arbejdsprøvning...
 

Hej derude...

Jeg er nået dertil, hvor min sag har været til lægeskøn og svaret fra lægekonsulenten er, at der ikke er flere behandlingsmuligheder, min tilstand er stationær og at han skriver at mine skånebehov er så massive, at det er vanskeligt at se, hvordan mit funktionsniveau kan udnyttes på arbejdsmarkedet.

Han skriver at egen læge anser det som uden mening, at arbejdsprøve mig. Og at det ser ud til at jeg stoppede på arbejdsmarkedet, da der blev stillet ekstra høje krav til mig arbejdsmæssigt og timemæssigt og at det har forværret tilstanden.
Om man vil forsøge med arbejdsprøvning, skal han ikke afgøre...skriver han.

Min sb ville gerne ha haft indstillet mig til pension her, men en fra deres team, havde sagt at jeg helt sikkert skal i arbejdsprøvning...og det går jeg så og venter på nu:o

Hvad mener I? Tror I der er nogen vej udenom? Jeg frygter sådan for det, jeg har mange smerter hver eneste dag og smertelindrende medicin har ikke virket på mig.

:kram: Fibro

Hej fibro,

Det er jo monster svært at få pension idag og sikkert ikke nemmere uden en arbejdsprøvning.

Men hvis du ikke kan gå i arbejdsprøvning og det står til at ville forværre dit helbred, så skal du arbejde på via din sagsbehandler, at få fremskaffet lægeerklæringer der skriver at du ikke må komme i arbejdsprøvning af frygt for helbredsforværring. Der skal sikkert smøres tykt på før det bliver respekteret i en evt. senere afgørelse omkring pension.

Jeg kan sagtens forstå at du ikke kan, jeg har lige været der og var ude i 4 ½ uge, det var alt for hårdt og min sagsbehandler ender blot med at sige at det ikke var nok!! Hun skal bare være "glad" for at jeg overhovedet mødte op de 2 dage om ugen det var.

Man har ikke andre at takke end sig selv for det man "går" med til, så kæmp for ikke at komme i arbejdsprøvning, såvidt du kan, det holder jo ikke hvis de siger at det alligevel ikke er nok og man så har lidt og fået eftervirkninger igen igen... Det er bare mit råd fibro og jeg går ALDRIG i arbejdsprøvning igen, forsørgelsesgrundlag eller ej.

åhh stakkels dig EE, det lyder virkelig til at have været en meget hård omgang for dig at komme igennem:o Ja præcis det du skriver med, at hun ikke mener det var nok, og at du selv oplever det som MEGA lang tid, sådan er jeg sten sikker på jeg selv vil få det:o

Jeg tror desværre ikke jeg kan få skrevet at det forværrer min tilstand, min søde læge sagde da jeg fortalte hende om deres beslutning, at jeg måtte forsøge så godt jeg kunne, og var det for hårdt, skulle jeg bare sig til, så sygemeldte hun mig med det samme. Jeg nævnte så min bekymring for om kommunen i så fald ville sende mig ud i ny senere, og hertil sagde hun, jamen kan du ikke, så kan du ikke, og det vil blot understøtte alt det der står i papirerne...og det er jo rigtigt nok:(

Jeg frygter sådan at skulle igennem det forløb på Revacenter, nervøs for at man overhører mine problemer, presser på for at få mig op i tid, presser mig til ditten eller datten...beskriver mig så jeg ikke kan genkende mig selv osv osv osv....stress med stress på!

Jeg har været på et revacenter og syntes de var det bedste til at beskrive min arbejdsevnen og der er mulighed for at de tage de hensyn man har behov for uden at man selv får det dårlig over man ikke slår til.

Eneste ulempe var at jeg gik hjem lige inden en støre pause til frookost og jeg blev spurt om jeg kunne holde pause og jeg sagde ja,men jeg er ikke til mere alligevel-og de 5 halve timer blev lagt til arbejdsevnen sammen med andre små pauser.
Men alt i alt vil jeg det gerne igen,men de har sagt nej det har jeg prøvet.
Måske de ombestemmer sig til næste gang det håber jeg jo på.

Men når alt kommer til alt så er der nok kun en der kan passe på kroppen og det er os selv,så pas på dig;)

Hej Fibro,

Jeg var jo på et lign. center eller som en af mine gode venner herinde vil kalde det en "hyggeklub". Når det nu var jeg skulle i arbejdsprøvning igen, satte jeg et max på hvad jeg kunne i forhold til normalen og det blev 2 timer to dage om ugen. Havde jeg sat det til hvad jeg kunne magte, dog med pauser, så ville det have været 1 time max 2 dage om ugen.

De var så søde der hvor jeg var, jeg havde flere sammenbrud i starten, for det er så svært at vide hvornår man skal have pauser og hvordan og hvorledes. Mine grænser var ultra korte og jeg brugte lang tid på at restituere når jeg kom hjem. På grundlag af mine reaktioner derude og mine dagbøger var min vejleder klar på at slutte forløbet allerede i uge 3.

Du skal gøre op med dig selv, hvad du vil fibro og jeg ved at det er svært. Forventnings angsten er også den værste, men det skal nok også tage overhånd når du er i det, det ved du sikkert allerede. Hvis du siger ja til afprøvning, på et meget skånsomt center forhåbentlig, så skal du gøre op med dig selv hvilke timer du kan klare pr. uge. Dernæst skal du checke med din sagsbehandler om hvor længe hun forventer forløbet skal varer, de obligatoriske 12 uger er for mange af os uoverskueligt.

Hvis du beslutter dig for at du ikke tør/formår at gå i arbejdsprøvning, så må du høre din sagsbehandler om hvad der så skal ske.