Susannes historie

[Susanne]

Jeg er 46 år og har haft diagnosticeret depression siden november 2003. Depressionen er velbehandlet, men jeg kæmper med mange udløbere af depressionen som mange andre.
Jeg har mistet mit job, hvilket var et valg jeg traf. Via dagpengekontoret var jeg på et kursus, som bliver kaldt afklaring. Det har til formål at hjælpe tilbage til arbejdsmarkedet. Dette kursus er imidlertid så uprofessionelt og har nu medvirket til at jeg er kørt ud på et sidespor.
Jeg har hele tiden været positiv og betalt rigtig mange penge på at skaffe mig hjælp. I forbindelse med en arbejdsprøvning i et for mig nyt erhverv oplevede jeg at blive presset af en erhvervskonsulent. Jeg kunne ikke magte hans krav, da han forlangte mere end jeg kunne rumme.
Min hjerne og en del af mig vil gerne, men andre funktioner sætter barrierer som jeg aldrig havde oplevet før. Lige pludselig kunne jeg stå helt som om jeg var dumpet ned fra en anden planet og jeg mistede overblikket, koncentrationen og mine tårer steg op i øjnene og simple funktioner var glemt! Det var som om en ledning knækkede. Det blev af erhvervskonsulent blot mødt med uforståenhed og betragtet som ”normalt”.
Jeg kontaktede min fagforening som til sidst medvirkede til at få foranstaltet en undersøgelse hos en neuropsykolog for at få testet mit funktionsniveau. Denne test viste en nedsat mental fleksibilitet og problemer med højre hjernehalvdels funktioner. Dette forklarer mine vanskeligheder.
Anbefalingen lød på en placering på det rummelige arbejdsmarked uden overbelastning og med en maximal arbejdstid på højst 15 timer ugentligt. Det er jo et vidt begreb, hvad det rummelige arbejdsmarked er, men det forårsagede, at sagsbehandleren indstillede mig til fleksjob, som alle der har set rapporten helt klart indikerer, at den viser.
En samlet vurdering i pensionsnævnet indebærer at de vurderer at de barrierer jeg har sagtens kan anvendes til et passende job uanset hidtidigt forsørgelsesgrundlag. På baggrund af dette blev mine sygedagpenge stoppet og jeg blev henvist til A-kasse. Denne kan ikke udbetale til mig da jeg dels ikke står til rådighed ifølge deres regler og jeg desuden har anket afgørelsen.
Jeg er nu på kontanthjælp som supplement til min mands indtægt. Det er et grundlag som ikke holder ret længe. Vi bor i eget hus og kan betale vores faste udgifter og derefter har vi hvis vi er heldige ca. 3000 kr om måneden til alt andet. Hvor længe det går ved vi ej, men ankesagen vil vare 5 måneder og så længe ved vi ikke om vi kan beholde vores hus.
Vi nægter at lade os separere af denne grund for ingen af os har råd til at beholde huset alligevel. Det er så bundurimeligt at jeg/mange andre skal køres helt ud på et sidespor fordi loven er så ufleksibel. Jeg kæmper hele tiden og har udover at anke sagerne klaget til borgmesteren over sagens gang og sagsbehandlers svigt. Mange af disse henvendelser bliver forklaret med en politikers måde at glide udenom på, nemlig ved at sende ansvaret videre til andre/loven. Hvis de overhovedet bliver besvaret!!!
Jeg er nu så tæt på at få den afgørelse jeg håber på men alligevel er jeg så bange og har netop fået en nedtur som jeg aldrig har kendt til før. Jeg er simpelthen så udmattet at jeg ikke magter ret meget mere. Men alligevel får jeg via mine egenskaber kæmpet mig op igen! Jeg har fået en afgørelsesdato som hedder 2. december. Det er det eneste jeg magter at forholde mig til. Jeg tænker kun på at vinde og tanken om at tabe skubber jeg langt væk. Men sker det sidste så ..... Ja jeg kan sgi ikke forudse min reaktion. Men kender jeg mig selv godt vil jeg blot tage kampen op. Men så nemt er det ikke. Jeg skal først forholde mig til virkeligheden som indebærer bolig og økonomi. For uden det sidste kan jeg ikke beholde det første for ever. Men jeg er ikke spåkvinde så jeg kan ikke spå om fremtiden. Jeg bliver nødt til at lade tiden blive ved at arbejde for mig og så bare v e n t e. Knus og kampgejst.