Mange får pension uden at være syge

[Peacock]

Personer, der lider af psykiske lidelser, får i stigende omfang varig førtidspension på trods af, at deres sygdom ikke er kronisk, men meget vel kan være forbigående.

læs resten her http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/200...8.htm?rss=true

[Hexi]

Psykiatrisk overlæge på Center Bispebjerg, Morten Birket-Schmith, siger at der er tale om en sørgelig udvikling:

Ja det er jo igen igen Morten Birket-Schmith der er ude med riven for at skaffe patienter til sit projekt...
og jeps... FTF og journalisterne kaster sig med kyshånd ukritisk over hjernevriderens fantasier...

Den er også oppe her
http://www.k10.dk/showthread.php?t=7135

[Ninja]

Her er jeg så lidt uenig

For der er mange, især unge mennesker, der får en varig pension på baggrund af en psykisk lidelse i ungdommen, som så bliver markant bedre i løbet af årene, men fordi de ikke er under regler for opfølgning osv, så kommer de aldrig rigtig i gang med at komme videre. Mange har jo brug for en særlig form for støtte til at komme videre, en støtte som ikke rigtig findes når man ér tilkendt førtidspension.....så der ér et dilemmea!

Samtidig synes jeg også, når der ér tale om psykiske lidelser, at der burde gives midlertidige førtidspensioner, og at klienten feks kan få 5 år til at 'komme sig i'...
Det er jo dukomenteret at aktivitet, arbejde mm kan virke direkte som medicin mod depression, og at et socialt netværk udenfor hjemmet, har gavnlig effekt og kan holde depressionerne nede på et minimum (evt sammen med serotoningenoptagshæmmere - lykkepiller)...

Omvendt synes jeg også der skal ses på, HVOR LÆNGE klienten har været syg! En depression indenfor en 5 årige periode er jo uforudsigelig. Har man gentagende depressioner over en lang årerække, jamen så kan man bedre spå om fremtidsprognosen.
Det samme gælder indenfor de fleste sindslidelser - nogen kan virkelig have grelle tilfælde over en længere periode, men som kommer sig fuldstændigt. Andre kan simpelthen ikke komme ud af cirklen og få en forværringer som årene skrider frem. Og jo! Det er uhyrre svært at finde balancegangen - selvom min sygdoms historik har varet over 35 år og jeg egentlig fra start har været et 'særtilælde' så har jeg kæmpet for at komme ind på arbejdsmarked, eller blot for at kunne gennemføre en aktivering og/eller arbejdsprøvning, jeg havde på ingen måder kastet håndklædet i ringen selvom ALLE stort set sagde at jeg skulle droppe det og søge førtidspension...

Nu synes jeg i hvert fald at jeg er berettiget til den førtidspension med mine 21 år på kontanthjælp, mine 35 aktiveringer/arbejdsprøvninger og mine svære psykiske lidelser. Jeg har brug for ro nu! Jeg har bla brug for den ro til at få opbygget et NOGENLUNDE forhold til livet udenfor mine fire vægge - jeg kan Feks ikke gå i biografen, ikke tage en tur på Strøget, kan ikke altid handle ind, har svært ved at besøge andre, kan ikke gå på offentlige toiletter, tør ikke spise mad andre har tilberedt, kan ikke spise af offentlige tallerkner, bestik, drikke af andres krus/kopper osv osv osv....med en førtidspension i ryggen, kan jeg MULIGVIS (det er ikke engang sikkert!) begynde at komme ud af skallen. Det vil i hvert fald give mig absolut ro til at tage et skridt af gangen, finde fodfæste og arbejde mig frem af..

Men så længe jeg er på kontanthjælp og er inde under lov om gentagen aktivering, og har en førtidspensionssag verserende, så har jeg dårligt overskud til at TÆNKE, og føler bare jeg dalre rundt uden formål, uden fremtid, uden plan, uden håb om noget bedre, hvilket er en DIREKTE årsag til, at jeg går og har det værre end jeg ellers ville have det.

Min sag er så åbenlys, at det skriger mod himlen, så man kan jo undre sig over, hvorfor det skal tage så lang tid for dem at udrede mig!!
Foreløbigt har de haft 21 år til at 'kigge nærmere på sagen'....men det er ikke engang nok. Næ nej, oven i de 21 år, skal de også lige have en statusprofil fra lægen - på trods af, at min sag bugner af sygemeldinger! Og SÅ skal de da også lige bruge en speciallægeerklæring fra min psykiater - som så bliver parkeret hos en lægekonsulent, nu på 8 måned! Og i mellem tiden sender de da også lige en psykolog og en anden sagsbehandler, der skal vurdere om jeg vitterligt ikike KAN deltage i en arbejdsprøvning - selvom de kan aflæse det af de 35 arbejdsprøvninger der allerede ér noteret! Og alle læger og psykiater HAR skrevet, at jeg simpelthen IKKE KAN arbejdsprøves.
Hva' fanden trækker de dog tiden sådan ud for???

Min sag kunne have været overstået på 4 mdr! 1 måneds arbejde til sagsbehandleren til at indhente oplysninger, lave ressourceprofilen og sende den til pensionsnævnet - de 3 mdr er pensionsnævnets sagsbehandlingstid! FÆRDIG. Istedet skal der gå flere år....

[bmdc]

Hej Helenekr

Har du overvejet at gå til boksning

Hvis man har været i dette system, i så mange år, så syntes jeg det er beundringsværdig, at du holder ud.

Jeg ville have hængt mig i det gamle æbletræ forlængst.

En depression går jo ikke væk efter 5 år, det har jeg måtte erkende.

Jeg spiser den medicin som psykriatern, har foreslået, går stadig til psykolog, der kan ikke laves nye tiltag, i min behandling, desværre.

Har dog fået en ftp. som er blevet varig, efter 2 år på midlertidig pension.

jeg vil ønske for dig at du kan få en pension som kan give dig ro.

bmdc

[Peacock]

bmdc boksning hehe det kunne jeg godt tænke mig
bare træls helbredet ikke kan holde til det
ellers en god sport at kunne få banket nogen ting ud

[bmdc]

peacock, hvis du bokser ved nyrerne tar`jeg hovedet

Vi har da lært at hjælpe hinanden, vis ikke før, så her på K 10

bmdc

[Ninja]

Ja hvis jeg dog bare kunne forlade mit hjem og dyrke en sport, så ville jeg gå til hvad som helst.......også porcelainsmaling og blomsterbinding!!

Men jeg er en udmærket bokser, den sidste jeg nappede ligger i koma endnu, og hvis du så mig bmdc, så ville du kunne ane hård hud på halsen! Og Amager ligger snart begravet i knækkede grene

Nej, men pointen er, at hvis en så rendyrket freak som jeg, har så STORE problemer med at få den førtidspension i hus, hvordan dælen må det så ikke være for én med en væsentlig kortere sygdoms historie, og med måske kun et par år på kontanthjælp

.............helt klart et nyt symptom på Morten Birket-Smiths rapport, og al balladen om, at alt for mange psykisk syge får en førtidspension

[LUM]

helenekr Jeg kan sagtens følge hvor du vil hen, og tanken bag er så men god nok, der er bare lige det meget store problem at psyk-lidelser dækker ALT inden for psykiatrien, dvs det dækker de mildere former (der med mener jeg dem hvor behandling heldigvis for det meste virker) men det dækker også de mere alvorlige sindslidelser og handicaps.

Det du lige har skrevet, var det virkelighed, ville der ryge en pokkers masse tid på at finde ud af hvad klienterne er, i den skal man huske på at det absolut ikke er unormalt at få både 2 og 3 diagnoser før den rigtige er ramt. Oven i vil din tekst betyde at en del grupper (asperger ... stav den lige selv... ADHD, ADD, NLD og en del flere i den gruppe) med et medfødt handicap, som altså varer livet i gennem, kun vil kunne få midlertidig FP, udelukkende fordi de går ind under en alm psyk lidelse, de (vi) er ikke sindslidende, de fleste har sekundære ting som angst ol, oven i ligner symptomerne en hel del andre lidelser, der i blandt borderline, af samme årsag er det absolut nærmere regelen end undtagelsen, at dem som først bliver udredt som voksne, når at få rigtig mange diagnoser og forsøg på behandling, før det går op for en eller anden dygtig (hvilke der desværre ikke er så mange af) psyk, at der vist nærmere er tale om ADHD, end noget af alt det andet.

Det er simpelthen SÅ kompliceret, at man med din tanke, vil komme til at skyde ved siden af, i alt for mange tilfælde, med fatale følger for dem det går ud over.

Jeg var selv ekstrem tæt på at få en helt forkert diagnose, så tæt at det står i mine papirer at specialisten mener at det er det forkerte jeg fejlede.

For ADHD´ere, mener man at ca 1/3 del af de patienter som har fået diagnosen Broderline, som voksne, er det slet ikke det de fejler, men altså ADHD eller asberger (stav selv) mennesker som altså ikke har noget ud af en evt behandling, både fordi der stiles efter at de kan blive raske med behandling, og fordi det er den forkerte behandling de får.
Og det her er ikke den eneste gruppe hvor det er et problem at finde den rette diagnose, psykerne er farvet af deres eget speciale.
Oven i er der de mange som aldrig får en diagnose, man tror at ADHD er = vilde uopdragene, bogligt svage, børn... men sådan behøver det langt fra at være, Det kan sagtens være lille Lise der sider stille og får top karetkere, men det er også hende der er i højest risiko for at få den ene fejldiagnose efter den anden, hvis hun, da nogen sinde kommer ind i behandlings systemet. Mange er svære at spotte, netop fordi der ikke (nødvendigvis) bare er 1 eller 2 tydelige tegn, værst er det for pigerne, fordi en pige gerne må være stille, lige som at det er meget mere acceptabet at en pige er en drenge pige, mens en dreng jo ikke kan være en drenge dreng, han er for vild så.

Det er SÅ kompliceret, at din tanke ikke vil fungere for psyk gruppen i virkeligheden,alt for mange er fejl diagnosticeret, og der er alt for mange grupper der skal tages hensyn til... man kan ikke stoppe ADHD´ere i en kasse, heller ikke dem som ikke har sekundant diagnoser, for for dem (os) alene er der 3 hoved grupper (de stille dem midt i mellem og de vilde, meget groft beskrevet) og inde under dem igen er der ca 7 forskellige i hver af de 3 over grupper, før vi er der nede hvor man kan sætte dem i en kasse. Langt langt de fleste voksende, får aldrig af vide hvilken af under grupperne de hører til, og en god potion, ved kun pga selv indsigt hvilken af overgrupperne de hører til, voksene får i det offentlige system slet slet ikke udredelse nok til at de kategorier kan sættes på.

Naturligvis kunne man ønske at forholdene var langt bedre, for det vil også give en langt mere optimal behandling (jeg har fx ikke fået nogen behandling eller anden form for hjælp af en der ved noget om ADHD, det kan man ikke her i regionen når man er over 25) Samtidig er der langt fra specialister nok til at man kan udrede ønskværdigt i dybten, og skal man have nok, inden for alle grupper (jeg ved at personligheds forstyrrelser er omtrent lige så indviklede, og man skal omtrent lige så dybt før man kan putte en kasse på, som kan bruges til at sige om det er til at behandle tilstrækkeligt eller ej, i forhold til et job) det vil koste kassen.
Når det så er på plads (hvilket jeg da håber det kommer en skønne dag, det bliver sikkert ikke i værgen min eller mine børnebørns tid, men en gang) så er det man skal til at have forklaret kommunerne og ikke mindst lovgiverne at alle de her mange tusinde mennesker ikke kan stoppes ned i 2 eller 3 kasser, men skal stoppes med i 100 forskellige, sagsbehandlerene skal uddes til at forstå hvad hver af kasserne går ud på osv osv... Den tror jeg ALDRIG på vil blive til virkelighed, af den simple grund at det er fysisk umuligt, samtidig vil også det være alt alt for dyrt.

Der skal findes på noget andet og smartere, for mig at se er det første skridt, at man begynder at lytte til boregern selv, det er længe længe siden at jeg har sagt at hvis jeg ikke får ro, tager i min arbejdsevne, den går ikke, af samme årsag er min arbejdsevne meget mere end halveret. Jeg har for længst foreslået et par måder så jeg kan komme tilbage til arbejdsmarkedet, men nææææ nej, for jeg er klemt så langt ud at det vil tage for lang tid være dyrt og besværligt, havde de bare lyttet til mig fra start af, ville situationen være en hel hel anden, meget sikkert at jeg i dag havde et ganske alm fuldtidsjob på lige vilkår med alle andre normale mennesker.

Men det vil ingen gå med til, for så bliver det alt for nemt bare at få FP, og rebene skal jo gerne strammes i den anden retning, jeg har massere af ideer til, hvordan man kan lytte på borgeren, uden det er = at FP bliver serveret på et sølvfad, det kan sagtens kombineres med arbejdsanvisninger osv osv, for i bund og grund handler det om vilje og medmenneskelighed, ude ved bordene i kommunerne, i længden tror jeg det vil være en besparelse, for alle parter og på alle stadier.

Som jeg ser lovene, er det ikke dem det er galt med, tanken ved dem er skam god nok, det er udførelsen, bureaukratiet og ankestyrelsens (og op efter) manglende vilje til at sætte sig ind i hvad det vil sige at leve med de forskellige ting, den er helt helt galt med.

Oprindeligt indsendt af LUM

helenekr Jeg kan sagtens følge hvor du vil hen, og tanken bag er så men god nok, der er bare lige det meget store problem at psyk-lidelser dækker ALT inden for psykiatrien, dvs det dækker de mildere former (der med mener jeg dem hvor behandling heldigvis for det meste virker) men det dækker også de mere alvorlige sindslidelser og handicaps.

Det du lige har skrevet, var det virkelighed, ville der ryge en pokkers masse tid på at finde ud af hvad klienterne er, i den skal man huske på at det absolut ikke er unormalt at få både 2 og 3 diagnoser før den rigtige er ramt. Oven i vil din tekst betyde at en del grupper (asperger ... stav den lige selv... ADHD, ADD, NLD og en del flere i den gruppe) med et medfødt handicap, som altså varer livet i gennem, kun vil kunne få midlertidig FP, udelukkende fordi de går ind under en alm psyk lidelse, de (vi) er ikke sindslidende, de fleste har sekundære ting som angst ol, oven i ligner symptomerne en hel del andre lidelser, der i blandt borderline, af samme årsag er det absolut nærmere regelen end undtagelsen, at dem som først bliver udredt som voksne, når at få rigtig mange diagnoser og forsøg på behandling, før det går op for en eller anden dygtig (hvilke der desværre ikke er så mange af) psyk, at der vist nærmere er tale om ADHD, end noget af alt det andet.

Det er simpelthen SÅ kompliceret, at man med din tanke, vil komme til at skyde ved siden af, i alt for mange tilfælde, med fatale følger for dem det går ud over.

Jeg var selv ekstrem tæt på at få en helt forkert diagnose, så tæt at det står i mine papirer at specialisten mener at det er det forkerte jeg fejlede.

For ADHD´ere, mener man at ca 1/3 del af de patienter som har fået diagnosen Broderline, som voksne, er det slet ikke det de fejler, men altså ADHD eller asberger (stav selv) mennesker som altså ikke har noget ud af en evt behandling, både fordi der stiles efter at de kan blive raske med behandling, og fordi det er den forkerte behandling de får.
Og det her er ikke den eneste gruppe hvor det er et problem at finde den rette diagnose, psykerne er farvet af deres eget speciale.
Oven i er der de mange som aldrig får en diagnose, man tror at ADHD er = vilde uopdragene, bogligt svage, børn... men sådan behøver det langt fra at være, Det kan sagtens være lille Lise der sider stille og får top karetkere, men det er også hende der er i højest risiko for at få den ene fejldiagnose efter den anden, hvis hun, da nogen sinde kommer ind i behandlings systemet. Mange er svære at spotte, netop fordi der ikke (nødvendigvis) bare er 1 eller 2 tydelige tegn, værst er det for pigerne, fordi en pige gerne må være stille, lige som at det er meget mere acceptabet at en pige er en drenge pige, mens en dreng jo ikke kan være en drenge dreng, han er for vild så.

Det er SÅ kompliceret, at din tanke ikke vil fungere for psyk gruppen i virkeligheden,alt for mange er fejl diagnosticeret, og der er alt for mange grupper der skal tages hensyn til... man kan ikke stoppe ADHD´ere i en kasse, heller ikke dem som ikke har sekundant diagnoser, for for dem (os) alene er der 3 hoved grupper (de stille dem midt i mellem og de vilde, meget groft beskrevet) og inde under dem igen er der ca 7 forskellige i hver af de 3 over grupper, før vi er der nede hvor man kan sætte dem i en kasse. Langt langt de fleste voksende, får aldrig af vide hvilken af under grupperne de hører til, og en god potion, ved kun pga selv indsigt hvilken af overgrupperne de hører til, voksene får i det offentlige system slet slet ikke udredelse nok til at de kategorier kan sættes på.

Naturligvis kunne man ønske at forholdene var langt bedre, for det vil også give en langt mere optimal behandling (jeg har fx ikke fået nogen behandling eller anden form for hjælp af en der ved noget om ADHD, det kan man ikke her i regionen når man er over 25) Samtidig er der langt fra specialister nok til at man kan udrede ønskværdigt i dybten, og skal man have nok, inden for alle grupper (jeg ved at personligheds forstyrrelser er omtrent lige så indviklede, og man skal omtrent lige så dybt før man kan putte en kasse på, som kan bruges til at sige om det er til at behandle tilstrækkeligt eller ej, i forhold til et job) det vil koste kassen.
Når det så er på plads (hvilket jeg da håber det kommer en skønne dag, det bliver sikkert ikke i værgen min eller mine børnebørns tid, men en gang) så er det man skal til at have forklaret kommunerne og ikke mindst lovgiverne at alle de her mange tusinde mennesker ikke kan stoppes ned i 2 eller 3 kasser, men skal stoppes med i 100 forskellige, sagsbehandlerene skal uddes til at forstå hvad hver af kasserne går ud på osv osv... Den tror jeg ALDRIG på vil blive til virkelighed, af den simple grund at det er fysisk umuligt, samtidig vil også det være alt alt for dyrt.

Der skal findes på noget andet og smartere, for mig at se er det første skridt, at man begynder at lytte til boregern selv, det er længe længe siden at jeg har sagt at hvis jeg ikke får ro, tager i min arbejdsevne, den går ikke, af samme årsag er min arbejdsevne meget mere end halveret. Jeg har for længst foreslået et par måder så jeg kan komme tilbage til arbejdsmarkedet, men nææææ nej, for jeg er klemt så langt ud at det vil tage for lang tid være dyrt og besværligt, havde de bare lyttet til mig fra start af, ville situationen være en hel hel anden, meget sikkert at jeg i dag havde et ganske alm fuldtidsjob på lige vilkår med alle andre normale mennesker.

Men det vil ingen gå med til, for så bliver det alt for nemt bare at få FP, og rebene skal jo gerne strammes i den anden retning, jeg har massere af ideer til, hvordan man kan lytte på borgeren, uden det er = at FP bliver serveret på et sølvfad, det kan sagtens kombineres med arbejdsanvisninger osv osv, for i bund og grund handler det om vilje og medmenneskelighed, ude ved bordene i kommunerne, i længden tror jeg det vil være en besparelse, for alle parter og på alle stadier.

Som jeg ser lovene, er det ikke dem det er galt med, tanken ved dem er skam god nok, det er udførelsen, bureaukratiet og ankestyrelsens (og op efter) manglende vilje til at sætte sig ind i hvad det vil sige at leve med de forskellige ting, den er helt helt galt med.

AS - PER - GER

og ikke ASS - BUR - GER ... SKAL det endelig være sjawt, så snarere ASS - PURR - GER, og nej vi har heller ikke en glad mis deroppe

ej... spøj til side... Det du skriver LUM, omkring forkerte diagnoser, og mange af dem før det rette bliver opdaget, tror jeg faktisk er mig også.

Nu har jeg fået "påpeget" Asperger Syndrom af min psykiater... men han luftede også A.D.D. (eller AD/HD med overvejende koncentrationsbesvær som det jo hedder i dag) som en mulighed.

Jeg har læst at Asperger og AD/HD faktisk ligner hinanden utrolig meget hvad angår symptomerne (begge er sociale misfits bla.a.). Det er selve årsagen til dem der er forskellige.

Det har fået mig til at gå på opdagelse på nettet i de to psykiske handicap, og jeg er efterhånden blevet 99% sikker på, at jeg faktisk er AD/HD'er og ikke Asperger.

Det sjove er, at jeg i 2001 selv havde mistanke om AD/HD, og derfor for første gang i mit liv med systemet fik gang i en AD/HD udredning. Jeg var hos en psykolog i kbh. ved navn Arno Norske, som kom frem til at jeg bestemt ikke var AD/HD'er, for jeg var slet ikke hyper og smed med leverpostejmader.

Senere viste det sig, at han slet ikke var neuropsykolog som han pralede med, og adskillige fra en AD/HD forening havde klaget over ham.

Nu er det så endelig lykkedes mig at få krævet forsvarligheden af en arb. prøvning foretaget af en pykiater, efter en del tovtrækkeri med min kommune, og jeg skal d. 30 Januar i år have foretaget en gennemgribende speciallægeerklæring/undersøgelse.

Jeg har været så heldig, at få en Psykolog ved navn Britta Borg Winther, som efter en lille søgning på et AD/HD forum efter sigende skulle være meget venlig, og have stor viden omkring voksne med AD/HD... så det er jo meget godt alt sammen.

Synes bare at det er lidt "sjovt", hvis diagnosen bliver AD/HD, som jeg selv startede undersøgelse af for snart 10 år siden, og blev underkendt

Det kan rigtignok være møg svært at diagnosticere voksne da så mange syndromer og psykiske lidelser minder om hinanden... men efter min egen research er jeg ikke i tvivl mere...

Oprindeligt indsendt af LUM

Der skal findes på noget andet og smartere, for mig at se er det første skridt, at man begynder at lytte til boregern selv, det er længe længe siden at jeg har sagt at hvis jeg ikke får ro, tager i min arbejdsevne, den går ikke, af samme årsag er min arbejdsevne meget mere end halveret. Jeg har for længst foreslået et par måder så jeg kan komme tilbage til arbejdsmarkedet, men nææææ nej, for jeg er klemt så langt ud at det vil tage for lang tid være dyrt og besværligt, havde de bare lyttet til mig fra start af, ville situationen være en hel hel anden, meget sikkert at jeg i dag havde et ganske alm fuldtidsjob på lige vilkår med alle andre normale mennesker.

SPOT ON!!! ... det er mine tanker om igen alt den tid jeg har sidet i dette lortesystem! ... Kommunen fatter simpelthen ikke, at det der giver MIG depression er, at de fratager mig kontrollen over mit eget liv... de fatter ikke, at motivationen skal komme indefra og ikke igennem deres rådne pligter. de fatter ikke, at man rent faktisk går lige lukt i depression af at blive frataget kontrollen over eget arb. liv. og siger du det, så bliver man stemplet som stædig og usamarbejdsvillig... "man må jo nogen gange gøre noget man ikke kan lide!" ... ja fint! for en AD/HD'er kan det bare betyde depression, og på sigt angst problematikker i kølvandet... nøjagtigt som det er sket for mig.

Jeg har et utal af gange i tidernes morgen bedt om hjælp til at jeg kom i ordinær beskæftigelse på MIN måde... men det handlede jo om at få fred og ro til at programmere computerspil... kunne der ik blive tale om! jeg skulle i aktivering og samle trehjulede cykler! færdig arb! ... jeg bed om tid til at udvikle demo CD'ere til pladeselskaber, spilfirma'er osv... det fik jeg kun himmelvendte øjne ud af... jeg kunne komme i aktivering hvro jeg kunne lære at spille guitar... (fedt nok når man er elektronisk musiker )

Giv mig lov at arb. med det jeg interesserer mig for, og er god til, og kan arbejde i hyperfokus... ja og så at det lige havde været for ca. 10-20 år siden inden mit liv blev smadret af depressioner og angst.

Men sådan fungerer den "normale" verden ikke... normale kan godt samle sig om noget der keder dem og ikke interesserer dem, og bliver tvunget til det af systemet, så skal vi AD/HD'ere det fanden gale mig også! ligegyldigt om livet så bliver ødelagt og vi får alverdens mindrevær og lidelser oven i hatten af det.

P.S. (efterredigering): grunden til at jeg ikke skrev dette i første indlæg er, at jeg AD/HD'er tro blev så ivrig efter at få svaret på det jeg havde læst i første to afsnit af dit indlæg og trykkede "besvar"... AD/HD impulsiviteten tro fik jeg slet ikke læst dit indlæg færdigt først ... slog mig lige hehe