På kontanthjælp i al evighed?
 

Jeg er far til en skizofren datter på 32.

Vores datter blev syg for ca. 5 år siden og fik diagnosen "paranoid skizofreni".

Hun kunne intet efter sygdommen, men har de seneste 3 år klaret alt selv, og hun har været og er meget motiveret for at komme videre og få lov at bidrage med det, hun kan.

Hun havde 2 bacheloruddannelser, da hun blev syg, er velbegavet og fungerer i dag fint i forskellige sammenhænge, men vil for nuværende ikke kunne klare mere end 10 - 15 ugl. timer i et job. Færre timer er dog også OK, hvis det kan virke befordrende for hendes muligheder.

Hun anerkender ikke selv diagnosen, er medicinfri og modtager ingen form for behandling. Hun har ved egen hjælp gennem mestringsstrategier og definition af ”trædesten” arbejdet sig op til et super flot funktionsniveau i forhold til udgangspunktet.

Hun har været på kontanthjælp under hele forløbet, som fra kommunens side (for mig at se) har været præget af meget tilfældig og usammenhængende "parkering".

Jeg mener, at kontanthjælp er en midlertidig ydelse, men har af kommunen fået den besked, at man godt kan være på kontanthjælp til man bliver 40 "hvis man er berettiget til det".

Hendes diagnose tilsiger behov for ro, klare meldinger og overskuelighed, men det er der ikke meget af i det kommunale system. Hun tåler dårligt stressende og konfliktbetonede situationer, hvilket gør det vanskeligt for mig at slå i bordet eller kontakte eksterne hjælpere så som advokat, privat socialrådgiver o.l., da hun frygter repressalier og negative vibrationer under den videre kontakt til kommunen.

Jeg har imidlertid et stort behov for at få kortlagt hendes rettigheder, kommunens forpligtelser og hendes/mine potentielle handlemuligheder/en slags køreplan, som er så tilpas overskuelig, at den kan formidles rimeligt entydigt til hende.

Er der nogen, som kan komme med et bud? Jeg udelukker hverken advokat, privat socialrådgiver, ombudsmand, presseomtale, klage til forvaltningschefen, politiske kontakter eller noget som helst andet, idet den efterhånden langvarige kontakt med det sociale system virker mere nedbrydende end opbyggende.

Alle behandlingsmuligheder skal være udtømt før man tildeler noget som helst "arbejdskompenserende" fra kommunen.
En arbejdsprøvning vil formodentlig blive misvisende hvis den laves inden alt behandling er prøvet.
Nogen bliver trukket igennem diverse præparater, også nogle gange præparater der ikke er relevante, eller har for mange bivirkninger.

En kamp med kommunen tager mange år, og kan kommunen finde et hul, når man selv tror at der ikke er mere at komme efter, så trækker de den igen.

Ikke for at være negativ, men der er ingen sikker vej for at blive behandlet anstændigt i kommunen, eller at blive behandlet på en måde så man ikke bliver mere syg.

hun burde jo kunne få fleksjob, men så skal alle muligheder være udtømt og i det hun ikke selv anerkender sin sygedom og modtager medicin, tror jeg allerede i der vel rende ind i problemer.

Og kort og godt hun får intet via kommunen uden kamp.

Din datters styrke vil også være hendes svaghed i forholdet til kommunen. Viser du styrke er det udtryk for en arbejdsevne. Idag tager man ikke hensyn til, at den styrke kun fremkommer ved ro og tryghed.

Jeg har selv været alle instanser, ministre og folketing igennem, men intet sker.

Jeg har nu, oven i en svær psykisk sygdom fået post traumatisk stress, som følge af kommunens behandling. Jeg har taget en advokat, for at få sat en stopper for kommunens ulovlige sagsbehandling og skabt et værn mellem mig og kommunen.

Hvis jeg skulle vælge i dag, ville jeg tage en advokat med det samme, så ville kommunen være mere fastlåst i deres sagsbehandling i forhold til, hvad der er lovligt.

For mig er det afmagten og den eksistentielle trussel der gør mig mere syg. Der hvor du kan hjælpe hende er, ved at elske hende og sikre, at hun ikke økonomisk ryger igennem systemet.

hej
Det er flot, at hun har kunnet gøre en stor forskel for sig selv!

Du skriver, at hun har diagnosen paranoid skizofreni
og det med erkendelsen af behov for hjælp/støtte
eller mangel på samme, er jo en del af hendes sygdom!.
En kompetent professionel med en lille smule kendskab bør have forståelse for det.

Har I drøftet situationen med hendes læge?
Så den side af sagen er dokumenteret.

De kommunale systemer er meget forskellige for nogle kan tingene lade sig gøre for andre bliver det værre. Det er noget lort - men man må og skal ikke opgive på forhånd.
Der kan gøres noget via mentorordninger, vejledningsforløb.
En hjemmevejleder, støtte-/kontaktperson kan også være et skridt på vejen.
Nu ved jeg ikke hvor i landet I bor men Kofoeds skole har også særlige afklaringsforløb i samarbejde med kommunerne - ring evt og tal med dem
hvilke tiltag fremgår der af kommunens hjemmeside?
Du kan også kontakte DUKH' konsulenter - de har også en masse viden

Hvad har din datter lyst til?
hvad er hendes særlige behov såsom ro, struktur
Hvilke jobmuligheder er der evt. inden for det felt
Hvordan klarer hun sig i hverdagen? indkøb, madlavning - er der særlige forhold der? socialt set?
hvordan støtter i hende som forældre?

Jo mere forberedte I er des bedre.

Jeg syntes du skal kontakte gratis retshjælp og lade den vurdere om der evt kunne være en sag. Men der er desværre mange ting helbredsmæssigt som der først skal være afklaret.
Der kan evt igennem egen forsikring søge fri process til en advokat.

Kontanthjælp er kun en midlertidig ydelse men desværre udnytter kommunen dette begreb.
Få en advokat og evt betalt det det koster.

Skriv breve til embedsmændene/borgmesteren osv da det kan virke truende for en kommune at de får et dårligt omdømme.

Find kommunens svage punkter så kommer der måske skub i sagerne

Velkommen til...
 

Kære I klemme.

Du skal fremover bliver her på DIN tråd, så bliver det lettere for os andre.

Der dukker mange spørgsmål op i fremtiden.

Det er svær situation, du som forældre befinder dig i.

Hvordan har din datter det med at du søger om aktindsigt? eller i det hele taget forsøger at hjælpe? Det er jo ret vigtigt, da din datter kan forhindre dig i at handle fornuftigt.

Efter min mening er løsningen ikke advokater etc på nuværende tidspunkt.

Hvis din datter giver dig tilladelse til at hjælpe, så drejer det sig om at lære spillets regler og nogle få begynderlove.

Men at hun ikke modtager nogen form for behandling kan virke bekymrende. Men det skyldes måske lægefaglige årsager. Men har din datter kontakt til psykiatrien?

Du skal forstå at kommunen ikke interesserer sig for diagnoser men ens arbejdsevne.

Mit råd til dig:

Få afklaret om hvad din datter vil tillade dig at hjælpe med.

Kontakt http://www.sind.dk/ for en samtale, de har prøvet situationen før.

Tag det roligt og vend tilbage med alle dine spørgsmål.

Hvis din datter giver dig tilladelse til at hjælpe, herunder fuldmagt til at søge aktindsigt begynder du med det.

Fordi det er særdeles vigtigt at du kender til alt 100% i din datter journaler.

Aktindsigt:

Kommunen.
http://www.k10.dk/media/skema/aktindsigt.pdf 10 kalenderdage til modtagelse, lovkrav.

Læger/hospitaler.
http://www.k10.dk/media/skema/aktindsigt_ved_laege.pdf

Hvad der findes af mangler eller fejl skal der reageres på.

Fremover foregår alt på skrift imellem dig og kommunen.
Ingen tlf samtaler
Du gemmer også konvolutter med poststempel. Ombudsmandens krav.

Du vender tilbage når de næste spørgsmål dukker op.

Men nu kan du begynde at slappe af, da du og din datter har truffet beslutningen om at kontanthjælp er ikke en livslang ydelse. Det ligner et flexjob i første omgang. Uanset hvad kommunen siger

Bedste hilsner

Peter ;)