K10 - Flexjob & Førtidspension

K10 - Flexjob & Førtidspension (https://www.k10.dk/index.php)
-   Politik og Samfund (https://www.k10.dk/forumdisplay.php?f=31)
-   -   Danmark overtræder FN's Handicakonvention (https://www.k10.dk/showthread.php?t=14010)

jvds 22-08-2010 17:51

Danmark overtræder FN's Handicakonvention
 
Danske kommuner og regioner overtræder FN's handicapkonvention, som Danmark tiltrådte i 2009.

Forbedringer til hele handicap-området af: Jesper van der Schaft, offentliggjort i Jyllandsposten 1. juli 2010 - ( jp.dk )

Det er utroligt, at besparelserne i de forskellige kommuner og regioner bl.a. skal gå ud over mennesker med handicap - uanset om der er tale om sindslidende eller fysisk handicappede.

I hele 2010 har vi desværre hørt mange historier om rømninger fra de forskellige psykiatriske hospitaler i Danmark. Og alligevel kommer der ikke flere midler f.eks. til de psykiatriske hospitaler, men derimod bliver der sparet på det psykiatriske område.

Region Midtjylland har lige meldt ud, at der skal spares 19,9 mio. kr. på behandlingspsykiatrien. Som der står i det forslag, der formentlig bliver vedtaget i august:

»Forslaget vil medføre et øget pres på det eksisterende personale, da det forudsættes, at det nuværende præsterer en større aktivitet.« Det vil sige, at der skal være øget aktivitet uden, at der kommer penge til opnormering af personale.

Billigere tilbud - Vi har også set, at kommunerne rundt om i landet hjemtager børn og unge handicappede fra regionernes handicapinstitutioner. Det skyldes, at kommunerne selv vil prøve at skabe billigere tilbud til deres handicappede børn og unge for på den måde at spare på udgifterne.

Man kan allerede nu se, hvordan mange af kommunernes tilbud slet ikke har kompetence og styrke til at hjælpe de handicappede børn og unge, fordi kommunerne ikke har den samme erfaring, som regionerne har. På den måde bliver de handicappede børn og unge taberne, og der er stor risiko for, at de ikke har en chance for at få ordentlig tilværelse senere hen i deres liv.

Nu kan man også læse på P4 Midt & Vests hjemmeside 24/6, at borgmesteren i Ikast-Brande har besluttet at stoppe al sagsbehandling på voksenhandicapområdet.

Yderligere besparelser - I JP Århus samme dag kan man så læse, at Århus Kommune yderligere vil spare 92 mio. kr. på det specialiserede socialområde, selv om byrådet for nogle måneder siden har vedtaget besparelser på 66 mio. kr. Begrundelsen for de yderligere besparelser er, at udgifterne til bl.a. anbringelser af udsatte børn, bostøtte/støttekontaktperson til voksne handicappede og hjælp til personer med ADHD eksploderer, men i stedet for at give de sindslidende og de fysisk handicappede besparelser, så giv dem flere penge.

Det kan nemlig ikke være rigtigt, at Danmark ikke kan hjælpe de dårligst stillede, som bl.a. er de sindslidende og fysisk handicappede i år 2010.

FN's handicapkonvention - Med de besparelser, der er på de to nævnte områder, vil jeg sige, at Danmarks kommuner og regioner overtræder FN's handicapkonvention, som Danmark tiltrådte 23. august 2009.

Blandt andet står der i konventionen: »Formålet med denne konvention er at fremme, beskytte og sikre muligheden for, at alle personer med handicap fuldt ud kan nyde alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med andre samt at fremme respekten for deres naturlige værdighed.«

Derfor vil der være arrangementer - arrangeret af facebook-gruppen »Forbedre forholdene for mennesker med handicap« ( facebook.com ) og andre

Mandag den 23. august i Odense og Århus - hvor alle er velkomne til at møde op for at være med til at forbedre forholdene for mennesker med handicap.

På den måde vil vi råbe politikerne op, så de kan se, at der ikke skal være forringelser, men forbedringer på det psykiatriske område og handicapområdet.

Program for Århus demonstrationenVi starter fra Store Torv og går derefter til Rådhuspladsen. Vi opfordre alle, som har tid og lyst, til at gå med fra Store Torv til Rådhuspladsen - På Rådhuspladsen vil der være talere og underholdning.

Kl. 15.00 Initiativtager til arrangementet "Forbedre forholdene for mennesker med handicap" - Jesper van der Schaft - byder velkommen

Kl. 15.05 - ca. kl.15.20 Psykiatriudvalgsformand for Region Midtjylland - Niels Callesøe (SF) - taler om forholdene for de psykisk syge, og hvordan det kan forbedres.

kl. 15.20 - kl. 15.30 Underholdning

kl. 15.30 - ca. kl. 15.45 Teknik- og Miljørådmand - Laura Hay (V) - taler om tilgængeligheden for mennesker handicap, og hvordan den kan forbedres.

Kl. 15.45 - k. 16.00 Underholdning

Kl. 16.00 - kl. 16.15 Formanden for Århus Kommunes Handicapråd - Tatiana Hjorth Sørensen (S) - taler om det være i handicaprådet, handicappedes forhold og hvordan forholdene kan forbedres.

kl. 16.15 - 16.30 Underholdning

Kl. 16.30 Initiativtager til arrangementet "Forbedre forholdene for mennesker med handicap" - Jesper van der Schaft - afslutter arrangementet.

Der vil være boder på Rådhuspladsen fra de forskellige handicaporganisationer, som man meget gerne må besøge.

Program for Odense demonstrationen:

Kl. 15.00 Initiativtager til arrangementet 'Forbedre forholdene for mennesker med handicap' - Signe Skovlind Kafton¬ - byder velkommen.

Kl. 15.05 - ca. kl. 15.20. Medlem af Ældre og Handicapudvalget i Odense - Kasper Westh (SF) - taler om, hvordan forholdene for mennesker med handicap kan forbedres.

Kl. 15.20 - ca. kl. 15.35. Medlem af By og Kulturudvalget i Odense Byråd - Steen Møller (C) - taler bl. a. om tilgængeligheden for mennesker med handicap, og hvordan den kan forbedres.

Kl. 15.35 - kl. 15.50 Underholdning

Kl. 15.50 - kl. 16.05 Medlem af By og Kulturudvalget i Odense Byråd - Peter Berga Rasmussen (Ø) - taler bl. a. om tilgængelighed for mennesker med handicap og hvordan forholdene kan forbedres.

Kl. 16.05 - 16.20 Formand for Handicaprådet - Birthe Malling - taler om bl. a. forholdet for mennesker med handicap.

Kl. 16.20 Initiativtager til arrangementet 'Forbedre forholdene for mennesker med handicap' - Flemming Larsen - slutter arrangementet af.

Der vil være boder på pladsen foran Fyens Stiftstidende fra de forskellige handicaporganisationer, som man meget gerne må besøge.

For yderligere oplysninger om demonstrationerne eller hvis du kender en forening der gerne vil deltage med en bod, ring til:

Pressekoordinator for Århus: Jesper van der Schaft tlf. 24 21 30 80

Pressekoordinator for Odense: Signe Skovlund Kafton tlf. 30 29 61 78

Huldra 23-08-2010 11:58

Håber der kommer fokus på sagen idag..


Alt tidssætning er GMT +2. Klokken er nu 15:05.

Lavet i vBulletin® Version 3.8.10
Copyright ©2000 - 2024, Jelsoft Enterprises Ltd.
Copyright © www.k10.dk
Indholdet på K10 - Flexjob & Førtidspension må ikke kopieres eller gengives andre
steder uden først at have indhentet tilladelse til det fra ejeren af K10 - Flexjob & Førtidspension