En historie der siger alt

Prøv lige at læse den her historie og så lige fortæl mig om ikke det er en man har lyst til at sende rundt til alle kommunalt ansatte, ministrere og job centere , den beskriver vist meget godt hvad det er folk der venter på fleksjob går igennem


http://fagbladet.dk/apps/pbcs.dll/ar...2531/SIDUNGDOM

[mokkasine]

Puha, det er ikke ligefrem gode udsigter. Hvor tragisk at hun har ventet så længe og er blevet handlingslammet og psykisk nedbrudt.

Der er også mange herinde, der venter på et fleksjob, ledighedsydelse er kun en midlertidig ydelse og ikke rigtig en man kan klare sig med i længden.

Jeg håber, der er mange, der læser artiklen. Mest at det "går ind" hos de ansvarlige, men jeg tror det er at håbe for meget

[Peacock]

nu vil jeg lige sige at det er altså ikke kun folk der venter på fleksjob går igennem dette her

men også folk som jeg, der er for syge til fleksjob og for rask til førtidspension, vi bliver tit glemt

vi sidder fast på kontanthjælp og er ikke godkendt til noget anden end kontanthjælp som for mit vedkommen

[Stella]

Oprindeligt indsendt af Hejdien

Prøv lige at læse den her historie og så lige fortæl mig om ikke det er en man har lyst til at sende rundt til alle kommunalt ansatte, ministrere og job centere , den beskriver vist meget godt hvad det er folk der venter på fleksjob går igennem

http://fagbladet.dk/apps/pbcs.dll/ar...2531/SIDUNGDOM

Kopierer den lige ind så vi har den her og jo det er virkelig det det mange fleksere går igennem og jeg genkender så godt det hun går igennem...

Ensomheden og uvisheden er ved at knække 38-årige Susan Bossen, som i fem år har ventet på, at Skjern Kommune skal skaffe hende et fleksjob.

Af Johannes H. Nørgård, Fagbladet 3F, [email protected]

"Jeg vil ikke høre det, du siger". Susan Bossen, enlig mor til to, er kaldt ind til værkføreren. Han er ked af det. Det er december 2002, der er kun 12 dage til juleaften. Men det er ikke gaver, han er sat til at dele ud. 533 ansatte skal fyres på vindmøllefabrikken Vestas, og Susan Bossen er en af dem.

Da hun kommer ud, står kollegaen Allan parat. Han griber hende, netop som benene er ved at knække sammen under hende. Det fleksjob, hun har kæmpet så hårdt for, er forbi.

To år blev det til. Hun sunder sig, inden hun går ind og giver kollegerne et kram. Mennesker, som har været den familie og de venner, hun ellers ikke havde. Dem, hun kunne le, græde og betro sig til, også når de sås privat.

Jeg kom alt for langt ud

Da Susan kommer hjem, er hun alene. Elisabeth på seks og Henrik på ni er i skole. Hun synes, der kører usædvanligt mange lastbiler fra Vestas ude på vejen, og trækker alle gardinerne for. Arbejdstøjet ryger i en sort sæk, og så sætter hun sig ned i sofaen og græder.

Det har Susan gjort mange gange siden den forbandede dag i 2000, hvor hun er med til at flytte en 700 kilo tung trykkemaskine. En af de andre mister grebet. Så vælter hun også. Det giver et smæld i ryggen, der både kan høres og mærkes. Hun er 31 år, og så er det slut.

Lægerne kan ikke finde ud af, hvad hun fejler. Men smerterne er der om dagen og vækker hende om natten. Tit er hun så udmattet, at hun ikke orker at stå op og tage piller. Så ligger hun der og venter i håb om at falde i søvn igen.

Efter et år er Susan tilbage på Vestas. Hun knokler sig op på fuld tid. Men ryggen kan ikke klare det. Vestas vil have hende i fleksjob, men Skjern Kommune trækker tiden. Der kommer ingen papirer.

Til sidst går hun ned, for der er børnene derhjemme, som hun er helt alene med. Det er det værste: at være mor og ikke have overskuddet til det. De kommer i aflastning hos en familie, og når de er afleveret fredag, vælter hun bare hjem og sover til om søndagen, når de skal hentes. Det er ikke et liv.

Og en dag beslutter Susan, at det skal have en ende. Hun svarer på en sms fra en veninde, hvis mand også arbejder på Vestas. Og skriver, at hun ikke har lyst til at snakke i dag. Og så gør hun sig klar til at pakke bilen med børn og støvsugerslange. Men veninden ringer rundt, og så er der pludselig et mylder. Hendes tillidsrepræsentant fra Vestas, sagsbehandleren og en familierådgiver.

Og så slår Vestas i bordet. De vil ikke være med mere, hvis ikke hun får det fleksjob.

- Jeg aner stadig ikke, hvordan hun opdagede det. Jeg orkede bare ikke mere. Den evige kamp, hvor ingen hørte mig. Skrækkeligt, at jeg kunne komme så langt ud.

Fjerner døde fluer

Nu sidder hun altså der igen. I sofaen og venter.

Januar, februar, marts.

Når ungerne er sendt i skole, går dagen med kaffe, smøger, lidt vasketøj og rengøring, de døde fluer fra vindueskarmen skal fjernes, hun træner på stepmaskinen og sætter sig måske lidt ved computeren og surfer rundt på nettet.

April, maj, juni.

Når børnene kommer hjem, hygger de, og hun hjælper med lektier, indtil der skal laves aftensmad.

Juli, august, september.

Det meste af 2003 går, før hun bliver sendt ud til et fleksjob på en kommunal genbrugsplads. Men ugen før har hun stadig ikke fået besked om mødetid.

- Så jeg ringede og fik beskeden, at de slet ikke kunne bruge sådan nogle som os. Vi var for ustabile.

Susan bliver både gal og ked af det. Og så bliver dage atter til måneder. Hun rykker forgæves kommunen. Undervejs skriver hun også uopfordrede ansøgninger. 150 stykker er det vel blevet til. I starten er det spændende at få post. Men de fleste svarer ikke, og dem, der gør, slukker håbet.

Først i december 2005 sker der noget. Hun tilbydes som gratis arbejdskraft for en guldbager, der har travlt op til jul. En såkaldt arbejdsprøvning, men der er ikke tid til pauser. Selv madpakken må hun spise løbende. Og da der en dag er så travlt, at hun ikke når at gøre toiletter rent inden fyraften, lyder det, at her går man ikke, før man er færdig. Og så er hun færdig.

I denne sommer har hun været i arbejdsprøvning hos Skjern Industriservice, der er ejet af kommunen. Men da arbejdsprøvningen udløber, og der skal skrives kontrakt, har de ikke råd. Alligevel spørger de, om hun ikke kan blive lidt længere, indtil de finder penge til et fleksjob.

Ventetiden æder mig op

- Jeg føler mig fuldstændig ubrugelig. Det er et nederlag, hver gang det slår fejl. Jeg ved ikke længere, hvad jeg kan. Fem år er gået i uvished, og det æder mig op.

Hendes gamle Fiat Punto til 30.000 lånte kroner er nødvendig for at kunne passe et arbejde. Nu tør hun ikke tænke på, hvis der ryger en køler. Tandlæge har hun ikke været til i flere år. For den erstatning, der venter på hende i Arbejdsskadestyrelsen, kan hun ikke få udbetalt, før hun har et fleksjob, så de kan regne størrelsen på beløbet ud.

Før var Susan en "glad festabe", der gerne tog helt til Norge for at besøge venner. Nu er det svært bare at komme ud af døren. Bare at tanke bilen er en overvindelse.

- Jeg kører, til lampen lyser, for ikke at møde andre mennesker. Og skal jeg handle, skal det gå så stærkt, at jeg kun får det halve, hvis ikke børnene er med. Jeg har så mange undskyldninger for ikke at komme ud af døren. Jeg er blevet sky og ensom, meget ensom.

Maler så det sprøjter

Det er ikke sikkert, Susan vil kunne lide denne historie. Hun vil ikke fremstå som offer. I syv år har hun holdt facaden og været stærk, så børnene ikke skulle mærke noget. For der er også en anden Susan.

Den Susan, som kan se det helt groteske i sin egen situation og pludselig får et glimt i øjet, før hun skyder en kvik bemærkning hen over køkkenbordet. Og den Susan, der om aftenen går ned i kælderen og maler, så det sprøjter. Billeder så fulde af kraft, energi og klare farver, at det burde være løgn.

Men det er det ikke. Heller ikke, at der er mere end 11.000 mennesker, der som Susan står i kø til et fleksjob. Og de venter længe. Ifølge regeringens redegørelse om det rummelige arbejdsmarked fra maj har hver femte ventet på et arbejde i mere end to år.

Socialrådgiver i 3F Ringkøbing-Holmsland, Lise Iversen, er vred.

- Det er ikke normalt, at en 38-årig pige, som gerne vil arbejde, kommer til at gå så lang tid. Samtidig venter Arbejdsskadestyrelsen. De skal vide, hvor meget hun konkret kan arbejde, før den endelige erstatning kan udregnes og udbetales. Det er en helt grotesk situation. Der er kun et at sige: Kommunen har slet ikke haft styr på tingene.

Undskyld Susan

Beskæftigelseschef i den sammenlagte Ringkøbing-Skjern Kommune Lars Gormsen forsøger ikke at bortforklare det skete.

- Der er gået for lang tid. Vi kunne have gjort det væsentligt bedre. Og selvom vi desværre ikke kan gøre det om, vil jeg gerne sige undskyld, siger han. Og han understreger samtidig, at det ikke skyldes kassetænkning.

- Det er en rigtig dårlig forretning for os at have folk gående på ledighedsydelse. Og vi har nu taget konsekvensen. Vi har nu henvist Susan til en privat jobformidler. De kan se på hende med friske øjne og skal kun fokusere på at få hende i arbejde.

Ifølge Lars Gormsen er det nemlig ligegyldigt, hvem der gør det. Det vigtigste er, at det lykkes.

- Ellers håber jeg, at hun vil kontakte mig. Men jeg tror på det. Efter år med høj ledighed står virksomhederne nu og mangler folk. Og Susan har ingen arbejdsgiver haft noget at udsætte på. Hun har passet sine ting.

[krebs25]

Hold da op en skrækkelig historie. Jeg er helt målløs!
Knus til dig Susan.

Oprindeligt indsendt af Peacock

nu vil jeg lige sige at det er altså ikke kun folk der venter på fleksjob går igennem dette her

men også folk som jeg, der er for syge til fleksjob og for rask til førtidspension, vi bliver tit glemt

vi sidder fast på kontanthjælp og er ikke godkendt til noget anden end kontanthjælp som for mit vedkommen

Jeg ved det godt ( men ikke sikkert at magthaverne gør det ) men nu var den rigtigt relevant for denne side syntes jeg (fleksjob og førtidspension he he ) men du har ganske ret og jeg fatter ikke hvordan man kan være for syg til det ene og for rask til det andet , det er et stort gabende hul at havne i og langt ude på overdrevet ...

Hvad der er endnu mere utroligt er at ingen øjensynligt har interesse i dette feks er meidierne ikke til at råbe op, det er sq utroligt...

man har ondt af asyl ansøgere (og med rette ) men gad vide hvor mange i danmark der kender til at enormt mange dansker er igennem samme helvede med ikke at kende fremtiden , dagen og vejen og ikke vide hvad der sker i morgen ... her er det bare ikke et land med krig der stiller disse mennesker i den situation , men en velfærdsstat .. det er sgi flot

[Peacock]

Jeg ved det godt ( men ikke sikkert at magthaverne gør det ) men nu var den rigtigt relevant for denne side syntes jeg (fleksjob og førtidspension he he ) men du har ganske ret og jeg fatter ikke hvordan man kan være for syg til det ene og for rask til det andet , det er et stort gabende hul at havne i og langt ude på overdrevet ...

Hejdien

jeg syndes nemlig også at os som sidder fast på kontanthjælp og er ikke godkendt til noget anden end, kontanthjælp er også relevant, også selv om dette her er et forum for fleksjob og førtidspension

da vi står midt imellem de to ting

grunden til det hedder sig man er for syg til det ene og for rask til det andet er tit ens alder og hvis man som jeg render til behandling på sygehus og de " kommunen" tror man bliver rask en dag


så hænger de sig i at man ikke er færdig behandlet, for mit vedkommen bliver jeg det nok heller aldrig ikke færdig behandlet, har rendt ind og ud i 10 år af sygehuset. og fejler mere end det jeg render til kontrol med på sygehuset.

ved ikke, om du har set at jeg har klaget over at jeg ikke har modtaget mit agtindsigt til borgmesteren og det har hjulpet

det kan læset under tråden agtindsigt hjælp

Peacock giver dig ret i at det er relevant og ret meget endda , mange tænker ikke over at hvis man skulle være så heldig at komme ud på den anden side med en lille smule af helbreddet i behold og blive visiteret til fleks , så er forsrøgelsesgrundlaget stadig kontanthjælp ... og der kan så hænge yderligt i rigtig mange år fordi der ikke er nogen fleksjob ...