|
Alt det psykiske, som vi alle bør lære om
Har du viden med fakta og dokumentation, så lad denne tråd være vores vidensbank om det svære psykiske af enhver art.
Det kedelige somatiske er vi næsten eksperter i. Lad os udvide vores horisont. Viden gør stærk. Hilsen Peter (y) somatisk specialist i ryg, genoptræning og Retssikkerhedslovens § 3 stk.2 -------------------------------§------------------------------- Autismespektrumforstyrrelse eller tilknytningsforstyrrelse? – En differentialdiagnostisk udfordring https://bpno.dk/wp-content/uploads/2...X4oh16L00yK9B8 |
Der findes en del børn, som ikke kommer i skole. HVORFOR?
Disse udsatte børn er IKKE underlagt Retssikkerhedslovens § 3 stik.2 omhandlende politisk vedtagne sagsbehandlingstider, hvor der falder en kommunalafgørelse
Mange familier bliver ødelagt af dette reform skoleamok Forstå HVORFOR der findes børn som ikke kommer i skole halve og hele år. https://www.k10.dk/showthread.php?t=40123 Med gode spørgsmål og brugbare svar Hilsen Peter :evil: som er somatisk forvirret |
Taksttabel på udsatte børne- og ungeområdet 2023
https://www.kl.dk/nyheder/udsatte-bo...omraadet-2023/
Hvert år udsender KL en vejledende taksttabel på udsatte børne- og ungeområdet som indeholder vederlag og takster for døgnophold - familiepleje og opholdssteder - og for nogle af de forebyggende tilbud på børne- og ungeområdet. Læs mere herom nedenfor. Tabel for 2023 https://www.kl.dk/media/51002/taksttabel-2023.pdf Taksttabel gældende for 2023 VEDERLAG/SATSER Serviceloven VEDERLAG M.V. SAMT VEJLEDENDE SATSER FOR LOMMEPENGE, ARBEJDSVEDERLAG M.V. TIL BØRN OG UNGE I FORMIDLET DØGNOPHOLD OG I DØGNINSTITUTION EFTER SERVICELOVEN § 66. Hilsen Peter (y) |
Vejledning om medikamentel behandling af børn og unge med psykiske lidelser
https://www.sst.dk/da/udgivelser/201...kiske-lidelser
Denne vejledning præciserer kravene til den omhu og samvittighedsfuldhed en læge skal udvise ved medikamentel behandling af børn og unge med psykiske lidelser. ANBEFALINGER/RETNINGSLINJER, LOVGIVNING 21 AUG 2019 En læge er forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed under udøvelsen af sin virksomhed. Det fremgår af § 17 i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed. Vejledning om medikamentel behandling af børn og unge med psykiske lidelser, retsinformation.dk VEJ nr 9733 af 09/07/2019 Gældende https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2019/9733 Hilsen Peter (y) |
Praktiserende læger må ikke ordinere ssri-midler til børn
https://dagenspharma.dk/praktiserend...dler-til-born/
"Landets øverste sundhedsmyndighed indskærper endnu en gang, at kun speciallæger i børne- og ungepsykiatri må sætte gang i medicinsk behandling af børn og unges psykiske lidelser. Kun speciallæger i børne- og ungepsykiatri må træffe beslutningen om behandling af børn og unge med antipsykotika, benzodiazepiner, stemningsstabiliserende lægemidler (lithium og antiepileptika) og melatonin. Det indskærper Sundhedsstyrelsen endnu en gang i en opdateret vejledning om medicinsk behandling af børn og unge med psykiske lidelser. I foråret viste tal fra styrelsen, at halvdelen af alle unge patienter, der startede behandling med antidepressiv medicin i 2010, havde fået ordineret medicinen af deres praktiserende læge, men det bør slet ikke kunne ske, da praktiserende læger udelukkende bør overtage medicinsk behandling af børn og unge med psykiske lidelser fra en speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri. Kun i helt særlige og akutte tilfælde kan den alment praktiserende læge påbegynde behandling, og kun efter forudgående aftale med en børne- og ungepsykiater." Læs også #333 her: https://www.k10.dk/showpost.php?p=363924&postcount=333 Som ligger her omhandlende tvang i den sociale sagsbehandling: https://www.k10.dk/showthread.php?t=27836 Hilsen Peter (y) |
Pårørende til én over 18 år: Hvad har jeg ret til?
Her kan du få et overblik over dine rettigheder som pårørende til én over 18 år med psykisk sygdom.
https://bedrepsykiatri.dk/raad/paaro...G6sG-cYuBPLD9g Når den, der er syg, er over 18 år, er personen myndig, og det betyder, at du ikke har mange automatiske rettigheder som pårørende. Du kan dog stadig spille en rolle i behandlingen og i sager på kommunen – og du kan fortsat have ret til forskellige former for støtte. Rettigheder som pårørende ifm. behandlingen og sager på kommunen Dine rettigheder som pårørende til én over 18 år afhænger af, om personen giver samtykke til, at du må inddrages og informeres. Når personen har givet samtykke, har du ret til at blive inddraget og få oplysninger. Det gælder både i forhold til den psykiatriske behandling og sager på kommunen. Hvis du er uenig i afgørelser i kommunale sager eller beslutninger om behandlingen, har du desuden ret til at klage. Myndighederne er forpligtede til at behandle din klage og genoverveje sagen. Klager over kommunale sager skal sendes til den afdeling, sagen har været behandlet i. Vil du klage over behandlingen på en psykiatrisk afdeling, skal du sende klagen til Styrelsen for Patientklager. Det gør du ved at udfylde en formular på borger.dk. Samtykke eller fuldmagt giver forskellige rettigheder som pårørende. Der er forskel på, om du får samtykke eller en decideret fuldmagt i sagen. Får du en fuldmagt, har du mulighed for at handle og træffe beslutninger på vegne af den, sagen drejer sig om. Ikke alle myndigheder har en skabelon til en fuldmagt skabelon. Ofte skal man som pårørende lave en fuldmagt sammen med den, du er pårørende til. Personen har ikke givet samtykke Støtte og hjælp, du kan have ret til Der findes forskellige former for støtte, som du kan have ret til, når du er pårørende til en person over 18 år med psykisk sygdom. Tilskud til psykologhjælp er en af dine rettigheder som pårørende Som pårørende har du mulighed for at få tilskud til psykologhjælp til dig selv. Det kræver henvisning fra din læge. Henvisningen giver ikke gratis psykologhjælp, men et tilskud på 60 procent af regningen. Egenbetalingen er derfor 40 procent. Kontakt din læge og fortæl om din situation, så vurderer han/hun, om du kan få en henvisning. Det er kun nogle psykologer, som kan tage imod klienter med henvisning, og der kan derfor være lang ventetid. Du kan finde en oversigt over psykologer, som tager imod klienter med henvisning, på sundhed.dk. På siden Psykologer i Danmark kan du desuden finde en oversigt over alle landets psykologer og sortere ud fra forskellige kriterier. Støtte i arbejdslivet Nogle bliver langvarigt eller kronisk syge på grund af rollen som pårørende. Hvis du har mange sygefraværsdage, kan det få konsekvenser for din arbejdssituation, og du kan i værste tilfælde miste dit job. Er du langvarigt eller kronisk syg, har du mulighed for at få en aftale, der nedsætter arbejdsgiverens udgifter i forbindelse med dit sygefravær, da arbejdsgiver kan få sygedagpenge refusion fra din første fraværsdag. Ordningen står i sygedagpengelovens §56 . Du kan læse meget mere om betingelserne for en §56 aftale på sundhed.dk. På siden Pårørende På Job kan du desuden læse meget mere om arbejdslivet som pårørende og om dine rettigheder på arbejdsmarkedet. Kommunens støtte til pårørende Nogle kommuner har en medarbejder ansat til at hjælpe pårørende med at finde rundt i kommunens tilbud. Det kan hedde en pårørendevejleder, -konsulent, -koordinator eller andet. Nogle kommuner tilbyder også kurser for pårørende. Søg på din kommunes hjemmeside efter ‘hjælp til pårørende’ eller ring til kommunen og spørg, hvilke muligheder der er. Hjælp til pårørende i psykiatrien Hvilken hjælp, du som pårørende kan få i psykiatrien, afhænger af, hvilken region du bor i. Nogle psykiatriske afdelinger tilbyder for eksempel psykoedukation, hvor du som pårørende kan få viden om den psykiske sygdom og undervisning i at håndtere den specifikke diagnose. Ofte er det den lokale Psykinfo, som står for tilbuddet. Der kan være stor forskel på tilbuddet fra region til region. Kontakt derfor din lokale Psykinfo og hør, hvad de tilbyder i netop din region. Psykinfo kan desuden rådgive om behandlingen af den, der er syg. Region Hovedstaden Region Syddanmark Region Sjælland Region Midt Region Nordjylland Få rådgivning om dine rettigheder som pårørende Bedre Psykiatris pårørenderådgivning har stort kendskab til både det psykiatriske og kommunale system og kan rådgive dig om dine rettigheder. Kontakt rådgivningen. Find mere: Sådan vurderer kommunen behovet for hjælp Her kan du blive klogere på, hvordan kommunen vurderer, hvilken hjælp og støtte I kan få. Du finder også råd til, hvordan du kan få indflydelse på processen. Inden man kan få tilbudt hjælp i kommunen, skal kommunen vurdere ens situation og behov. Kommunen vurderer ikke behovet på baggrund af diagnoser, men på graden af funktionsnedsættelse, og hvilke behov det medfører. Det vil sige, hvad den, der er syg, kan eller ikke kan, og hvilke behov det medfører. Diagnosen i sig selv giver altså ikke ret til eller mulighed for at få hjælp. Kommunen skal samtidig vurdere, om behovet er opstået på grund af den psykiske sygdom, hvis der søges ydelser på servicelovens område – da disse ydelser kun kan bevilges, hvis behovet er opstået på grund af den psykiske sygdom. Det gælder i øvrigt både ved fysisk og psykisk sygdom. De vigtigste faktorer Når kommunen vurderer en persons støttebehov, er det typisk ud fra de her faktorer: Funktioner og forhold Indebærer fysiske, mentale, sociale og sundhedsmæssige faktorer. Det fysiske kan fx være hørelse eller bevægelse. Det mentale kan være opmærksomhed, motivation eller indsigt i egen situation. Det sociale handler fx om uddannelse, job, økonomisk situation eller interesser. Sundhed handler typisk om kost, søvn, motion, rusmidler og lignende. Omgivelsesfaktorer Er der noget i ens omgivelser, der har betydning for funktionsniveauet? Fx bolig eller netværk. Aktivitet og deltagelse Kan personen fx udføre og deltage i aktiviteter, klare praktiske opgaver og håndtere egenomsorg og kommunikation? Processen Det er forskelligt præcis, hvordan kommunerne håndterer processen med at vurdere folks funktionsevne og støttebehov. Generelt indeholder sagsbehandlingsprocessen følgende faser: 1. Ansøgning Typisk begynder det med, at den, der er syg, søger om at få hjælp i kommunen. Her kan kommunen spørge lidt mere ind til ansøgningen og fx afklare nærmere omkring funktionsnedsættelsen, livssituationen, eller hvad der præcis ansøges om. 2. Undersøgelse og afklaring Kommunen indhenter (med samtykke) relevante udtalelser fra læge, speciallæge og andre fagpersoner, som måtte være relevante for at beskrive og vurdere personens funktionsnedsættelse og behov. Afhængigt af kompleksiteten og støttebehovet i ansøgningen vil kommunen afholde en samtale med den, der er syg. Personens ønsker og håb for forandring i hverdagen kommer også med i denne vurdering. 3. Vurdering Når kommunen har afholdt samtalen med den, der er syg, og fået de relevante oplysninger om funktionsnedsættelsen, dens betydning for den enkelte i hverdagen, støttebehov, ønsker og mål, vil kommunen normalt vurderer graden af funktionsnedsættelsen og støttebehovene. 4. Partshøring Man har ret til at blive hørt om de oplysninger, kommunen har indhentet, og deres vurdering. Ved høringen kan den, der er syg, og eventuelt du som pårørende fortælle, hvad de mener om det, kommunen er nået frem til. 5. Afgørelse Kommunen træffer afgørelse om, hvilken hjælp der tilbydes. Ud fra afgørelsen bliver der i samarbejde med borgeren lavet en handleplan. Gode råd til at få indflydelse i processen Spørg ind til processen og tidsrammen Få indflydelse i undersøgelsesfasen Indsaml relevant viden Bed om en dagsorden Overvej behovene på forhånd Efterspørg aktindsigt Hvis kommunen reducerer eller fjerner støtten Find mere: BØRN & UNGE MED PSYKISK SYGDOM, FORSTÅ SYSTEMET, HJÆLP I KOMMUNEN Overgangen til voksenlivet i kommunen BØRN & UNGE MED PSYKISK SYGDOM, HJÆLP I KOMMUNEN PPR: Viden og gode råd om forløbet BØRN & UNGE MED PSYKISK SYGDOM, HJÆLP I KOMMUNEN Mit barn har en psykisk sygdom – Hvilken støtte kan vi få? HJÆLP I KOMMUNEN Podcast: Hjælp med arbejde og uddannelse PPR: Viden og gode råd om forløbet Et forløb med PPR kan være afgørende for, at dit barn får den rigtige støtte. Men nogle gange kan forløbet trække tænder ud. I denne artikel får du viden og gode råd om samarbejdet med PPR. PPR står for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Det er en funktion i kommunen, som undersøger og vurderer, om børn har behov for støtte i skolen eller institutionen. PPR kan også henvise til udredning i børne- og ungdomspsykiatrien. Mange forældre til et barn med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelser kommer i kontakt med PPR, når barnet skal have støtte eller udredes. Der er store forskelle på kommunernes PPR-afdelinger, men kerneopgaven er altid den samme: At vurdere, om børn har brug for hjælp, og sikre, at de får det. Et PPR-team består typisk af psykologer, talehørekonsulenter, fysioterapeuter og ergoterapeuter. Her får du et overblik og gode råd om forløbet med PPR. Første møde med PPR Det er ofte lærerne eller pædagogerne, som tager den første kontakt til PPR, men du kan også selv tage kontakt. Når der er taget kontakt til PPR, begynder en undersøgelse af, hvilken form for støtte dit barn har behov for. Oftest begynder forløbet med et dialogmøde, hvor PPR, forældre og skolen eller institutionen deltager. Her skal du som forælder fortælle, hvilke bekymringer du har, og hvilke udfordringer du oplever hos barnet. Læs mere om vejen til behandling og den første kontakt i artiklen Børns og unges vej til behandling. Vær konkret Skriv ned i forvejen Hold fast i det, du ser PPR’s undersøgelse Det er meget forskelligt, hvor længe et forløb med PPR varer. I nogle tilfælde er det nok, at PPR giver nogle råd og værktøjer videre til det første møde. Men ofte vil PPR blive tilknyttet i en længere periode. Særligt når det drejer sig om en psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse. En PPR-undersøgelse kan fx bestå af vejledende samtaler med forældrene, løbende arbejdsmøder med institutionens, skolens eller SFO’ens personale, psykologiske tests og observation af barnet i skolen eller institutionen. PPR skal give besked og aftale med jer som forældre, hvilke undersøgelser der bliver lavet. På baggrund af undersøgelsen kan PPR lave en pædagogisk psykologisk vurdering (PPV) af barnets støttebehov og komme med anbefalinger til, om der skal gøres noget særligt i forhold til undervisningen eller dagligdagen i institutionen. PPR kan på baggrund af undersøgelsen også henvise til udredning i børne- og ungdomspsykiatrien. Lang ventetid Bed om at få lavet en skriftlig skolebeskrivelse Overgangen til voksenlivet i kommunen Når den unge fylder 18 år, sker der store forandringer i hjælpen fra kommunen. Læs om, hvad man kan være opmærksom på for at hjælpe den unge til en bedre overgang til voksenlivet. Artiklen er lavet i samarbejde med Linda Klingenberg, der er cand.jur. og direktør i Min Private Rådgiver. Der sker mange forandringer i kommunens hjælp, når den unge med psykisk sygdom fylder 18 år. Den hjælp, den unge og de pårørende tidligere har fået tildelt, bliver fjernet, og der skal startes forfra med at søge hjælp til den unge. Blandt andet tilbydes der ikke længere hjælp til de pårørende. Noget af den hjælp, der forsvinder, er tabt arbejdsfortjeneste, familiebehandling og aflastning. Samtidig kan mange opleve, at der på voksenområdet er nogle andre former for støtte til den, der er syg. Det kan være meget frustrerende for den unge og de pårørende. Det bedste man kan gøre for at hjælpe til en bedre overgang til voksenlivet, er at komme i gang med planlægningen i god tid. Forandringer i kommunens hjælp, når den unge bliver 18: Den unge hører ikke længere under reglerne for børne- og ungeområdet, men hører nu til voksenbestemmelserne i serviceloven. Det har betydning for, hvilken støtte den unge kan få. Støtten kan være omfattet af andre områder som fx uddannelses- og beskæftigelsesområdet. Den unge er myndig og skal selv tage beslutninger. Som regel skifter man sagsbehandler. Forberedelse af overgangen Som noget nyt er kommunen forpligtet til at planlægge overgangen til voksenlivet fra den unges 16-års fødselsdag. Det kan fx indebære at holde fælles overgangsmøder med relevante parter fra voksenområdet og hjælpe med at tage stilling til, hvilke behov den unge har, hvor man skal bo, hvad man skal leve af mm. Målet er, at dette skal være afsluttet, når den unge fylder 18 år, så de nye støttetilbud kan gå i gang med det samme og der ikke vil være en periode uden hjælp. Det er kommunens ansvar at tage initiativ til at sikre overgangen, men sker det ikke, kan man selv efterspørge det. Tjek at oplysningerne kommer med videre En anden ting, man selv kan gøre for at sikre en god overgang, er at sikre sig, at alle oplysninger kommer med videre til de relevante afdelinger på voksenområdet. Det sker nemlig ikke automatisk. Her kan man tjekke op på, at de forskellige parter har de nyeste og relevante oplysninger om den unges situation og behov. Bed om efterværn I nogle tilfælde er det muligt at forlænge støtten efter den unge er fyldt 18 år. Fx hvis man har haft en fast kontaktperson. Her kan man spørge, om man kan få det som et efterværn og dermed fortsætte med den faste kontaktperson i en periode op til den unge fylder 23 år. Da det kan være svært at få hjælpen forlænget, kan det være en god idé at undersøge mulighederne i god tid, inden den unge fylder 18 år. Pårørenderollen ændrer sig Når den unge fylder 18 år, står de i kommunens øjne på egne ben. Det betyder, at man som pårørende får en anden rolle og nogle andre rettigheder i forhold til at blive inddraget. Man har ikke længere krav på at blive informeret og inddragelsen kræver den unges samtykke. Afhængigt af hvad den unge ønsker, kan man som pårørende alligevel være involveret. Udover at støtte og bakke op ved siden af, kan man fx være bisidder, hvor man sidder med til møder med kommunen, eller partsrepræsentant, hvor man repræsenterer den unge overfor kommunen. Læs om, hvad du kan gøre, hvis din kære ikke har givet samtykke. Det er okay at sige fra Når den unge er myndig og dermed betragtes som uafhængig af forældrene, betyder det også, at kommunen ikke kan forlange at forældrene træder til med støtte til den unge. Alligevel kan mange opleve, at kommunerne forventer eller lægger op til, at forældrene kan klare en del af støtten. Artiklen er lavet i samarbejde med Linda Klingenberg, der er direktør i Min Private Rådgiver, hvor hun tilbyder juridisk rådgivning blandt andet om kommunens hjælp. Børns og unges vej til behandling Her får du et overblik over vejene ind i behandlingssystemet for børn og unge og råd om, hvordan du kan hjælpe. Vejen til hjælp og behandling kan desværre være lang og kringlet for mange børn og unge med psykisk sygdom. Når du skal hjælpe dit barn, er det en fordel at kende til systemet og være opmærksom på faldgruberne, og hvordan du undgår dem. Her får du en guide og nogle råd til, hvordan du kan hjælpe i processen. Hvem kan henvise til børne- og ungdomspsykiatrien? Dem, der kan henvise børn og unge til udredning og behandling i psykiatrien, er: Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) Egen læge Kommunens sagsbehandlere Privatpraktiserende børnelæger Hospitalets børneafdeling Langt de fleste henvisninger til børne- og ungdomspsykiatrien kommer fra PPR eller egen læge. Når bekymringerne opstår Hvornår og hvordan, forløbet begynder, er selvfølgelig meget forskelligt og afhænger ikke mindst af, hvilken sygdom eller udviklingsforstyrrelse, barnet er ramt af. Udviklingsforstyrrelser som ADHD og autisme kan vise sig tidligt i barndommen, mens sygdomme som angst, depression og spiseforstyrrelser typisk opstår og viser sig i skolealderen. Hvornår sygdommen eller forstyrrelsen end opstår, vil den typisk vise sig med problemer og bekymringer. Det kan fx være med konflikter i skolen, fravær, manglende sprog eller ved, at han eller hun aldrig vil være med til frokost. Bekymringerne kan både opstå hos jer som forældre og hos pædagoger eller lærere. Spørg personalet Opstår bekymringerne hos jer, så tag fat i pædagogerne eller skolelærerne og spørg, hvad de oplever. Måske har de også set nogle tegn. Selvom de ikke nødvendigvis har særlig viden om psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelser har de kendskab til samspillet mellem børn, og hvordan man typisk opfører sig og agerer med andre. Få dem til at kontakte PPR – eller gør det selv Hvis personalet ikke selv foreslår det, kan du opfordre dem til at kontakte PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) eller eventuelt selv tage kontakten. PPR er kommunens enhed, som undersøger og vurderer, om børn har behov for støtte i skolen eller institutionen. PPR kan også henvise til udredning i børne- og ungdomspsykiatrien. Hvis skolen eller institutionen ikke mener, at der er behov for at kontakte PPR, eller hvis du synes, at det går for langsomt, kan du selv kontakte PPR. Find nummeret på din kommunes hjemmeside. Vær opmærksom på, at PPR-funktionen har et andet navn i enkelte kommuner. Hvis du ikke kan finde din lokale PPR, så spørg kommunen, hvad enheden hedder. Bliv henvist af egen læge Barnets egen læge kan henvise til børne- og ungdomspsykiatrien, ligesom PPR kan. For unge mennesker, som er forbi folkeskolealderen, er egen læge det mest oplagte sted at få en henvisning. Og hvis man ikke kan vente på forløbet med PPR, kan det være en god løsning at gå til egen læge i stedet, da processen ofte går hurtigere her. Få det hele med Indhent relevante oplysninger Kommunens familieafdeling Hvis symptomerne viser sig derhjemme, men ikke i skolen eller institutionen, skal PPR typisk ikke ind over. I den situation kan det være relevant at kontakte kommunens familieafdeling i stedet. Sagsbehandleren i kommunen kan henvise til udredning i psykiatrien, hvis det bliver vurderet relevant og nødvendigt. Afdelingens sagsbehandlere indhenter oplysninger, holder et netværksmøde og vurderer, om der skal henvises eller iværksættes kommunal støtte til jer som familie eller til barnet. Kommunen kan fx tilbyde en støttekontaktperson eller forældretræningskurser. Flere kommuner tilbyder også programmer henvendt til børn og unge med psykisk sygdom. Nogle af de mest udbredte er ”Cool kids” og ”Mind my mind” – begge er typisk tilknyttet PPR. Mange kommuner har desuden en ungerådgivning, hvor unge kan henvende sig uden en henvisning og få rådgivning anonymt. Søg på ungerådgiver og din kommune. Udenom det offentlige system Desværre oplever nogle forældre, at det er svært at trænge igennem i det offentlige system, og at der er lange ventetider. Nogle vælger i den situation at betale for behandlingen selv. Hvis man går den vej, skal være opmærksom på, at det koster mange penge. Undersøg eventuelt, om jeres sundhedsforsikring dækker udgifterne. Udredning af børn og unge For forældre kan udsigten til en psykiatrisk udredning af ens barn virke skræmmende. Her får du viden om processen, som forhåbentligt kan give afklaring og tryghed. Målet med en udredning i børne- og ungdomspsykiatrien er at finde ud af, om barnet har en sygdom eller udviklingsforstyrrelse, og hvilken behandling, der i så fald er den rigtige. Udredning er tværfaglig, og I kan fx møde læger, psykologer, sygeplejersker og nogle steder også pædagoger, socialrådgivere, diætister og fysioterapeuter. Et udredningsforløb strækker sig typisk over fire-fem aftaler. Fakta: Regionernes børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger Alle regioner har børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger. I nogle regioner er der kun én afdeling, og i andre er der flere fordelt på forskellige matrikler. Fx ligger Region Nordjyllands eneste børne- og ungdomspsykiatriske afdeling i Aalborg, mens Region Midtjylland både har afdelinger i Viborg, Herning og Aarhus. Sådan ser forløbet typisk ud Her får du et overblik over, hvordan forløbet omkring en udredning af børn og unge typisk ser ud: 1. Planen og første indkaldelse Inden selve udredningen lægger behandlerne en plan, som I får besked om. Planen indeholder en tidsplan, en beskrivelse af undersøgelserne og oplysninger om, hvem der skal deltage ved de forskellige aktiviteter. Afhængigt af barnets alder og tilstand, kan I fortælle om planen og forberede ham eller hende på, hvad der skal ske. De fleste børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger sender materiale forud for første samtale, som forældrene skal udfylde. Her vil der typisk blive spurgt ind til fx graviditet, fødsel, den tidlige udvikling (sproglig, motorisk og social) og tidligere sygdomme. Hvis I ikke kan huske detaljerne, kan det være en god idé at kigge i Barnets bog, som sundhedsplejersken har udfyldt. 2. Undersøgelser Når det drejer det sig om mindre børn, er udredningen typisk baseret på observationer af barnet. Lægerne kan fx observere, hvordan barnet leger eller løser forskellige opgaver. Der kan også være psykologiske tests, som undersøger barnets intelligensniveau, sprog eller opmærksomhedsfunktion. Når det drejer sig om unge, vil der være mere fokus på samtaler med lægerne. Det står i planen, hvem der skal deltage i de forskellige dele af udredningen. I nogle tilfælde er det kun jer som forældre, der skal ind til et møde, andre gange er det kun barnet, og nogle gange skal I alle ind sammen. Drejer det sig fx om en 10-årig, der er henvist med mistanke om ADHD, bliver barnet kaldt ind til en lægeundersøgelse, og forældrene skal til en samtale om barnets udvikling. Det er en fordel, hvis I har forberedt en konkret beskrivelse af jeres oplevelser af barnets udfordringer. Det kan også være en god idé, at I forbereder barnet på, hvad der skal ske, og beroliger. 3. Tilbagemelding Når undersøgelserne er gennemført, laver behandlerne på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling en konklusion sammen med en speciallæge. I konklusionen står, hvilke undersøgelser der er lavet, hvilke tegn eller symptomer der er set hos barnet, hvad de har fundet frem til, og hvilken hjælp, de anbefaler. Det kan både være anbefalinger til psykiatrisk behandling og til, hvad der kan gøres i kommunen. I bliver indkaldt til et møde, hvor personalet fortæller, hvad de har konkluderet. Konklusionen bliver også lavet som en skriftlig udtalelse. Det kan være en god idé, at I som pårørende gør personalet opmærksomme på, hvem udtalelsen bør sendes til. Det kan fx være skolen, PPR, kommunens familieafdeling eller andre, som har været eller skal være med til at hjælpe. 4. Eventuelt netværksmøde Efter tilbagemeldingen kan børne- og ungdomspsykiatrien indkalde til et netværksmøde, hvor alle relevante parter inviteres for at tale om, hvad hver især kan gøre for at hjælpe barnet. Her kan I som forældre være med til at sikre, at alle de rigtige inviteres. Det er ikke altid, der bliver holdt netværksmøder. Spørg eventuelt, om det er en mulighed, når I får tilbagemeldingen. Tal med barnet Når udredningen er overstået, er det vigtigt, at I taler med barnet, om hvad der blev konkluderet, og hvad der nu skal ske. På de fleste børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger er der tilbud om, at barnet kan få en særlig tilbagemelding, eller at personalet hjælper forældrene med at tale med barnet. Afhængigt af hvilken diagnose, barnet eller den unge får, vil der flere steder være tilbud – især til unge – om psykoedukation, hvor de får information om diagnosen, og hvilke udfordringer den kan give. Indlæggelse af børn og unge Indlæggelse af børn og unge kan virke skræmmende og skabe bekymring både for forældre og børn. Her kan du få viden om nogle af de mest almindelige typer af indlæggelser. Oftest foregår psykiatrisk udredning og behandling af børn og unge ambulant – altså uden indlæggelse. Men i nogle tilfælde kan indlæggelse være nødvendigt. Her er nogle af de mest almindelige typer af indlæggelser af børn og unge: Indlæggelse under udredning Hvis det ikke rækker med et ambulant udredningsforløb, kan det være nødvendigt, at barnet i stedet bliver udredt under en indlæggelse. Udredningen kan enten foregå under en dagindlæggelse eller en døgnindlæggelse. Dagindlæggelse foregår ved, at barnet kommer ind på afdelingen om morgenen og er indlagt, indtil forældrene henter om eftermiddagen. Altså i cirka samme tidsrum som et barn normalt er i skole eller institution. Ved en døgnindlæggelse er barnet indlagt hele døgnet. Ofte vil barnet være indlagt mandag til fredag og så komme hjem til sine forældre i weekenden. Som forældre aftaler I forløbet med personalet på forhånd: Hvor lang tid varer indlæggelsen, hvad skal undersøges, hvor meget må I være til stede etc.? Akut indlæggelse Akutte psykiatriske indlæggelser sker relativt sjældent for børn og lidt hyppigere for unge. Det vil oftest være ved svære selvmordstanker, hvor personalet vurderer, at der er en stor selvmordsrisiko. Akut indlæggelse kan også ske på grund af pludseligt opståede psykotiske symptomer eller forværring af symptomerne. Akutte indlæggelser er sværere at forberede sig på. Men som forælder vil du stort set altid være med til indlæggelsessamtalen og på skadestuen. Og du vil også blive inddraget undervejs, når barnet er indlagt. Afhængigt af region og alder kan der være mulighed for, at forældre kan blive medindlagt. Typisk hvis det drejer sig om de lidt mindre børn. Hvis du ønsker at blive medindlagt, så spørg gerne om muligheden. Planlagt indlæggelse til behandling Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt at blive indlagt til behandling, hvor indlæggelsen er planlagt og aftalt med forældrene på forhånd. Fx hvis barnet eller den unge har en svær spiseforstyrrelse, og der er behov for indlæggelse i en kortere periode for at få behandlingen ordentligt i gang. Selvom det er svært, kan du prøve at tale med dit barn og forberede ham eller hende på, hvad der kommer til at ske under indlæggelsen. Spørg eventuelt afdelingen, hvad der er godt for barnet at vide på forhånd. Skole under indlæggelse Bliver et barn eller en ung, som er i skolealderen, indlagt, er der mulighed for at modtage undervisning på afdelingens interne skole. Hilsen Peter |
Hun var direktør, da sønnens psykiater prikkede hende på skulderen
Hun var direktør, da sønnens psykiater prikkede hende på skulderen: - Det var smertefuldt at se mig selv i min søn
af Christian Engell, Anne-Katrine Bondo & Kristina Hohlmann Millionær og forretningskvinde Anne Kirstine Riemann er mor til tre børn med autisme. "Plageånderne" fra folkeskolen blev hendes drivkraft til succes. Hun kan tydeligt genkalde sig følelsen fra dengang, der tikkede beskeder ind på forældreintra. Det gav altid den samme knugende fornemmelse i maven. https://nyheder.tv2.dk/samfund/2022-...H3Dn7j9br23w7k Hun kan tydeligt genkalde sig følelsen fra dengang, der tikkede beskeder ind på forældreintra. Det gav altid den samme knugende fornemmelse i maven. Anne Kirstine Riemanns søn havde engang taget kvælertag på en klassekammerat. Han havde også sparket en lærer i maven. Reaktionerne kom, når han blev presset og ked af det. Og beskederne fra skolen var efterhånden en ikke ubetydelig stressfaktor for familien. Det var ikke kun, fordi hun som mor skulle håndtere situationerne, men fordi det vækkede minder om hendes egen skoletid. - Jeg kan huske præcis den følelse i kroppen, og det er så ubehageligt, siger Anne Kirstine Riemann i TV 2-dokumentaren 'Min skjulte smerte', der sendes torsdag aften på TV 2. Diagnoserne fik skuldrene til at sænke sig I dag får hun ikke længere den slags beskeder fra sønnens skole. Efter fire år i en almindelig folkeskole blev han flyttet til en specialskole. En udredning i psykiatrien viste, at han havde både adhd og autisme. I forlængelse af sønnens udredning opfordrede psykiateren også Anne Kirstine Riemann til at blive undersøgt for uopdagede lidelser. Og det viste sig, at hun havde præcis de samme diagnoser. Noget, hun i forvejen havde en mistanke om, fordi hun kunne genkende sig selv som barn i sin søn. - Det var faktisk ret smertefuldt, for det var hårdt at være barn, også for mig. På det tidspunkt arbejdede hun som direktør i den familieejede virksomhed Riemann, hvor hun var leder for 50 ansatte. - Mine skuldre faldt ligesom på plads på en helt ny måde. I så mange år har jeg følt mig mærkelig eller anderledes, men jeg var bare autist, siger Anne Kirstine Riemann. Succesen bag facaden Anne Kristine Riemann er uddannet jurist, har en MBA fra Columbia i New York og taler seks sprog flydende. I 17 år drev hun den familieejede virksomhed Riemann, som hun for fem år siden solgte til den norske koncern Orkla. Virksomheden Riemann solgte blandt andet solcreme. De var de første på det danske marked, der producerede solcreme med høj faktor. Salget bragte hendes samlede formue op på et trecifret millionbeløb. Drivkraften til hendes succes kommer ifølge hende selv blandt andet fra modgang og hån i skolegården. Anne Kirstine Riemann var et anderledes barn. Hun følte sig mærkelig. Og hun var et nemt mobbeoffer, fordi hun – ligesom sin store søn – var udadreagerende og slog, når hun blev presset. - Det har ikke været deres intention at være plageånder i det omfang, de var, det ved jeg med sikkerhed, for så onde er børn ikke. Men det var frygteligt, siger Anne Kirstine Riemann. Derfor blev hendes mål at være "dygtigere end sine plageånder", og det blev hendes hævn. Flere får brug for hjælp i psykiatrien På syv år er der sket en fordobling af børn med psykiske diagnoser som adhd, autisme, depression eller angst. 9 procent af alle børn havde fået en psykisk diagnose i 2017, inden de gik ud af 9. klasse. Antallet af børn og unge, som bliver behandlet i psykiatrien, er mere end fordoblet siden 2009. Næsten 32.000 børn og unge fik behandling i psykiatrien i 2017. I samme periode steg antallet af patienter i voksenpsykiatrien fra 89.614 til 120.233 – en stigning på 34 procent. Kilde: KL og Danske Regioner ifølge Socialdemokratiet Hun har igennem det meste af sit liv haft behov for at vise, at hun trods modstand nok skulle klare sig. - Jeg vil gerne rejse mig op og sige: Se, det kan godt lade sig gøre at have succes. Ikke bare på trods af diagnoserne, men også på grund af de styrker, der er at finde i dem, siger Anne Kirstine Riemann. På den måde ønsker hun at give børn som sine egne og deres klassekammerater håb og drømme, lyder det. Hun har et ønske om, at vi taler endnu mere om styrkerne. At vi på sigt kan betragte nogle diagnoser som et anderledes tankesæt fremfor en lidelse. - Problemet er, at de bliver klassificeret som psykiske handikaps. Jeg kan rigtig godt lide den der tanke med, at man skal kalde det et alternativt styresystem – er du en Android-telefon, eller er du en iPhone? Vi kan rigtig mange af de samme ting. Nogle af os gør det bare på en måde, siger hun. Går igen i tre generationer Anne Kirstine Riemann har i dag tre sønner, der alle er diagnosticeret med autisme og adhd. Den ældste har siden udredningen også fået konstateret OCD. Ifølge Psykiatrifonden er det ikke atypisk, at man i familier ser den samme diagnose gå i arv. Det fortæller Torsten Bjørn Jacobsen, der er speciallæge i psykiatri og direktør i organisationen. - Arvelige faktorer spiller en stor rolle i psykiske lidelser. Nogle diagnoser er mere arvelige end andre, men hvis én i familien har en psykisk lidelse, er der meget stor risiko for, at andre i familien også vil få det, siger han. Anne Kirstine Riemanns mor valgte også at blive udredt i kølvandet på de andre. Det viste sig i den forbindelse, at hun også havde autisme. Diagnoserne går dermed igen i tre generationer. Børn skal have den rette hjælp i tide Alle Anne Kirstine Riemanns børn går i dag på en specialskole for autister. De er, som mange andre børn med diagnoser, udfordret på forskellige parametre. Alligevel er de overordnet i trivsel og klarer sig godt. Men udredningen og hjælpen til andre børn i lignende situationer halter mange steder i landet. Antallet af børn, der har været i berøring med børne- og ungdomspsykiatrien, er steget med mere end 50 procent siden 2009. Og nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at kun fire ud af ti børn og unge bliver undersøgt og udredt inden for den tidsgrænse, der er vedtaget ved lov. Anne Kirstine Riemann betalte selv for et privat udredningsforløb. Både fordi det går hurtigere, men også for ikke at belaste et i forvejen belastet system. - Jeg bliver så vred på de her menneskers vegne, for vi kæmper for vores unger. Og de kan blive fantastiske, kæmpesucceser. Tænk på alle de store virksomheder skabt af neurodivergerende individer, tænk, hvad det er for nogle talenter, vi går glip af ved ikke at løfte de her børn op. Det er dybt forkasteligt, siger Anne Kirstine Riemann. Du kan se hele Anne Kirstine Riemanns historie i 'Min skjulte smerte' på TV 2 PLAY. Hilsen Peter (y) Bilag Der findes en del børn, som ikke kommer i skole. HVORFOR? https://www.k10.dk/showthread.php?t=40123 |
Ny behandling mod autisme hos børn afprøves i Danmark
https://sundhedspolitisktidsskrift.d...i-danmark.html
Ny behandling mod autisme hos børn afprøves i Danmark Skrevet af Anne Westh d. 4. november 2022 i kategorien Nyheder Forældrene spiller en central rolle den første autisme-behandling, der fokuserer på en tidlig indsats mod sygdommens kernesymptomer. 30 minutters daglig, uforstyrret leg mellem forældre og deres autistiske barn, mens et videokamera kører. Og jævnlige sessioner med en terapeut, der guider forældrene i, hvordan de bedst støtter barnets videre udvikling. Sådan lyder opskriften på en ny behandling mod autisme, som er ved at blive afprøvet i Danmark gennem det såkaldte DANPACT-studie. I øjeblikket afprøves behandlingen i et pilotstudie, men fra januar 2023 begynder et egentligt lodtrækningsforsøg, hvor der vil blive inkluderet patienter og forældre fra alle fem regioner. Lovende resultater i England Hilsen Peter (y) |
Ref # 8 Autisme forsøg
|
Dansk hospital har testet psykedelisk stof til depressionsramte
https://www.dr.dk/nyheder/seneste/da...pressionsramte
Det psykedeliske stof psilocybin, som findes i visse svampearter, kan i fremtiden måske blive et tilbud til depressionsramte patienter. Aalborg Universitetshospital har ledet den danske del af et studie, som er gennemført af firmaet COMPASS Pathways. https://psykiatri.rn.dk/service/nyhe...4-29eb8834849f https://www.nejm.org/doi/full/10.1056/NEJMoa2206443 I forsøget har en gruppe af 233 udvalgte patienter modtaget en dosis af stoffet, der er blevet fremstillet i et laboratorie. - Forsøget viste, at en stor del af de patienter, der fik den højeste dosis psilocybin på 25 milligram, oplevede en tydelig bedring af deres symptomer, når man målte efter tre uger, og virkningen varede ved, når man målte igen efter 12 uger, siger René Ernst Nielsen, professor ved Aalborg Universitetshospital. For at stoffet kan blive godkendt som lægemiddel, kræver det endnu et studie, der viser positive resultater. Det forventes at starte i Aalborg næste år. Hilsen Peter (y) |
Hvordan er det at have ADHD, som voksen
Politiken, Med venlig hilsen
Anders Legarth Schmidt Journalist Mie Natius Andresen fik konstateret adhd som 29-årig. Det hjælper at danse. Fire bogstaver. Stor betydning. Gennem de senere år har vi igen og igen hørt om de mange børn, som får stillet diagnosen, der er en engelsk forkortelse for attention deficit hyperactivity disorder. Men særligt de to seneste år er antal voksne, der får en adhd-diagnose, eksploderet. Det emne er min kollega Signe Thomsen dykket ned i, og det er der kommet en række spændende artikler ud af. På få år er antal personer over 18 år, som får medicin mod adhd, næsten fordoblet, skriver hun i denne nyhed. https://politiken.dk/indland/art9024...er_redaktionel Mest indtryk på mig gjorde artiklen om Mie Natius Andresen, hvor en sætning i begyndelsen fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Der står: »Nogle gange fylder uroen så meget inden i Mie Natius Andresen, at hun har lyst til at skære sine ben af, fordi hun ikke kan holde det ud«. Skal du læse en af artiklerne om adhd, må det være denne. https://politiken.dk/forbrugogliv/su...er_redaktionel Signe Thomsen har også talt med en af landets førende eksperter på området om udviklingen, https://politiken.dk/forbrugogliv/su...er_redaktionel ligesom hun har lavet en guide med 20 gode råd til voksne med adhd. https://politiken.dk/forbrugogliv/su...er_redaktionel Og søreme, om der ikke også er en test med de typiske personlighedstræk forbundet med lidelsen. https://politiken.dk/forbrugogliv/su...er_redaktionel Hilsen Peter (y):confused: |
Selv mennesker med lettere autisme har det svært i nutidens samfund
Læs og bliv klogere :kram:
Ekspert: Selv mennesker med lettere autisme har det svært i nutidens samfund Skrevet af Hanna Sigga Madslund. Skrevet i Sundhed. Krav og forventninger til at præstere har gennem årtier ændret sig i en retning, så det i dag er sværere at passe ind og fungere, hvis man autistiske træk, fortæller psykolog Kirsten Callesen. https://sundhedspolitisktidsskrift.d...s-samfund.html Autisme var for bare 20 år siden en relativt sjælden diagnose, men i dag er den betydelig mere udbredt og omfatter et bredere spektrum af mennesker fra svært handicappede til rimeligt velfungerende og normalt eller højt begavede personer. Men selv de mest velfungerende autister er trængt i et samfund, hvor det meste foregår i fællesskab og samspil, fortæller psykolog og autisme*ekspert Kirsten Callesen. Hun er leder og stifter af den private psyko*logvirksomhed Psykologisk Ressource Center, der gennem 20 år har arbejdet for at skabe større opmærksomhed og viden på autismeområdet og desuden på at udbrede viden om autisme i samfundet. Ifølge hende har det altid har været en udfordring at have autisme, men de mange krav i forhold til uddannelse, arbejdsmarked, familieliv og digitale medier i det samfund, vi lever i i dag, har gjort det sværere at fungere selv med lettere grader af autisme. Det viser både hendes egne erfaringer og forskning på området. Symptomer på mistrivsel I sin daglige praksis i Psykologisk Ressource Center møder Kirsten Callesen typisk unge voksne med autistiske træk, som er blevet henvist fra kommunens jobcenter. Altså voksne i den lette ende af autismespektret. ”En af de primære henvisningsgrunde er, at den unge voksne ikke rigtig magter sit liv. Den unge undrer sig måske over ikke at magte at få sin uddannelse gjort færdig, ikke rigtigt trives på arbejdsmarkedet, eller man udviser andre markører på mistrivsel så som angst, depressivitet eller stress eller er blevet sygemeldt fra jobbet. Så går man til egen læge, og det er stadigt uklart, hvad problemet er, og på et tidspunkt bliver man henvist til en psykiater,” siger Kirsten Callesen. Udfordringen for denne gruppe unge voksne er ifølge hende dels, at det er svært at blive udredt, og dels at de, trods god begavelse, har vanskeligt ved at gennemføre en ungdomsuddannelse. I dag får 1 ud af 50 en autismediagnose, mens det omkring årtusindeskiftet kun skete for 1 ud af 1.000, men trods det halter udredningen ifølge Kirsten Callesen, fordi der blandt andet inden for voksenpsykiatrien er en udbredt mangel på viden om autisme, og hvordan tilstanden kan komme til udtryk. Kirsten Callesen har specialiseret sig i at undervise fagfolk som psykiatere og psykologer i autisme, og hun oplever, at det er meget få steder, hvor man har ekspertise på området, og at de psykiatere, der har, er overbebyrdede. Anderledes neurologi Én anden stor barriere for at voksne med autisme kan trives i nutidens digitaliserede og strømlinede samfund er, at de rent kognitivt fungerer anderledes end flertallet. Det kommer til udtryk på flere måder. ”Autister er detaljeorienterede og meget logisk og analytisk tænkende, men har svært ved at regne ud, hvis andre bruger sproget på en lidt finurlig måde eller forstå, hvad det betyder, hvis man lægger trykket i en sætning et bestemt sted, for eksempel at forstå forskellen på ”Jeg sagde ikke, at du var en idiot”, og ”Jeg sagde ikke, at du var en idiot”. Oveni forventes man lynhurtigt at kunne aflæse folks kropssprog uden problemer, men dér kan man som autist komme meget i tvivl. Mange har simpelthen en mindblindness, som den enkelte med autistiske træk har tendens til at vende indad,” siger Kirsten Callesen. Vanskelighederne med at begå sig i det sociale miljø bevirker, at mange med autisme er udfordret og oplever at stå ved siden af det almindelige fællesskab. “At begå sig som autist blandt ikke-autister kan sammenlignes med at rejse til Kina og møde en helt fremmed kultur. Derfor skal der være en accept af, at forskellighed er i orden, og at det ikke handler om at være rigtig eller forkert,” siger Kirsten Callesen. Hvis man hverken har den intuitive eller analytiske evne til at finde ud af, hvad der foregår i det sociale miljø, er det trættende og lidelsesfuldt at begå sig, fortæller hun. ”Mange autister, der ikke møder forståelse fra omgivelserne, tænker, at de er lidt dumme, selvom de kan være hurtigere end alle andre til eksempelvis at løse matematiske opgaver. Et typisk eksempel, hvor kommunikationen kan gå skævt, er, at jeg kan sige, at jeg har taget strømper på, fordi det er blevet efterår. Så kan personen med autistiske træk finde på at rette mig og sige: “Det er jo ikke strømper, men sokker”, og det skyldes, at autisten har brug for, at dét, man siger, er fuldstændig korrekt,” siger Kirsten Callesen. Kongerækken og den lille tabel Sammenlignet med nutidens samfund var der for 40-50 år siden tydeligvis forhold, der gjorde det lettere for autister at leve med deres særlige evner og træk. ”Det var lettere at klare sig socialt og skole*mæssigt dengang, hvor det var en styrke at kunne kongerækken og den lille og store tabel udenad, og hvor det at have en nærmest computeragtig hjerne med masser af paratviden og dygtighed, god hukommelse og stærk analytisk tilgang, var en klar fordel. I dag bør man også hellere end at se på autisters svagheder, se på deres styrker. Det har professor i psykologi Simon Baron-Cohen fra University of Cambridge gjort i undersøgelse af styrkerne ved autisme gennem scanninger og tests. Eksempelvis har ingeniører, jurister, IT-medarbejdere, medicinere også brug for netop de evner og egenskaber, mennesker med autisme har,” siger Kirsten Callesen. Præferencen for udenadslære og sololøb vender næppe tilbage, men Kirsten Callesen vurderer, at man på arbejdspladser og i samfundet generelt kan gøre en del for at tage hensyn til mennesker med autisme. Blandt andet ved at etablere andre muligheder for at være med end gruppearbejde, kaffemøder og fremlæggelser. “Det er ikke autisters stærke side at indgå i den slags, og det nytter heller ikke, at folk med autisme bliver placeret i et storrumskontor med meget snak eller flimrende lys, som man ikke kan skærme sig mod, eller lugte i kantinen, som man bliver overvældet af, så sansesystemet bliver overbebyrdet og er med til at stresse en unødigt,” fortæller Kirsten Callesen. DR’s programserien ’De skjulte talenter’ har vist eksempler på, at det kan lade sig gøre at skabe plads til både neurotypiske og neuroatypiske på forskellige typer arbejdspladser. I programmerne så man, hvordan en virksomhed som Novo Nordisk eksempelvis kunne drage nytte af autisters særlige hjerner og hurtighed på specielle områder. Og det er det, vi som samfund skal arbejde hen imod, når det gælder folk med autistiske eller andre neurodiverse træk, mener Kirsten Callesen. ”De samfundsforhold, som vi alle udsættes for, kan alle finde vanskelige eller svære at begå sig i, men for selv de mest velfungerende autister er der er altså et ekstra højt pres. Det er værd at tænke over og tage hensyn til, for i sidste ende kommer det os alle sammen til gode,” siger hun. Oprettet den 15. november 2022. Hilsen Peter (y) |
Ny behandling af autisme børn.....
Ny behandling af autisme: Nu træner psykologen med far og mor i stedet for Sophus
Efter at have været med et forsøg lever Sophus ikke længere i sin egen boble. https://www.dr.dk/nyheder/regionale/...-stedet-sophus Når syvårige Sophus kommer hjem fra skole, er humøret er højt, og hverken mund eller krop står stille. Derfor står der små piktogrammer på et lille bord, som skal hjælpe Sophus til at forstå, hvad der skal ske resten af dagen. Sophus er en af de to procent af danske børn, der har en autismediagnose. Og det gør, at han har sværere ved at kommunikere og skabe social kontakt end andre børn. - Han kunne sidde og zoome fuldstændig ud, og vi havde virkelig svært ved at komme i kontakt med ham. Han levede i sin egen boble. Det fortæller Martin Winther-Gaasveg om tiden op til, at sønnen Sophus fik diagnosen som femårig. Samtidig havde Sophus næsten intet sprog, og meget af det, han sagde, var volapyk. En hård hverdag Som barn med autisme har Sophus svært ved det sociale, svært ved at kommunikere, og han reagerer i det hele taget anderledes end mange andre børn. Og når tingene ikke går som planlagt, bliver han ekstremt frustreret. Familien bruger små piktogrammer, som skal hjælpe Sophus til at forstå, hvad der skal ske. (Foto: © Niels Baldus) - Det kan for eksempel være, hvis han får våde handsker - så bryder hans verden fuldstændig sammen, fortæller Martin Winther-Gaasveg. Derfor stod Martin Winther-Gaasveg og hans hustru også rådvilde og magtesløse i hverdagen med deres søn. - Vi kørte jo rundt i et alarmberedskab, hvor vi hele tiden skulle slukke ildebrande, siger han. Ny metode Det er cirka et år siden, familien fra Tommerup på Fyn fik mulighed for at komme med i et pilotprojekt, hvor man, forud for et større landsdækkende forskningsprojekt, skulle afprøve en ny behandlingsmetode til familier og børn med autisme. Det fortæller professor i børne- og ungdomspsykiatri Niels Bilenberg fra Syddansk Universitet. - Det, der er det effektive ved den her metode, er, at man træner forældrene i stedet for barnet. Og det er netop det, at man fokuserer på forældrene i stedet for barnet, der har betydet, at man har opnået så gode resultater i England, hvor metoden allerede er afprøvet i stor skala, mener Niels Bilenberg. - De børn, hvor forældrene havde fået den her træning, fungerede langt bedre end kontrolgruppen. Men det revolutionerende var, at børnene bibeholdt den gode udvikling, selv efter seks år, da man målte igen, siger han. Hjemmevideo fra familiens hverdag Metoden tager udgangspunkt i små videoer fra familiens hverdag, hvor den behandlende psykolog kan få et sjældent ærligt indblik i familiens mønstre. Forløbet består af 18 sessioner fordelt på et år, hvor forældrene det første halve år mødes med en psykolog hver anden uge. Her får de feedback og små opgaver i forhold til samværet med deres barn. Sonja Ziegler er psykolog og var den ansvarlige behandler i Sophus' familie. - Jeg oplever, at jeg bliver en bedre psykolog af at arbejde på den her måde, hvor jeg arbejder sammen med forældrene. For de er eksperterne i deres barn, siger hun. Fra vred og indelukket til opsøgende Sonja Ziegler oplevede også en meget vred og frustreret Sophus, da hun første gang så videoer af familien. - I begyndelsen blev Sophus ofte meget frustreret. Familien ville gerne nå ind til ham, men han blev frustreret, når de forsøgte at komme i kontakt med ham. Og det er nogle meget konkrete råd, forældrene har fået med sig fra sessionerne med psykologen. Noget af det, som forældrene blandt andet har trænet, er at gå meget mere grundigt til værks, når de skal i kontakt med Sophus, fortæller Martin Winther-Gaasveg. - Det handler om at få øjenkontakt med ham, og hvis han zoomer ud, må vi lige røre ved ham og dermed give ham et fysisk tegn. Og så er det også vigtigt, at vi bevæger os helt fysisk ned i hans niveau. Og forløbet hos psykologen har gjort en stor forskel. Sonja Ziegler er imponeret over, hvor langt Sophus er kommet. - Nu kan han spontant komme op til Martin og Tinne og udtrykke sine følelser og sine ideer. Og selv henvende sig til dem. Ny virkelighed Og for familien, der foruden Sophus også rummer Felix på 10 og Nova på 12 år, har forløbet betydet en hel ny virkelighed. Familien sørger for at være i øjenhøjde med Sophus, når de kommunikere med ham. (Foto: © Niels Baldus) - Tidligere havde han ikke nogen udvikling. Men nu, hvor han ikke har de der nedsmeltninger, kan vi jo se, at han udvikler sig sprogligt. Men det har også gavnet hele familien. - Nu hvor vi har været igennem det her forløb, kan vi meget bedre komme i kontakt med ham og reducere hans stressniveau. Så han har det bedre. Og når han har det bedre, så har vi det jo bedre i hele familien, siger Martin Winter-Gaasveg. Hilsen Peter (y) |
Man kan blive klog at hører om noget man ikke forstår
|
Jeg lider af Skizotypisk Sindslidelse med kronisk depression/stress og selvmordstanke
https://www.k10.dk/showthread.php?t=35321 Bør læses.
Hvor vi skal bemærke, at Principafgørelse 119-13 "Gældende" https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2013/9782 ""Det er en betingelse for at sætte revision på en førtidspension, at borgeren lider af en alvorlig sygdom, som har et uforudsigeligt forløb, og hvor der således er mulighed for en bedring af borgerens helbredsmæssige tilstand inden for en kortere årrække. En alvorlig sygdom med et uforudsigeligt forløb kan f.eks. være en kræftlidelse, der har et usikkert forløb. Der er ikke tale om en sygdom med et uforudsigeligt forløb i det tilfælde, hvor borgeren lider af f.eks. skizoid personlighedsstruktur eller en varig personlighedsforstyrrelse, og alle behandlingsmuligheder er udtømte, og borgerens nedsatte funktionsniveau er kronisk og af varig karakter."" Hilsen Peter (y) |
Fem oplæg om autisme, bør ses og lyt
Viden gør stærk
https://www.psykiatri-regionh.dk/cen...r/Autisme.aspx BØRNE- OG UNGDOMSPSYKIATRISK CENTER Autisme I følgende kan du orientere dig i oplæg, der omhandler autisme. Du kan også se en animeret video, der kan give inspiration til, hvordan du håndterer hverdagen. Den varer 3 minutter og 30 sekunder. Hilsen Peter (y) |
Mistrivsel og senere udviklingen til decideret skolevægring
Beskrivelse af episode
https://open.spotify.com/episode/0WC...Y8_AAADvc&nd=1 I denne episode taler vi om vores forløb med begyndende mistrivsel og senere udviklingen til decideret skolevægring, vi taler om nogle af de klassiske tegn på begyndende mistrivsel, dialogen med skolen og det endelige møde med PPR. Har i ris og ros, eller konstruktiv kritik, så tager vi selvfølgelig i mod med åbne arme. Følg vores Facebook side her: https://www.facebook.com/deramteborn Følg vores Instagram side her : https://www.instagram.com/deramteborn Join vores Facebook gruppe her: https://www.facebook.com/groups/1531945010576778 Tak fordi i lyttede med, og til jer vil vi sige: Vi håber idag er en af de gode dage... De bedste tanker fra Kenn & Camilla Med venlig hilsen (y) Bilag Der findes en del børn, som ikke kommer i skole. HVORFOR? https://www.k10.dk/showthread.php?t=40123 |
Mit barn har autisme – og jeg har følt en kæmpe skyld
Da Line Kærsagers barn væltede i hverdagslivet, begyndte en kamp for at hjælpe ham. I dag er han diagnosticeret med autisme, og hun forsøger at slippe skylden over ikke tidligere at have forstået, at noget var galt. At tale om det gør det nemmere at bære.
https://magasinetliv.dk/livsstil/kvi...egciVfaFCYpU_E 28. oktober 2022 af Tea Sletved “Det er på en familietur i skoven, at det endelig går op for mig, hvor slemt det står til med mit barn. Det er meningen, at det skal være hyggeligt, men det er det bare overhovedet ikke. For mit yngste barn vil ingenting. Han græder og skriger og kaster sig ned i skov*bunden. ‘Ville det ikke være bedre, hvis jeg ikke var her? Ville dit liv så ikke være lettere, mor?’ siger han til mig. Og der står det pludselig helt klart for mig: Sådan skal man ikke have det, når man er syv år gammel. Min søn, Bror, fik en diagnose på autismespektret for to år siden, og det har været livsændrende. For ham, for mig, for hele vores fa*milie. Men vejen til hans totale sammenbrud den dag i skoven havde bygget sig op over en lang periode. Han var begyndt at reagere voldsomt i skolen med affektudbrud og ved at løbe væk, og han havde det også rigtigt dårligt hjemme. Der skulle meget lidt til, før han blev rasende eller ulykkelig. Han havde tics konstant og sov nærmest ikke,” fortæller Line Kærsager. Gået og ædt af sig selv “Vi var i gang med at få ham udredt, og jeg forsøgte at se på alt omkring ham og hans liv for at finde svar på, hvad der var galt. Kunne det være noget i omgivelserne eller noget, jeg gjorde galt? Intet af det, vi forsøgte, hjalp. Noget af det gjorde måske endda ondt værre. Vi forsøgte at være mere konsekvente, hårdere, tydeligere i vores opdragelse. Også fordi meget af den respons, vi fik fra familie og fra skolen, gik i retning af, at måske var vi for eftergivende, eller at der manglede tydelige konsekvenser og rammer. ‘Han må bare lære, at sådan er det’, var en sætning, der gik igen. Med den viden, jeg har om autisme i dag, gør det nærmest ondt at tænke på.” “Alt blev bare værre og værre. Jeg havde kontakt til en neuropsyko*log med speciale i børn, og hun sagde til mig: ‘Han har en belast*ningsreaktion, han skal ud af det her. Nu. I ved ikke, hvor længe han har gået og ædt af sig selv i en virkelighed, der måske er alt for over*vældende og svær for ham’. Sammen med skolen var vi ellers i gang med at se på, hvordan vi kunne lette hans skolegang. Men jeg indså, at det ikke ville komme til at gøre en forskel. Det her kunne ikke løses med støtteperson, pikto*grammer eller kuglepuder.” Ikke enige som forældre “Vi endte med at trække Bror ud af skolen. Allerede efter nogle uger forsvandt hans tics, og han sov igen. Det var en vildt svær proces som forældre, og vi var ikke altid enige. Min mand syntes ikke, vi skulle overdramatisere, men hellere se tiden an. Jeg var voldsomt ramt af det her med: Hvad nu, hvis der ikke var nogen til at hjælpe vores barn? For hvis han ser verden fun*damentalt anderledes, end vi andre gør, og jeg ikke ser, hvad han ser, så er det som at sende ham ud i et minefelt med et kort på russisk, og så må han ellers selv finde vej. Jeg følte, at vi skulle tage nogle meget voldsomme beslutninger. Alene. Skulle vi tage ham ud af skolen? Og i så fald, hvad ville der så ske? Hvem skulle passe ham? Skulle vi se tiden an eller presse på for en udredning?” “Jeg satte alt ind på, at nogen skulle kigge på ham. Min søde mand insisterede ikke så voldsomt. Man har jo egentlig heller ikke lyst til at finde ud af, at der er noget galt. Men jeg havde det sådan, at hvis jeg ikke gør det her, så misser jeg muligheden for at for* stå mit barn, og det kan jeg ikke leve med. Når man først er kommet igennem nåleøjet til en udredning, for sådan kan det godt føles, så er der stadig ventetider i psykiatrien. Intet sker så hurtigt, som man kunne ønske, og når udredningen endelig går i gang, er der flere forældresamtaler, test af barnet og observa*tioner både i skolekontekst og udenfor. Alt tager tid, og vi ramte oveni ind i corona, så vi følte, at det tog meget lang tid,” siger Line Kærsager. Det er autisme Autisme er en medfødt anderledeshed i hjernens udvikling, der på* virker opfattelsen af omgivelserne og måden, man interagerer med andre på. Autisme er en anderledes måde at sanse, forstå og navigere i verden på, som har stor betydning i sociale sammenhænge og i kommunikation med andre mennesker. Autisme er en neurologisk betinget, kognitiv anderledeshed, der påvirker alt, hvad mennesket med autisme tænker, siger og gør. Diagnosen GUA ligger ligesom infantil autisme, atypisk autisme og Aspergers syndrom på det såkaldte autismespektrum. GUA står for Anden Gennemgribende Udviklingsforstyrrelse. Diagnosen gives, når man kan udelukke de øvrige gennemgribende udviklingsforstyrrelser. Mennesker med GUA er normaltbegavede og fremstår ofte fuld* stændigt almindelige og upåfaldende, hvilket kan gøre det svært for andre at se de vanskeligheder, den GUA*ramte har, men under over* fladen kæmper de ofte med angst, sensitivitet og et skrøbeligt sind. Kilde: Autismeforeningen.dk og Sundhed.dk Ingen samlede os op “Vi fik diagnosen under en coronanedlukning af en læge, der sad og talte til os gennem et mundbind. ‘Din søn ligger på autismespektret og har en særlig form for autisme kaldet GUA’, sagde hun, og så brød jeg helt sammen. Ingen samlede os op, vi var bare i det her vacuum. Nu vidste vi, hvad der var galt. Men ingen hjalp os med, hvad vi så skulle gøre. Godt nok havde han fået det bedre, men der var ingen plan eller ret*ning, og der var intet skole* tilbud til ham. Her mødte vi systemet, og det var voldsomt. Noget af det sværeste for mig har været magtesløsheden. Jeg kan ikke skåne Bror for det her, og jeg plejer ellers at handle mig ud af ting. At stå med et barn, der er gået i stykker, og ikke kende svaret på, hvorfor han er det, skar i mit hjerte. Og når så forklaringen på hans mistrivsel kommer i form af en diagnose, så synes jeg ikke, vi som samfund har rammerne til at gribe ham,” siger Line Kærsager. “Vi har talt med Bror om, at han har autisme. Det tog han enormt fint. ‘Er det derfor, jeg hører lidt bedre og let bliver ked af det?’ spurgte han. Han har haft nogle gode refleksioner over, hvad det gør ved ham. Det er ikke en identitet for ham, mere en forklaring på, hvorfor noget er sværere for ham. Jeg har hørt ham bruge det en gang imellem. ‘Det er nok min autisme, der driller nu’, kan han sige. I det hele taget er det ikke en hemmelighed, at Bror har en diag*nose, det vil vi ikke gemme væk. Det er den eneste måde, vi kan hjælpe ham og alle de børn, der har det ligesom ham, på. Jeg bliver stadig mødt med ‘nåh, ligesom Rain Man?’ når jeg fortæller, at min søn har autisme. ‘Hvad kan han? Hvad har han af særlige evner?’ spørger de så. ‘Ingen, han er bare sensitiv’, er mit svar.” Svært at håndtere sorgen “I dag er Bror i et autismespecifikt skoletilbud. Han trives, udvikler sig, er mere glad og kommer i skole hver dag. Da jeg sad til indskriv*ningssamtalen, kiggede jeg mig omkring og tænkte: ‘De her børn virker meget hårdere ramt end mit’. Men efter sin første uge i skolen kom Bror hjem og sagde: ‘De er lidt mærkelige, de andre, men det er jeg også’. Det trak tårer. Mit barn føler sig rummet og set. Jeg ville da helst ikke have, at han skulle have en diagnose. Jeg ville ikke have et barn i et specialtilbud. Men det er mine behov. Og det er jo en del af det, man finder ud af på den vanvittige læringsrejse, man kommer på som forælder. At håndtere sorgen, så den ikke bliver alt* opslugende. Sorgen over, at der er ting, vi bare ikke kan som familie, og at der er ting, som Bror ikke kommer til at opleve. Han kommer ikke som sin storesøster trækkende hjem med legeaftaler, han kom*mer ikke på fodboldcamp eller svømmelejr som sine jævn* aldrende fætre,” siger Line Kærsager. “Det har hjulpet mig at dele, det har gjort sorgen mindre, men en gang imellem kan jeg godt få et stik i hjertet ved tanken om, hvad han går glip af, og så skal jeg lige minde mig selv om, at det jo ikke nødven*digvis er hans behov, men måske min forventning til et godt barneliv. At Bror nu er i rammer, der ser ham, som den han er, har be*tydet, at vi har fået vores glade, empatiske og kærlige barn igen. Han har et helt andet overskud til at være sammen med os, til at lege med jævnaldrende, til at deltage socialt og til at mærke sine egne grænser. Før havde han ædt så meget af sig selv for at passe ind, at han helt havde mistet evnen til at mærke sig selv. Det satte sig jo i ham rent fysisk med heftige migræneanfald og mere eller mindre konstante tics. Nu kan han trække sig, før han bliver overstimuleret. Vi har meget få konflikter, ud over de almindelige søskendekontroverser, og nærmest ingen nedsmeltninger.” Lines bedste råd til dig med et væltet barn “Vær åben om, hvad I gennemgår som familie. Og spørg nogle, der ved mere end dig. Nogle, der har været, hvor du er. Jeg rakte ud til alle, jeg kendte, også kun perifert, i samme situation som os, og spurgte dem, hvad de gerne ville have vidst, og hvad de gerne ville have gjort anderledes. Deres input betød alverden.” “Tro på, at du kender dit barn. Og at du godt ved, når noget er helt galt. Vær ikke bange for en udredning og en mulig diag* nose. Det er faktisk en af de ting, jeg oftest har fået som feedback fra forældre i samme situation, men som er længere i processen: At de ville have ønsket, at de havde skubbet på for eller taget imod muligheden for at få en udredning tidli* gere. For jo tidligere vores børn mødes rigtigt, desto større er sandsynligheden for, at de trives.” “Tal dit barns sag. Jeg ville gerne have vidst, at selv med en diagnose i hånden og klare anbefalinger fra psykiatrien, så var der ingen køreplan. At det i høj grad var op til mig at sikre, at han landede rig* tigt. Jeg har helt klart følelsen af, at hvor god en plads i verden, han får, beror på, hvor hårdt jeg kæmper for ham. Syste* met er fyldt med velmenende menne* sker, men processer og rammer gør det virkeligt svært at få hjælp. Du skal være sindssygt dygtig til at tale dit barns sag og vide så meget, at de rigtige ting bliver sat i værk, så dit barn ikke bliver tabt.” Et særligt fællesskab “Det, at jeg har delt så åbent, har gjort, at folk har været enormt lyttende og empatiske. Folk prøver at gøre det lettere for os, så nogle har sagt sådan noget som: ‘Er det nu også så galt?’. Men det er meget forskelligt, hvordan autisme påvirker den enkelte person. Der er ting, vi ikke kan som familie, fordi Bror ikke kan rumme det. Og jeg kan godt få ondt over, at han nogle gange skal kæmpe så meget for at være i en virkelighed, vi andre bare glider ind og ud af som en selvfølge. Og at det ikke umiddelbart kan ses af andre. En diagnose gør, at vi kan hjælpe ham med at begå sig i en verden, som er meget kompleks for ham, og min opgave er nu at sikre, at han bliver rummet og mødt, som han skal mødes. Det skal nemlig ske med en anerkendelse af, at han på nogle områder oplever ting vold* sommere eller anderledes end alle os andre,” Line Kærsager. “At det ikke er for at være besværlig, at han nægter at have strømper eller sko på, men fordi han har udfordringer, som betyder, at det at have strømper på ‘skærer i hans hjerte’. At når han bryder sammen i kaotisk frikvartersleg, så er det ikke, fordi han vil bestemme alt, men fordi han har mistet overblikket og er overstimuleret. Og når han ikke kan magte at springe fra opgave 12 til opgave 28 i matematikbo* gen, er det ikke, fordi han vil være ulydig eller ikke vil lære, men fordi det er ulogisk for ham. Han skal forstås i konteksten af alt det, han er, og af, at han også er indehaver af en hjerne, som ikke fungerer som gennemsnittets. Jeg har spurgt andre forældre til deres erfaringer, så jeg kunne bliveklogere, og hver eneste gang har de delt. Der er et særligt fællesskab mellem forældre, der har børn, som har det svært. De vil gøre rigtigt meget for at hjælpe andre i samme situation.” “Mange føler en kæmpe skyld over ikke at havde tænkt på, at det, der var galt, kunne skyldes en diagnose. Jeg kan ikke holde ud at tænke på al den tid, hvor mit barn havde det så dårligt, og hvor der bare ikke var nogen, der stod i hans ringhjørne. Jeg var konstant alert, for der kunne hele tiden komme en opringning fra skolen om: Nu vil han ikke det, og nu er han løbet væk, og så skulle jeg komme og samle ham op. Jeg følte, at jeg blev kigget på som en mor, der ikke gjorde det godt nok. Og jeg fik lyst til at sige til Bror: ‘Hvorfor gør du det her? Lad nu være’.” Svært at slippe skylden “Med diagnosen gik det op for mig, at det jo ikke var ham, der var noget galt med, det var rammen, vi havde sat ham i. I dag tror jeg ikke, vi kunne have gjort noget så frygteligt meget anderledes. Men jeg ville ønske, at jeg havde sluppet skylden tidligere. At jeg havde været blidere over for mig selv og ikke havde slået mig selv i hovedet med, at der var noget galt med mig eller vores familie. For skyld har fyldt meget. Vi har taget en masse beslutninger, som har gjort ting endnu værre for ham. Vi opdragede hårdere og mere konsekvent for at få ham til at rette ind. Vi placerede ham i en kreativ, eksperimenterende og for nogle børn helt fantastisk lille skole med højt til loftet og flydende rammer, men i bagklogskabens ulideligt klare lys kunne vi jo nær* mest ikke have placeret ham et værre sted. Vi vidste ikke bedre, men jeg er hans mor, og pilen peger bare kun en vej. Kunne vi have opdaget noget før? Skulle vi have reageret noget før? Er der noget, vi har misset?” “Det gnaver i min sjæl. Det er også derfor, jeg fortæller vores historie her. Det vasker lidt af min skyld væk. Den bliver jo nærmest ubærlig og mangedoblet, hvis man bare sidder og kigger indad. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg måtte trække en streg i sandet og sige til mig selv: ‘Du har gjort alt, du kunne, med den viden, du har haft’. Her var min mand en kæmpe hjælp. Han ruger mindre over tingene, end jeg gør.” Det hjælper at dele “Jeg tror som grundtanke på, at hvis vi deler med hinanden, så bliver det hele lettere. At dele er noget af det bedste, jeg har gjort i den her situation. Det er også mit bedste råd til andre. Bevidstheden om, at jeg ikke er den eneste, betyder noget. Det er ikke altid, at andre rea*gerer, som jeg havde forventet eller håbet, men ofte får jeg noget med videre, jeg kan bruge. Når jeg tænker over, hvorfor jeg ikke brød sammen undervejs, ud over det indlysende svar, at det gør man jo ikke, for det kan man ikke, så tror jeg, det skyldes, at jeg har fundet mennesker, der har været igennem noget tilsvarende. Jeg har en kollega med en søn, som har autisme. Hende har jeg ringet rigtigt meget til. Hun har sagt ‘bliv ved’ og ‘hvor han er nu, er ikke lig med, hvor han ender’.” “De her skæbnefællesskaber med mennesker, der forstår mit udgangspunkt, de har været og er vigtige for mig. For når jeg hører nogen fortælle om, at det er også problematisk, når deres barn ikke vil til fodbold, så har jeg det sådan: O.k., mit barn vil ikke have tøj på, og han siger, han ikke vil være her mere. Derfor har det så stor betyd*ning for mig at kunne søge dem med samme erfaring, når noget gør rigtigt ondt,” siger og slutter Line Kærsager. Line Kærsager (45) er gift med Daniel og mor til Vigga på 12 og Bror på 9 år. er director for customer engagement hos Novozymes. Hilsen Peter (y) |
Stadigt flere autistiske børn har fravær
https://www.folkeskolen.dk/autisme-s...P_06GjLZgkE5Z0
Landsforeningen Autisme offentliggør i løbet af i dag sin årlige inklusionsundersøgelsen. Her svarer 49 procent af 1.018 forældre til autistiske børn, at deres barn har ufrivilligt skolefravær på nuværende tidspunkt. Det er en stigning siden en tilsvarende undersøgelse i 2021. Dengang svarede 45 procent, at deres barn havde ufrivilligt skolefravær. I 2016 var det blot 28 procent, mens det i 2019 lå på 35 procent. “Det er meget bekymrende, at vi bliver ved med at se en stigning i, hvor mange autistiske børn der mistrives i deres skole og har ufrivilligt skolefravær. Folkeskolen har tydeligvis ikke de rette rammer og den rette støtte til børnene, og det ser vi konsekvenserne af. Konklusionen må lige nu være, at inklusionen fejler,” siger Brian Andersen, der forrige weekend blev valgt som formand for Landsforeningen Autisme efter to år med Kathe Johansen på posten. 24 procent af eleverne med aktuelt skolefravær har ikke været i skole i over et halvt år, hvoraf flertallet på over 17 procent har været fraværende i mere end et år. Skolevægring hindrer 15.000 danske forældre i at gå på arbejde Populær lærerblogger slår op med folkeskolen efter 16 år Skolebestyrelse klager til Ankestyrelsen: Kommunen behandler vores børn som andenrangselever Manglende støtte i skole blandt årsagerne En af årsagerne til mistrivslen kan findes i undersøgelsen, vurderer autismeforeningen. Her svarer over halvdelen af forældrene, nemlig 53 procent, at deres barn ikke får den støtte, det har behov for i skolen. For autistiske elever i almene klasser ser det endnu værre ud. 80 procent af deres forældre svarer, at der ikke er den rette støtte til barnet. “Vi svigter autistiske børn og deres familier, når de ikke får den rette støtte i tide. Det rammer hele familien, når et barn mistrives og får ufrivilligt skolefravær. Barnet får ofte stress og angst, og forældrene må kæmpe for at få ordentlig hjælp til barnet”, siger Brian Andersen Det er afgørende, at autistiske børn får den rette autismespecifikke støtte tidligt, fremhæver formanden. ”Hvis de ikke gør det, vokser problemerne, og så ser vi, at forældrene kan miste tilknytningen til arbejdsmarkedet, og barnet får svært ved at færdiggøre deres skole”, siger Brian Andersen. Skolerne mangler viden om autisme Autismeforeningen har spurgt forældrene, om skolen har iværksat særlige indsatser til at imødegå ufrivilligt skolefravær, eventuelt i samarbejde med kommunen. Om undersøgelsen 1.018 forældre til autistiske børn i grundskolealderen har i oktober i år besvaret Landsforeningen Autismes inklusionsundersøgelse. Undersøgelsen er sendt ud gennem foreningens nyhedsbrev og er delt på foreningens Facebook-side og Facebook-gruppe. Undersøgelsen dækker hele landet. Du kan se undersøgelsen her. Det svarer næsten 37 procent ja til, mens yderligere knap seks procent siger, at det er på vej. Her sker der altså fremskidt. Knap 28 procent peger dog på, at deres skole ikke har iværksat en særlig fraværsindsats, mens hver femte ikke vidste, at den slags initiativer eksisterer. Autismeforeningen har derudover bedt forældrene vurdere skolens kvalitet på en række parametre. Her svarer næsten 33 procent, at skolerne mangler viden om autisme. Både hvad angår tilfredshed med skolens autismespecifikke viden, barnets faglige udvikling og skolens evne til at understøtte barnet i at indgå i sociale fællesskaber er tilfredsheden større blandt forældre til børn i et specialskoletilbud end hos forældre, hvis børn går i almene klasser. Samarbejdet med PPR halter Der er også plads til forbedringer, når det gælder samarbejdet med eksterne instanser i forbindelse med barnets skoletilbud. I spørgeskemaet nævner autismeforeningen specifikt PPR som eksempel på, hvad en intern instans kan være. Knap 40 procent siger, at samarbejdet er meget godt eller godt. Omvendt betegner halvdelen samarbejdet som dårligt eller meget dårligt med en lille overvægt til meget dårligt. Resten siger, at spørgsmålet ikke er relevant for dem. Forældrene lægger heller ikke fingrene imellem i deres svar på, hvordan de generelt oplever den faglige kvalitet, herunder niveauet af autismespecifik viden, hos eksterne instanser som eksempelvis PPR. Hilsen Peter (y) |
| Alt tidssætning er GMT +2. Klokken er nu 10:02. |
Lavet i vBulletin® Version 3.8.10
Copyright ©2000 - 2024, Jelsoft Enterprises Ltd.
Copyright © www.k10.dk
Indholdet på K10 - Flexjob & Førtidspension må ikke kopieres eller gengives andre
steder uden først at have indhentet tilladelse til det fra ejeren af K10 - Flexjob & Førtidspension