Førtidspension - hvordan?

[Kathrine]

Hej Alle sammen!

Dette er virkelig et fedt forum med en god stemning, som jeg er glad for, at jeg har fundet!

I får lige min historie:

Jeg har igennem min opvækst været udsat for ret groteske forhold, som betyder, at jeg altid har haft store psykologiske vanskeligheder. Jeg begyndte til psykolog, da jeg var 12 år. Indtil jeg var ca. 21 år, var jeg i stand til at holde sammen på tingene. Da jeg var 21 år droppede jeg ud af en uddannelse.

Dernæst havde jeg forskellige jobs af kortere varighed og var indimellem arbejdsløs. Siden jeg var 21 år, har jeg således haft 11 jobs. Da jeg var mit i 20’erne, fik jeg et arbejde, som jeg havde i 2 år, hvilket er min absolutte rekord. Dernæst har jeg været på dagpenge i 6 år (blev genindplaceret – da jeg havde haft vikartimer). Men alt den tid på dagpenge, har været et helvede med konstante møder og pres!

Udover at jeg har fået dagpenge, har jeg for det meste bare passet mig selv, og ikke haft yderligere kontakt med systemet.

Om min psykiske situation kan jeg sige, at jeg har forskellige former for angst og er i særdeleshed angst i forhold til kontakt med mennesker. Fx får jeg det meget dårligt, mht. de forskellige møder man skal til. Yderligere er jeg voldsomt traumatiseret, hvilket betyder at min indlæringsevne og hukommelse er ringe, og jeg ikke er i stand til at have en kæreste eller tætte relationer. Jeg har ingen familie og få bekendte (de kender ikke denne sandhed om mig).

Jeg har en depression og svæver til tider i en tilværelse af ingenting. Det er vanskelig at forklare, men pointen er, at jeg lider af meget alvorlige følger, af en opvækst underlagt ekstreme forhold.

Det er snart et år siden, at jeg stoppede med at tage de få vikarvagter, som jeg tidligere klarede på dagpenge (dvs. supplerende dagpenge), da jeg simpelthen ikke kunne mere. Desuden blev presset for stort af at være på dagpenge, og jeg blev nødt til at melde mig syg.

Jeg har nu været hos en psykiater. Hun forstår alvoren i min situation (det gør de fleste, når de får min historie, da der bestemt er tale om meget grove forhold), og nævnte selv pension.

Jeg vil meget gerne have pension, men jeg er bange for, at jeg skal igennem alt muligt, som jeg kommer til at gå helt ned på. Således overvejer jeg, at afvente situationen et år og i stedet fortsætte på sygedagpenge. Måske er det også en bedre ide, først at søge pension efter, at jeg har forsøgt behandling hos psykiateren, idet jeg ikke tidligere, har indtaget medicin eller gået til psykiater, men udelukkende fået hjælp af psykologer.

Imidlertid bakker min psykiater mig op i, at det ikke er en god ide, at sende mig ud i alt muligt, da det er med livet på spil. Men det er jo ikke nok – eller ? I har talt om at man kunne søge pension efter en § 18 eller §17, hvor man ikke skal ud i alt muligt? Hvad betyder det, og har I evt. et link, I kan henvise mig til?

Hvilken proces går forud for en godkendelse af en pension? Hvis man blot kunne søge – uden at skulle igennem noget – ville det jo hverken gøre fra eller til, idet et afslag blot ville betyde, at jeg var tilbage på sygedagpenge?

Jeg er i vildrede mht. det hele og ikke mindst mega bange, og vil i virkeligheden nok helst først falde på plads i sygedagpengene og dernæst se tiden an.

Jeg vil meget gerne høre Jeres kommentarer og vurdering af min sag!

Kh
Kathrine

[Vim]

Hej Kathrine,

Først lige et par Det har du vist brug for.
Jeg er ikke en af dem, der har det store overblik over systemet - sidder selv midt i en langtrukken sag - så der er nok nogle andre, der kan råde og vejlede.

Jeg vil dog sige, at ja, du skal igennem noget for at blive godkendt, men fat mod. Det bedste vil være, hvis du har en, der kan stå dig bi, når det bliver for hårdt, for det er svært at være alene om det. Men om ikke andet, så har du siden her.

Mht til om du skal ud i "alt muligt", lyder det til, at det vil være ødelæggende for dit helbred og da du har medhold i din psykiater, skulle der da være chance for at du kan undgå det. Loven siger, at man skal arbejdsprøves, for at se om man har en arbejdsevne i ethvert erhverv, medmindre det er åbenbart formålsløst med en arbejdsprøvning.

FTF-a har haft to sager, hvor der blev dispenseret fra arbejdsprøvning. Den ene havde Post-Traumatisk Stress, den anden manio-depressiv (hvis jeg husker ret). Det er bare to sager, der er blevet anket, og hvor kommunen har måttet give sig. Men der er jo også sager, hvor kommunen har frafaldet kravet om arbejdsprøvning. Og i dit tilfælde er arbejdsprøvning for mig at se "åbenbart formålsløst".

Jeg er ked af at høre, at du ikke har familie og venner, men kender det fra mig selv - en barsk barndom gør, at man ikke er i stand til at etablere normale forhold. Dog er jeg kommet så langt, at jeg er blevet gift (men jeg er også dobbelt så gammel som dig!) og vil sige, at det er en meget stor støtte at have en man kan betro sig til, når alt det svære trænger sig på. Hvis du kan finde en person, som kan rumme det svære i dig, og som du har tillid til, kan det hjælpe dig meget i resten af livet. Jeg tænker her, om der findes nogle frivillige i en organisation, som kan bruges, som fx. besøgsvenner fra Røde Kors? Måske kan du få hjælp hos SIND? Måske andre her på siden ved det?????

Håber du får flere svar og bliver mere afklaret. Du får lige er par mere

[THJ]

Du har ret til at få rejst en pensions sag og få den afgjort på det foreliggende grundlag men spørgsmålet er om det vil have noget formål.

Du skriver selv at pensiongrundlaget består i at du har haft en yderst sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet samt at der er en psykiater der mener at en pension måske vil være vejen frem.

Du nævner selv at ikke alle behandlingsmuligheder er udtømte og dette alene er nok til at du sandsynligvis vil få afslag. Så først skal du prøve at komme så langt som du kan med behandlingssystemet.

Medmindre du har fået meget tunge og meget entydige diagnoser som kommer du nok heller ikke uden om en eller anden form for arbejdprøvning.

Det lyder desværre for mig som om der er et stykke vej igen.

Held og lykke.

[lunamaria]

Hej Katrine-jeg kan ikke lige overskue at svare ...men vil give dig og styrke til det du ønsker ..

[Kathrine]

Tak for svarene og de pæne ord!

Jeg kan godt se, at alle behandlingsmuligheder ikke er udtømte, og har tænkt mig at afvente situationen.

Hvis der er nogen, der har kendskab til de to paragraffer - §17 og §18 (evt. et link), må de meget gerne skrive det!

Jeg er også meget interesseret i at høre yderligere kommentarer!

Ha en god dag!

[Helenevind]

Hej Kathrine

Jeg er virkelig ked af det på dine vegne og ville ønske at du kunne få overskud til at etablere dig i et forhold med en dejlig mand, det ville gøre dig godt. Jeg har selv haft en umenskelig barndom, hvilket også er årsagen til at jeg har udviklet fibromyalgi, mener jeg i hvert fald selv.

Nå, men det er rigtigt at der ikke er grundlag for at søge førtidspension. Du skal have stillet diagnoser og behandlingsmulighederne skal være udtømte. Så prøv og få en snak med din psykiater om at få stillet den rigtige diagnose og så kom i gang med noget medicin, som forhåbentlig kan hjælpe dig og give dig lidt mere humør til livet Det trænger du vidst til...

Ansøgning efter § 17 er blot hvis man selv ytre ønske om førtidspension. Så vil der blive taget stilling til ansøgningen ud fra de forliggende papirer.

§ 18 er hvis din kommune indstiller dig til førtidspension.

Det er blot forskellen.

Du skriver at du ved ikke om du kan klare at søge om førtidspension fordi du er bange for at blive sendt ud i alt muligt. Men når du først søger sender de dig ikke ud i alt muligt. Det er mens du er på sygedagpenge de vil sende dig ud i noget... og der er det vigtigt at du har din psukiater tæt ved hånden og støtter dig til hende. Og hvis du har en fagforening, så synes jeg du skal ringe til dem og fortælle om dine problemer.

Og så til sidst... så vil jeg da også anbefale dig at tage kontakt til foreningen SIND, som er for sindslidene...

Stort til dig... har helt ondt i maven af og høre din historie, ville bare ønske at du ville åbne dig for nogen du ville stole på og så komme ud med din historie. Det har været min overlevelse...

Hilsen Helene

[LUM]

Min sagsbehandler vil have en FP i gennem UDEN arbejdsprøvning, og her er behandlingsmulighedder altså heller ikke udtømte, det er arbejdsevne mulighederne bestemt heller ikke (og dog)

Jeg har en ADHD diagnose, da jeg fik den hed det sig her i regionen at når man bliver 18 bliver man rask, nu har se så ændret mening til at man først bliver rask når man bliver 25, læs der er behandlingsmulighedder ud over medicinering til man bliver 25. Der er så bare det ved det at jeg er 29, de kan godt tilbyde noget, men det kan jeg bare ikke bruge til en pind, det er slet ikke stilet til det jeg har behov for, og køre efter nogle teknikker jeg lærte mig selv allerede som barn, ås det er ubrugeligt for mig. De kan sende mig til naboregionen, der er massere af mulighedder, men det vil de ikke for det er ALT for dyrt, så det vil de ikke.

Min psykiater slog meget hårdt ned på at jeg skulle have ro øjeblikkelig, fik jeg ikke det ville min tilstand bare forværres yderligt (og sagde at kommunen havde splittet mig alt for meget ad i forvejen, havde de bare lyttet til hvad jeg sagde ville jeg sagtens kunne have klaret mere end et deltidsjob, mens prognosen i stedet lød MAX og med held rette ro osv deltidsjob) samt en del andre "sanktioner" kommunen burde overholde for at undgå forværring, sagsbehandler var hamrende ligeglad, med henvisning til at hun skulle overholde loven så hun forsøgte at arbejdsprøve mig, med det resultat at psykologen der sagde det samme som min psykiater, og at de sagde at de slet ikke ville have mig, så længe jeg var så dårlig, og med lige i hovedet på sagsbehandler at hun havde en MEGET stor skyld i at det stod/står så slemt til med mig (sagsbehandler var TOSSET!!! og forsøgte at få psykologen til at sige at min tilstand kunne komme fra andre ting end min ADHD diagnose, det lykkedes hende ikke)

Nu vil en ny sagsbehandler køre en FP i gennem uden arbejdsprøvning, det groteske er at jeg godt kan arbejde, jeg gør det sådan set allerede, bare frivilligt, det kræver nogle hensyn, men det bliver der også taget der hvor jeg kommer, hvad værre er kommunen har midlerne til at få mig ud på arbejdsmarkedet, men VIL ikke bruge dem, det har de aldrig villet.

Sagsbehandler ønskede at jeg skulle have en helbredsundersøgelse (det er bare en kort fysisk undersøgelse samt snak om hvad man har af "ting" med egen læge, ikke noget farligt) og at jeg der skulle smøre tykt på, så hun kunne køre en sag i gennem uden yderlige tiltag, dog var hun i tvivl om, om jeg skulle til psyk igen, men til det har egen læge skrevet at hun ikke mener at det vil gavne noget som helst, ADHD er stationært ligegyldigt hvordan det end bliver vendt og drejet, man kan blive forbedret, men aldrig slippe af med det, så det tvivler jeg på jeg kommer.

Min sagsbehandler har været ved at fortælle at det ikke er noget problem at få psykisk ramte på en FP uden om div tiltag... sikkert fordi det ofte er åbenlyst at div tiltag inden direkte er til skade for klienten, eller fordi det simpelthen er umuligt at få dem/os til at deltage. Det er altså åbenbart et spørgsmål om velvilje fra din kommunes side, om de vil hive dig i gennem hvad der passer dem, eller om de vil lytte til de kloge, og forsøge at køre en FP i gennem uden div tiltag, og hvilket humør din kommune/sagsbehandler er i, kan man jo desværre ikke sige så meget om, men jeg vil krydse for dig, det er det du ønsker, og du er tydeligvis dårlig nok til det, så skal du også have det.

[Risa]

Hej LUM!
Jeg er målløs: dit indlæg kunne være skrevet af mig! Selvom jeg ikke har ADHD, men andre psykiske sygdomme, kan jeg i den grad nikke genkendende til det, du skriver mht. behandlerudtalelser og sagsbehandlere. Min psykolog har skrevet flere meget skarppe statusattester til kommunen og har også ringet til min sagsbehandler, for at spørge om hun egentligt var klar over, hvad de gjorde ved mig, og hvor syg jeg var, og at jeg skulle have ro NU. Min sagsbehandler har indstillet mig til ftp i begyndelsen af året - UDEN arbejdsprøvning (ingen ville være med til det!). Alligevel fik jeg afslag fra kommunen netop med den begrundelse, at jeg ikke var arbejdsprøvet... Så når du skriver, at din sagsbehandler siger, at det ikke er noget problem at få psykisk syge på ftp, så undre jeg mig da meget... Nu ligger min sag i ankenævnet, og jeg er meget spændt på, hvad de siger til det!

Jeg krydser fingre for dig og din sag og også for dig, Kathrine

[Kathrine]

Hej!

Tak for svarene og fedt at få opklaret de paragraffer!

Som tingene er nu, bakker min psykiater mig 100% op og mener således ikke, en arbejdsprøvning e.ling. er en god ide. Så det lyder som om, jeg kan være rimelig rolig nu på sygedagpenge. Det er jeg glad for!!

Hvis der er andre, der har bemærkninger til min "sag", må de meget gerne komme med dem!

[THJ]

Hej Katrine

Det er ikke for at male fanden på væggen men kun for at forberede dig på den virkelighed du er en del af.

At din behandler vurdere at det er vigtigt at du får fred og ro er ikke ensbetydende med at systemet er enig og hvis systemet ikke er enig med din behandler ja så er det indtil en klageinstans har sagt det modsatte systemets mening der tæller.

Der er desværre alt for mange der får besked fra deres læge om at de skal da bare have pension og det skulle der ikke være nogen problemer i.

Men når lægerne udtaler sig om pension (og så er det ligegyldigt om det er lægekonsulenter eller behandlere) ja så udtaler de sig om noget de ikke er uddannet til at udtale sig om.

Men alligevel stadig held og lykke.