Hjælp.............jeg er bange..........

[cirkeline]

hjælp..........
jeg er helt vildt nrvøs for mit møde i morgen.

Min overskrift kunne måske også næsten hede RENGØRINGSVANVID!

i løbet af den sidste uge hvor jeg er begyndt at blive nervøs har jeg fået ordnet en masse ting................men efterhånen som jeg er blevet mere og mere nervøs har jeg fået ordnet mere og mere.

Det er såsan set også godt nok,eller det var det ihvertfalde i starten da meget af det er tiltrængt (for jeg plejer bestemt ikke at være nogen rengørings freak.........må måske nok nærmere sige tvært i mod !

Men efter min akute lyst til at gøre bedeværeset rent i 2 timer i går aftes og skrubbe gulvet 3 gange.(noget skulle jeg jo lave.........når jeg nu ikke kunne komme ind på chatten!)

Og jeg i dag ikke bare har gjort min egen lejligehed rent ...........og pludselig har haft sofa og seng med mere hevet ud ...............hvad fanden gør der af mig!

Nå ja så snuppede jeg også lige trappen i opgangen med støvsugeren.......og vasket den bagefter DET SKAL SÅ LIGE SIGES AT DET SLET IKKE ER MIN MÅNED TIL VASKE TRAPPE!!!!!!!!..........Så hvad fanden er det lige der går af mig????????????Jeg har aldrig nogensinde gjort sådan noget før............men på trods af det så tror jeg uden tvivl at jeg godt kan dognastisere mig selv..........som væren NERVØS!

Nu har det så også været kombineret med rundt på gulvet.........ondt i maven (og lette angssignaler som trykken i brystet)

Nu har jeg haft det sådan den sidste uges tid. Jeg har simpelthen så meget uro AT JEG UNDER INGEN OMSTÆNDIGHEDER KAN SÆTTE MIG NED OP SLAPPE AF!!!!!!!!!HJÆLP...........DET ER JO FORFÆRDELIGT!

Jeg har simpelthen så meget uro at jeg skal lave noget hele tiden..........mig som ellers elsker at se fjernsyn og følger med i diverse serie...........jeg har næsten ikke set noget fjernsyn i den her uge (det har jeg ikke haft tid til har jeg tænke ved mig selv) Men sandheden er nok nærmere at der skal ske noget hele tiden, for jeg kan bare ikke sætte mig ned og slappe af! rigtig træl at ha det sådan!!!!!!!!!

Det er selvfølgelig godt nok at jeg har fået ordnet en masse ting (helt vildt især i forhold til hvad jeg plejer at lave!!!!!!!!!!!!)

Min uro og nervøsitet har også resulteret i at jeg har gået.........nej nærmere travet helt vildt mange og MEGET LANGE ture.........for der skal bare ske noget hele tiden.

Så eneten er jeg igang hele tiden, fordi jeg ikke kan side stille..........eller også sover jeg fordi jeg er så træt så træt!!!!!!!!

Det er ikke til at holde ud at ha det sådan her ..........så jeg håber godt nok at det bliver bedre efter mødet i morgen.

Jeg er meget bange for mødet i morgen.Det er ikke kun den sidste uge jeg har gået at været spændt det har jeg været de sidste mange uger før da datoen blev fastsat.

Men ikke bare der også de sidste mange måeder i spænding ..........hvor jeg frygtede at det blev virkeligt og der blev en dato på.

En dato på det møde som jeg har frygt i det sidste halve år hvor det har spøgt..........og jeg har været nødt til at se i øjene at det ikke var til at komme uden om..........at jeg var nødt til at forholde mig til det uanset hvor angst og bange jeg er !!!!!!!!!!

For det er jeg godt nok.............helt vildt angst og bange.
Men der er godt nok også bygget meget energi op omkring det (mig der hele min barndom har kæmpet med det usynlige spøgelse............det heder angset for at blive syg) Det skal måske lige her forklares at både hun og min mor er var psygisk syge! Så min frygt for at blive det er jo enorm.

Det er det gør at jeg frygter diagnoser så yhyggeligt meget..........at jeg hele min ungdom ikke fik hjælp..........ihvertfalde ikke den rigtige hjælp.......fordi jeg ikke ville erkende at jeg måske også var syg..........for så troede jeg at jeg ville dø.............for så frygtede jeg eller måske enda troede at så ville mit liv blive ligesom dem, og dermed stut da det bestemt ikke var et liv jeg have lyst til at leve!

Det er nok derfor jeg har løbet skrigene væk (hvilket jeg på en måde også har lyst til at gøre den her gang)hvergang der kom noget der kunne lige noget der hed en diagnose.

Og fordi jeg ikke har kunnet, eller måske ikke turdet erkende det fik jeg heller ikke den hjælp jeg have brug for på reva for et år siden.




Men ikke i morgen ........i morgen skal jeg sætte mig ned til et møde sammen min psykiater,min psykolog,som er ny og som jeg ikke er særligt glad for, en hjemme sygepleske fra lokal psykiatrien som har kommet hos mig det sidste halve år og en bostøtte som jeg har fået og så mig. Og så har jeg min fars kone med (min far kan desvære ikke være der.........så jeg er også lidt spændt på hvordan det går med at have hende med.

Men det er i det løbet af det sidste stykke tid gået op for mig at det ikke kun har været mig der ikke har villet erkende at jeg måske er syg?..........Det er dersværre i mindst lige så høj grad min familie der ikke har villet acceptere det!
Så jeg tænker også at det er rigtig vigtigt at der er nogen fra min familie der kommer med.

Jeg er aldrig blevet indkaldt til et diagnose møde før, tværtimod har jeg altid fået ef vide at jeg ikke skulle forholde mig til diagnoser,bla fordi det har vist hvor frygtelig bange jeg har været for det.Og dem som jeg har arbejdet med før har ikke forholdt sig til diagnoser............tværtimod!

Men i lokal psykiatrien arbejder de med diagnoser...........så de vil også at jeg skal vide og forholde mig til min ( det viser sig nu at jeg i virkeligeheden har haft en diagnose længe........jeg har bare ikke selv vist det )

Sygeplesken var hjemme ved mig i dag, så vi kunne mødes inden mødet.
Og hun sagde at hun troede at der ikke være så meget nyt i de ting der vil blive sagt i morgen, at mange af tingene viste jegnok godt i forvejen og var noget jeg arbejdet med?..................MEN DER ER ALLIGEVEL EN VERDEN TIL FORSKEL FOR MIG.Nu kommer der lige pludeselig et diagnose navn på......

Det jeg tror vil ske er at det så bliver virkeligt .........at så er det ikke bare noget jeg tror jeg fejler.............så er det pludselig virkeligt...........og jeg bliver nødt til at forholde mig til det (og forhåbenligt leve med det på en eller anden måde)

Jeg snakkede med min læge i dag og hun sagde hun syntes jeg skulle vente med at tage stilling til og jeg vil søge pension til efter det møde, når der er kommet nogle facks på bordet.

Det har jeg også selv tænke inden hun sagde det,og håber at jeg forhåbentligt vil kunne blive mere afkaret i forhold til om jeg skal søge en pension?

Så i morgen skal jeg se det i øjene som jeg i virkeligheden fryger allermest..........men samtidig tænker og håber jeg også at jeg så får den afklaring jeg har brug for, så jeg kan komme videre med mit liv.

At uanset hvor bange jeg er for det..........at det så ikke behøver være et usynligt spøelse i mit liv mere?

Jeg er meget spændt og bange..........især på hvordan jeg har det bagefter..........og om jeg kan takle det??????????

Ang mødet så har og er jeg angst for angsten lige nu ..........frygter at jeg bliver så angst til mødet at jeg ikke kan høre noget, og tror jeg skal dø og ikke kan få luft..........det er det jeg frygter allermest og at jeg ligger på et koldt badeværelses gulv og knækker mig?

Men jeg tror nu ikke at det kommer til at gå så slemt,det håber jeg ihvertfalde ikke.Det vil sgu været alt for ærgeligt og træls når jeg nu har brugt så meget energi på det.Og et eller andet sted vil har sat mig op og gerne vil ha det overstået..........selvom der jo stadig også er den del der har lyst til at løbe skrigende..........og bare løbe af h til.

Har også tænkt meget på hvordan jeg mon vil reagere følelsesmæssigt?............vil jeg blive vildsomt ked at det...........eller måske voldsomt gal så jeg ikke kan høre noget..........eller vil jeg begynde at grine...........eller noget helt andet????????(eller vil det forhåbentligt slet ikkevære så slemt ?)

Eller vil jeg i virkeligheden blive enormt lettet.........og tænke fedt..........endelig kom der ord på det jeg følte..........fedt endelig er det usynlige spøelse jeg slåset i så mange år af mit liv væk...........fedt endelig kan jeg begynde at komme vidre med mit liv...........nu skal det ikke stå i vejen mere.

Jeg håber det sidste.

Med min fornuft ved jeg jo godt et eller andet sted at der er letter at forholde sig til ting og gøre noget ved dem når man erkender dem og når man ved hvad det er man har at slås med.............og når man ikke mere skal skjule dem for sig selv og omverden..........men det er bare så forbandet svært når nu angsten ståer i vejen!

Dette have jeg valgt at dele med jer.
Jeg føler og frygter at det en dom jeg skal ha ( har nogle gange måske ligefrem frygtet eller tænkt det som en dødsdom)

men jeg håber ikke det bliver sådan..........jeg håber faktisk jeg overlever det.
For hvis jeg gør det så håber jeg at det betyder at jeg får et letter liv og at angsten ikke skal styre mit liv i den grad som det har gjort indtil nu desværre.MEN DET SKAL VÆRE SLUT NU!

hilsen line

[losuma - Slettet Medlem]

Puhe ha, man føler jo din stress på meget meget tæt hold her.

Der er forskellige grunde til at folk ikke får deres diagnose af vide, hoved årsagen er at den viden er til fare for patienten, og så må de faktisk ikke udtale sig da de jo har skrevet under på at de vil rede menneskeliv.
Hvad årsagen for dig er, kan jeg af gode grunde ikke vide, og det behøver jo ikke være overstående grund.

Min psykriater var heller ikke videre vild efter at give mig hendes vudering da jeg sppurte (til hendes forsvar skal det siges at hun ikke var ferdig med at vudere) Og det viste sig så at hun var bange for min reaktion fordi den ene af hendes forslag gik på at jeg var alkoskadet fra min biologiske mor, og hun ville for mange sikkert været et meget ømt emne spicelt efter som at jeg på det tidspunkt lige havde mistet hende efter lige at have mødt hende.
Men den slags tager jeg nu ganske køligkaj, men hvor skulle psyk vide det fra?

Jeg var i modsetningen til dig meget op til at få en diagnose, den del var meget vigtig for mig. Ikke fordi en diagnose i sig selv er bestemt ikke rar at have, men det at få en diagnose ville også give mig en viden om mig selv, som jeg stærkt havde brug for, for at kunne arbejde dybere med mig selv (i stedet for bare at gå og have det af H til og ikke vide hvorfor) En diagnose ville kun hjælpe mig videre, sådan havde jeg det, og det har holdt stik, det har været det første skridt ind i en helt ny verden, ikke en der altid er lige behagelig, men nu ved jeg hvorfor, det er stadig heller ikke alt jeg forstår, men det tror jeg nu heller ikke er meningen at man skal.

Der til har diagnosen betydet at jeg har kunnet hjælpe andre til at hjælpe mig, ikke kun psykriateren i forhold til medicinering (og for ikke så længe siden vendte jeg kort med min psykolog om jeg måske skulle overveje at skifte pga min angs, men med fælles hjælp ud fra den viden jeg har tilegnet mig ud fra at jeg har en diagnose at gå via, blev vi hurtigt enige om at der ikke skal foretages skift) Men også min støtte/komtakt person i forbindelse med at give hende viden omkring voksen ADHD et emne hun overhovedet intet anede om.
Min familie har også haft stor glæde af den selv viden diagnosen har givet mig, jeg er blevet langt bedere til at sige stop, når det hele stiger for højt, bedere til at bede om hjælp, der hvor jeg har behov for det, og det har ikke mindst mine børn haft meget stor glæde af, så stor at vi har kunnet mærke en positiv forandeing på den ældste.

Selv min gamle far, som meget stærkt holder på at det her er noget værer pjat har lært en ting eller to, han vil ikke indrømme det, men det at der er kommet en diagnose på, har betydet at vores forhold til hinanden har forandret sig, det er langt mere acceptabet for ham nu at jeg går hjemme end det var, før var jeg BARE doven, det har han aligevel forstået at jeg nu nok aligevel ikke bare er.

Da jeg fik min diagnose slået fast (hvilken jeg ikke blev overrasket over da jeg selv havde bedst psykriateren udrede mig for ADHD af den simble grund at min biologiske familie er spræng fyldt af det handikap, og det er arveligt) Var jeg SÅ! lættet, det var så dejligt at jeg endelig kunne sette ord på... Jeg er handikappet, jeg har ADHD og det betyder at jeg reagere anderledes end normale menneksr gør.
I sociale sammenhænge har det virkelig betydet en forskæld til den gode side, for jeg har parpir på at jeg er underlig jeg er ærlig om det, og så er det ligesom, at det så også er mere tilladt at være mærkelig, set fra andre folks syn.
Ikke at alle har taget lige godt imod den oplysning, men de fleste har været positive og giver mig skulderklap for ikke at være flov over det (jeg tror på plysning)

Jeg vil ikke lyve for dig, diagnosen har ikke kun været en lyserød sky, det ER en dans på roser, og ind i mellem jokker man altså på en torn, ikke kun i forhold til andre mennesker (den del syntes JEG... man er jo forskellig... er den nemme del af det) men også i forhold til sig selv. Det her går i faser, først va der lættelsen over endelig at vide hvad der er galt, men så kom spørgsmålene... hvad så nu? hvordan? hvem? hvor? osv... jeg har ikke fundet svar på alle tingene, og føler stadig at jeg står lidt i et ingenmands land, jeg har overhovedet intet billed af fremtiden, bla fordi jeg er i en kæmpe forandring som person (pga diagnosen) men også fordi dte lidt fremtid jeg kan se på ingen måde er spor positiv, og det er altså ikke videre behageligt kan jeg godt love dig, sådan bare at svæve i ingen ting (men den følelse kender du jo sikkert godt?)
Jeg går også fra tid til anden i stå med min udvikling, her tænker jeg ikke på i forhold til at jeg bliver stanset ude fra (læs kommunen) for der har jeg et svar på hvorfor jeg går i stå, eller retere tager et par seje skridt baglæns, men i forhold til mig selv, der er mange ting jeg mangler at få på plads, og dem søger jeg i mig selv med lys og lygte, men der er altså perioder hvor jeg er havnet i en blindgyde på det punkt, og bare ikke regtigt kan komme videre. Der er det altså heller ikke rat at stå, dog et det værste når tingene går baglæns, en ting er at stå stille hvor man er, en anden er at skal til at starte forfra fra hvor man var for måneder tilbage.

Nå men det korte af det lange er at for mit vedkommende (hvilket er det eneste vedkommende jeg akn skrive på vejne af, skal lige fremhæves) har en diagnose kun betydet at jeg har kunnet komme videre med mig selv, fordi jeg nu har fået en viden om mig selv som jeg før ikke forstod, og en forståelse for hvorfor en hel masse ting er gået som de er, jeg tror selv på at diagnosen har en stor del af skylden for at jeg har kunnet tage de fremskidt jeg har, i det tempo jeg har formået at tage dem.

En diagnose er ikke jordens undergang, heller ikke en ubehagelig diagnose, selv sådan en kan bruges til noget fornuftigt, spørgsmålet er hvordan man se på de oplysninger man får ud af diagnosen.

Men forståelse for din ængstelse det har jeg nu... har du overvejet at benytte dig af vjærtrknings øvelser til at kontrolere din angst med, en del har stor glæde af dem (mig virker det nu ikke på, men jeg er åbenbart blandt fåtallet kan jeg se på div angs forums) Måske det ville kunnehjælpe dig til at komme gennem den første del af dagen i morgen?

Pøj pøj.

[cirkeline]

Hej losuma

Tak fordi du ville dele dine egne erfarionger med mig
Jeg tror jeg måske vil ta et langt vamt bad nu og se om jeg forhåbentligt kan få sovet lidt i nat..........gerne bedre end sidste nat.

Og ja så må jeg prøve at tage nogle dybe vejrtækninger..........og håber det hjælper.

Jeg har lige snakket med odin og pia på chatten om min angst.........og de har forsøgt at give mig nogle gode råd til hvordan jeg kan få et realistisk syn på situation og klare mødet.

I skal ihertafalde have tak for jeres råd og jeres opbakningen.

Og også mange gange tak for din opbakningen losuma

Hilsen Line

[Guffi]

Der var en barsk omgang læsning,tak skal du ha' sikken en masse tanker at gå rundt med. Jeg håber af hele mit hjerte at du har nogle du kan læsse af på. Det er så let for mig at sige,det hele nok skal gå, men tro mig............det kommer til at gå.

Når du nu skal til møde i morgen har du en psyk, sygeplejerske og en bostøtte med som du kender, jeg er helt sikker på de vil hjælpe dig med, at komme igennem mødet. Når mødet er slut syntes jeg du skal prøve at snakke mødeforløbet igennem med dem. Jeg håber at du fra i morgen er lettet for en masse unødvendige tanker, og Line du bliver jo ikke et andet menneske af at, evt. få en diagnose. Som du selv skriver kan det være en fordel, jeg mener at, så ved du, lige som om hvad du skal forholde dig til. I og med du ved det, får du en masse posektiv energi du kan bruge til at komme videre i dit liv. Tag imod alle de tilbud du evt. måtte få også hvis det indebærer medicin. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over dit liv men, som jeg læser det har livet ikke været let for dig. Jeg håber og tror at, med det møde i morgen kommer du en milepæl videre med livet. Det kan meget vel være, der er nogle ting du skal forholde dig til, på en helt anden måde end i dag ,men det bliver det jo nødvendigvis ikke dårligere af.
Så mit råd til dig i morgen vil være........................ Tag mødet med ophøjet "ro" fortæl dig selv at, du kan klare det (for det kan du).Hvis du skulle blive dårlig og komme til at, knække dig..........Hvad så, det sker der ingen ting ved, ud over måske et par pletter på et gulvet. Jeg ligger hovedet på blokken og siger......................uanset hvad der sker kommer du der fra med livet i behold. TRO PÅ DET.
Jeg håber virkelig det bliver dit livs bedste møde. Jeg håber også du skriver igen og fortæller hvordan det er gået.
Mange varme tanker.
Guffi

[cirkeline]

Hej guffi

1000 tak for dit brev...........hold kæft hvor det vamede..........det er bare så dejligt at høre nogle så posiktive og gode ord.Det varmer sgu og støtter..........det er da vildt dejligt at få sådan en omgang "posiktiv medicin" at gå i seng på..........lige hvad jeg have brug for

Vil lige komme med bonus info.
Selve mødet vare en halv time og er sammen med psykiateren og så hende psygepjesken som har kommet hos mig det sidste halve år.
Derudover er psykologen med (hun er ret ny og hende kan jeg desvære ikke så godt med.)

Deruder har jeg bedt min fars kone om at tage med (ville også gerne have min far med men han skulle arbejde) Jeg har noget et noget anspændt forhold til min fars kone.Så jeg ved desvære ikke om hun vil være en søtte for mig eller om det vil være mere spændt at have hende med.?
Men har alligevel valgt at have hende med da jeg syntes at det er på tide at de også begynder at forholde sig til. Det kunne være dejligt hvid der kom noget mere forståelse fra deres side..........men jeg skal nok desværre ikke regne med ...........da hun som udgangspukt har sagt at hvad skulle det til for med diagnose...........for jeg var jo stadig den samme.........og hvis de troede de ville gå ind og ta nogle særlige hensyn så kunne vi godt glemme det!
Men jeg håber alligevel det bedste...........det er nemlig rigtigt vigtigt for mig .........ikke bare at jeg selv får noget mere forståelse for min situation............men det ville et eller andet sted ............selvom jeg ikke har villet indrømme det........... så ville det være så uendeligt dejligt hvis de have noget mere forstålse.Og så kunne det være at jeg.......... kunne slipppe for nogle trælse kommentare fra deres side om ........som fx at jeg har jo masser af tid når jeg går jo ikke i skole osv.........eller at de ikke kan forstå at jeg nogle gange bliver bange og angst.........det kan de slet ikke forholde sig til..........så nogle gange bliver de ligefrem sure eller kan måske enda finde på at skælde mig ud over det!

Det kunne og ville være rigtig rart hvis de kunne droppe den der "bare ta dig sammen holdning" som jeg nogle gange mærker..........og jeg bestemt også har haft rigtigt meget over for mig selv.Og den holdning og indstilling til mig selv har jeg bestem ikke fået det bedre af - tværtimod.

Men det håber jeg tilgengæld at jeg får nu jeg håber alt hvad jeg kan

Nå ja tilbage til mødet så har jeg også valgt at ha min bostøtte med (og som ikke er en bog støtte........odin ha ha)
Hende kender jeg ikke så godt endnu.Da jeg endnu kun har mødt hende nogle gange.......men det har været overraskende nemt med hende og jeg kommet overraskende godt ud af det med hende (så det skræmmer mig........da tingene jo ikke plejer at gå nemt for mig )

Men det er dem jeg har med til mødet.

Efter mødet er der så sat 1 time at med hjemme sygepjesken (det er hende der kommet hos mig i lidt over det sidste halve år, og diagnosen bliver så vidt jeg har forstået det især eller ihvertfalde bla givet ud fra hendes erfraringer med mig det sidste halvår.Så det bliver ihvertfalde også hendes vudering)
Jeg har været glad for hende........og kan desværre ikke forstætte med hende da hun kun var midlertidig til der blevet fundet ud af noget........og derfor jeg nu har fået en bostøtte.

Så hende sygepesken får jeg en gang til at afslutte med på et tidspunkt efter vi har haft mødet.

Men lige efter mødet i morgen har jeg 1 time til at snakke med hende i om mødet.Og få uddybet hvis jeg har nogle spøgesmål el der er noget jeg ikke forstår ?

Og til den time bagefter har jeg valgt at have bostøtten med så hun er med (hendes opgave er mest at hun er med så jeg har hende hvis jeg senere hen får brug for at snakke med hende om mødet og hvordan jeg oplevet det) og så er det måske godt nok hun har noget mere viden for at støtte mig?.........men det er der jeg har det blandet..............for jeg tænker alligevel at jeg jo helst ikke vil ha de skal vide noget som helst..........det er jo en del af mit problem............måske fordi jeg er så meget vant til fra min barndom at tingene skulle hemligholdes og skjules.

Men har alligevel også valgt at tage min fars kone men (og jeg har også selv valgt at gå til mødet af bla den grund)AT NU SKAL DET VÆRE SLUT MED AT HEMMELIGHOLDE TING.

Jeg har også inviteret min fars kone med til den time jeg har med sygepjesken bagefter.desværre har jeg ikke valgt at tage hende med fordi jeg tror hun er den store støtte for mig (for det tror jeg desværre ikke hun er) Men jeg har netop taget hende med fordi jeg mener det er vigtigt at de også får noget viden.Så hun har også muligheden for at stille soøgesmål og få tingene uddybbet hvis der er noget hun ikke forstår.

Så jeg syntes jeg har tænkt over mødet så godt jeg har kunnet og også skrevet nogle pøgesmål ned.

Jeg tænker og håber at når jeg har forberedt mig så godt at jeg så kan komme på forkant med min angst.(der håber jeg ihertfalde)

Jeg håber det er og er spændt på hvordan det går og hvordan jeg har det bagefter.Håber det går godt

De bedste hilsner fra Line

[losuma - Slettet Medlem]

Selgfølgelig skal det nok gå godt, som en anden også har skrevet, hvad er der værste der kan ske? dø af det gør du ikke.

(gud hvor ville jeg ønske at jeg kunne tænke sådan, og holde fast i det)

Faktisk ser jeg noget ret så positivt i det du skriver omkring din fars kone, hvordan nu det? Jo hvis der ikke var den mindste snært af lyst til at hjælpe støtte og forstå, så ville hun have sagt nej tak til dit tilbud til hende om at komme med til det møde.

Den med at de ikke vil tage spicelle hensyn, jammen de skal de da heller ikke, det værste af det værste de kan gøre er at begynde at pakke vat omkring dig, det de skal er at få en holdningsændring til psykiske sygdomme, og den er de på et eller andet plan villige til at tage, ellers ville de som sagt ikke være med til det møde.
Kommer der bare en lille ændring af deres negativr holdning til psykken tør jeg næsten love at du kommer til at mærke det, for så vil de ændre sig i forhold til dig, det er ikke sikkert at det bliver nogen våååv ændrig (langt fra) Men bare det at de tager et lille skridt i den regtige retning vil være en sejer for dig.

Jeg syntes faktisk det er hamrende flot at du "tør" tage så mange med til det møde, det ville jeg personligt have det møg skidt med.
Min støtte/kontakt har en gang været med til møde på psyk, men det var mere et: Nu skal der fame ske noget i forhold til at hjælpe lille mig, spark spark kommune, møde og ikke et af de mere personlige.
De personlige vil jeg gerne have for mig selv (manden kan få lov i et lille omfang) Og for mig fungere det smadder godt at de ting jeg så får i hovedet omkring mint psyk sesioner kan jeg vende med min støtte/kontak på helt bar bund, det betyder at jeg kan læsse meget mere af end hvis hun havde været med til det møde.
Jeg har dte på samme måde med mine angstanfald... støtte har tilbudt mange gange at gå med mig til de ting hvor et anflad er uundgåleligt, men det vil jeg ikke have, de anfald er mine, og dem vil jeg have i fred, jeg skjuler ikke at jeg har dem, den del er jeg ærlig omkring, men jeg ønsker ikke at vise heleværdenen hvordan jeg "ser ud" mit i et anfald, lige som jeg heller ikke ville have lyst til at have "fremmede" med til mine fødsler. Det er bare privat, sådan er det.

Så at du kan tage så mange fremmede med til et så personligt møde, syntes jeg er stort regtig stort.

Jeg fik en angst styrende teknik af min psykolog for et par samtaler siden:
Først og fremmes skal man finde ud af hvad det er man kan være bange for, med kan skal forståes at det ikke er sikkert at man ved hvad man er bange for, men så forestiller man sig hvad et menneske kunne være bange for i den situration.

I dit tilfælde ville det kunne være et angstanfald du er bange for.
Der næst finder du ud af hvorfor du er bange for det anfald, er det andre menneskers tanker om dig du er nervøs for?

Der efter spørger du dig selv hvad du ville tænke hvis du sad i deres sko og så dig få et anfald... ofte ville man selv ikke tænke nær så negativt om andre som man forestiller sig at andre tænker om en.
Når du så har nået til konklutionen om havd andre ville tænke, siger du til dig selv fx de syntes det er synd for mig, og den holder du fast i.
Hver gang du mærker ængstelsen gentager du for dig selv: "de syntes det er synd for mig, de syntes det er synd for mig, de syntes det er synd for mig" Og bliv ved og ved og ved, gerne samtidig med at du finder kontrold over din vjertrækning.

Din tekning med at forsøge at tænke på noget andet virker vist ikke så godt for dig, jeg ved ikke hvordan du har det, men på det område har jeg det sådan at til en hvis grænse går den der med at aflede mig selv.

Når du så har anfald... hvis du er en af dem der er i en bobbel du ikke kan bryde ud af, kan et elastik om håndledet være en genial hjælp... i det du er ved at komme ind i den bobbel, eller lige som du er kommet der ind, hvis du ikke opfanger at du er der før det er for sent, tager du fat i elastikket, hiver ud i det, og slipper samtidig med at du puster ud.
Vores hjerner kan ikke gøre mere end 3 ting på en gang, dvs den kan ikke både holde dig i boblen, slippe elastikket, mærke smærten fra elastikket og puste ud på en og samme tid, din hjerne er tvunget til at vælge, og den vil med stor samnsynlighed vælge at fokucere på den fysiske smærte og din vjerrtrækning fordi en fysisk her og nu snærte fylder mere end en psykisk og det at trække vjeret er et grundlægende element for at leve. 1 2 3 og man er ude af boblen.
(den virker heller ikke på mig, jeg er slet ikke i stand til at flytte de arme jeg knabt kan mærke eksistere)

Om det lige er i morgen det skal afprøves... det syntes jeg ikke, men den første teknik kan du sagtens forsøge dig på, hvis det er noget der tiltaler dig.

Mht søvnen, hvis du endnu ikke sover, så forøg dig med en løbetur (hvis du kan løbe) efterfølgende tager du et godt mættende måltid (gerne så du er ved at brække dig af mæthed) der efter nubber du et lejlig afslappende varmt bad, og så går du i seng. Så er du fysisk træt, samtidig med at man falder nemere i søvn på en fuld mave end på en tom (også selv om at man ikke mærkede sult inden man begyndte at spise) mens maven lige sætter sig giver du dine fysisk trætte mulighed for at slappe af, igen den afslappelse vil have en positiv effekt i forhold til det at falde i søvn, og hold dig så far te kaffe slik sodavand saftevan ol sukker holdige ting, de giver energi, og det har du ikke brug for lige nu, du har brug for din søvn.

Sagde hende der ikke sover mere ed 3½ time hver nat i tiden (til trods for at mit nivo ligger på 10 til 12 timer for at jeg er ordentligt udvilet) ja ja give råd kan man altid *gg*

[Stella]

hej Cirkeline...jeg tænker på dig i dag og kom ind og fortæl hvordan det gik ik...B)

[Guffi]

Jeg håber du har fået sovet i nat. Husk der ikke kan ske noget, og tag så det møde i stiv arm
Jeg glæder mig til at høre hvordan der er gået.
Pøj, pøj.
Guffi

[cirkeline]

skrev lige et langt indlæg............men nu forsvandt det.

[cirkeline]

Hej jeg vil bare lige sige at jeg er i live AT JEG RENT FAKTISK OVERLEVEDE MØDET..........ikke helt klar til at skrive om det endnu men det kan være det kommer senere