hensyn

Meen, vi behøver ikke engang bruge krudt på det, for det sker ikke. Nu hvor Beskæftigelsesankenævnet har fået besked på at tage hensyn til kommunernes økonomi i deres afgørelser, er man gået den stik modsatte vej. Og overvejelserne omkring at nedlægge Ankestyrelsen fordi det koster for mange penge at folk får ret, er helt i samme tråd. Et er sygedagpengeloven, et andet er at regeringen ikke i praksis ønsker den fulgt, da man hellere vil spare penge fremfor at afklare folk

Det er imo ikke nok, at opfølgningspligten, opfølgningsplan mv følges, når intet incitament er for at få kommunerne til rent faktisk at afklare indefor de 52 uger.

Mit forslag skulle klart være, at der skulle en økonomisk sikring af borgeren til så længe som det tager at afklare. Måske skal kommunerne selv overtage 100% det økonomiske ansvar efter en vis tid netop for at aftvinge en afklaring og borgeren ikke bare får lov til at gå i al evighed hvilket heller ikke hjælper, men det vigtigste må være fokus på afklaringen og en grundig dokumentation for, hvorfor en borger evt ikke er afklaret indenfor 52 uger såfremt der fortsat skal refusion fra staten til kommunen....

Er det rigtigt??????????????

Ja, det er rigtigt :eek:
Og der gælder ikke kun Bskæftigelsesankenævnet med hele klagesystemet.

Læs også dette:
http://avisen.dk/blogs/mozart/det-st...rag_29768.aspx

"Når kommunerne har travlt med at henvise til klagemuligheden, er det dels et krav om, at dette hører med til god sagsbehandling og skal ske ifølge loven, men det er også i sikker forvisning om, at de i langt de fleste tilfælde får ret. Det sker fordi, det er kommunerne, der laver sagsfremstillingen overfor ankenævnene og dermed er afgørende for, hvad det er ankenævnene skal tage stilling til. Dette betyder, at ankestyrelsen reelt kan afklare et spørgsmål, mens borgeren tror, at ankestyrelsen vurderer den samlede sag ud fra borgerens klage. Der er talrige eksempler på, at kommunerne laver en bevist fejlagtig sagsfremstilling til ankenævnene og får medhold, mens borgeren tror, at det er den fremsendte klage, der behandles.

Det juridiske system på området er ikke opbygget omkring ankenævnene og ankestyrelsen, disse er alene administrative elementer under første instans i klagesystemet.

Første instans i systemer er kommunerne og ankesystemet, anden instans er byretten og endelig tredje instans landsretten. Problemet er bare, at kun meget få borgere, der kommer i klemme i dette system har økonomi eller energi til at føre en sag igennem systemet, derfor lever det politiske system højt på, at de gennem det nuværende ankesystem kan bevare kontrollen over borgerne.

Der er samtidig en stor mangel, da byretsdomme, som burde danne præcedens, ikke samles og udgives på samme måde som principafgørelserne, hvilket gør, at det er umuligt for den enkelte borger og sagsbehandler at bruge disse i sagsbehandlingen."

Linket duer desværre ikke...den siger bilagsfil mangler?

Bilag 280

Hold fingrene fra klagesystemet!

Med denne henvendelse opfordrer en række organisationer for både borgere og professio-nelle til politiske initiativer, for at sikre, at KL ikke får held til at presse finansministeren tilat svække klagesystemet ved de aktuelle økonomiforhandlinger. KL har indledt et frontalangreb mod klagesystemet – og dermed en katastrofekurs, somrammer samfundets svageste grupper hårdest, og som i værste fald vil resultere i et alvorligtdemokratisk problem. Klagesystemet er fundamentalt for borgerens retssikkerhed.

KL vilsvække det betydeligt. Men er en svækket retssikkerhed for borgeren virkelig vejen til bedreøkonomistyring i kommunerne? Og kan retsstaten Danmark leve med det?

KL mener, at Ankestyrelsen er udgiftsdrivende og med til at flytte grænserne for, hvad derskal leveres på det sociale område, mens kommunerne er henvist til at betale regningen. KLmener, at klagesystemets beføjelser skal indskrænkes, så det bliver det kommunale service-niveau, og ikke den sociale lovgivning, som sætter standarden.Men klagesystemet er borgerens sikkerhedsnet.

Klagesystemet skal ikke tage hensyn tilbudgetter, men udelukkende sikre, at kommunerne følger loven. Derfor skal årsagen til, atKL finder, at Ankestyrelsen er udgiftsdrivende, findes i kommunernes politiske og økono-miske prioriteringer. Manglende sikring af relevante tilbud i kommunerne, og ikke lovmed-holdelige serviceniveauer, er hovedårsagen til klager og tabte sager, som medfører øgedeudgifter. Hvis man fjerner dette sikkerhedsnet, vil det efterlade borgerne uden nogen formfor retssikkerhed.

Klagesystemet er fundamentet for det kommunale selvstyreKommunerne fik med strukturreformen mange nye opgaver på det sociale område, og de fikansvaret for mennesker med særlig behov for støtte og hjælp.

Lars Løkke lovede med re-formen, at den skulle øge den økonomiske stabilitet, den faglige kvalitet og ikke mindstretssikkerheden for samfundets svageste. Han lovede også, at ”Regeringen vil skabe en of-fentlig sektor med én indgang og ét mål: Mennesker først”. Hvis regeringen lader sig be-snakke af KL, og går med til at amputere klagesystemet, er det i direkte modstrid med re-formens løfter.

Ankestyrelsens chef Thorkil Juul fremhæver i nyhedsmagasinet Danske Kommuner 17.marts 2011, at »I Danmark lægger vi utrolig meget ud til kommunerne, og set i en europæ-isk sammenhæng har vi en meget stor kommunal sektor. Det synes jeg lige, man skal tænkelidt over.

Jeg synes også, at kommunerne nogle gange glemmer, at det er et grundvilkår ogen forudsætning for, at de overhovedet har fået opgaven, at man har et ankesystem.«Vi er helt enige med Ankestyrelsens chef.

Fundamentet for det kommunale selvstyre er etvelfungerende klagesystem – uden dette vil borgerne opleve fuldstændig vilkårlighed og 98forskellige mere eller mindre lovlige løsninger. Der må gerne være kommunale forskelle,men der må ikke mangle retssikkerhed.

En ny undersøgelse blandt socialrådgiverne viser tydeligt, at retssikkerheden allerede nu erunder pres. 67 % af socialrådgiverne svarer, at fokus på økonomien forringer mulighedenfor at varetage handicappedes lovbestemte rettigheder.

Og 8 ud af 10 socialrådgivere angi-ver, at økonomiske hensyn spiller en større rolle end socialfaglige vurderinger. Hvis borger-ne så intet sted har at gå hen, når kommunens politiske og administrative ledelse forsøger atundgå at følge lovens bogstav og intension, så undermineres både retssikkerheden og kom-munernes troværdighed.

KL puster effekten af klagesystemet opNår KL påpeger, at ankesystemet pumper udgifterne på det sociale område unødigt op, erdet helt ude af proportioner. Oftest er det nemlig kommunerne, der får ret – ikke borgeren.

Kommunerne får medhold i 70-75 % af sagerne i beskæftigelsesankenævnet og detsociale nævn.

10-15 % af klagerne i nævnene henvises til fornyet kommunal sagsbehandling pga.sjusk i det kommunale bureaukrati

Kun 8-10 % af sagerne i nævnene ændres.

Ankestyrelsen har i 2010 afsluttet 109 sager, der ud af godt 3000 sager blev antagettil principiel afgørelse. Heraf er ca. 70 % stadfæstet.

Ankestyrelsen antog 63 principielle kommunesager og kun 35 borgersager i 2010.
Kommunernes klagesager fylder dobbelt så meget, som borgernes sager.
Tallene taler deres tydelige sprog. Kommunerne vinder som hovedregel sagerne, og det erkommunernes sager, der fylder i ankesystemet – ikke borgernes klagesager.

2

Loven sættes ude af kraftDet vil være et alvorligt demokratisk problem, hvis kommunerne får magt, som de har agt.

Folketinget og lovgivningen sættes helt ud af kraft, hvis det ikke er muligt at klage overulovlige afgørelser. Skal alle fortsat bakke op om det kommunale selvstyre, og kommunernesom primær leverandør af social service, så skal alle borgere kunne føle sig sikre på, at defår en retfærdig sagsbehandling, som tager udgangspunkt i lovens bogstav og intension.

En del kommuner er dygtige og efterlever god forvaltningspraksis i størstedelen af deressager. Men desværre er der også kommuner, der falder fuldstændigt igennem og gang pågang ikke formår at levere det, borgerne har ret til.

Det er uacceptabelt, at de borgere, somtilfældigvis bor i sidstnævnte kommuner, skal efterlades i et retssikkerhedsmæssigt tomrum.Derfor må KL gribe i egen barm i stedet for at pege på klagesystemet som årsag til de øko-nomiske problemer.

Kommunerne må få orden i eget hus og leve op til gode administrativepraksisser – ikke nedlægge et system, der sikrer borgernes retssikkerhed.Det er katastrofalt, hvis lovgivningen sættes ud af kraft og vilkårligheden råder. Klagesy-stemet må ikke svækkes.

Med venlig hilsen

Betina Post, formand for Dansk Socialrådgiverforening

Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer

Henning Pedersen, formand for BUPL

Benny Andersen, formand for Socialpædagogernes Landsforbund