Hej.

[Ely]

Hej.

Jeg er ny her og det var en tilfældighed jeg opdagede k10.

Jeg er også en af de unge og det kunne være dejligt at snakke med andre i samme situation.

Jeg fik tilkendt førtidspension i 2003. Jeg er selvfølgeligt lettet over, at slippe for alt det bøvl med kommunen, men det bare ikke nogen dans på roser, at være 32 år og på pension. Jeg skammer mig på en måde og der er kun min mand og 2 veninder som ved jeg er førtidspensionist. Selv min egen og min mands familie ved det ikke.

Jeg frygter også når vi er nogle steder, at folk skal spørger: hvad laver du så.. Jeg synes det pinligt at sige ingenting...

Nå men nu har jeg fundet denne side, som jeg håber at få stor glæde af..

Det var alt for nu.

[OdinTor24]

Det er trist at høre at du skammer dig over at være syg.
Prøv at læse følgende og se om du ikke kan være enig om det med generne:

Nu har jeg være på K10 nogle måneder og deltaget flittigt i debbatten. Jeg stort set de fleste indlæg fordi jeg synes det er interessant at høre hvordan andre mennesker begår sig… ja.. og også fordi jeg er nysgerrig
Det der har slået mig, er alle de historier, hvor folk kæmper en hård kamp mod sygdom… sagsbehandlere…læger…jobkonsulenter og arbejdsgivere. Det kan til tider være meget trist læsning, hvor jeg oftet tænker på, hvordan de menensker har det i hvardagen. Jeg har ingen mulighed for at hjælpe, selv om jeg gerne ville. Vi kan måske hjælpe hinanden herinde på K10. Jeg har i hvert fald selv haft glade af at læse debatten. Nu er chatten jo også kommet med de mulighedder, der er for kontakt der.
Jeg selv har en mild muskelsvind i hænder og fødder, som kun begrænser mig ved, at jeg bliver meget træt efter ca 3 til 4 timer og skal sove en time for at være frisk igen. Derudover er der en masse natteroderi pgra. kramper diverse steder. Sover aldrig mere end et par timer ad gangen.
Begge mine børn har den samme sygdom. Den ene mere end den anden.
Da min ældste søn og kone bestemte sig for at få børn, var det naturligvis oppe og vende, at det barn havde 50 % chance for at få sygdommen. De var begge fuldkommen enige om, at det spillede ingen rolle. De har ikke engang fået det testet.
Min ældste søn er gen forsker og har det synspunkt, at vi mennesker ikke ville være her, hvis det ikke var fordi vores genpulje havde muteret tusindvis af gange i evulationens historie (for andre ved starten af Adam og Eva ) og derfor er resultatet at den stærkeste genpulje.
Det er en smuk tanke …. Jeg er her… du er… vi er her alle sammen fordi vores…lige præcis din og min genpulje, har overlevet millioner af år.
Vi er altså resultatet af millioner af års udvælgelse… lige præcis vi er her.
En fantastisk tanke, når man tænker på, hvor let en gren på dit eller mit stamtræ forsvinder (krige…sygdom…katastrofer…barnløshed).
Jeg kan blive helt salig ved tanken. Selv mig… med mine gener er her. Mine børn er her. Mit barnebarn er her. Et barnebarn på vej.
Jeg er glad over at være her.

Velig Hilsen
OdinTor

[Guffi]

Jeg kender godt til at skamme sig over man er Ftp. Jeg er 43år og har fået ftp. siden 01. jeg har et ikke synligt handicap..........Kronisk betændelse i tarmsystemet, der så igen har sat sig i mine led, ¨så jeg har en gigt lign. Tilstand oven i.Jeg hader når jeg er ude blandt fremmede mennesker og så det oblikatoriske spørgsmål kommer........Hvad laver du så???? Sommetider fortæller jeg at jeg er ftp. Det er jeg efterhånden blevet god til at sige, men det hænder også jeg henviser til mit gamle job som Pl.hj.ass. Det tager lang tid at accepter sig selv som ftp.Men man lærer det lidt efter lidt. Det er jo ikke med vores gode vilje, vi er ftp. Vi er syge og magter ikke et job, uanset om vi så står på hovedet.
Godt at du har fundet denne her side, den har jeg selv meget stor glæde af. Vi er alle sammen i samme båd mere eller mindre. Her på siden findes der forståelse for hinanden, vi hjælper og støtter hinanden så godt vi kan.
Jeg kan varmt anbefale dig at gå på chatten, der inde hygger vi os,"griner" giver hinanden et lille kærligt spark, eller hvad det nu er der er brug for.
Jeg ønsker dig hjertelig velkommen her på siden.
Mhv. GUffi

[Nikke]

Det skal ikke ked af,jeg har på sammen mådre.
jeg har nu været her som bruge i ca. 4 mdr. og jeg har fået rigtig meget at snakke med andere,det har ledt efter meget længe.
og så k10 og sidste er jeg blevet klog og mere glad,for så følrer jeg mig ikke alene verden.
jeg har en synddrom som heder NF-Neurofibromatosis Recklinghausen:. den påvirker:nedsæt syn,dårlig.knæ,ryg og hummkelse og mere.
jeg vil bane sige,at et stort Tak til den bag hjemmeside for skab den siden og det hjælper miig at komme en håed og tirst hver dag iindimellem. TAK IKKE SIGE NOKT KOMMER FOR MIT HJERTE:|
HVOR DER ER HJERTERUM ER DER KÆRLIG SOM MENNESKER.
kÆRLIG HILSER
Nikke

[Stella]

Hej Ely...som førtidspensionist syntes jeg du skal læse denne og bruge din tid på noget godt og konstruktivt og ikke skamme dig over du er førtidspensionist...du har jo muligheden for at gøre et eller andet du brænder for...vær glad ved livet og sig til folk du er førtidspensionist det er der ikke noget at skamme sig over


Forskellen på at lave ingenting

Af Keld Nissen

Berlingske tidende 9 dec


Lønmodtagere på orlov og arbejdsløse befinder sig i princippet i den samme situation - ingen af dem arbejder.

Men der er den altafgørende forskel, at den, der har et job at holde orlov fra, selv kan bestemme sig for at tage fri.

Vi bør sørge for, at alle arbejdsduelige har et job. Så kan de nemlig tage orlov fra det og i en periode med god samvittighed tillade sig den luksus at gå hele dagen og lave ingenting. Hvis man er arbejdsløs, skal man helst have dårlig samvittighed, hvis man går hele dagen og laver ingenting. Sådan er holdningen i samfundet. Også selvom arbejdstageren på orlov og den arbejdsløse i princippet laver det samme - nemlig ikke-arbejder.

Fremtidsforskere mener, at en af de mest efterspurgte ressourcer fremover bliver fri tid. En ny undersøgelse, som Synovate Vilstrup har udarbejdet for Nordea, viser, at over halvdelen af alle arbejdstagere i Danmark godt kan forestille sig at tage orlov fra jobbet.

JEG HAR PRØVET DET. Min kone og jeg fik mulighed for sammen at holde orlov i to måneder i foråret. Det var fedt. Mange af dem, der tager orlov, bruger friheden til at rejse rundt i Australien i en autocamper i nogle måneder. Vores projekt gik i princippet ud på at bo i vores nye sommerhus på Fanø og lave ingenting eller med andre ord at tage en pause fra en travl og til tider stressende hverdag. De første uger gik ganske vist med at indrette det nye hus. Men da det var på plads, blev det tid til at lave ingenting.

Jeg vågnede om morgenen, når det begyndte at blive lyst. Så stod jeg op og satte kaffe over. Jeg tog cyklen eller bilen hen til købmanden efter morgenbrød, aviser og cigaretter. Hjemme igen gik der et par timer med at drikke morgenkaffe og læse aviserne. Hver anden dag efter morgenmaden kom så det ene af dagens to højdepunkter - løbeturen. Fem kilometer i et diset douche forårslys på stranden og på sommerhusområdets halvøde grusveje - det gav glæde og energi til resten af dagen. Så i bad. Og så var der ikke lang tid til frokost. Og til at tage beslutning om det andet af dagens højdepunkter - aftensmaden. Som der så skulle købes ind til. Det kunne sagtens blive til fire butiksbesøg for at finde alle ingredienserne til middagen. Vel hjemme igen - af og til med en kage - var det så blevet tid til eftermiddagskaffen. På gode dage kunne den indtages i solen på terrassen. Og så varede det ikke længe, før der skulle laves aftensmad. Det var rasende hyggeligt - som regel med et glas vin inden for rækkevidde. Og endnu et glas eller to til selve maden. Hvorefter der var nyheder i fjernsynet. Og snart sengetid. Og næste morgen vågnede jeg, når det begyndte at blive lyst...

KUNSTEN AT LAVE INGENTING gik også ud på at gå ture, køre ture, løse kryds- og tværs og sudoku, spille scrabble, læse bøger, sidde på klittoppen og kigge ud over lyngen og marehalmen og havet og tænke eller ikke tænke, flække gamle brædder til pindebrænde, kede sig og af og til at have gæster.

Da de to måneder var gået, glædede jeg mig til at komme på arbejde igen. Jeg havde fået genopladet de mentale batterier, som man siger. Og jeg havde netop nydt at lave ingenting, fordi jeg havde et arbejde at komme tilbage til. Og en løn, man eventuelt kan spare op af - så man kan få råd til at holde orlov.

Jeg finansierede dog orloven med en lille arv fra min mor.

[Juliane]

Hej Ely.
Jeg synes også at det er trist læsning at du skammer dig over at være syg.ja at være Fp. Jeg tror da nok at hvis vi alle selv kunne bestemme, ville vi da uden tvivl forblive i vores respektive jobs.Men skæbnen er vi ikke herre over, desværre

Jeg synes bestemt ikke at du har grund til at skamme dig.Så vidt mig bekendt er der ingen her i landet der bliver tilkendt FP. uden at der virkelig er en årsag.

Jeg kan nok forstå at det er træls at skulle svare på hvad det er man beskæftiger sig med i dagligdagen,(det kender jeg selv) men at du skammer dig så meget ,at dine nærmeste , dine forældre/svigerforældre ikke kender sandheden , ja det må jeg sige at jeg står ganske uforstående overfor.Jeg undrer mig over hvordan det kan lade sig gøre??
Jeg tænker også på at din livskvalitet må være yderligere forringet p.g.a. dette..Tænker på hvor mange resourcer du hele tiden må bruge for at skjule sandheden..Jeg er selvfølgelig bevidst om at du har nogle specifikke årsager til at være nødsaget til at handle som du gør, men det bliver det ikke mindre tragisk af .Jeg tænker på , at normalt er det da hos vores allernærmeste at vi henter omsorg og støtte når vi er i belastende og svære situationer.Dine nærmeste må da vide at du er syg og uarbejdsdygtig?? Hvis ike de har forståelse for at du er tilkendt FP., synes jeg da helt afgjort at det er dem der har et problem

Ud af skammekrogen, nyd alt det gode livet trods alt også har at byde på Ingen kender dagen i morgen.
Kærlige tanker
Juliane

[Trylledyr]

Kender godt følelsen af at skamme sig. Fornuften siger "det er der ingen grund til", men følelserne siger noget ganske andet. Lider selv af PTSD, det kan ikke ses, og slet ikke på en go' dag, men her er, hvad min psykolog sagde til det:

Hvis du er flov over at sige, at du er på kthjp, pension eller hvad det nu er, så prøv i stedet at sige "jeg lever af mine penge". Det gør vi jo dybest set alle sammen, uanset hvor vi får pengene fra, og det lyder langt mere eksotisk end "pension" eller hvad det nu handler om

Ingen omskrivninger, ingenting. Det virker for mig - følelsen er klart bedre, og reaktionen fra andre er også en hel anden

Måske kan det bruges, måske ikke. (Undrer mig stadig over, at vi som mennesker ikke er kommet længere end til at identificere hinanden på det, vi laver, i stedet for på dem, vi er)

Knus

[inger]

Hej Ely

Jeg er også en af de lidt yngre førtidspensionister. Kun 39 år og fik tildelt pension i oktober 2006.

Jeg siger åbentlyst til alle der spørger at jeg er førtidspensionist. Overfor mennesker der ikke kender mig, så siger jeg af helbredsmæssige årsager ellers remser jeg et par af mine diagnoser op.

Jeg havde psykisk svært i de første par måneder ved at forstå at jeg nu var blevet pensionist. Men helt ærligt jeg skammer mig ikke længere, da jeg ved at mit helbred på et eller tidspunkt vil slå mig ihjel, så jeg nyder mit otium nu.
Sådan som jeg ser det nu er: at andre (raske) mennesker opnår at blive folkepensionister og kan nå at nyde og opleve de sidste år af deres liv i fred og ro. Den mulighed får jeg ikke, så jeg nyder mit liv nu - et ungt menneske i en slidt krop.

[Cowlady]

Jeg ved ikke om 34 er ung nok til dette forum, men da jeg kender følelsen, så tager jeg chancen.

Jeg er en af dem, som alle og enhver kan se er handikappet - jeg sidder i kørestol, men stadigvæk er der ikke noget jeg hellere ville end være til gavn i samfundet, og når jeg så siger det, så kommer de forskellige taler om at kunne forstå at en pension er nødvendigt. Men drømmen om at alt bare kunne være normalt - den ligger så dybt, at jeg ofte falder tilbage i den. Og jeg ved godt at jeg ikke kan holde til arbejde og at lægerne ikke kan holde mig i live, hvis jeg bliver ved, men.....hvor ville jeg dog gerne.

Jeg ved, at så længe håbet og drømmen om et arbejde eksistere, så bliver det svært at finde ro i en pension og derved stå ved den med oprejst pande.
Men jeg øver mig og en dag finder jeg frem.

[Ida]

Trylledyr skrev "Hvis du er flov over at sige, at du er på kthjp, pension eller hvad det nu er, så prøv i stedet at sige "jeg lever af mine penge". Det gør vi jo dybest set alle sammen, uanset hvor vi får pengene fra, og det lyder langt mere eksotisk end "pension" eller hvad det nu handler om".
Prøv lige at høre her: http://media.podhead.dk/media/podhea.../claus_012.mp3
Jeg kunne i hvertfald både grine og tænke at manden har ret....
God mandag til alle!
Ida

EDIT/link "repareret" og virker