Min vej til fleksjob-bevilling

[1966]

Hej allesammen. Jeg er lige blevet tilmeldt K10. Jeg vil fortælle lidt om hvordan det har været for mig at søge fleksjob. Blev tilkendt fleksjob d. 12. december i år En stor lettelse og glæde, for det har været en lang rejse mod denne endelige afslutning på sagen.

Jeg har været syg siden 2005. Gik ned med en svær depression. Blev indlagt på psykiatrisk afdeling og fik diagnosen Bipolar Affektiv Lidelse - i gamle dage benævnt som Manio Depressiv. Efter et halvt år blev jeg udskrevet, og så begyndte kampen med kommunen, kan man sige. Alle læger mente jeg var ude af stand til at arbejde fuldtids, og enten var det førtidspension eller fleksjob for mig. Jeg selv kunne ikke forlige mig med tanken om pension, for jeg har altid været glad for at arbejde (jeg er kontorassistent) og tanken om at skulle gå hjemme og aldrig mere have kollegaer, den var uholdbar.

I første omgang skulle jeg i arbejdsprøvning. Det var den besked jeg fik. Men der skete ingenting, jeg hørte ikke en dyt fra kommunen. Jeg vidste sagsbehandleren ikke kunne gøre noget, før hun havde modtaget udtalelse fra sygehuset, så jeg besluttede at ringe til afdelingen og høre om de ikke havde sendt papirerne til min sagsbehandler. Jo det havde de da gjort for længst. Nå men så ringede jeg til min sagsbehandler. Blev hurtigt klar over at hun havde glemt alt om min sag, for hun sagde at hun ventede på papirer fra sygehuset. Jeg gentog så hvad sygehuset havde fortalt mig, og så lød hun ret usikker og begyndte på en masse øh'er og hmm'er. Efter noget tid i røret kom hun tilbage og sagde at JA, sørme, papirerne ligger her, de må være blevet væk i papirstakken. Javel så... jeg valgte at holde min mund, men havde stor lyst til at sige; ja det handler jo også kun om mit liv, såååå ...

Alt i alt tror jeg at jeg havde fat i sagsbehandleren 3 gange før det endelig lykkes at få hende til at henvise mig til jobkonsulenten der skulle hjælpe mig med at finde en virksomhed til arbejdsprøvning. Jeg undrer mig meget over at det skulle være nødvendigt at presse sådan på, for det var jo kommunen selv i første omgang som ønskede jeg skulle i arbejdsprøvning! Hvad nu hvis jeg ikke havde haft overskud til at presse på? tør ikke tænke på hvordan det var gået...

Jobkonsulenten arbejdede heldigvis hurtigere. Hun fandt ret hurtigt et sted til mig, og jeg kom til samtale. Skulle starte en uge senere. Virksomheden var ok og menneskene var søde, men jeg var slet ikke klar til at starte i et "rigtigt" job. Jeg gik psykisk ned. Jeg havde behov for langt mere støtte end jeg havde troet. Efter god snak med jobkonsulenten, og accept fra sagsbehandleren, blev det bestemt at jeg skulle starte i et afklaringsforløb på Viva.
Forløbet på Viva varede 13 uger, og det blev 13 uger der vendte helt op og ned på min situation. Jeg fik utrolig meget hjælp og støtte, og lærte virkelig meget om mig selv. Jeg lærte at sige til og fra, og lærte en masse om mine egne grænser. Der var dage hvor jeg havde det ad h.... til, og enkelte af disse dage valgte jeg at tilbringe hjemme, men for det meste troppede jeg op og prøvede bare at klare mig igennem, men nogle gange endte det med jeg gik hjem, og altid med accept fra mine kontaktpersoner dernede. Det vigtige i sådan en arbejdsprøvning, er at man virkelig PRØVER om man kan de ting de beder om at få belyst. Måske ved man på forhånd at de og de ting kan man ikke, men det er alligevel vigtigt at man prøver, så de med egne øjne kan se at man ikke kan. For det er ALTafgørende for deres udtalelse i sidste ende. Og udtalelsen er ALTafgørende for det videre forløb i ens sag. Hvis man har for mange sygedage eller nægter at gøre visse ting, så risikerer man at stå bagefter med en udtalelse: Vi kan ikke afklare X fordi dit eller dat ikke er tilstrækkelig afprøvet, eller fordi X ikke har været her nok.

I mit tilfælde havde de tilstrækkelig viden om mig, til at kunne bedømme mig i de ting der var væsentlige i forbindelse med min sygdom og videre arbejdsmæssige forløb, så der kunne gøres direkte klar til at søge fleksjob til mig, da det stadig var dét jeg ønskede, og mine kontaktpersoner var også enige med mig i at hvis der var de rette skånehensyn, ville jeg kunne magte et fleksjob.

Jeg afsluttede Viva d. 12. september 2008, og min sagsbehandler skulle gå i gang med at samle hele sagen så den kunne komme for udvalget snarest muligt. September og oktober gik, uden jeg hørte noget som helst. Jeg begyndte at blive nervøs, for jeg vidste mine sygedagpenge udløb i januar, uden mulighed for yderligere forlængelse, da jeg havde fået dem forlænget så mange gange som det overhovedet var muligt.

I starten af november kontaktede jeg så min sagsbehandler, og spurgte om der snart skete noget. Fik besked på at hun ventede på papirer fra Viva... jeg spurgte om hun ikke gad rykke dem for det, for der skulle altså snart ske noget. Jo det skulle hun nok. Og endelig skete der noget. Jeg blev indkaldt til samtale for at få de sidste ting på plads, og sidst i november fik jeg besked om at sagen meget snart ville komme for udvalget. Det gjorde den så d. 9. december, og heldigvis gik den glat igennem.

Mine råd til jer er, at forhold jer positive overfor arbejdsprøvningen, og prøv at gør de ting de beder dig om, - det kommer man længst med, også selvom det føles dybt åndssvagt og uoverskueligt. Gør det, for du står langt bedre bagefter, på den måde.

Desuden; gå ikke bare og vent på at kommunen kontakter dig... vær selv aktiv, ryk dem i ørerne. Det er dit liv; du må selv tage skeen i egen hånd.

Ja det var så min historie i korte træk. Jeg har ikke fortalt om sagsbehandler skift, for det har sådan set ikke haft den store indflydelse på min flekssag, men HOLD OP hvor er det irriterende at man pludselig skal skifte sagsbehandler midt i en sag. Jeg prøvede det 3 gange...

Nu vil jeg ønsker jer alle en rigtig glædelig jul, og pøj pøj til jer der er igang med at søge enten det ene eller det andet.

[Trold]

Først vil jeg da sige stort tillykke med, at du er blevet visiteret til fleks, og at den gik glat igennem.
Jeg vil så også sige tillykke med, at du har oplevet en vellykket ab.prøvning.

Oprindeligt indsendt af 1966

Mine råd til jer er, at forhold jer positive overfor arbejdsprøvningen, og prøv at gør de ting de beder dig om, - det kommer man længst med, også selvom det føles dybt åndssvagt og uoverskueligt. Gør det, for du står langt bedre bagefter, på den måde.

Jeg har hængt i systemet i ca. 13 år, på grund af en reel (og særdeles veldokumenteret) ryglidelse, og et par andre "småting".
I starten af 2007 var jeg i arb.prøvning på et beskyttet værksted, og oplevede, at jeg blev behandlet, som om at jeg var fuld af løgn.
HVER gang jeg sagde fra, blev der stillet ? ved, om det nu også kunne være rigtigt, og var nærmest tvangsindlagt til div. kognitive samtaler, som udelukkende havde til formål, at få mig til at erkende, at mine rygsmerter var af psykisk karakter.
For nogle mdr. siden fik jeg så (langt om længe) taget mig sammen til, at begære aktindsigt.
Og sandelig om ikke min sagsbeh. havde skrevet til arb.prøvningsstedet, at det eneste jeg ville, var at få pension (jeg har ALDRIG nævnt et ord om pension), og at jeg havde søgt pension (endnu en løgn, som jeg forhåbentlig snart kan bevise), og at der IKKE er nogle somatiske forhold.

Det er fuldstændig sandt det du skriver i dit indlæg, ingen tvivl om det.
Men du vil her på K10 møde mange historier, som vidner om, at ikke alle er så heldige som du. Desværre.
Held og lykke med at finde et godt fleksjob.

[1966]

Ja ingen tvivl om at jeg har været heldig på mange måder. Jeg har også hørt om andre som er blevet behandlet som du beskriver det, og det er simpelthen bare for dårligt.

I mit forløb på Viva, mødte jeg mange som havde meget forskellige oplevelser med systemet, og jeg vil sige at langt de fleste var negative. Især de mennesker med fysiske lidelser, oplevede som du, ikke at blive troet på.

I mit tilfælde har det nok været nemmere for dem at afgøre sagen, fordi der lå en fast og klokkeklar diagnose, og denne diagnose - manio depressiv - er livsvarig, det er ikke en sygdom der nogensinde går væk igen. Derimod hører jeg om en del der oplever problemer med at få deres sag igennem, hvis de f.eks. "kun" har en depression, for der tænker sagsbehandlerne at depressionen måske kan blive bedre og måske endda gå helt væk. Derfor er det jeg skriver, at de nok har haft nemmere ved at tage en afgørelse i mit tilfælde.

MEN jeg har også oplevet en del som på forhånd har været meget negative overfor at skulle i arbejdsprøvning, og ligesom har modarbejdet det, både før og under arbejdsprøvningen, og dette kan medføre at personalet/kontaktpersonerne ikke rigtig vil hjælpe én fordi man er så negativ. Nogle af brugerne på Viva havde svært ved at forstå hvorfor de skulle afprøves i noget som de på forhånd vidste de ikke kunne, og der er det så jeg siger at hvis ikke det bliver prøvet, så kan sagsbehandlerne ikke se med egne øjne om personen reelt kan eller ej.

Når det gælder "usynlige" ting, som f.eks. smerter, så vil det sikkert være svært for personen at bevise de har smerter. Men der er ikke andet at gøre end blive ved med at fortælle og skrive ned hvordan man oplever det, og skriv endelig så detaljeret som muligt.

Jeg har virkelig utrolig ondt af dig, det må være forfærdeligt at gå med smerter og ikke blive troet på, og så have hængt så længe i systemet som du har. Håber du får bevist at der er blevet løjet om dig!

kh Lone

[Trold]

Oprindeligt indsendt af 1966

Jeg har virkelig utrolig ondt af dig, det må være forfærdeligt at gå med smerter og ikke blive troet på, og så have hængt så længe i systemet som du har. Håber du får bevist at der er blevet løjet om dig!
kh Lone

Jeg tror det er på vej.
Jeg blev visiteret til fleks i foråret - 20-25 timer(mit fremmøde i arb.prøvning endte på 6-9 timer), og blev henvist til anden aktør.
Og det har bare været en supergod oplevelse.
Han havde ikke held med at finde mig et job, men han har åbenbart troet på det jeg fortalte om min sidste arb.prøvning, og har kunnet se, at jeg har en del skånebehov at tage hensyn til.
Og det har han åbenbart fået overbevist min nye sagsbeh. om, så nu skal jeg i en ny arb.prøvning, med jobkonsulenten som "mellemmand".
Som sagsbeh. sagde "for at se hvad og hvor meget du kan ,eller om det er helt håbløst".

[suse]

Hej 1966!

Jeg er en årgang 1958 med samme diagnose som dig. Jeg vil bare ønske dig tillykke med din fleksbevilling og fortælle at det er muligt at finde et fleksjob, som man kan fungere i, som maniodepressiv. Jeg har selv haft en positiv oplevelse med et fleksjob, som kontorassistent og på samme arbejdsplads igennem hele 10 år.

At jeg nu (forholdsvis problemfrit, pånær lang sagsbehandlingstid) er tilkendt førtidspension pr. 1-11-08 har flere årsager, herunder min egen sårbarhed, som følge af lidelsen. Men det gik trods alt rigtig godt de første mange år - og med stort udbytte for mig, som altid forud har været engageret i mit arbejde og en ildsjæl.

Så pøj, pøj med det!

Hilsen
suse

[1966]

Lyder meget positivt, synes jeg. Pøj pøj med det, Trold
__________________________________________________

Hej Suse. Tak for din kommentar. Lyder sørme godt at du har kunnet finde et kontorjob du kunne klare. Håber det samme kan ske for mig. Er du ok med at du så nu er tilkendt førtidspension i stedet?