Flower med power

[Claus Andersen]

Hvad skal der blive af et mere gråhåret Danmark? Medvinds- eller 68-generationen er på vej mod pensionsalderen og det skal være fede tider gnækker de, og uden bingo og Richard Ragnvald, men med golf, god rødvin og oplevelsesrejser og får vi brug for en rollator skal den være terrængående med larvefødder. I fremtiden skal færre unge forsørge flere ældre. Om 10 år forventes det, at der kommer 200.000 flere ældre over 65 år.

De yngre ser på ”de mange nye gamle” som ældrebyrden og f.eks. Ældresagen, som en superegoistisk klub, der kun tænker på sig selv. Men er det bare de yngre, der i dag er småegoistiske, navlepillende individualister og hvor solidaritet er at være solidarisk med sig selv og hvor det gode liv er penge, prestige og personlig succes?

The answer, my friend, is blowin' in the wind

”Stol aldrig på nogen over 30 år”, sagde 68-generationen i deres oprørske ungdom. I dag er de gamle og sidder på flæsket og magtens tinde med udsigt til tabte horisonter og paradiset Shangri-La, hvor folk lever lykkeligt i gensidig respekt, tolerance og hvor tid ikke er noget problem. I deres ungdom ville de forbedre verden, men er blomsterbørnene gået i frø, er de forstenet og er de kun et bolværk mod nye ideer?

The times they are a-changin'
Det mener i hvert fald vores statsminister Anders Fogh Rasmussen, der som ny statsminister i 2001 blæste til liberal kulturkamp imod ekspertvældet og de statsautoriserede smagsdommeres 68-tænkning og udrensede derefter en lang række råd og nævn. Siden har regeringen fået smag for smagsdommere, der er enige i VK-politikken og har oprettet deres egne råd og nævn i kampen mod 68-ernes velfærdssocialister, de socialistiske ballademagere, de røde lejesvende, fagforeningstyranniet, klientgørelsen og den sociale omklamring.

The times they are a-changin'. Tiderne skifter og vi skal som en anden Kaj Holger fra Krøniken gå til møder i statsministerens nye udgave af den moralistiske og socialistforskrækket forening ”Moralsk Oprustning”, hvor de 4 nye absolutter er arrogance, dobbeltmoral, egoisme og straf. ”Tolerance er sådan en lalleglad ligegladhed”, sagde statsministeren på Venstres landsmøde i 2004. Bare vi er egoistiske nok vil "den usynlige hånd", markedskræfterne, efterhånden regulere vores adfærd til fælles bedste. ”For sådan er kapitalismen, utak er de armes løn, det' de riges paradis”. Et land af selvoptagede kynikere med spidse albuer og fattige på velfærd, demokrati og lige muligheder. Hvor den stærkeste overlever og de svage skal søge hjælp hos noget kommunalt frivillighed eller kirkelige organisationer, der skal feje op og lappe på omsorgshuller i den sociale sektor.

Penge alene skaber ingen værdier
Venstres Shangri-La er et samfund med øget privatisering og brugerbetaling i total foragt for almindelige menneskers liv, og tvinger dem med almindelige økonomiske muligheder til at vælge mellem umulige muligheder. Her gik du og troede du, at det du lavede var mere værd, end det du fik. For hvordan sku' nogen mennesker ellers blive rige uden at lave noget?

Er vi utilfredse beskyldes vi for at være en hærskare af klynkere, grædekoner og forkælede velfærdsjunkier, der skal kontrolleres med demagogi, falske løfter, pisk, trusler, i et tidsspilde mellem tidstyranni og et forbrugssamfund med fede friværdier. ”So lord, wont you buy me a mercedes benz”?

Men også de yngre bliver ældre, meget ældre, og får behov for omsorg. Vågner vi op til den kolde virkelighed, når vi selv har behov for de velfærdsydelser, der desværre blev væk, da 68-generationen sagde farvel til den islandske sweater og de fodformede og satte sig på magten og glemte idealerne og hvad de flippede ud over i 60´erne og 70´erne.